Alle titler

Viser 1 - 10 af 96 resultater for :

  • Type: Artikel x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Entreprise – rådgivningsansvar – bevisbyrde

Entreprise – rådgivningsansvar – bevisstyrke

Entreprise – rådgivningsansvar – projektnotater

Omvendt bevisbyrde for, at projektnotater ikke var foranlediget af fejl eller forglemmelse i projektet, forudsat at bygherren havde sandsynliggjort, at der ikke havde været tale om nye eller ændrede bygherreønsker. Projektnotater var herefter delvis ansvarspådragende.

Efter færdiggørelsen af et omfattende forsknings- og undervisningsbyggeri anlagde bygherren voldgiftssag mod sin totalrådgiver med påstand om betaling af erstatning på ca. 400 mio. kr. under henvisning til, at betydelige fordyrelser af byggeriet havde været forårsaget af mangler ved totalrådgiveren og dennes underrådgivers projekt, manifesteret ved 1.270 projektnotater, som rådgiverne havde udarbejdet gennem byggeprocessen. Efter aftale mellem parterne blev 18 projektnotater svarende til et krav på ca. 4,3 mio. kr. forelagt for voldgiftsretten med henblik på dennes stillingtagen til disse gennem en delafgørelse.

Kontrakten mellem bygherren og totalrådgiveren var blevet indgået efter en international projektkonkurrence. Kontrakten omfattede alle projektstadier fra byggeprogram til hovedprojekt og projektopfølgning samt fagtilsyn og inventar, men ikke byggeledelse. Totalrådgiveren varetog selv arkitektopgaverne og antog et ingeniørfirma til at varetage ingeniøropgaverne. Byggeriet blev gennemført i fagentreprise med mere end 20 fagentreprenører. Til hver fagentreprise hørte et såkaldt bemyndigelsesskema til registrering af projektnotater og aftalesedler med angivelse af årsager til projektnotater. Det havde været et bygherrekrav, at al projektrelateret kommunikation efter kontraktindgåelsen mellem bygherre og entreprenør skulle dokumenteres ved et projektnotat.

Der blev som led i sagens behandling udmeldt syn og skøn vedrørende bygherrens tab som følge af »forringet indkøbsposition« ved efterfølgende anskaffelse.

Bygherren gjorde i hovedsagen gældende, at 1.270 ud af ca. 2.100 projektnotater dækkede over projektmangler. Heroverfor anførte totalrådgiveren, at projektnotaterne havde været et kommunikationsmiddel, som var blevet anvendt af mange årsager, og der var ingen formodning for, at et projektnotat var foranlediget af projektfejl.

Voldgiftsretten udtalte, at det efter dansk ret påhviler bygherren at godtgøre, at der foreligger mangler ved projektet. Det måtte efter bevisførelsen lægges til grund, at projektnotaterne var blevet brugt som instrument til almindelig kommunikation mellem totalrådgiveren og entreprenørerne, og at der kunne være mange forskellige årsager til udsendelsen af et projektnotat. I de tilfælde, hvor bevisførelsen ikke havde skabt fuld klarhed over årsagen til udsendelse af et projektnotat, måtte vurderingen ske på grundlag af overvejelser om, hvem bevisbyrden påhvilede, hvorved der måtte lægges betydelig vægt på parternes muligheder for at føre bevis og parternes muligheder for og sædvanlig skik og brug med hensyn til at sikre sig bevis.

Som generelt udgangspunkt fandt voldgiftsretten herefter, at det måtte påhvile bygherren at sandsynliggøre, at bygherren ikke efterfølgende havde fremsat nye eller ændrede ønsker i forhold til projektet. Hvis bygherren havde sandsynliggjort dette, fandt voldgiftsretten, at det påhvilede totalrådgiveren at godtgøre, at årsagen til udstedelsen af et projektnotat var en anden end en egentlig fejl eller forglemmelse i projektet. Voldgiftsretten lagde herved vægt på, at totalrådgiveren som udsteder af projektnotaterne var nærmest til at sikre sig, at det i forbindelse med udstedelsen blev registreret, hvad der var den sagsmæssige årsag til, at det havde været nødvendigt at udstede det pågældende projektnotat.

