Alle titler

Tilstandsændring af fortidsminde, jf. museumslovens § 29 a – overtrædelse af museumslovens § 29 e, stk. 1 – Søfortet – fredningsbeslutning af 22. december 1995 – ulovlige tilstandsændringer – adressatklage – lovliggørende dispensation – restriktiv praksis – afslag, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 1 – genoptagelse af nævnsafgørelse – verserende retssag – øget fleksibilitet med 2022-lovændring – ”forhold af underordnet betydning”, jf. museumslovens § 29 e, stk. 6 – ”særlige tilfælde ”, jf. museumslovens § 29 j, stk. 3 – ”forholdet muliggør nutidig, etableret anvendelse”, jf. museumslovens § 29 j, stk. 3, nr. 2 – ”forholdet sikrer og styrker formidling og tilgængelighed af fortidsmindet”, jf. museumslovens § 29 j, stk. 3, nr. 4 – den aktuelle ejers ansvar, jf. museumslovens § 29 p, stk. 1 – afgørelsens begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24 – dispensationens relevans ift. fortet som udflugtsmål – nævnets besigtigelse – ikke god tro – uønsket præcedensvirkning af dispensation – enigt nævn, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3 – stadfæstelse af afslag med mindre ændringer

Denne sag vedrører en adressatklage over et afslag, som Slots- og Kulturstyrelsen den 24. januar 2023 havde meddelt på en ansøgning om retlig lovliggørelse af mange tilstandsændringer, der var foretaget på et søfort med nogle B&W-motorer, der i 1995 var blevet omfattet af fortidsmindebeskyttelse. Sagen havde tidligere været behandlet ved Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i 2020 havde stadfæstet det af styrelsen meddelte afslag på retlig lovliggørelse. Efterfølgende i 2021 havde nævnet nægtet at imødekomme en anmodning om at genoptage sagen til fornyet behandling. Adressaten for afslaget havde indbragt nævnets afgørelse for domstolene. Den i 2022 vedtagede ændring af museumsloven havde begrundet, at adressaten havde forelagt sagen igen for Slots- og Kulturstyrelsen, som med mindre lempelser havde opretholdt afslaget med den nu påklagede afgørelse.

I den i 2023 indgivne klage over Slots- og Kulturstyrelsen blev der henvist til, at Folketinget havde vedtaget en ændring af museumsloven, der trådte i kraft den 1. juli 2022, som åbnede op for en mindre restriktiv praksis i forhold til meddelelse af dispensationer efter museumslovens § 29 j. Klageren var af den opfattelse, at en række af de tilstandsændringer, der var behov for at få retligt lovliggjort, faldt inden for det, der var muligt efter et nyt punktum i museumslovens § 29 e, stk. 1 vedrørende ”medmindre ændringen er af underordnet betydning efter regler fastsat i medfør af stk. 6”, bemyndigelsen i § 29 e, stk. 6 for ministeren til at udstede regler om forståelsen af det nye pkt. samt den nye § 29 j, stk. 3-9. Klageren mente, at den afgørelse, som Slots- og Kulturstyrelsen havde truffet i januar 2023, ikke reelt var baseret på en vurdering af tilstandsændringerne ud fra de nye lempeligere kriterier for meddelelse af retlig lovliggørelse, samt at afgørelsen ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Herudover var det klagers opfattelse, at det ville være omsonst at arbejde videre med de af styrelsen accepterede mindre lempelser af den tidligere meget restriktive afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet havde stadfæstet, medmindre der kunne findes en løsning for flere af de øvrige tilstandsændringer, idet afgørelsen havde vidtgående konsekvenser for den forretningsmæssige drift af virksomheden. Klager anførte endvidere, at det ikke var fysisk muligt at genopstille alle de oprindelige B&W-motorer, idet to af dem var indgået i reparation af andre motorer, og at motorerne var placeret hos Dansk Motor- og Maskinsamling, med hvem klageren i 2021 have indgået en aftale om, at de udlånte motorer leveres tilbage, hvis Dansk Motor- og Maskinsamling gik konkurs eller blev nedlagt. Det vat klagerens opfattelse, at styrelsen ikke ved behandling af ansøgningen havde taget den nye information om den i 2021 indgåede aftale vedrørende motorerne i betragtning, og at afgørelsen også på dette punkt led af en begrundelsesmangel. Klageren mente, at forholdet vedrørende motorerne kunne lovliggøres retligt ved, at aftalen blev accepteret. Det var i øvrigt klagerens opfattelse, at omfanget af tilstandsændringerne af styrelsen blev fremstillet som mere voldsomme, end de faktisk var. Det blev endvidere anført, at nogle af ændringerne var blevet foretaget før, der i 1995 blev truffet afgørelse om fredning, samt at nogle af ændringerne var foretaget af staten selv, der i 2001 havde solgt Søfortet til klageren. Klageren anførte, at det kun var et relativt mindre antal tilstandsændringer, der var udført af ham selv, og at de af ham foretagne ændringer enten var gentagelser af tilstandsændring, der var udført forskellige steder på fortet før overtagelsen eller vedrørte reparation/vedligeholdelse af forhold, som allerede var etableret ved klagerens overtagelse af Søfortet i 2001. Klageren gjorde endvidere gældende, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang havde taget hensyn til de særlige forhold på fortet, herunder i særdeleshed at fortet var beliggende i Øresund, at det blev anvendt som udflugtsmål med offentlig adgang, og at disse særlige forhold nødvendiggjorde en række indretninger på Søfortet for personale og besøgende. Endelig blev det anført, at den trufne afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, samt at det var en mangel ved sagsoplysningen, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke havde foretaget en besigtigelse.

