Filtrer

Adgangstype

Søgeniveau

Arkiv

Udgivelsestype

Bogtype

Emner

Årstal

—
  • Udskriv
  • Gem

Alle titler

Viser 1 - 10 af 20,056 resultater for

  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2023.1212 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. juni 2023)

Naturnationalpark – screeningafgørelse – Natura 2000-område – væsentlighedsvurdering – plan i miljøvurderingslovens forstand

Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen den 1. august 2022 tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø. Naturnationalparken ville bl.a. omfatte etablering af hegn omkring naturnationalparken, biodiversitetsfremmende tiltag, genretning af naturlig hydrologi, udsætning af store planteædende pattedyr og etablering af friluftsfaciliteter, herunder stier. Området skulle etableres i et Natura 2000-område, og Naturstyrelsen havde udarbejdet en væsentlighedsvurdering på 224 sider i forhold til naturnationalparkens påvirkning af Natura 2000-området, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen havde i forbindelse med tilladelsen truffet afgørelse om, at naturnationalparken ikke ville have en væsentlig påvirkning på miljøet, hvorfor etableringen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Miljøstyrelsens afgørelse om miljøvurdering blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af foreningen Fri Natur og nogle naboer, som bl.a. gjorde gældende, at screeningsafgørelsen og væsentlighedsvurderingen havde et sådant omfang, at projektet krævede § 25-tilladelse, og at projektet tillige havde karakter af en plan, som skulle miljøvurderes. Et flertal i nævnet (5-2) fandt, at Miljøstyrelsen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at naturtyper og arter i Natura 2000-området ikke blev påvirket væsentligt. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at væsentlighedsvurderingen indeholdt en gennemgang af de forskellige arter i Natura 2000-området, og hvordan disse arter blev påvirket af såvel delementerne i projektet som projektet som helhed. Flertallet bemærkede, at der ikke var særlige krav til omfanget af hverken en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 eller en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, men at det er indholdet, som er afgørende for om, der er pligt til at udarbejde henholdsvis en miljøkonsekvensrapport og habitatkonsekvensvurdering. Et flertal i nævnet (6-1) fandt ligeledes, at hensyn såsom øvrig natur, visuel påvirkning, kulturarv, rekreative interesser, trafik, okker og klima ikke udløste krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Derudover fandt nævnet, at projektet ikke havde karakter af en plan. Nævnet fandt, at der var tale om et konkret projekt, omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10 g, og således omfattet af miljøvurderingslovens § 21. Projektet var dermed ikke omfattet af miljøvurderingslovens § 8.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
07 Oct 0204
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

Psykiatriske forhåndstilkendegivelser

Matthias Smed Larsen

Anvendelsen af forhåndstilkendegivelser i psykiatrien har eksisteret i formaliseret form siden 1998, og blev i 2015 indskrevet i psykiatriloven. I artiklen undersøges de retlige rammer for brugen af forhåndstilkendegivelser – navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang forhåndstilkendegivelser er bindende for de ansvarlige sundhedspersoner i situationer, hvor tvang bringes i anvendelse. Det konkluderes, at forhåndstilkendegivelser i visse særlige tilfælde er bindende.

Artikel

Omslag Juristen

I  Juristen

Udgivet (print):
26 Mar 0204
Emner:
  1. Stats- og forvaltningsret
Ingen adgang

Årgang 49 (2024): Nummer 7 (Dec 2024)

Tidsskriftnummer

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Ingen adgang

Indledning – Hæfte 7 - 2023

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Ingen adgang

KFE 2023.1446 (Domstolens dom af 9. marts 2023, Fjerde Afdeling, sag C-119/21 P PlasticsEurope AISBL mod Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA))

Appel – udarbejdelse af en liste over stoffer, der skal godkendes – forordning (EF) nr. 1907/2006 – bilag XIV – liste over stoffer, der er identificeret med henblik på senere at blive optaget i bilag XIV – ajourføring af opførelsen af stoffet bisphenol A som et »særligt problematisk stof««