Ved et byggeri af en størrelse og kompleksitet som det foreliggende kan der efterfølgende i et vist omfang ske projekttilretninger og projekttilpasninger uden ansvar for rådgiverne, selv om det teoretisk havde været muligt at beskrive arbejdet allerede i projektet. Der gælder ingen generel tålegrænse, og der er ikke et generelt ansvarsfrit område under en vis beløbsmæssig grænse, men der pålægges dog ikke ansvar for fejl, der er rene bagateller.

Udover anerkendt ansvar blev bygherrens erstatningskrav helt eller delvis taget til følge for så vidt angår bl.a. manglende ADK på døre, manglende false i murerprojektet og manglende inkubatorer.

Fodnoter

1

. Berg: Teknisk rådgivning – ABR 18 s. 651 f. og Hørlyck: Bevisbyrden s. 73 f., s. 103, s. 135 f. og s. 174-81. Voldgiftsretten nåede på grundlag af bemærkelsesværdige bevisretlige betragtninger frem til, at bygherrens sædvanlige bevisbyrde for mangler skulle reduceres til alene at vedrøre spørgsmålet om bygherreønskede ændringer, ovenikøbet på grundlag af beskedne bevisstyrkekrav (sandsynliggøre i stedet for godtgøre), og at rådgiverne i øvrigt som koncipister af projektnotaterne var underkastet omvendt bevisbyrde som følge af en formodning for fejl.

2

. Berg s. 498-503 og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 574 og s. 820-23. Voldgiftsrettens præmisser skal formentlig forstås således, at det beror på en konkret vurdering, om en projekttilretning eller -ændring over bagatelgrænsen, som ikke er initieret af bygherren, er ansvarspådragende for rådgiveren.

3

. Berg s. 537-39 og s. 662-66, Gjedde-Nielsen m.fl.: ABR 18 s. 358-66 og Torsten Iversen s. 811-14. Det er bemærkelsesværdigt, at der umiddelbart efter udarbejdelsen af ABR 18 med erkendelsen af, at en bygherre normalt ikke kan løfte bevisbyrden for tab ved glemte ydelser og den deraf foranledigede bodsbestemmelse i ABR 18 § 49, stk. 2, fremkommer nærværende kendelse, hvor det tilsyneladende ikke har voldt problemer at godtgøre tabet som følge af forringet indkøbsposition.

Ingen adgang

Entreprise – ekstraarbejder – bevisbyrde

Entreprenør havde ikke bevist, at der var grundlag for betaling for sortering af opgravet forurenet jord som ekstraarbejde.

En entreprenør påtog sig at etablere parkeringsplads og udenomsarealer. Det fremgik af aftalegrundlaget, at bygherren skulle betale en stigende pris pr. ton afgravet og bortskaffet jord, alt efter om der var tale om ren, lettere forurenet eller kraftigere forurenet jord. Der var ikke udført prøvegravninger, og entreprenøren skulle i henhold til aftalegrundlaget forudsætte, at råjordsplanum var som »normal underbund«. Entreprenøren meddelte tidligt i forløbet, at der var fundet jord, der måtte betegnes som en gemt losseplads dækket af slagger. Denne jord kunne ifølge meddelelsen ikke genanvendes, men måtte køres til en modtager efter sortering for en merpris for sortering på 650 kr. pr. ton. Denne henvendelse førte til en aftale mellem entreprenøren og bygherren om, at jord med slagger skulle lægges til side med henblik på afhentning af bygherrens sædvanlige aftager. Entreprenøren krævede efter sin endelige påstand 210 kr. pr. ton for sortering som ekstraarbejde opgjort på grundlag af den samlede bortgravede mængde.