I styrelsens kommentarer til klagen, der ikke er medtaget fuldt ud, blev det oplyst, at den ikke fandt det nødvendigt at foretage en besigtigelse, idet forholdene var styrelsen bekendt. Styrelsen kunne heller ikke i øvrigt tiltræde klagerens kritikpunkter. Den oplyste, at 2022-lovændringen var indgået i den fornyede behandling af klagen, og at den trufne afgørelse var begrundet i overensstemmelse med kravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Styrelsen vurderede bl.a., at aftalen om tilbagelevering af motorerne ikke kunne føre til, at kravet om retablering bortfaldt. Styrelsen henviste i den forbindelse til den afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet havde truffet i december 2020 om forholdet. Det var i øvrigt styrelsens vurdering, at de økonomiske konsekvenser, som den påklagede afgørelse havde for klageren, ikke kunne karakteriseres som urimelige. Hensynet til fortidsmindet vejede tungest, idet de foretagne tilstandsændringer bl.a. havde medført, at forståelsen af fortidsmindet som militært anlæg var blevet væsentligt forringet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet, der var sammensat med lægmedlemmerne efter lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, indledte sin redegørelse for den konkrete vurdering med en konkret fortolkning af den ændring af museumslovens § 29 e, stk. 1, og den nye § 29 j, der blev indføjet i 2002. Nævnet foretog som en del af sagsoplysningen en besigtigelse af Søfortet og bemærkede, at det på den baggrund og med henvisning til sagens øvrige oplysninger kunne tiltræde Slots- og Kulturstyrelsens vurdering af, at fortet i kraft af det velbevarede forsvarsanlæg med dens særlige kulturhistorie, mange detaljer og bygningskonstruktioner havde en høj grad af autenticitet, integritet og signifikans. Nævnet bemærkede videre, at det ved besigtigelsen kunne konstateres, at der i et betydeligt omfang, både inden- og udendørs, var foretaget ændringer i tilstanden af fortet, som havde påvirket bevaringsværdierne. Med henvisning til klagen over manglende begrundelse i den påklagede afgørelse fastslog nævnet, at den i januar 2023 trufne afgørelse skulle læses og forstås i lyset af styrelsens tidligere afgørelse om samme forhold, som indeholdt en mere uddybende begrundelse for afslaget på retlig lovliggørelse af de foretagne tilstandsændringer. I forhold til relevansen af, hvornår tilstandsændringerne var blevet foretaget, fastslog nævnet, at det relevante tidspunkt var det tidspunkt, hvor fredningsbeslutningen blev truffet i december 1995, jf. museumslovens § 29 p, stk. 1. Det var derfor ikke relevant, om tilstandsændringerne var blevet foretaget af det tidligere statsejede selskab i perioden frem til klagerens overtagelse i 2001. Som led i vurderingen af tidspunktet for foretagelsen af de enkelte tilstandsændringer, anvendte nævnet bl.a. luftfotos og vurderede de af klageren fremlagte ældre byggetilladelser og rapporter fra byggefagligt tilsyn m.v. Nævnet fastslog, at det er den, der som den aktuelle ejer af søfortet, der er ansvarlig for de ulovlige tilstandsændringer, der skal løfte bevisbyrden for, at tilstandsændringerne er foretaget, før fortet blev fredet. Det var en bevisbyrde, som klageren ikke kunne løfte. Derfor skulle der af nævnet foretages en vurdering af, om de i 2022 vedtagne lovændringer kunne begrunde en ændring af den tidligere af nævnet foretagne vurdering af de foretagne tilstandsændringer, som var blevet opretholdt ved styrelsens afgørelse i januar 2023. Ved vurderingen af, om de enkelte tilstandsændringer kunne tillades opretholdt ved en retlig lovliggørelse, eller der i stedet skulle gennemføres en fysisk lovliggørelse, tog nævnet udgangspunkt i, at der også efter den foretagne lovændring skulle opretholdes en restriktive praksis. Nævnet inddrog endvidere, at det fremgik af forarbejderne til museumslovens § 29 e, stk. 1, 1. pkt., at ændringer, som krævede jordarbejder og dermed et fysisk indgreb i fortidsmindet ikke kunne betragtes som en ændring af underordnet betydning. Nævnet fastslog i forhold til de enkelte forhold, at der ikke var tale om forhold af ”underordnet betydning”, jf. museumslovens § 29 e, stk. 6. Enkelte af de foretagne tilstandsændringer kunne retligt lovliggøres, idet de havde betydning for fortidsmindets funktion som udflugtsmål, dvs. at de kunne betragtes som nødvendige for at muliggøre ”nutidig, etableret anvendelse” af fortidsmindet, jf. museumslovens § 29 j, stk. 3, nr. 2. Det indgik også i nævnets accept af enkelte tilstandsændringer, at de havde betydning for at skabe adgang for personer med fysisk funktionsnedsættelse, jf. formuleringen ”forholdet sikrer og styrker formidling og tilgængelighed af fortidsmindet” i museumslovens § 29 j, stk. 3, nr. 4. Det blev generelt af nævnet tillagt betydning: om de enkelte tilstandsændringer fremstod som skæmmende, om de sammen med andre tilstandsændringer svækkede fortidsmindets fredningsværdier, og om der kunne vælges andre alternative og mindre skæmmende placeringer/løsninger i forhold til de enkelte tilstandsændringer. Om den indgåede privatretlige aftale om B&W-motorer, som klageren mente kunne begrunde en accept af, at motorerne var udlånt til et museum, bemærkede nævnet, at aftalen ikke kunne tilsidesætte den beskyttelse, som var en følge af, at fortidsmindet var blevet beskyttet ved den fortidsmindebeskyttelsesafgørelse, der var truffet den 22. december 1995. Nævnet fandt endvidere, at der ikke kunne meddeles en retlig lovliggørelse til bortfjernelse af en B&W-motor, idet nævnet lagde vægt på, at generatorerne og motorerne havde en meget væsentlig betydning for forståelsen og fortællingen om fortet som et selvforsynende militært anlæg. For så vidt angik klagerens lighedsbetragtninger fastslog nævnet, at de af klageren fremhævede sager om andre fortidsminder, ikke var sammenlignelige med den aktuelt foreliggende. Det forhold, at klageren havde oplyst, at der var ulovlige forhold på andre fortidsminder, som styrelsen havde oplyst, at den ville følge op over for, kunne ikke fritage klageren for forpligtelsen til at overholde museumslovens regler. Nævnet bemærkede i øvrigt, at klageren ikke havde været i god tro med hensyn til de foretagne tilstandsændringer, idet det klart fremgik af tilsynsmyndighedens breve til klageren, at alle former for indgreb, herunder også indvendige, krævede, at der blev opnået en dispensation. Nævnet understregede, at der var knyttet væsentlige hensyn til bevarelsen af fortidsmindet, ligesom der var betydelige hensyn at tage til retshåndhævelsen, som oversteg hensynet til klagerens økonomiske interesser. Derfor kunne der ikke meddeles lovliggørende dispensation ud fra værdispildsbetragtninger. Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse var heller ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet med nogle enkelte konkret begrundede undtagelser.