En sammenslutning af Europæiske plastproducenter, PLasticsEurope, havde anlagt sag mod det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) klassificering af bisphenol A som et hormonforstyrrende stof. Klassificeringen skete på baggrund af en indstilling fra de tyske myndigheder i overensstemmelse med REACH-forordningens artikel 59, stk. 3. PlasticsEurope anlagde annullationssøgsmål ved Retten, som dog frifandt ECHA, hvorefter PlasticsEurope ankede afgørelsen til Domstolen. Ved Domstolen gjorde PlasticsEurope bl.a. gældende, at Rettens efterprøvelse var mangelfuld i forhold til ECHA’s anvendelse af videnskabelige oplysninger samt anvendelsen af forsigtighedsprincippet. PlasticsEurope gjorde derudover gældende, at ECHA’s manglende inddragelse af pålidelige og relevante studier, der modsagde agenturets egen afgørelse, og at ECHA’s inddragelse af studier, der havde en svag grad af pålidelighed, burde havde medført annullation. Domstolen fandt, at Retten ikke havde tilsidesat den retlige prøvelse af ECHA’s afgørelse, idet at Retten rent faktisk havde vurderet, om ECHA havde set bort fra relevante oplysninger fra pålidelige studier. Domstolen fandt desuden, at retten ikke havde begået fejl ved at fastlægge, at ECHA kunne tage hensyn til studier med en svag grad af pålidelighed, navnlig når deres grad af pålidelighed blev taget i betragtning ved den samlede vægtning af beviserne, således at de mest pålidelige studier blev tillagt afgørende betydning. I forhold til anvendelsen af forsigtighedsprincippet fandt Domstolen, henset til usikkerhederne i forbindelse med fastsættelsen af et sikkert eksponeringsniveau for bisphenol A, at Retten korrekt havde fundet, at ECHA’s afgørelse kunne begrundes med forsigtighedsprincippet. Her lagde Domstolen afgørende vægt på, at forsigtighedsprincippet indebærer, per definition, at der, når der er usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er risiko for menneskers sundhed, kan træffes beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at risikoen fuldt ud påvises. Appellen blev derved afvist.

Dommen kaster således lys på spørgsmålet om den praktiske anvendelighed af forsigtighedsprincippet – samt anvendelsen af videnskabelige studier og oplysninger i forsøget på at klarlægge farligheden af miljøskadelige produkter – og Domstolens villighed til at granske denne administrative afvejning. Domstolen fastslog således også, at den i forbindelse med en appel ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og principielt heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

KFE 2023.1464 (Domstolens dom af 9. marts 2023, Anden Afdeling, sag C-375/21 Sdruzjenie »Za Zemjata – dostap do pravosadie« m.fl. mod Izpalnitelen director na Izpalnitelna agentsia po okolna sreda)

Præjudiciel forelæggelse – miljø – luftkvalitet – direktiv 2008/50/EF – artikel 13 og 23 – grænseværdier med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed – overskridelse – luftkvalitetsplan – direktiv 2010/75/EU – integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening – ajourføring af en godkendelse til at drive et varmekraftværk – emissionsgrænseværdier – artikel 15, stk. 4 – ansøgning om dispensation vedrørende fastsættelse af mindre strenge emissionsgrænseværdier – væsentlig forurening – artikel 18 – overholdelse af miljøkvalitetsnormer – den kompetente myndigheds forpligtelser«