Det var entreprenøren, der havde bevisbyrden for, at der skulle betales ekstra for sortering af jord. Da implicerede personer ikke havde afgivet forklaring, og da det ikke var dokumenteret, at entreprenøren i forbindelse med deponeringen selv havde betalt ekstra for sortering, fandtes entreprenøren ikke at have løftet sin bevisbyrde. Voldgiftsretten lagde herved også vægt på, at entreprenøren ikke havde sikret sig bygherrens accept, men tværtimod aftalt med denne, at jord med slagger skulle lægges til side, at entreprenøren ikke havde dokumenteret sit tab, at aftalen mellem entreprenøren og modtageren af jord ikke kunne komme bygherren til skade, og at udtrykket »normal underbund« angik det forhold, at der skulle udføres belægningsarbejder.

Fodnoter

1

. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 272 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 381.

Ingen adgang

Entreprise – mangler – følgeskader

Entreprise – projektfejl – underretningspligt

Entreprenør ikke ansvarlig for manglende fugtmålinger og manglende undersøgelser for skimmel efter vandskade.

En entreprenør havde påtaget sig tømrerentreprisen ved renoveringen af en skole, herunder etablering af nyt tag. Entreprenøren opsatte stillads og foretog totaloverdækning, men under stormen Gorm væltede dele af stilladset, og dele af overdækningen blæste ned, hvorved der kom en del vand ind i bygningen. Efter afleveringen blev der konstateret angreb af skimmelsvamp. Bygherren anlagde voldgiftssag mod entreprenøren, idet det blev gjort gældende, at denne havde pådraget sig ansvar ved ikke at foretage fugtmålinger og skimmelsvamp undersøgelser før etableringen af dampspærre og opsætningen af nye lofter.

Voldgiftsretten lagde til grund, at opfugtningen i forbindelse med stormskaden ikke var blevet håndteret i overensstemmelse med teknisk fælleseje. Skolen havde været bistået af en totalrådgiver og måtte identificeres med denne. Der var ikke blevet antaget et firma med speciale i skadeservice eller fugtsanering, og skolens pedel havde selv bistået af tømrerfirmaet iværksat udtørring. Det fandtes ikke bevist, at tømrerfirmaet havde påtaget sig en forpligtelse til at stå for udbedring af fugtskaderne, herunder haft en selvstændig forpligtelse til at foretage fugtmålinger før arbejdets udførelse. Bygherren, der var bistået af professionel rådgiver, var i den foreliggende situation nærmest til at sikre, at fugtforholdene var i orden før byggeriets videreførelse. Entreprenøren blev frifundet.

Fodnoter

1

. KFE 2020.296 VBA, Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 282 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 401 ff. Havde bygherren ikke været bistået af teknisk rådgiver, ville entreprenøren formentlig have været forpligtet til i hvert at rejse spørgsmålet om udbedring af fugtskaderne over for bygherren, jf. AB 92 § 15, stk. 1 og 2 (AB 18 § 22, stk. 2, og § 26, stk. 1).

Ingen adgang

Entreprise – forsinkelse – bygherrens erstatningsansvar

Entreprise – forsinkelse – opstart

Entreprise – forsinkelse – dagbodsansvar

Entreprise – renter – modkrav

Entreprise – tidsfristforlængelse – projektfejl

Skæring af stål var ensbetydende med opstart. Fejlprojektering berettigede til tidsfristforlængelse og erstatning. Dagbodskrav fuldt ud taget til følge, da det var mindre end forsinkelsen med fradrag af tidsfristforlængelse. Der kunne modregnes med uforfaldet dagbodskrav, der var konnekst.

En entreprenør påtog sig færdiggørelsen af en cykel- og gangbro i Københavns inderhavn, efter at den hidtidige entreprenør var gået konkurs. Entreprenøren udførte selv stålarbejderne og antog en underentreprenør til betonarbejderne. Efter en fælles granskningsperiode blev der oprettet entreprisekontrakt, kaldet færdiggørelsesaftale. Fristen for opstart af stålproduktion den 23. maj 2014 og færdiggørelsesfristen den 9. januar 2015 var dagbodssanktioneret, dog således at forsinkelse med færdiggørelsen ville blive fratrukket en bonus. Der opstod betydelige forsinkelser, og færdigmelding blev først sendt den 23. juni 2016. Parterne fremsatte på denne baggrund betydelige krav om forsinkelseserstatning/dagbod og krav om andre forhold.