Fodnoter

Kystbeskyttelsesprojekt i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg – grundejerklage – ændring af bidragspligt, jf. kystbeskyttelseslovens § 11 – ændringen omfattede ikke klageren – overskridelse af klagefrist, jf. kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 4 – afvisning

Denne sag vedrører en klage fra en grundejer over den bidragspligt, som kommunen i januar 2023 traf afgørelse om at ændre i forhold til et fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt. Klageren, der var pålagt en bidragspligt ved den oprindelige afgørelse, som kommunen traf efter lovens § 1 a i 2017, var ikke omfattet af den ændring, der blev foretaget i januar 2023. Kommunerne havde kun ændret udgiftsfordelingen og meddelt et nyt pålæg af bidragspligten i forhold til 20 grundejere. Ændringen var foretaget, fordi digelaget Jyllinge Nordmark og Tangbjerg samt beboere i området havde anmodet Roskilde Kommune og Egedal Kommune om at justere fordelingen af de betalingsforpligtelser, som grundejerne var blevet pålagt ved den oprindelige afgørelse, der blev truffet den 1. december 2017. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterer, at den afgørelse, der blev truffet i 2023, kun vedrørte 20 ejendomme, og at klagerens ejendom ikke er involveret. Klagen, der efter kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 4, skulle være indsendt senest fire uger efter, at klageren havde modtaget meddelelse om den afgørelse, der blev truffet den 1. december 2017, var derfor indgivet for sent. Nævnet fandt ikke, at der forelå undskyldende omstændigheder, der kunne begrunde en realitetsbehandling af klagen, der derfor blev afvist.

Fodnoter

Fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt – kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a – bidragspligt, jf. kystbeskyttelseslovens § 7 og § 9 a – ændringskompetencen i kystbeskyttelseslovens § 11, stk. 2 – klageren ikke oprindeligt pålagt bidragspligt – legalitetsprincippet – ophævelse 

Denne sag vedrører ændring af bidragspligten for en grundejer, der er omfattet af et fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt, der er vedtaget efter kystbeskyttelseslovens regler i kapitel 1 a. Grundejeren, der ikke tidligere har været omfattet af den brede kreds af grundejere, der ved vedtagelsen af projektet i december 2017 blev pålagt at bidrage til dækning af udgifterne, indbragte klagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelsen om at ændre bidragsfordelingen blev truffet af kommunen i januar 2023 med det formål at ajourføre fordelingen af parter på baggrund af nye oplysninger vedrørende den nytte og andre fordele, som grundejerne, der var omfattet af kystbeskyttelsesprojektet i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg, opnåede. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterer, at klageren ved en fejl ikke var blandt dem, der blev pålagt en bidragspligt ved Roskilde Kommunes og Egedal Kommunes afgørelse af 1. december 2017. Nævnet konstaterer videre, at kystbeskyttelseslovens § 11, stk. 2, kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor der efterfølgende er behov for at ændre en udgiftsfordeling for ejere af ejendomme, som ved en tidligere afgørelse er blevet pålagt en bidragspligt. Da klageren ikke var blevet pålagt en bidragspligt i december 2017, var der ikke hjemmel i § 11, stk. 2, til at pålægge bidragspligten. Den påklagede afgørelse ophæves derfor.

Fodnoter

Kvægbrug – miljøtilladelse til ændring og udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 b, stk. 1 – naboklage – afstandskrav til beboelse, jf. husdyrbruglovens § 8, stk. 1, nr. 6 – vilkårsformulering i forbindelse med dispensation, jf. husdyrbruglovens § 9, stk. 3 – ophævelse af tilladelse – hjemvisning – vejledning om afstandskrav til levnedsmiddelvirksomhed, jfr. husdyrbrugloven § 8, stk. 1, nr. 5

Denne sag vedrører en miljøtilladelse, der er meddelt til at udvide et kvægbrug ved at udvide og ændre anvendelsen af eksisterende kalvestald, jf. husdyrbruglovens § 16, b, stk. 1. Miljøtilladelsen der skulle foretages blev indbragt for nævnet af en nabo, der boede i en lejlighed tæt på kvægbruget. Klageren fik medhold af nævnet, der fastslog, at der var tale om en udvidelse af produktionsarealet i stalden, der medførte en forøget forurening. Med henvisning til lovens § 8, stk. 1, nr. 6, konstaterede nævnet, at der efter lovens § 9, stk. 3, kun kan meddeles en tilladelse, der fraviger afstandskravet, hvis der i tilladelsen indgår vilkår, som sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener. Da det ikke var tillældet, blev den meddelte tilladelse ophævet som ugyldig og sagen hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Den trufne afgørelse indeholdt oplysninger til kommunen om, at den i forbindelse med den fornyede behandling også skulle inddrage de hensyn, der skulle tages til det afstandskrav på 25 meter, der er fastlagt i lovens § 8, stk. 1, nr. 5 i forhold til levnedsmiddelvirksomhed, herunder om der var grundlag for efter lovens § 9, stk. 3, at dispensere fra afstandskravet. Oplysningen var begrundet i, at nævnet kunne konstatere, at der var en gårdbutik og et ismejeri på den ejendom, hvor udvidelsen af kvægbruget skulle nyvurderes.

Fodnoter

Råstofplan for 2020-2031, jf. råstoflovens § 5 a – grundejerklage – område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) – vandforsyningsinteresser, jf. råstoflovens § 3 – lighedsgrundsætning – efterprøvelse af retlige spørgsmål, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt. – opretholdelse af råstofplanen

Denne sag, der er én af flere afgørelser, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 21. januar 2026 vedrørende klager over den råstofplan, der var udarbejdet af Region Nordjylland, vedrører en klage fra en grundejers utilfredshed med, at et af ham ejet landbrugsareal ikke var med i den råstofplan, der blev vedtaget i 2020. Arealet havde været med i den tidligere råstofplan fra 2016, men var fravalgt i den nye plan på grund af særlige drikkevandsinteresser, jf. råstoflovens § 7, jf. § 3. Klageren anførte bl.a., at kommunens inddragelse af området til vandindvinding var i strid med råstoflovens § 5 a, stk. 4, og at det var i strid med lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet ikke at medtage de landbrugsarealer, der tidligere havde været udlagt til råstofindvinding. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at det kun kunne efterprøve retlige spørgsmål, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med § 5 a, og at regionens afgørelse var baseret på saglige hensyn, jf. råstoflovens § 3. Klagen blev derfor ikke imødekommet.

