Vandløbslovens § 16 og § 17 om regulering, vandløbets skikkelse – vandløbslovens § 27 og § 35 om vedligeholdelse, oprensning – vandløbslovens § 54 om påbud – vandløbslovens § 80 om klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, vandløbets skikkelse, oprensning – lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 12 a
En landmand nedlagde i byretten, landsretten og Højesteret påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse om stadfæstelse af Thisted Kommunes afgørelse om påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand af en strækning af et privat vandløb var ugyldig. Landmanden gjorde gældende, at der ikke var sket en ulovlig regulering af vandløbet, og at oprensningen ikke var mere vidtgående end sædvanlig vedligeholdelse. For Højesteret gjorde landmanden supplerende gældende, at Højesteret kunne efterprøve, om vandløbet havde genoprettet sig selv, også selvom det måtte være sket efter klagenævnets afgørelse, samt at Højesteret kunne efterprøve vilkårene i kommunens påbud om genopretning, og at det var en væsentlig fejl, at klagenævnet ikke udtrykkeligt havde anført i sin afgørelse, at der alene blev taget stilling til spørgsmålet om ulovlig regulering. Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde gældende, at der var tale om en ulovlig oprensning, og nævnet gjorde for Højesteret supplerende gældende, at Højesteret alene skulle efterprøve klagenævnets afgørelse på det grundlag, der forelå ved afgørelsen. Det forhold, at vandløbet senere måtte have genoprettet sig selv, betød ikke, at afgørelsen var behæftet med mangler, samt at spørgsmålet om lovligheden af vilkårene ikke kunne inddrages i retssagen, da der ikke var klaget over vilkårene. De supplerende anbringender havde baggrund i det gennemførte syn og skøn, som viste, at der på en delstrækning var sket vedligehold ud over sædvanlig praksis, og at vandløbet havde genetableret sig selv over en periode på 3½ år fra oprensningen, samt at opfyldelse af vilkårene ville føre til, at landmandens dræn ville blive tildækket. Landsretten fandt, at vandløbet var oprenset ud over sædvanligt vedligehold, og at der dermed var tale om ulovlig regulering af vandløbet, jf. vandløbslovens § 17, jf. § 16, og at kommunen havde haft hjemmel til at meddele påbud efter vandløbslovens § 54. Et flertal på to dommere fandt, at Natur- og Miljøklagenævnet i overensstemmelse med § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet havde begrænset sin prøvelse til det, der blev klaget over, nemlig kommunens afgørelse om, at oprensningen var i strid med vandløbsloven. Landmanden måtte derfor rette henvendelse til kommunen, hvis han ville påberåbe sig ændrede faktiske forhold. Et mindretal på en dommer fandt, at landmanden var berettiget til at gå ud fra, at påbuddets vilkår kunne prøves, og at søgsmålet derfor også kunne omfatte omfanget af den påbudte udbedring, og at sagen derfor skulle hjemvises. Der blev givet tredjeinstansbevilling. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at der var foretaget en ulovlig regulering af vandløbet. Højesteret fandt ikke grundlag for, at tilstanden i vandløbet på tidspunktet for Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse var genoprettet, og det kunne ikke tillægges betydning for gyldigheden af klagenævnets afgørelse, om der efterfølgende måtte være sket en genopretning. Landmanden måtte henvende sig til kommunen for at få vurderet, om påbuddet skulle fastholdes. Højesteret tiltrådte landsrettens flertals begrundelse for, at klagen måtte forstås sådan, at den ikke angik vilkårene i kommunens påbud, og nævnet var herefter berettiget til alene at tage stilling til spørgsmålet om ulovlig regulering af vandløbet. Konklusionen var, at der ikke var mangler ved Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse.
Fodnoter