Voldgiftsretten lagde til grund, at der inden den 23. maj 2014 var foretaget skæring af stål, og at dette var ensbetydende med opstart af stålproduktionen, idet der ikke ved aftalen var taget stilling til betydningen af, at der derefter skete en kortvarig afbrydelse af stålproduktionen.

Færdigmeldingen var forsinket med 531 dage, men entreprenøren gjorde gældende at være berettiget til tidsfristforlængelse væsentligt derudover. Voldgiftsretten fandt, at entreprenøren var blevet forsinket af projektfejl og som følge deraf var berettiget til en skønsmæssigt fastsat tidsfristforlængelse på 180 dage. De øvrige påberåbte forhold var ikke bygherreforårsagede og berettigede ikke til tidsfristforlængelse.

På dette grundlag kunne dagbodsbeløbet opgøres til 30,1 mio. kr. efter fradrag af bonus, men da bygherren kun havde krævet 26 mio. kr., blev dette krav fuldt ud taget til følge uden hensyn til entreprenørens krav om tidsfristforlængelse.

Entreprenørens erstatningskrav for forsinkelse blev taget til følge med udgangspunkt i den tilkendte tidsfristforlængelse med et skønsmæssigt fastsat beløb.

Entreprenøren havde påstået sine krav forrentet fra forfaldsdagen. Bygherren gjorde gældende at være berettiget til at modregne med dagbodskravet. Dagboden forfaldt ved færdigmeldingen og kunne efter almindelige regler først anvendes til modregning på forfaldstidspunktet. Voldgiftsretten fandt imidlertid, at dette ikke gælder, når der som her er tale om et konnekst modkrav, og tiltrådte modregning før forfaldsdagen.

Entreprenørens krav om yderligere betaling for afhjælpningsarbejder og kontraktarbejder blev taget til følge, og krav om betaling for ekstraarbejder og renter af for sent betalte fakturaer blev delvis taget til følge. Bygherrens tilbagesøgningskrav blev ikke taget til følge.

Fodnoter

1

. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 423 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 506. Kendelsen stemmer med det klarhedskrav, der stilles i praksis til dagbod for overskridelse af mellemfrister.

2

. Hørlyck s. 392 f. og Torsten Iversen s. 455.

3

. KFE 2018.58 VBA, Hørlyck s. 414 og Torsten Iversen s. 500 f. Der er intet usædvanligt i, at en samlet forsinkelsesperiode fordeles, således at en del udløser dagbodsansvar og en del erstatningsansvar for bygherren.

4

. Hørlyck s. 451 f. og Torsten Iversen s. 540 f.

5

. Hørlyck s. 377 og s. 414 og Torsten Iversen s. 503 f. Bemærk KFE 2017.197 VBA om modregning med mangelskrav. Bemærk også voldgiftsrettens obiter dictum, der forudsætter, at modregning med et uforfaldet krav ikke afskærer entreprenørens standsningsret, jf. herom Hørlyck s. 380 og Torsten Iversen s. 532.

Ingen adgang

Entreprise – mangler – entreprenørprojektering

Entreprise – mangler – reklamation

Rådgiver og entreprenør, der udførte detailprojektering, var ligeligt ansvarlige for fugtskader forårsaget af projektfejl i udvendige elevatorer. Rådgiveren var eneansvarlig for projektfejl i indvendige elevatorer, idet disse projektfejl ikke hørte under detailprojektering.

En bygherre opførte 30 almene familieboliger med en arkitekt som totalrådgiver. Byggeriet omfattede 4 elevatorer, heraf 2 placeret udendørs. Der opstod driftsproblemer som følge af vandindtrængen og fugt, og bygherren anlagde voldgiftssag mod totalrådgiveren, elevatorentreprenøren og elemententreprenøren. Elevatorerne blev ifølge udbudsmaterialet udbudt som en systemleverance, idet elevatorentreprenøren skulle udføre al nødvendig detailprojektering.

Det blev lagt til grund, at elevatorerne ifølge udbudsmaterialet var placeret i uopvarmede rum og de 2 som nævnt udendørs.

