Alle titler

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.

Den seneste og meget omfattende ændring af varemærkeloven trådte i kraft den 1. januar 2019, og da der er nu en passende mængde praksis til at belyse de nye bestemmelser, er det tid til denne nye udgave af lovkommentaren – den 6. i rækken. Ændringsloven implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2436/EU af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, og som indebar en væsentlig revision af og udvidelse af kravene til medlemsstaternes varemærkelove i forhold til det første varemærkedirektiv fra 1989. Æn-dringsloven var derfor også meget omfattende, idet alle de hidtidige be-stemmelser i kapitel 1-5 blev ophævet og erstattet af nye bestemmelser. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at retstilstanden på væ-sentlige punkter er stort set uforandret. Det gælder således de varemærke-retlige grundprincipper som kravet om særpræg, om varemærkerettens indhold og indskrænkningerne heri og principperne om varemærkeret-tighedernes overdragelighed, varighed og ophør. De største indholdsmæs-sige ændringer findes i lovens kapitel 2 om ansøgning og registrering af varemærker – og i det forhold at den tidligere fællesmærkelov blev ophæ-vet, og at reguleringen af disse særlige former for varemærker i stedet for blev integreret i varemærkeloven.