Fodnoter

Fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt, jf. kystbeskyttelseslovens § 1 a, stk. 1 – tilladelse ima. kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 2 – etablering af dige – adressatklage – klageberettigelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1, nr. 1 – fælleseje om sommerhusgrund – informationsmøder for grundejere afholdt – manglende underretning, jf. kystbeskyttelseslovens § 2 a, stk. 3, og § 5, stk. 2 – partshøring, jf. forvaltningslovens § 19 – partshøring kun af hovedejeren af ejendommen – ufravigeligt krav om partshøring af alle grundejere – klagefrist, jf. kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 4 – habitatbeskyttelse – habitatbekendtgørelsen for søterritoriet – bilag IV-arter – markfirben –naturbeskyttelseslovens § 3 – fuld efterprøvelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3 – ophævelse af tilladelse – hjemvisning

Denne sag vedrører en klage fra en grundejer over en beslutning, der blev truffet af Ebeltoft Kommune om etablering af et fælleskommunalt projekt efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a. Kommunen havde som en del afgørelsen besluttet at varetage rollen som bygherre og at dække de økonomiske omkostninger forskudsvis, idet det var de berørte grundejere, der efter nytteprincippet var dem, der skulle betale, jf. kystbeskyttelseslovens § 9 a. Kystdirektoratet havde anbefalet projektet. Klageren var først og fremmest utilfreds med, at kommunen ikke i forbindelse med forberedelsen af projektet havde informeret ham direkte herom, ligesom klageren heller ikke havde modtaget meddelelse om den afgørelse, som kommunen havde truffet om etablering af kystbeskyttelsesanlægget. Projektet skulle etableres, bl.a. på klagerens ejendom, og klageren skulle bidrage til dækning af de omkostninger, der var forbundet med etableringen. Klageren oplyste, at der var fem ejere af ejendommen, og at kommunen kun havde foretaget partshøring og meddelt den trufne afgørelse til den person, som stod som hovedejer af ejendommen. På grund af den manglende meddelelse af afgørelsen til klageren var klagen blevet indgivet senere end fire uger efter, at afgørelsen var truffet og offentliggjort, hvilket klageren ikke mente kunne afskære en realitetsbehandling af klagen. Kommunen var ikke enig i det, klageren anførte, idet tilladelsen til kystbeskyttelsesprojektet var blevet offentliggjort på kommunens hjemmeside samt fremsendt til alle involverede matriklers hovedejere. Kommunen oplyste, at det var den generelle praksis kun at foretage partshøring og kun at meddele trufne afgørelser til den person, der var angivet som hovedejer af en ejendom. De øvrige ejere blev kun orienteret via opslag på hjemmeside m.v. Kommunen bemærkede videre, at den konkrete ejendoms hovedejer var afgået ved døden før høringsprocessen, hvorfor høringen, meddelelsen af den trufne afgørelse og de efterfølgende henvendelser var fremsendt til Skifteretten i Randers, som efter kommunens oplysninger varetog afdøde hovedejers interesser. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterer, at kommunen i forbindelse med forberedelsen af projektet havde afholdt informationsmøder for borgerne. Den havde ikke i overensstemmelse med kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 2, sendt projektet i høring hos alle, der som ejere af fast ejendom kunne blive berørt og pålagt bidragspligt. Den havde som konsekvens heraf heller ikke – sådan som den skulle efter lovens § 5 b, stk. 2 – sendt afgørelsen til klageren, der var medejer af en af de i projektet involverede grunde. Nævnet fastslår, at klageren er klageberettiget, og at det følger af kystbeskyttelseslovens § 5 b, at afgørelser, der træffes i medfør af lovens § 3, skriftligt skal meddeles ejerne af naboejendomme, klageberettigede personer, berørte offentlige myndigheder samt klageberettigede foreninger og organisationer efter § 18 a, stk. 1, nr. 5-8, der har anmodet tilladelsesmyndigheden om at modtage underretning om afgørelserne. Den manglende adressering af afgørelsen direkte til klageren indebærer, at afgørelsen lider af en væsentlig retlig mangel. Hvad angik beregningen af klagefristen, jf. kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 4, fastslår nævnet, at klagefristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren modtager underretning om afgørelsen. Nævnet henviser i den forbindelse til, at klageren ikke har modtaget den konkrete henvendelse fra kommunen i overensstemmelse med kontradiktionspligten i forvaltningslovens § 19. Det fremhæves, at det desuden er et krav, at den afgørelse, der meddeles, skal indeholde en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1. Klagefristen på fire uger betragtes derfor ikke som udløbet i forhold til klageren.

Det fremgår endvidere af nævnets sagsfremstilling, at størstedelen af det omfattede areal er beskyttet natur, at kommunen i 2021 har meddelt en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og at kommunen har meddelt en miljøgodkendelse i juni 2022 til kystbeskyttelsesprojektet. Det fremgår også, at der på dele af kyststrækningen er registreret leve- og rastested for markfirben, samt at kommunen har vurderet, at kystbeskyttelsesprojektet ikke vil påvirke yngle- og rasteområderne negativt. Miljø- og Fødevareklagenævnet redegør for indholdet af den relevante habitatbekendtgørelses §§ 7-8, bestemmelsernes sammenhæng med habitatdirektivets artikel 6 samt indholdet af de vejledninger, der er udarbejdet af Kommissionen og af Naturstyrelsen, herunder om hvordan habitatvurdering af markfirben forudsættes foretaget. Det konstateres, at den af kommunen foretagne vurdering af beskyttelsesbehovet ift. bilag IV-arten har været mangelfuld. Det understreges bl.a. af nævnet, at det af kommunen ikke er blevet dokumenteret, at etableringen af diget ikke vil forårsage tab af yngle- og rasteområder for markfirben. Nævnet lægger vægt på, at diget ikke med sikkerhed vil kunne erstatte de potentielle yngle- og rasteområder for arten, da det er tvivlsomt, om diget kan anvendes som vinterrast. Det er efter nævnets opfattelse også tvivlsomt, om hunner vil kunne lægge æg i 5-10 cm’s dybde som følge af den lerede råjord. Nævnet har videre lagt vægt på, at det vilkår, der er indføjet i den afgørelse, som kommunen har truffet om etablering af kystbeskyttelsesprojektet med hensyn til, hvornår på året etableringen af diget må udføres, potentielt kan indebære, at markfirben begraves under leret råjord. Den påklagede afgørelse ophæves, og nævnet hjemviser den til fornyet behandling i kommunen. Hjemvisningen ledsages af en vejledning om, hvordan kommunen skal forholde sig ved den fornyede vurdering af kystbeskyttelsesprojektets negative påvirkning af bilag IV-arten markfirben m.v.