For så vidt angår de udendørs elevatorer fandtes totalrådgiveren at være ansvarlig for ikke at have projekteret med fornøden overdækning og dræn. Selv om elevatorerne som udgangspunkt opfyldte kravene i udbudsmaterialet, burde elevatorentreprenøren have udført indbyggede styreskabe og installationer samt tagrender og var ansvarlig herfor. Der var ikke grundlag for at fastslå, at den ene af parterne havde begået større fejl end den anden, og totalrådgiveren og elevatorentreprenøren skulle derfor hver bære halvdelen af det erstatningsberettigende tab, uden at der var grundlag for delvis solidarisk hæftelse, jf. ABR 89 pkt. 6.2.5.

For så vidt angår de indvendige elevatorer fandtes totalrådgiveren at være ansvarlig for, at der ikke var projekteret med opvarmning og ventilation. Da disse forhold ikke kunne anses som en del af den detailprojektering, der var indeholdt i elevatorentreprenørens leverance som en systemleverance, blev denne frifundet.

Elemententreprenøren fandtes ikke at kunne gøres ansvarlig for mulige mangler ved understøbningen, idet der ikke var reklameret behørigt inden for ansvarsperioden.

Fodnoter

1

. Gjedde-Nielsen og Lykke Hansen: ABR 89, 3. udg. s. 319 f., Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 487 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 429-31.

2

. Hørlyck s. 552 f. og Torsten Iversen s. 667-69.

Ingen adgang

Entreprise – forældelse – rådgivningshonorar

Entreprise – rådgivningshonorar – forældelse

Entreprise – rådgivningshonorar – incitamentsaftale

Krav om incitamentsbetaling var forældet og materielt uberettiget, idet muligheden for fradrag for bygherretilkøb ikke var omtalt i aftalen og ikke søgt afklaret.

Mellem en bygherre og en totalrådgiver blev der indgået en rådgivningsaftale, hvori var indeholdt en incitamentsaftale, hvorefter rådgiveren ville være berettiget til 20 % af et »overskydende rådighedsbeløb« i forhold til bygherrens økonomiske ramme på 35,1 mio. kr. Byggeriet blev afleveret i februar 2014, og der blev den 6. november 2014 afgivet et byggeregnskab. Den 17. februar 2017 opgjorde rådgiveren et incitamentskrav på ca. 488.000 kr. opgjort som 20 % af forskellen mellem et budgetbeløb på 35,7 mio. kr. efter regulering for forøgelse af byggeriet og »endeligt byggeregnskab ekskl. bygherretilkøb« på 33,3 mio. kr. Bygherren afviste kravet under henvisning til, at der ikke var et overskydende rådighedsbeløb, og at et eventuelt krav var forældet. Voldgiftssag blev anlagt den 28. maj 2020.

Voldgiftsretten fandt, at rådgiveren havde kunnet fremsætte sit krav i forlængelse af byggeriets færdiggørelse og aflevering, idet der dog måtte indrømmes en passende frist til at opgøre kravet. Da kravet blev opgjort i februar 2017, var det under alle omstændigheder forældet, da sagen blev anlagt.

I øvrigt udtalte voldgiftsretten, at da incitamentsaftalen ikke indeholdt nærmere om beregningsmæssige forudsætninger, herunder om de såkaldte bygherretilkøb, og da rådgiveren ikke undervejs i byggeforløbet havde søgt at skabe klarhed, således at der så vidt muligt blev sikret en fælles forståelse af de mulige konsekvenser af ændringer og ønsker i øvrigt til byggeriet, havde rådgiveren ikke godtgjort, at der efter incitamentsaftalen var grundlag for det rejste krav.

Fodnoter

1

. Bo von Eyben: Forældelse, 2. udg. s. 239 ff.

2

. Berg: Teknisk rådgivning – ABR 18 s. 329 f.

Ingen adgang

Entreprise – voldgiftsprocessen – voldgiftsaftale

Henvisning til AB 18 i aftaleseddel indebar voldgiftsaftale i en sag anlagt på grundlag af ABT 93.