Sagen omhandler adgangen for nationale myndigheder til at meddele dispensation for det industrielle emissionsdirektivs emissionsgrænseværdier, som fastsættes med baggrund i de såkaldte BAT (best available technique) konklusioner med henvisning til artikel 15, stk. 4. I sagen havde et større kraftvarmeværk i Bulgarien modtaget godkendelse fra de nationale myndigheder, hvorunder værkets afsvovlingsgrad undtagelsesvist blev sat lavere end graden fastsat i henhold til den gældende BAT konklusion, med henvisning til at et højere niveau ville have krævet betydelige investeringer fra den pågældende operatør. Godkendelsen blev anfægtet ved de nationale domstole i Bulgarien af to foreninger og en græsk statsborger. Sagsøgerne lagde i deres anbringender vægt på, at det område, hvori kraftvarmeværket var placeret, var dækket af en luftkvalitetsplan i henhold til direktiv 2008/50 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg, netop på grund af at de lokale grænseværdier var overskredet for svovldioxid. På baggrund heraf forelagde den nationale domstol spørgsmål om sammenhængen mellem de to direktiver, bl.a. om den nationale myndighed skal undlade at fastsætte mindre strenge emissionsgrænseværdier jf. artikel 15, stk. 4, for luftforurenende stoffer fra et anlæg, hvis en sådan dispensation ville være i strid med de foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram. I sit svar lagde domstolen vægt på, at dispensationsgivende myndigheder skal sikre, at en dispensation ikke forårsager væsentlig forurening, og at der opnås et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed, og at en dispensation nødvendigvis ikke skal gives blot med henvisning til at de generelle emissionsgrænseværdier medfører uforholdsmæssige høje omkostninger for operatøren. Resultatet heraf er, at der kan ikke gives dispensation på grundlag af artikel 15, stk. 4, i det industrielle emissionsdirektiv, hvis en sådan dispensation kan bidrage til overskridelse af de grænseværdier for luftkvaliteten, der er fastsat ved direktiv 2008/50. Domstolen lagde desuden også vægt på, at artikel 18 det industrielle emissionsdirektiv kræver, at hvor »miljøkvalitetsnormer« kræver strengere betingelser end dem, der kan opnås ved anvendelse af BAT, fastsættes der yderligere foranstaltninger i godkendelsen, uden at andre foranstaltninger, der kan træffes for at overholde miljøkvalitetsnormerne, berøres heraf. Luftkvalitetsnormerne i luftrammedirektivet udgør netop sådanne »miljøkvalitetsnormer«, hvilket medfører, at relevansen af luftkvalitetsnormerne følger direkte af artikel 18 i det industrielle emissionsdirektiv. Samlet set medfører dommen en oplagt kontinuitet og sammenhæng mellem de to direktiver.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

KFE 2023.1476 (Domstolens dom af 25. maj 2023, Anden Afdeling, sag C-575/21 WertInvest Hotelbetriebs GmbH mod Magistrat der Stadt Wien)

Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2011/92/EU – vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet – artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2 – projekter omfattet af bilag II – anlægsarbejder i byzoner – undersøgelse på grundlag af tærskelværdier eller kriterier – artikel 4, stk. 3 – relevante udvælgelseskriterier i bilag III – artikel 11 – adgang til domstolsprøvelse«

I forbindelse med et byggeprojekt, der omhandlede et højhus til hotel-, event-, beboelses- og kontorbrug med et bruttoetageareal på 89 0000 m2 i den centrale del af Wien, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, havde bygherren anmodet om en VVM-screening fra de lokale myndigheder. De lokale myndigheder traf afgørelse om, at projektet ikke skulle underkastes en miljøkonsekvensvurdering, eftersom det faldt under de nationale tærskelgrænser. Denne afgørelse blev anfægtet af en række lokale borgere ved den forvaltningsretlige forbundsdomstol, som fastslog, at gennemførelsen af VVM-direktivet var utilstrækkelig. Sideløbende med screeningsproceduren havde bygherren indgivet ansøgning om byggetilladelse til projektet. Da den kommunale forvaltning i Wien ikke traf afgørelse vedrørende denne ansøgning, anlagde bygherren et passivitetssøgsmål ved den regionale forvaltningsdomstol i Wien. Ved denne sag forelagde den regionale forvaltningsdomstol en række spørgsmål for Domstolen, der primært relaterede sig til de nationalt fastsatte tærskelværdier i Østrig. Domstolen fremhævede sin faste praksis, hvorved medlemslandes adgang til at fastsætte tærskelværdier er begrænset af forpligtelsen i direktivets artikel 2, stk. 1, til at foretage en konkret vurdering af projekter med henblik på at fastslå, om projektet kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Konsekvensen heraf er, at en medlemsstat, som fastsætter tærskelværdier og herved kun tager hensyn til projekternes dimensioner, overskrider grænserne for det skøn, medlemsstaten har i henhold til direktivet. Domstolen fastlagde også, at en medlemsstat, som fastsætter tærskelværdierne på et sådant niveau, at samtlige projekter af en bestemt type i praksis på forhånd er undtaget fra forpligtelsen til at vurdere deres konsekvenser, ligeledes overskrider grænserne for sit skøn. I den konkrete sag bemærkede Domstolen at de østrigske tærskelværdier reelt var så høje, at de fleste projekter vedrørende anlægsarbejder i byzoner i praksis på forhånd var undtaget fra forpligtelsen til at foretage en miljøkonsekvensvurdering, hvilket den østrigske regering måtte medgive, idet den havde igangsat en ændringsprocedure for værdierne. Domstolen fastslog desuden, at borgere, som opfylder de kriterier, der er fastsat i national ret, hvad angår ’tilstrækkelig interesse’ skal have adgang til ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk organ at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af en afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering. Endelig lagde Domstolen til grund at meddelelse af del-byggetilladelser til enkelte byggearbejder, som udgør en del af et større projekt, før det er afgjort, om projektet i sin helhed skal underkastes en VVM-vurdering, er klart i strid med direktivet.