Fodnoter

Miljøgodkendelse af kvægbrug – jf. husdyrbruglovens tidligere § 11, stk. 2 – miljøgodkendelse af udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 a – ændring i anvendelse af eksisterende bygninger – NGO-klage – husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen – kategori 2-naturområde – totaldeposition af N/ha/år – overskridelse af tålegrænse – fejlagtige digitale beregninger af ammoniakdepositionen – digitalisering – husdyrgodkendelse.dk – overskridelse af bindende beskyttelsesniveau for kategori 2-natur, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, afsnit A, tabel 3 – totaldeposition til naturområdet – legalitetsprincippet, jf. husdyrbruglovens § 19 og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1, jf. stk. 3 – formålsfortolkning, jf. husdyrbruglovens § 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 6, om beskyttelse af den omkringliggende natur – ugyldig afgørelse – indrettelseshensyn – tilbagekaldelse af 6 år gammel miljøgodkendelse – tilbagekaldelse til ugunst for adressaten – ophævet godkendelse erstattes af ældre miljøgodkendelse – hjemvisning – oplysninger vedrørende erstatningskrav – dissens

Denne sag vedrører en miljøgodkendelse af en udvidelse af et eksisterende kvægbrug, der var meddelt af en kommune i december 2017, som kommunen genvurderede i 2022. Kommunen traf den 29. april 2022 en afgørelse om, at den fastholdt den tidligere i 2017 meddelte miljøgodkendelse til udvidelse af kvægbruget. Den opretholdte miljøgodkendelse, der tillod en betydelig udvidelse af antallet af dyreenheder samt ændringer af bygningernes anvendelse, var baseret på en beregning af den fremtidige ammoniakdisposition i forhold til omkringliggende kategori 1-, 2- og 3-naturområder, der var foretage i det digitale selvbetjeningssystem husdyrgodkendelse.dk. Miljøgodkendelsen blev opretholdt, selv om Miljøstyrelsen i marts 2021 havde orienteret kommunen om, at der indgik betydelige fejl i det digitale beslutningsstøttesystem. Kommunen var således af Miljøstyrelsen blevet underrettet om, at en række af de afgørelser, som kommunen havde truffet – herunder den i 2017 meddelte miljøgodkendelse af kvægbruget og i april 2022 af kommunen opretholdte miljøgodkendelse – var berørt af fejl i det digitale beslutningsstøttesystem husdyrgodkendelse.dk. Miljøstyrelsen havde med den i marts 2021 fremsendte skrivelse oplyst kommunen om, at fejlen i de fleste tilfælde havde medført en beregning af ammoniakdepositionen til de omkringliggende naturpunkter, der angav en mindre deposition end den, der rent faktisk var tale om. Styrelsen havde med skrivelsen opfordret kommunen til at foretage en nærmere vurdering af, om den fejlbehæftede digitale beregning havde haft betydning for de trufne afgørelser, og til at vurdere, om der var behov for at tilbagekalde eller på anden måde ændre de trufne afgørelser. Det oplyses i sagen, at den af kommunen i april 2022 trufne beslutning om at opretholde den i 2017 meddelte miljøgodkendelse var baseret på en helhedsvurdering, der var foretaget i overensstemmelse med den vejledning, som kommunen havde modtaget fra Miljøstyrelsen. Kommunen havde således foretaget en nyvurdering af den konkrete ammoniakdisposition i det beskyttede naturområde ud fra de rigtige beregningskriterier, og havde vurderet, at der ikke var tale om en så væsentlig overskridelse af de retligt bindende kvalitetskriterier, at det kunne begrunde en tilsidesættelse af hensynet til adressatens indrettelsesbehov. Det fremgik, at adressaten havde indrettet driften af kvægbruget i overensstemmelse med den i december 2017 meddelte miljøgodkendelse, herunder at dyreholdet var blevet udvidet. Der var foretaget mindre ændringer i staldene og etableret en ny møddingsplads.

Kommunens afgørelse af 29. april 2022 indbragte Danmarks Naturfredningsforening for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet, der var sammensat efter § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, fastslog, at den af kommunen trufne afgørelse var i strid med ordlyden af husdyrbruglovens § 19 og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1, jf. stk. 3, sammenholdt med bekendtgørelsens bilag 3, afsnit A, tabel 3, idet husdyrbruget med den godkendte udvidelse ville medføre en totaldeposition til naturområdet, der oversteg det retligt bindende beskyttelsesniveau for kategori 2-natur. Det fastslås i den forbindelse af nævnet, at der ikke er hjemmel til at dispensere fra beskyttelsesniveauet. Et flertal af nævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering og med henvisning til det formål, der er fastslået i husdyrbruglovens § 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 6, om beskyttelse af den omkringliggende natur, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at kommunens afgørelse af 6. december 2017 ikke kunne opretholdes. Det gjorde i den forbindelse ikke nogen forskel, at adressaten havde indrettet sig i god tro på den i december 2017 meddelte miljøgodkendelse, og at kommunen havde foretaget en revurdering i overensstemmelse med de af Miljøstyrelsen angivne retningslinjer. Nævnet ophævede derfor kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Det var flertallets opfattelse, at hensynet til adressatens berettigede forventninger og det forhold, at fejlen ikke kunne bebrejdes hverken adressaten eller kommunen, ikke kunne tillægges så betydelig vægt, at den i 2017 ulovhjemlede miljøgodkendelse af den grund undtagelsesvist kunne opretholdes. Der var ifølge flertallets vurdering heller ikke i sagen tale om samfundsmæssigt værdispild, der talte for en opretholdelse af den ulovlige afgørelse. Et mindretal af nævnets medlemmer fandt derimod, at den afgørelse, som kommunen havde truffet i 2022 som en revurderingsafgørelse, skulle stadfæstes. Den vurdering støttede mindretallet på, at den konkrete beregningsfejl kun ville medføre en meget lille mertilførsel af ammoniak til naturområdet. Med flertallets afgørelse blev kommunens miljøgodkendelse, der var meddelt i december 2017, og som var opretholdt ved den påklagede afgørelse, der blev truffet i april 2022, ophævet af nævnet.

