Alle titler

Viser 81 - 90 af 17,913 resultater for

  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Lokalplan – teltkonstruktion – bebyggelse – tilstrækkelig klar og præcist formuleret til at kunne håndhæves – planlovens § 18

Sagen angik Københavns Kommunes afslag på dispensation fra en lokalplan til en teltkonstruktion på taget af en bygning, der blev anvendt til hotel. Ifølge lokalplanens § 5, stk. 2, forudsatte opførelse af ny bebyggelse bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i én etage, at der blev vedtaget en ny lokalplan. Hovedspørgsmålet i sagen var, om teltkonstruktionen måtte anses for at være bebyggelse. Landsretten henviste til begrebet bebyggelse i byggelovens § 2, stk. 2, og dennes forarbejder og fandt på denne baggrund, at teltkonstruktionen var omfattet af begrebet bebyggelse. Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at teltkonstruktionen stred mod lokalplanen, der var tilstrækkelig klar og præcist formuleret til at kunne håndhæves, og at teltkonstruktionen dermed forudsætte vedtagelse af en ny lokalplan.

Fodnoter

1

. Begrebet bebyggelse er bredt og antages at omfatte både skure, husbåde (U 1975.415 H) og lysmaster (U 1999.148 5H), se øvrige eksempler i Byggeloven med kommentarer af Britta Moll Bown, 2018, side 43 ff.

Ingen adgang

Veje og stier i det åbne land – permanente, menneskeskabte færdselsbaner – færdsel til fods og på cykel – gene for den erhvervsmæssige udnyttelse – naturbeskyttelseslovens § 26 – tilsyn efter naturbeskyttelseslovens § 73

En lodsejer nedlagde påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af Syddjurs Kommunes påbud om at fjerne eller ændre en afspærring af grusvej, så færdsel til fods og på cykel blev mulig, var ugyldig. Lodsejeren gjorde gældende, at påbuddet efter naturbeskyttelsesloven var usagligt og begrundet i et forudgående forsøg på at udlægge grusvejen som privat fællesvej, hvilket var blevet underkendt af Vejdirektoratet. Retten i Randers og Vestre Landsret havde forudgående afsagt dom om, at Syddjurs Kommune havde handlet ansvarspådragende ved at administrere vejstykket som privat fællesvej og træffe beslutning om ekspropriation til ejerskab og i den forbindelse holde vejen åben for offentligheden. Lodsejeren gjorde subsidiært gældende, at afspærringen af arealet var lovlig, da færdslen var til gene for ejeren, jf. naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde gældende, at der var tale om en gennemgående sti i det åbne land, og det blev bestridt, at færdsel på stien var til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Retten i Randers tiltrådte, at der var tale om en gennemgående vej eller sti i det åbne land, og at lodsejeren ikke havde godtgjort, at offentlighedens færdsel til fods og på cykel udgjorde konkrete og objektivt konstaterbare gener for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev derfor frifundet. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Fodnoter

1

. Fra retspraksis om naturbeskyttelseslovens § 26 se: TfL 2020.32 Ø, MAD 2011.221 V, MAD 2011.269 V og MAD 2007.160 Ø.

Ingen adgang

Vejret erhvervet ved hævd ekstingveret – fortrængelse af utinglyst ret forudsætter, at erhververen er i god tro – ekstinktion skal gøres gældende inden to år efter tinglysning – tinglysningslovens § 1, stk. 2, § 5 og § 26, stk. 1

Ejerne af en sommerhusejendom havde i en periode fra 1930’erne til 2007 anvendt en markvej med bredde på 3,77 meter som tilkørsel til deres ejendom, hvorefter ejerne fik en anden adgangsvej, og markvejen blev derefter ikke brugt som tilkørsel til sommerhuset. Ejendommen, hvorpå markvejen lå, blev overdraget i 2017, hvor sælger oplyste, at der ikke sælger bekendt påhvilede ejendommen utinglyste rettigheder. Det var efter bevisførelsen usikkert, om der på tidspunktet for overdragelsen var et synligt hjulspor på grunden, hvor markvejen havde ligget. Landsretten fandt, at erhververne af ejendommen, hvor markvejen havde ligget, var i godt tro og havde ekstingveret den utinglyste vejret, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2, jf. § 5. Da ekstinktionsretten var gjort gældende i et brev af 15. november 2018 inden for fristen på to år i tinglysningslovens § 26, stk. 1, gav landsretten medhold i, at vejretten var ekstingveret.

Ingen adgang

Kystdirektoratets påbud om lovliggørelse i medfør af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 2 og 5, jf. § 15 – ikke rette sagsøgte – søgsmål afvist

Kystdirektoratet meddelte den 5. september 2018 afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af en nyplantet bøgehæk og to containere inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i afgørelse af 29. maj 2019 stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse, hvorefter Kystdirektoratet den 24. juni 2020 meddelte påbud om lovliggørelse. Ejeren nedlagde påstand om, at Kystdirektoratets varsling af påbud skulle ophæves, og Kystdirektoratet nedlagde heroverfor påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Byretten fandt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde foretaget en fuldstændig prøvelse af Kystdirektoratets afgørelse af 5. september 2018, og da Kystdirektoratet herefter ikke var rette sagsøgte, blev sagen afvist. Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten.