Afgørelsen er i overensstemmelse med Domstolenes faste retspraksis, hvad angår anvendelse af tærskelværdier og medlemsstaternes pligt til at udøve et konkret skøn i lyset af direktivets formål, selv om et projekt måtte falde inden for en national fastsat tærskel. Mere afgørende er derimod dommens præmisser vedrørende en medlemsstats adgang til at udstede del-byggetilladelser inden en screeningafgørelse, hvilket netop må anses for at være betydeligt begrænset med henvisning til dommens præmisser herom.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

KFE 2023.1494 (Domstolens dom af 15. juni 2023, Anden Afdeling, sag C-721/21 Eco Advocacy CLG Mod An Bord Pleanála)

Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – særlige bevaringsområder – artikel 6, stk. 3 – forudgående vurdering af en plan eller et projekt med henblik på at afgøre, om det er nødvendigt at foretage en vurdering af denne plans eller dette projekts virkninger på et særligt bevaringsområde – begrundelse – foranstaltninger, der kan tages i betragtning – opførelse af en boligbebyggelse – procesautonomi – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – processuelle regler, hvorefter sagens genstand fastlægges på grundlag af de anbringender, der gøres gældende på tidspunktet for sagens anlæg«

Sagen vedrørte opførsel af 320 boliger i nærheden af et Natura 2000-område i tilknytning til floderne Boyne og Blackwater boliger i County Meath, Irland. Projektet var udarbejdet således, at overskydende overfladevand skulle løbe ud i et vandløb, der er en biflod til Boyne-floden, efter at have undergået en bypassudskiller, der skulle adskille eventuelle forurenende stoffer fra overfladevandet. Projektet modtog byggetilladelse, og den irske naturstyrelse fastslog ved screening, at hverken en miljøkonsekvensvurdering i henhold til direktiv VVM-direktivet eller en artikel 6, stk. 3-vurdering i henhold til habitatsdirektivet var nødvendig. Denne afgørelse blev påklaget af en irsk miljøorganisation, hvorefter den nationale domstol forelagde to primære spørgsmål for Domstolen. Det første spørgsmål gik på, om EU-retten er til hinder for, at en national processuel regel foreskriver, at en stævning skal indeholde en præcis fremstilling af de nedlagte påstande og af de anbringender, der er påberåbt til støtte herfor, idet hver påstand klart og tydeligt skal angives, og dels, at en sagsøger i retsmødet hverken kan gøre andre anbringender gældende eller fremsætte andre påstande end dem, der fremgår af stævningen. Et relevant forhold i den henseende er Aarhus-konventionen, som kræver, at miljøorganisationer har adgang til en effektiv og fair kontrolprocedure, selv om det ikke fastsat i konventionens bestemmelse, hvordan og på hvilket tidspunkt anbringenderne til anfægtelse af de pågældende afgørelser, handlinger eller undladelser skal gøres gældende. I sådanne situationer har medlemsstaterne adgang til at fastsætte nationale regler med afsæt i de EU-retlige ækvivalens- og effektivitetsprincipper. I den konkrete sag fandt Domstolen at de irske regler ikke i praksis gjorde det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten. Domstolen fastlagde, at der derved ikke opstår en ex officio-pligt for den nationale domstol til at påse overholdelse af EU-retlige regler, som parterne ikke har påberåbt sig i retsforhandlingerne, hvilket stemmer overens med den faste danske domstolspraksis i henhold til forhandlingsmaksimen. Det andet spørgsmål forelagt Domstolen gik på kort sagt på, hvorvidt artikel 6, stk. 3, indeholder et begrundelseskrav i lyset af at bestemmelsen ikke selv fastsætter et begrundelseskrav. I sit svar lagde Domstolen vægt på, at det følger af almindelige EU retsgrundsætninger, at afgørelser truffet af nationale myndigheder på baggrund af EU-retten skal begrundes. Dette krav gælder for screeningsvurderinger samt for konsekvensvurderinger. Dog gælder det, at en national myndighed ikke er forpligtet til i begrundelsen for sin afgørelse at besvare ethvert af de retlige og faktiske spørgsmål, som er rejst under den administrative procedure. Dog skal myndigheden angive de forhold, som gjorde, at den opnåede den fornødne vished for, at der ikke findes nogen rimelig videnskabelig tvivl for så vidt angår muligheden for, at det pågældende projekt kan påvirke lokaliteten væsentligt. Mere interessant er i virkeligheden nok den del af Domstolens svar, som gik på, om foranstaltninger indarbejdet i projektet, som har til formål at mindske miljøpåvirkningen, kan inddrages i screeningvurderingen efter artikel 6, stk. 3, når disse foranstaltninger kan anses for at være standardkendetegn for alle projekter af samme type. Pointen her er, at afværgeforanstaltninger normalt ikke kan inddrages i screeningsvurderingen, da påvirkningen af afværgeforanstaltningerne kun kan vurderes som del af konsekvensvurderingen. I sit svar sondrer Domstolen således skarpt mellem afværgeforanstaltninger og standardkendetegn, idet den fastslog, at der ved screeningen kan tages højde for særkender ved planen eller projektet, der indebærer en fjernelse af forurenende stoffer, når disse særkender er blevet indarbejdet i planen eller projektet som standardkendetegn. Denne sondring må anses for at være aldeles nyskabende og vil givetvis give anledning til såvel praktisk fine-tuning i screening-anmodninger som flere forelæggelser af præjudicielle spørgsmål om, hvad der nærmere bestemt er ment med standardkendetegn.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