Nævnet oplyste i sin afgørelse, at ejeren af husdyrbruget, der var adressat for den trufne afgørelse om at tilbagekalde den i 2017 meddelte miljøgodkendelse, havde mulighed for at fortsætte den produktion, der lå forud for den i 2017 godkendte udvidelse. Nævnet bemærkede, at det ikke med den trufne afgørelse havde taget stilling til eventuelle erstatningsretlige konsekvenser af ugyldigheden, idet det var et selvstændigt spørgsmål, som adressaten for den nu tilbagekaldte miljøgodkendelse måtte søge afgjort ud fra de almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningsansvar, som ved uenighed mellem kommunen og ejeren af kvægbruget kunne indbringes for domstolene.

Fodnoter

Udvidelse af svinebrug – godkendelse af tillæg til miljøgodkendelse af IE-husdyrbrug – miljøgodkendelse af udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 4, 1. pkt. – naboklager – etablering af ny gyllebeholder – klageberettigelse, jf. husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3 – kriteriet ”individuel væsentlig interesse” – lugtkonsekvensområdes relevans – afvisning

Denne sag vedrører to naboklager over et tillæg, der er meddelt til at udvide et eksisterende IE-svinebrug, herunder med en ny gyllebeholder, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 4, 1. pkt. Klagen er indbragt af to naboer, der anfører flere mangler ved den meddelte afgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagerne med henvisning til, at ingen af klagerne har en individuel væsentlig interesse i den påklagede afgørelse, jf. husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3. Nævnet oplyser, at det har lagt vægt på, at gyllebeholderen placeres ca. 370 m fra den klager, hvis ejendom ligger tættest på gyllebeholderen, og at det må lægges til grund, at driften ikke vil medføre væsentlige lugt-, støv, lys- og støjgener for klagerne. Nævnet bemærker, at klagerne bor uden for lugtkonsekvensområdet i forhold til produktionsanlægget på husdyrbruget.

Fodnoter

Udvidelse af svinebrug – godkendelse af tillæg til miljøgodkendelse af IE-husdyrbrug – miljøgodkendelse af udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 4, 1. pkt. – naboklage – etablering af ny gyllebeholder – tilknytningskravet ift. ny bebyggelse, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1 – erhvervsmæssig nødvendig – kulturhistoriske og landskabsmæssige værdier – stadfæstelse af tillæg til miljøgodkendelse

Denne sag vedrører et tillæg til en miljøgodkendelse af eksisterende IE-svinebrug, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 4,1. pkt. Klagen var indbragt af en nabo til det godkendte anlæg. Klageren anfører bl.a., at den med tillægget accepterede nye gyllebeholder vil blive synlig og dominerende i landskabet, der i kommunens kommuneplan er udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, skovrejsningsområde og kulturhistoriske bevaringsværdier. Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænser sin efterprøvelse med henvisning til § 11, stk. 2 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet til klagepunktet vedrørende gylletankens påvirkning på områdets landskabelige værdier. Med hensyn til den godkendte lokalisering af den nye gyllebeholder henviser nævnet til, at det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1, at den skal placeres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, og at det efter bekendtgørelsens § 34, stk. 4 skal indgå i kommunens vurdering, om gyllebeholderen er erhvervsmæssig nødvendig. Endelig henvises der til de særlige krav, der gælder ift. IE-husdyrbrug efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 1-6 krav til, hvordan husdyrbruget indrettes og drives. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder hverken grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den ansøgte gyllebeholder er erhvervsmæssig nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom, at den nye gyllebeholders placeres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, eller at der ved den trufne afgørelse er taget tilstrækkeligt hensyn til kommuneplanens udpegninger af området som særligt værdifuldt landbrugsområde og skovrejsningsområde. Derimod bemærker nævnet, at kommunen ikke har taget stilling til det ansøgtes forenelighed med udpegningen af kulturhistoriske bevaringsværdier. Nævnet foretager derfor selv den forudsatte vurdering. Det påklagede tillæg til miljøgodkendelsen stadfæstes, idet nævnet lægger vægt på, at der er indføjet vilkår om, at gyllebeholderen skal placeres så tæt som muligt på de eksisterende gyllebeholdere og så lavt i landskabet, som muligt. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der er tale om erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri, der opføres i tilknytning til den hidtidige bebyggelse på ejendommen på et areal, der er eksisterende landbrugsjord, og hvor landskabet ikke i forvejen er uforstyrret.

Fodnoter

Fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt, jf. kystbeskyttelseslovens § 1 a – etablering af kystsikringsanlæg – etablering af nyt kystbeskyttelseslag, jf. kystbeskyttelseslovens § 7, stk. 1 – adressatklager – eksisterende kystbeskyttelsesanlæg fra 1989 – behandling af det samlede projekt efter de nye regler, jfr. kystbeskyttelseslovens § 11, sammenholdt med § 1 a – vedtægtsbestemmelser – afgrænsning af kredsen af berørte grundejere, jf. kystbeskyttelseslovens § 9 a sammenholdt med § 7 – mangelfuld begrundelse for indskrænkning af kredsen af grundejere –“nytteprincippet” – ejendomsværdien kan ikke udgøre grundlaget for afgrænsning af kredsen af medlemmer – mangelfuld begrundelse for vilkåret om sandfodring, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24 – sandbanke som udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område – pligt til redegørelse for habitatvurderingen – nævnets behandling af det samlede projekt, jf. kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3 – afgørelsen ophæves – hjemvisning

Denne sag vedrører en klage over kommunes beslutning, der blev truffet i juli 2022 efter kystbeskyttelseslovens § 7 om at etablere et kystsikringslag med nærmere angivne vedtægter for et i mere end 30 år eksisterende kystbeskyttelsesanlæg efter de regler, der er fastlagt for fælleskommunale anlæg i lovens kapitel 1 a. Afgørelsen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af de otte grundejere, der med kommunens afgørelse – som de eneste – blev pålagt at være medlemmer af det kystsikringslag, som kommunen etablerede.