Fodnoter

1

. Der findes en omfattende praksis om rette sagsøgte i forvaltningssager. Det kan anbefales at læse Jørgen Mathiassen i U 2004B171, Rette sagsøgte på forvaltningens side. I de fleste domme sker der frifindelse af den ikke rette sagsøgte myndighed og ikke som her afvisning af sagen.

Ingen adgang

Jordforureningslovens § 88, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1, jf. § 41, stk. 3, nr. 2 – bødestraf for undladelse af at efterkomme undersøgelsespåbud – miljøskadeerstatningslov § 3, stk. 1 – objektivt ansvar

I forbindelse med etablering af fjernvarmestik blev der opdaget en olieforurening omkring to fyringsolietanke, hvoraf en 8.000-liters olietank var i drift, og en 20.000-liters olietank var afblændet i 1986. Der var tidligere i 2008 udført en forureningsundersøgelse ned til fem meters dybde omkring de to tanke, hvor der ikke var konstateret forurening. Kommunen vurderede, at forureningen var sket efterfølgende, og meddelte et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, om andre, der har forårsaget forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler efter anden lovgivning. Påbuddet blev ikke efterkommet. Det viste sig under den efterfølgende undersøgelse foretaget af kommunen, at den store olietank ikke var tømt og afblændet forskriftsmæssigt, og at forureningen stammende fra denne tank. Det måtte lægges til grund, at forureningen var fortsat efter 1. januar 1992, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2. Byretten og landsretten fandt imidlertid, at kommunens påbud var hjemlet og lovligt, da der på tidspunktet for påbuddet var grundlag for at antage, at forureningen stammede fra den tank, der var i drift. Det blev tiltrådt, at tiltalte som ejer af udlejningsejendommen var omfattet af objektivt ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, stk. 1. Tiltalte blev idømt en bøde på 20.000 kr.

Fodnoter

1

. Der findes i jordforureningslovens § 76, stk. 4, en bestemmelse om, at miljømyndigheden, der har påbudt en undersøgelse, hvor det viser sig, at forureningen ikke kan henføres til adressaten, skal dække adressatens udgifter til opfyldelse af påbuddet.

Ingen adgang

Overtagelse af spildevandsanlæg, opkræves tilslutningsbidrag, jf. § 6, jf. § 2, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber – spildevandsforsyningsselskab forpligtet til at forsyne ejendomme i kloakeringsområde, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32 b

Ny Valby Udvikling A/S og Ny Valby Byggemodning P/S havde i byretten over for HOFOR Spildevand København A/S nedlagt påstand om, at spildevandsforsyningsselskabet skulle betale for de udgifter, som var afholdt af byudviklingsselskaberne til etablering af et spildevandsanlæg, som omfattede en række boligejendomme udstykket fra erhvervsejendomme, som tidligere var tilsluttet spildevandsselskaber og havde betalt tilslutningsbidrag. Den subsidiære påstand lød på godtgørelse for overtagelse af spildevandsanlægget fastsat af taksationsmyndighederne eller domstolene. Spildevandsforsyningsselskabet blev frifundet i byretten, men i landsretten og Højesteret var vurderingen, at spildevandsforsyningsselskabet var forpligtet til at betale for overtagelsen af anlægget. Parterne var enige om, at der efter lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber mv. (betalingsloven) ikke var pligt til at betale nye tilslutningsbidrag ved spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af spildevandsanlægget, jf. § 6 og § 2 i betalingsloven og Højesterets dom af 14. februar 2013 (U 2013.1332). Højesteret fandt, at miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1, må forstås sådan, at et forsyningsselskabs forsyningspligt også omfatter tilfælde, hvor ejendomme bliver udstykket fra en allerede tilsluttet ejendom inden for forsyningsselskabets kloakeringsområde. Højesteret tog ikke stilling til, om byretten kunne behandle betalingsspørgsmålet uden forudgående afgørelse fra taksationsmyndighederne, jf. betalingslovens § 6, stk. 2.

Fodnoter

1

. Dette var også forudsat i Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/2001 om Betalingsregler for spildevandsanlæg, afsnit 7.3.

Ingen adgang

Tinglysningslovens § 12, stk. 3 – tinglysning af meddelelse om retssag

Ingen adgang

Digebeskyttelse, jf. museumslovens § 29 a, dispensation i særlige tilfælde, jf. museumslovens § 29 j, lighedsgrundsætning, berettiget forventning, forhåndsbesked, indrettelseshensyn

Ingen adgang

Driftsbidrag pr. boligenhed – ej individuelle målere – vandforsyningslovens § 1 a og § 52 a – kommunalbestyrelsens godkendelse af driftsbidrag og af regulativ, jf. vandforsyningslovens § 53 og § 55