KFE 2023.1504 (Domstolens dom af 29. juni 2023, Sjette Afdeling, sag C-220/22 Kommissionen mod Portugal)

Traktatbrud – miljø – direktiv 2008/50/EF – luftkvalitet – systematisk og vedvarende overskridelse af den årlige grænseværdi, der er fastsat for nitrogendioxid (NO2) – egnede foranstaltninger – kortest mulig overskridelsesperiode«

Kommissionen anlagde traktaktbrudssag mod Portugal med påstand om, at Portugal havde tilsidesat forpligtelserne i artikel 13, stk. 1, og 23, stk. 1, i luftrammedirektivet (2008/50) med henvisning til grænseværdierne for nitrogendioxid (NO2) samt forpligtelsen til at igangsætte egnede foranstaltninger, så perioden med overskridelse af den årlige grænseværdi, bliver kortest mulig. I overensstemmelse med fast praksis lagde Domstolen til grund at den omstændighed, at grænseværdierne overskrides, i sig selv er tilstrækkelig til, at det kan konstateres, at der er tale om en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1. I den henseende er det tilstrækkeligt, at et forureningsniveau, der er højere end grænseværdien, måles på et isoleret prøvetagningssted. Ikke overraskende var Domstolen også afvisende over for Portugals anbringende om, at overskridelserne af grænseværdierne kunne forklares ved den begrænsede effektivitet af de EU-retlige regler, navnlig dem der har til formål at reducere emissioner af udstødningsgas fra køretøjer (den såkaldte »dieselgatesag« fra 2015), da disse ikke kan fritage medlemsstaterne fra deres forpligtelse til at overholde luftrammedirektivets grænseværdier. Mere interessant er nok Domstolens afgørelse i forhold til luftkvalitetsplaner, som skal vedtages for de zoner, hvor grænseværdierne overskrides. Her havde Kommission gjort gældende, at planerne vedtaget af Portugal var utilstrækkelige, med henvisning til at planerne bl.a. var baseret på urealistiske modelleringssystemer, som ikke blev tilstrækkeligt opdateret, at der kun var tale om delvis gennemførelse af de relevante foranstaltninger, og at Portugal ikke havde vedtaget et gennemførelsesprogram for foranstaltningerne. I overensstemmelse med fast praksis lagde Domstolen vægt på, at selv om medlemsstaterne råder over en vis skønsmargen i forbindelse med fastlæggelsen af de foranstaltninger, der skal vedtages, skal disse under alle omstændigheder sikre, at den periode, i hvilken de grænseværdier, der er fastsat for det pågældende forurenende stof, overskrides, bliver kortest mulig. For at kunne vurdere, om dette er tilfældet, viste Domstolen en betydelig velvillighed til at granske indholdet af hver enkelt artikel 23-plan og bemærkede, at en medlemsstat skal indføre en luftkvalitetsplan, der indeholder egnede foranstaltninger for hver berørt zone. Samlet set falder dommen på linje med tidligere afgørelser afsagt i forhold til luftrammedirektivet. I takt med at Kommissionen i øget omfang forfølger de åbenbare overskridelser af direktivets grænseværdier i medlemsstaterne, er det ikke overraskende, at Domstolen også kommer i spil. Det er derfor heller ikke overraskende, at Domstolen derved bliver nødt til, med en vis intensitet, at granske de nationale luftkvalitetsplaner.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret
Ingen adgang