En entreprenør, der havde indgået aftale om en totalentreprise på grundlag af ABT 93, anlagde voldgiftssag mod bygherren om betalingen for kontraktarbejder og ekstraarbejder. Entreprenøren adciterede senere sin underentreprenør, der havde indgået aftale på grundlag af AB 92. Denne havde indhentet tilbud på udførelse af terrændæk og fremsendte til tilbudsgiveren en aftaleseddel på udførelsen af dette. Det var i aftalesedlen anført: »Arbejdet udføres iht AB 18«. Underentreprenøren adciterede sin underentreprenør, der påstod sagen afvist, da AB 18 ikke var vedtaget, og der dermed ikke var aftalt voldgift.

Da underentreprenøren for terrændæk havde udført arbejdet på grundlag af en overskuelig aftaleseddel, hvor det tydeligt var anført, at arbejdet udføres i henhold til AB 18, måtte AB 18 anses for vedtaget, og sagen var derfor med rette anlagt ved Voldgiftsnævnet.

Fodnoter

1

. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 629 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 878 f.

Ingen adgang

Entreprise – mangler – reklamation

Entreprise – rådgivningsansvar – reklamation

For sen reklamation over for såvel rådgiver som entreprenør.

En bygherre, en andelsboligforening, antog en entreprenør til at udføre en renoveringsentreprise, som en arkitekt ydede teknisk rådgivning til. Renoveringen blev afleveret den 4. februar 2014, og der blev udført 5-års eftersyn den 29. januar 2019, hvor der bl.a. blev reklameret over diverse beboerklager, herunder om træk fra vinduer og dør samt over en defekt fuge. Entreprenøren færdigmeldte mangelsudbedringen efter 5-års eftersynet. AB 92 og ABR 89 var gældende. Bygherren fremsendte til arkitekten den 24. januar 2020 et notat, hvoraf fremgik, at der var mangler ved sternafdækning. Den 28. april 2020 meddelte bygherren til entreprenøren, at beboere havde konstateret fugtproblemer, samt at der var fejl ved sterninddækninger og tage på adskillige blokke mv. Bygherren anlagde voldgiftssag mod såvel entreprenøren som arkitekten, sidstnævnte sag begrundet med tilsynsfejl.

I forhold til arkitekten var der tidligst reklameret mere end 5 år efter afleveringen og derfor for sent.

Med hensyn til bygherrens synspunkt om, at der var reklameret før 5-års fristens udløb og dermed rettidigt i forhold til entreprenøren, fandt voldgiftsretten, at da der forelå færdigmelding fra entreprenøren, måtte det lægges til grund, at entreprenøren havde udbedret påklagede mangler efter 5-års eftersynet, og at reklamationen af 28. april 2020 derfor havde omhandlet klager fremsat efter 5-års fristens udløb, og den var som følge deraf ikke rettidig.

Fodnoter

1

. Gjedde-Nielsen og Lykke Hansen: ABR 89, 3. udg. s. 292 ff.

2

. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 520 og s. 552 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 663 ff.

Ingen adgang

Entreprise – ekstraarbejde – afgrænsning

Entreprise – ekstraarbejde – forsinkelse

Arbejder, der var udført efter aftale, var ikke omfattet af kontraktarbejderne og derfor ekstraarbejder. Dette omfattede også godtgørelse til underentreprenør grundet bygherreforårsaget forsinkelse, som entreprenøren ved voldgiftskendelse var blevet pålagt at betale.

Mellem en bygherre og en entreprenør opstod der efter udførelsen af en ombygningsentreprise uenighed om, hvorvidt en række entreprenørkrav var ekstraarbejder eller kontraktarbejder eller var omfattet af en forligsaftale.

Voldgiftsretten fandt det ikke bevist, at der var indgået forlig.

Arbejder med nedbrydning og bortkørsel af en skillevæg, hultagning og asbestsanering måtte anses som ekstraarbejde udført efter aftale med bygherren.

Entreprenøren var ved voldgiftskendelse blevet pålagt at betale en forsinkelsesgodtgørelse til sin underentreprenør som følge af en asbestforekomst, der måtte anses som bygherrens forhold. Entreprenøren var derfor berettiget til at videreføre kravet over for bygherren.

Fodnoter

1

. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 444 f. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 542-45.