Det eksisterende anlæg var oprindeligt etableret af den tidligere amtskommune i 1989. Kystbeskyttelsesprojekt var blevet etableret med fem bølgebrydere, sandfordring og kystfodring med ral, der skulle imødegå problemer med læsideerosion fra bølgebryderne. Amtskommunen og kommunen dækkede hver 25 % af udgifterne, medens de resterende 50 % blev dækket af en meget bred kreds af grundejere. Det fremgik af amtskommunens afgørelse, at den vurderede, at ejendommene bag ved første række opnåede en række fordele ved projektet, herunder beskyttelse mod oversvømmelse, hvorfor de blev sat til at bidrage til projektet. Med begrundelsen om, at projektet også havde til formål at bevare søen, blev søens ejere efter nytteprincippet også bidragspligtige. Det fremgik derudover af afgørelsen, at amtskommunens og kommunens bidrag var begrundet i et ønske om at reducere de udgifter, som de øvrige parter skulle afholde, og at der især var tale om, at de offentlige myndigheder ydede et væsentligt bidrag til bevarelsen af Dybesø. Den afgørelse, som amtskommunen traf, indeholdt ikke krav om etablering af et kystsikringslag, idet et flertal af de implicerede grundejere ikke havde ønsket, at der blev etableret et sådant. Det fulgte af afgørelsen, at det var planen, at de enkelte grundejere langs Kattegat skulle overtage kystbeskyttelsesanlæggene efter dets etablering. Den sjette – og “nye“ – bølgebryder havde amtskommunen efterfølgende etableret i 1993, hvor den blev etableret i forlængelse af de allerede opførte fem bølgebrydere. Amtskommunen opkrævede ikke en medfinansiering af de involverede til dækning af udgifterne i forbindelse med etablering og driften af den sjette bølgebryder, da der ikke kunne opnås opbakning blandt de bidragsydere, der indgik i det oprindelige projekt til, at de skulle deltage i betalingen. Der havde siden 1998 været drøftelser om, hvem der skulle vedligeholde anlæggene. Der havde i den forbindelse været tilkendegivet et ønske fra flere om, at der blev oprettet et kystsikringslag.

Kommunen havde på det grundlag truffet en afgørelse den 27. november 2019 om en lovliggørende tilladelse til etablering af den sjette bølgebryder og om sandfodring. Den afgørelse havde Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævet den 13. maj 2020, og sagen var blevet hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Hjemvisningen var dels begrundet med, at kommunen ikke med tilstrækkelig tydelighed havde påvist, hvad kystbeskyttelsesprojektet omfattede, dels var kommunens begrundelse for ændringen af den finansiering, der var tale om i forhold til vedligeholdelsen af kystbeskyttelsesanlægget, uklar. Det var nævnets opfattelse, at kommunen burde have anskuet og behandlet kystbeskyttelsesprojektet som ét samlet projekt, der inkluderede den sjette bølgebryder, idet den var nødvendig for at sikre kysten mod læsideerosion fra de første fem bølgebrydere. Sandfodringen skulle ligeledes betragtes som en del af den samlede beskyttelse. Vedligeholdelsesudgifterne burde også vurderes samlet.

Kommunen traf herefter i juli 2022 med hjemmel i kystbeskyttelseslovens § 7 den afgørelse om etablering af et kystsikringslag med vedtægtsbestemmelser, som i 2023 var genstand for klagenævnets stillingtagen. Medlemmerne af kystsikringslaget, der blev etableret ved den påklagede afgørelse, skulle efter afgørelsens vilkår vedligeholde de seks bølgebrydere, ligesom laget blev pålagt dels at forestå sandfodring på nærmere angivne måder, dels at acceptere, at offentligheden skulle have adgang til at færdes på strandbredden. Kommunen begrundede inddragelsen af den sjette bølgebryder i projektet med, at den var nødvendig som en beskyttelse af såvel skråningsbeskyttelsen som de fem andre bølgebrydere, da den sjette bølgebryder reducerede den aktuelle erosion ved anlæggets østlige side. Kystsikringslaget skulle endvidere forestå initialfodring (strandfodring) med 2.850 m³ materiale på nærmere angivne betingelser. Der skulle efter afgørelsen ikke umiddelbart foretages yderligere strandfodring for at beskytte bl.a. skråningsbeskyttelserne bag bølgebryderne, da der ikke var et ønske herom. Da bl.a. skråningsbeskyttelsen havde den afledte effekt, at offentlighedens adgang til og langs strandbredden kunne blive forringet, indgik det dog i afgørelsen, at det nye kystsikringslag skulle foretage strandfodring, hvis strandbredden foran skråningsbeskyttelsen forsvandt. Kommunen havde begrundet det vilkår med, at kystbeskyttelsesforanstaltningen havde en positiv effekt på kystlandskabet og for offentlighedens adgang til og langs kysten. Kommunen havde videre lagt vægt på, at strandfodringen havde en afledt stabiliseringseffekt af den nedstrøms beliggende kyststrækning. Der fremgår af sagens oplysninger, at skråningsbeskyttelsen ikke forudsættes at indgå i projektet, idet de relevante grundejere ikke havde ønsket det omfattet. Det fulgte af afgørelsen, at kommunen havde afholdt projekteringsudgifterne midlertidigt på vegne af de bidragspligtige grundejere.