KFE 2023.1519 (Domstolens dom af 21. september 2023, Anden Afdeling, sag C-116/22 Kommissionen mod Tyskland )

Traktatbrud – miljø – direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 1 – manglende udpegning af særlige bevaringsområder – manglende fastsættelse af bevaringsmålsætninger – manglende eller utilstrækkelige bevaringsforanstaltninger – administrativ praksis«

I denne traktatbrudssag havde Kommissionen anlagt sag mod Tyskland med påstand om, at Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 1 ,i habitatdirektivet. Kommissionen gjorde gældende, at 88 lokaliteter ud af de 4606 omhandlede lokaliteter af fællesskabsbetydning ikke var blevet udpeget som særlige bevaringsområder, at der ikke er blevet fastsat bevaringsmålsætninger for de 88 lokaliteter, og at Tyskland i forhold til fastsættelse af bevaringsmålsætninger fulgte en generel og strukturel praksis, der ikke opfylder kravene i habitatdirektivets artikel 4, stk. 4, og endelig at der ikke er blevet fastsat tilstrækkelige bevaringsforanstaltninger for 737 lokaliteter. Domstolen fastslog ikke overraskende, at Tysklands manglende udpegning af lokaliteter medførte, at forpligtelserne i artikel 4, stk. 4, var tilsidesat. Mere interessante er derfor Domstolens bemærkninger i forhold til påstanden om manglende fastsættelse af bevaringsmålsætninger. Her argumenterede Kommissionen for, at Tyskland havde handlet ulovligt, med henvisning til at den tyske praksis ikke indeholdt nogen kvantitative og målelige elementer, og fordi Tyskland ikke har opstillet nogen sondring mellem målsætningen om »genopretning« og målsætningen om »opretholdelse«. Domstolen fastslog i første omgang, at bevaringsmålsætninger skal være specifikke og præcise. Dernæst lagde Domstolen til grund, at bevaringsmålsætninger skal fastlægges ud fra oplysninger, der er baseret på en videnskabelig undersøgelse af situationen for arterne og deres levesteder på en omhandlet lokalitet. Derudover skal bevaringsmålsætninger gøre det muligt at kontrollere, om de er egnede til at opnå den ønskede bevaringsstatus for den omhandlede lokalitet. Domstolen forkastede dog Kommissionens argument om, at bevaringsmålsætninger skal indeholde kvantitative og målelige elementer, med henvisning til at en sådan tilgang ikke nødvendigvis kan tilpasses de dynamiske og komplekse naturtyper og den ofte varierende påvirkning af områderne. Endelig fandt Domstolen, at habitatdirektivet ikke giver grundlag for at konkludere, at medlemsstaterne i alle tilfælde er forpligtede til allerede ved formuleringen af bevaringsmålsætninger at sondre mellem på den ene side genopretningen af de genstande, der skal beskyttes, og på den anden side opretholdelsen af disse genstande. Domstolen fandt ligeledes heller ikke grundlag for at fastslå, at målsætninger, som bevaringsforanstaltningerne er baseret på, nødvendigvis skal være retligt bindende over for tredjeparter. Samlet set efterlader dommen medlemsstaterne et større råderum, end Kommissionen havde ønsket, hvad angår bevaringsforanstaltningerne. Det primære krav hertil er, at disse er specifikke og præcise. Det betyder dog ikke, at medlemsstaterne kan sige sig helt fri for at udvikle kvantitative målsætninger på naturbeskyttelsesområdet, da EU’s naturgenopretningsforordning sidenhen er trådt i kræft, som sætter ambitiøse og kvantitative genopretningsmålsætninger.

Artikel

Omslag Kendelser om Fast Ejendom

I  Kendelser om Fast Ejendom

Udgivet (print):
09 Dec 2024
Emner:
  1. Miljøret