Ingen adgang

Entreprise – rådgivningsansvar – ansvarsbegrænsning

Entreprise – rådgivningsansvar – ansvarsforsikring

Rådgiveransvarsforsikring på 50 mio. kr. var ikke gældende ud over den i rådgivningsaftalerne fastsatte ansvarsbegrænsning på 20 mio. kr.

En entreprenør havde påtaget sig som totalentreprenør at forestå projektering og opførelse af et større musik- og teaterhus. Entreprenøren antog en arkitekt som totalrådgiver, og denne antog en ingeniør, et akustikerfirma og yderligere en arkitekt som underrådgivere. Om ansvaret var i totalrådgivningsaftalen anført, at ansvaret for totalrådgiveren og dennes underrådgivere var begrænset til forsikringsdækningen på en nærmere anført projektansvarsforsikring med en forsikringssum på 20 mio. kr. I underrådgivningsaftalerne var anført den samme ansvarsbegrænsning. Det fremgik imidlertid af den forsikringspolice, der efterfølgende var blevet udstedt, at forsikringssummen for tingsskade/formuetab var 50 mio. kr. Denne forsikringssum var fremkommet på grundlag af forsikringsselskabets tilbud efter et længere forhandlingsforløb med inddragelse af honorarbeløb, selvrisiko mv.

Efter byggeriet anlagde entreprenøren voldgiftssag mod arkitekten som totalrådgiver og ingeniøren som underrådgiver med påstand om betaling af mere end 63 mio. kr. begrundet med forsinket projektering og projektfejl. Begge de indklagede gjorde gældende, at ansvaret ikke kunne overstige det beløb på 20 mio. kr., der fremgik af rådgivningsaftalerne.

Inden denne sag var afgjort, anlagde entreprenøren en særskilt sag mod forsikringsselskabet med påstand om, at dettes eventuelle dækningspligt ikke var begrænset af den ansvarsbegrænsning, der fremgik af rådgivningsaftalerne. Entreprenøren gjorde bl.a. under henvisning til aftalelovens § 6, stk. 2, gældende, at det ved forsikringstegningen må have stået klart for forsikringsselskabet, at entreprenøren påregnede en dækning ud over de aftalte ansvarsbegrænsninger og ellers ikke ville have accepteret tilbuddet.

Voldgiftsretten udtalte, at ansvarsforsikringen efter policevilkårene og sin formulering dækkede de sikrede rådgiveres ansvar med det beløb, der var aftalt i rådgivningsaftalerne, altså maksimalt 20 mio. kr. Der var intet anført om, at et ansvar beløbsmæssigt kunne overstige ansvarsbegrænsningerne.

Ved vurderingen af, om forsikringsselskabet i medfør af aftalelovens § 6, stk. 2, var afskåret fra at gøre ansvarsbegrænsningerne i rådgivningsaftalerne gældende, måtte der lægges vægt på, at entreprenøren var en stor og professionelt drevet virksomhed, der ved forsikringstegningen havde været bistået af forsikringsmægler, og at det ikke er usædvanligt, at der tegnes ansvarsforsikring med en større forsikringssum end aftalte ansvarsbegrænsninger, hvilket bl.a. kan have betydning ved krav fra tredjemand. Entreprenøren havde derfor ikke krav på en dækningspligt udover de aftalte ansvarsbegrænsninger.

Fodnoter

1

. Aftalelovens § 6, stk. 2, går ud på, at hvis en accept af et tilbud afviger fra tilbuddet, og tilbudsgiveren er klar over, at tilbudsmodtageren tror, at der er overensstemmelse, kan aftalen blive indgået i overensstemmelse med acceptens vilkår.

2

. KFE 2008.383 VBA, Berg: Teknisk rådgivning – ABR 18 s. 165 ff. og s. 744-47, Gjedde-Nielsen m.fl.: ABR 18 s. 50 ff. og s. 388 f., og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 285 f. Det er tidligere fastslået, at der ikke er noget til hinder for at aftale dækning på en ansvarsforsikring, der beløbsmæssigt går ud over aftalte begrænsninger for de sikredes ansvar.