Det var kun de otte grundejere, hvis ejendomme var beliggende i første række, der skulle deltage i det etablerede kystsikringslag. Det begrundede kommunen med, at det var de otte grundejere, der havde en økonomisk interesse i kystbeskyttelsesanlægget, jf. kystbeskyttelseslovens § 7 og § 9 a. Det fremgik af afgørelsen, at de ejendomme, hvorpå kystbeskyttelsesanlægget havde været tinglyst, var de ejendomme, som havde haft ansvaret for vedligeholdelse af anlægget. Derudover fremgik det, at kommunen vurderede, at de otte ejendomme havde den økonomiske interesse, fordi ejendommene ifølge de offentlige ejendomsværdier havde en stor værdi, og fordi bølgebryderne og sandfodringen derfor ville have størst nytteværdi for disse ejendomsejere. Derudover havde kommunen vurderet, at bølgebryderne sikrede de otte ejendomme mod erosion. Placeringen af udgifterne havde kommunen endvidere begrundet med, at ansvaret allerede i forbindelse med 1989-afgørelsen var blevet tinglyst på seks af de otte ejendomme. Kommunen havde anvendt en model med ligelig fordeling mellem de otte grundejere. Modellen begrundede kommunen med, at kystbeskyttelsen fungerer over tid, og at de fordele, der blev opnået af grundejerne, dermed måtte forventes at være sammenlignelige. Kommunen havde i afgørelsen oplyst, at dens oversvømmelseskortlægning havde vist, at kystbeskyttelsesanlægget ikke beskyttede de bagvedliggende ejendomme mod oversvømmelse. Kommunen havde på den baggrund vurderet, at ejendomme i baglandet ikke ville have gavn af kystbeskyttelsesanlægget. Samtidig havde kommunen besluttet ikke at inddrage rekreative interesser, herunder offentlighedens adgang, som et parameter, der skulle tillægges vægt ved fordelingen af udgifterne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser i den afgørelse, der træffes i den påklagede afgørelse, kommunens anbringende om, at nævnet ikke har kompetence til at efterprøve den afgørelse, der træffes efter kystbeskyttelseslovens § 7 om oprettelsen af kystsikringslag og afgrænsningen af de grundejere, der skal være medlemmer af laget. Nævnet henviser til, at det følger af kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3, jf. § 1 a, at nævnet fuldt ud kan efterprøve de afgørelser, der vedrører fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekter. Nævnet fastslår endvidere, at det følger af lovens § 11, stk. 1, at reglerne om kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter § 1 a, finder tilsvarende anvendelse på ændring og nedlæggelse eller ophør af allerede bestående eller besluttede kystbeskyttelsesforanstaltninger. Efter lovens § 11, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen ændre en udgiftsfordeling. Det gælder uafhængigt af, om den oprindelige udgiftsfordeling er fastlagt, inden de særlige regler om fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekter trådte i kraft. Reglerne om kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter § 1 a, finder tilsvarende anvendelse på den oprindelige udgiftsfordeling. Nævnet, der inddrager en sammenligning mellem det i 1989 af den tidligere amtskommune etablerede kystbeskyttelsesanlæg og kommunens afgørelse om etablering af kystsikringslaget, fremhæver, at der var en række formål bag det i 1989 etablere kystbeskyttelsesprojektet, som fortsat var relevante, herunder at Dybesø skulle sikres mod gennembrud fra Kattegat, at eksisterende kystsikringsanlæg langs Kattegat skulle beskyttes, og at risikoen for overskyl fra havet og deraf følgende oversvømmelser af sommerhusgrunde skulle mindskes. Nævnet fremhæver endvidere, at der var tale om en meget større kreds af ejere af ejendomme, der ved etableringen af anlægget var parter/pligtige til at bidrage, end den kreds på otte grundejere, som er omfattet af den påklagede afgørelse. Det tilføjes, at det var et vilkår i det oprindelige projekt, at parterne også skulle sørge for strandfodring efter etableringen af kystbeskyttelsesanlæggene. Det bemærkes endvidere, at skråningsbeskyttelsen ikke længere indgår i den påklagede afgørelse, men at der fortsat er vilkår om sandfodring, der er knyttet til en sådan beskyttelse. Det fastslås herefter, at kommunens begrundelse for at ændre udgiftsfordelingen i forhold til den oprindelige fastsatte fordeling er mangelfuld. Nævnet underkender den påklagede afgørelse med henvisning til, at der mangler en dokumentation for, at ejerne af de ejendomme, der oprindeligt var bidragspligtige til vedligeholdelsen af kystbeskyttelsesanlæggene, der blev etableret i 1989 henholdsvis i 1993 af den tidligere amtskommune, ikke længere vil opnå en beskyttelse eller andre fordele af kystbeskyttelsesprojektet, jf. kystbeskyttelseslovens § 9 a sammenholdt med § 7. Nævnet finder også, at kommunens afgørelse vedrørende sandfodring er mangelfuld, herunder at begrundelsen er uklar. Det fremgår således ikke, om sandfodringen skal foretages for at beskytte klagernes ejendomme mod erosion, eller om kravet er begrundet i en interesse for at beskytte kysten ud for Flydersø – der er ejet af Naturstyrelsen – mod erosion. Nævnet er enigt med kommunen i, at der ved lovens § 7 er overladt den et skøn med hensyn til, hvornår det er hensigtsmæssigt at etablere et kystsikringslag. Afgørelsen om, at der skal etableres et kystbeskyttelseslag, finder nævnet imidlertid er så tæt forbundet med den beslutning, som kommunen har truffet om, hvem der skal pålægges at deltage i dækningen af de med anlægget forbundne udgifter og de vilkår, der er formuleret om sandfodring, at hele afgørelsen ophæves som ugyldig. Sagen hjemvises til fornyet behandling i kommunen. Kommunen gøres opmærksom på, at der ved den fornyet behandling skal tages højde for den akutte erosion af kysten, og at kommunen skal sikre, at de forskellige parametre i forhold til udgiftsfordelingen kommer til at fremgå tydeligt. Da kommunen i den påklagede afgørelse havde fastslået, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering af projektet efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet, fandt nævnet anledning til at ledsage hjemvisningen med nogle vejledende bemærkninger om, hvad der konkret skulle foretages i så henseende Kommunen bliver i den forbindelse gjort opmærksom på projektets eventuelle påvirkning af udpegningsgrundlaget for det nærliggende Natura 2000-område, der bl.a. er sandbanke. Kommunen bør ved en fornyet vurdering derfor redegøre for projektets påvirkning af området, herunder skal den redegøre nærmere for, hvorvidt sandfodringsmaterialets sammensætning vil påvirke den beskyttede sandbanke.

Fodnoter