Den almene boligorganisation Civica havde i landsretten og for Højesteret nedlagt påstand om, at Skrillinge-Russelbæk Vandværk alene kunne opkræve fast driftsbidrag på ejendomsniveau og ikke på enhedsniveau/lejlighedsniveau. Boligorganisationens udlejningsejendom bestod af 20 ungdomsboliger, hvor der alene var opsat én fælles måler til afregning af vandforbrug, og boligorganisationen gjorde gældende, at der under disse omstændigheder ikke var hjemmel i vandforsyningsloven eller vandværkets regulativ til at opkræve driftsbidrag pr. boligenhed. Det fremgår af vandforsyningslovens § 53, stk. 1, at en almen vandforsyning fastsætter anlægs- og driftsbidrag en gang årligt, og at de fastsatte bidrag skal godkendes af kommunalbestyrelsen, og det fremgår af § 55, stk. 1 og 2, at vandforsyningernes regulativ skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Landsretten og Højesteret fandt, at når den årlige afgift pr. boligenhed var godkendt af kommunalbestyrelsen, og opkrævning pr. boligenhed, herunder lejligheder, fremgik af regulativet, var der hjemmel i regulativet og de godkendte takstblade til opkrævningen, uanset at der ikke var opsat individuelle målere for de enkelte boligenheder i ejendommen. Opkrævningen kunne ikke anses for at være i strid med vandforsyningslovens § 1 a og § 52 a (omkostningsdækning og indtægtsrammer), og den førte ikke til en urimelig byrdefordeling mellem vandværkets forskellige brugere.

Ingen adgang

Vandløbslovens § 16 og § 17 om regulering, vandløbets skikkelse – vandløbslovens § 27 og § 35 om vedligeholdelse, oprensning – vandløbslovens § 54 om påbud – vandløbslovens § 80 om klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, vandløbets skikkelse, oprensning – lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 12 a

En landmand nedlagde i byretten, landsretten og Højesteret påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse om stadfæstelse af Thisted Kommunes afgørelse om påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand af en strækning af et privat vandløb var ugyldig. Landmanden gjorde gældende, at der ikke var sket en ulovlig regulering af vandløbet, og at oprensningen ikke var mere vidtgående end sædvanlig vedligeholdelse. For Højesteret gjorde landmanden supplerende gældende, at Højesteret kunne efterprøve, om vandløbet havde genoprettet sig selv, også selvom det måtte være sket efter klagenævnets afgørelse, samt at Højesteret kunne efterprøve vilkårene i kommunens påbud om genopretning, og at det var en væsentlig fejl, at klagenævnet ikke udtrykkeligt havde anført i sin afgørelse, at der alene blev taget stilling til spørgsmålet om ulovlig regulering. Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde gældende, at der var tale om en ulovlig oprensning, og nævnet gjorde for Højesteret supplerende gældende, at Højesteret alene skulle efterprøve klagenævnets afgørelse på det grundlag, der forelå ved afgørelsen. Det forhold, at vandløbet senere måtte have genoprettet sig selv, betød ikke, at afgørelsen var behæftet med mangler, samt at spørgsmålet om lovligheden af vilkårene ikke kunne inddrages i retssagen, da der ikke var klaget over vilkårene. De supplerende anbringender havde baggrund i det gennemførte syn og skøn, som viste, at der på en delstrækning var sket vedligehold ud over sædvanlig praksis, og at vandløbet havde genetableret sig selv over en periode på 3½ år fra oprensningen, samt at opfyldelse af vilkårene ville føre til, at landmandens dræn ville blive tildækket. Landsretten fandt, at vandløbet var oprenset ud over sædvanligt vedligehold, og at der dermed var tale om ulovlig regulering af vandløbet, jf. vandløbslovens § 17, jf. § 16, og at kommunen havde haft hjemmel til at meddele påbud efter vandløbslovens § 54. Et flertal på to dommere fandt, at Natur- og Miljøklagenævnet i overensstemmelse med § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet havde begrænset sin prøvelse til det, der blev klaget over, nemlig kommunens afgørelse om, at oprensningen var i strid med vandløbsloven. Landmanden måtte derfor rette henvendelse til kommunen, hvis han ville påberåbe sig ændrede faktiske forhold. Et mindretal på en dommer fandt, at landmanden var berettiget til at gå ud fra, at påbuddets vilkår kunne prøves, og at søgsmålet derfor også kunne omfatte omfanget af den påbudte udbedring, og at sagen derfor skulle hjemvises. Der blev givet tredjeinstansbevilling. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at der var foretaget en ulovlig regulering af vandløbet. Højesteret fandt ikke grundlag for, at tilstanden i vandløbet på tidspunktet for Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse var genoprettet, og det kunne ikke tillægges betydning for gyldigheden af klagenævnets afgørelse, om der efterfølgende måtte være sket en genopretning. Landmanden måtte henvende sig til kommunen for at få vurderet, om påbuddet skulle fastholdes. Højesteret tiltrådte landsrettens flertals begrundelse for, at klagen måtte forstås sådan, at den ikke angik vilkårene i kommunens påbud, og nævnet var herefter berettiget til alene at tage stilling til spørgsmålet om ulovlig regulering af vandløbet. Konklusionen var, at der ikke var mangler ved Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse.

Fodnoter

1

. Samme resultat nåede Østre Landsret til i MAD 2016.161 om oprensning af en strækning af Nivå.