Alle titler

Viser 41 - 50 af 9,560 resultater for

  • Type: Artikel x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV), jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1 – SMV-pligt ifm. den årlige vedtagelse af nye efterafgrødebekendtgørelser – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – adressatklager fra jordbrugere – klagens opsættende virkning – rammer for fremtidige anlægstilladelser, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1 – EU-Domstolens fortolkning – det danske nitrathandlingsprogram, jf. nitratdirektivets artikel 5 – screeningspligt, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 2, stk. 1, nr. 1 – begrebet »anlægstilladelser« – væsentlig indvirkning på miljøet, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3 – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 10 – gødskningsloven med forarbejder – efterafgrødebekendtgørelsens formål – politiske aftaler om målrettet regulering – afløsning af kvælstofnormer – opfyldelse af vandrammedirektivet – foranstaltninger fastlagt i indsatsprogrammet – vandområdeplanerne for VP2 (2015-2021) – realitetsbehandling, jf. miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, sammenholdt med § 10 – retlige spørgsmål – begrundelseskravet, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 24 – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – medvirken af lægdommere, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 9, jf. § 3, stk. 1, nr. 9 – enstemmig afgørelse – screeningsafgørelse opretholdt – stadfæstelse af ikke SMV-pligt

Denne sag vedrører klager, der blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet dels af to jordbrugere, der var repræsenteret af Bæredygtigt Landbrug, dels af en klager, der var repræsenteret ved en advokat. Klagerne vedrørte Landbrugsstyrelsens screeningsafgørelse, der fastslog, at efterafgrødebekendtgørelsen, der indgik i den danske lovgivning til beskyttelse af vandet imod kvælstofudledning fra jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2020/2021, ikke var omfattet af en strategisk miljøkonsekvensvurderingsforpligtelse (SMV-pligt). Landbrugsstyrelsen havde i forbindelse med vedtagelsen af bekendtgørelsen taget udgangspunkt i, at det var miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, der var den relevante bestemmelse ved vurdering af, om det var tale om en SMV-pligt. Denne retsopfattelse begrundede styrelsen bl.a. med, at begrebet »anlægstilladelser«, der indgik i beskrivelsen af retsfaktum i § 8, stk. 1, nr. 1, betød, at der kun var tale om en obligatorisk SMV-pligt, hvis bekendtgørelsen fastlagde rammerne for meddelelse af miljøgodkendelser af anlæg til intensiv fjerkræavl eller svineavl, jf. miljøvurderingslovens bilag 1, nr. 17, eller godkendelse af anlæg til intensive husdyrbrug omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 1, litra e. Formålet med bekendtgørelsen var ifølge styrelsen alene at bidrage til at beskytte grundvandet og kystvandet imod udledningen af kvælstof. Styrelsen fastslog, at bekendtgørelsen indgik som et indsatsområde i de danske vandplanområder for den 2. vandplanlægningsperiode (2015-2021), og således bidrog den til, at den samlede indsats i forhold til en reduceret udledning af kvælstof til overfladevand og grundvand, der var forudsat i vandrammedirektivet, kunne opnås. Bekendtgørelsen havde derimod ikke betydning for myndighedernes behandling af ansøgninger om miljøgodkendelser, der skulle behandles efter husdyrbruglovens regler. Styrelsen fremhævede endvidere, at kravet om etablering af efterafgrøder var rettet imod jordbrugere, der havde jordbrugsarealer beliggende i de kystvandoplande, der som ID 15-områder indgik i efterafgrødebekendtgørelsens bilag 1, jf. gødskningslovens § 4. Kravene om etablering af målrettede efterafgrøder eller alternativer hertil omfattede også virksomheder uden dyrehold (husdyrbrug). Da bekendtgørelsen ikke fastlagde rammerne for de nævnte fremtidige anlægstilladelser, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2 (jf. VVM-direktivets tilsvarende bilag), medens det i stedet var virksomhedernes jordtilliggende og lokalisering, der var afgørende for, om arealerne var omfattet af tilskudsbekendtgørelsens regler, var den relevante bestemmelse ifølge styrelsen miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3. Efterafgrødekravene var heller ikke et element, der skulle indgå i forbindelse med vurderinger af ansøgninger, der blev indsendt under kvægundtagelsen, der vedrørte nitratdirektivet. Bekendtgørelsen blev derfor underkastet en screening i medfør af miljøvurderingslovens § 10. Kravene, der fremgik af bekendtgørelsen, vurderes af styrelsen at have en (om end begrænset) positiv effekt for vandmiljøets tilstand. Screeningsvurderingen resulterede derfor i, at der ikke med bekendtgørelsen var tale om fastlæggelse af nogle rammer for tiltag, der kunne have væsentlige negative miljøkonsekvenser for miljøet. Der var derfor ikke en pligt til at gennemføre en SMV.

Klagerne var ikke enige i Landbrugsstyrelsens fortolkning, og de påstod bekendtgørelsen ophævet som ugyldig. De gjorde gældende, at bekendtgørelsen skulle kategoriseres som en plan eller et program, der blev udarbejdet som grundlag for administrationen inden for landbrugsområdet, og som derfor fastlagde rammerne for fremtidige projekter, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1. Klagerne anførte endvidere, at bekendtgørelsens §§ 5 og 6 indeholdt regler om, at husdyrbrug og andre landbrug i 28 forskellige kystvandoplande i de oplistede ID 15-områder havde pligt til at etablere efterafgrøder. Bekendtgørelsens § 6 indeholdt således rammerne for meddelelse af tilladelser og ændring af tilladelser til husdyrbrug i tilknytning til de krav, der var fastsat om etablering af efterafgrøder i de situationer, hvor landbruget havde marker lokaliseret i ID 15-områder. Det var på det grundlag klagernes opfattelse, at der var tale om en bekendtgørelse, der dannede grundlag for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, navnlig i form af husdyrbrug, hvorfor bekendtgørelsen var omfattet af den obligatoriske SMV-pligt i lovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det blev af klagerne fremhævet, at bestemmelsen i lovens § 8, stk. 1, nr. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med SMV-direktivets artikel 3, stk. 2-4, som bestemmelserne var blevet fortolket af EU-Domstolen. Klagerne anførte, at den danske udgave af SMV-direktivet fejlagtigt anvendte begrebet »anlægstilladelser« i stedet for begrebet »projekter«. Det var klagernes forståelse af direktivet, at anvendelsen af begrebet »projekter« skulle læses i lyset af dets definition af begrebet, som begrebet var gennemført ved lovens § 5, nr. 6. Oversættelsesfejlen var efter klagernes opfattelse gentaget i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det fandt klagerne var i strid med SMV-direktivet, hvorfor styrelsens fortolkning af reglen fejlagtigt tillagde det betydning, at bekendtgørelsen ikke udelukkende vedrørte udbringelse af husdyrgødning. Klagerne fandt, at deres retsopfattelse blev understøttet af, at Landbrugsstyrelsen selv havde antaget, at en ændring af gødningsanvendelsesbekendtgørelsen var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Enhver ny efterafgrødebekendtgørelse, der blev vedtaget for en planperiode (herunder den, der vedrørte planperioden 2020/2021), skulle derfor efter klagernes retsopfattelse betragtes som en ny plan eller et nyt program i SMV-direktivets forstand. Klagerne afviste endvidere, at der kunne være tale om en undtagelsessituation, der var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen undtager mindre ændringer, der foretages i planer/programmer, der ellers falder inden for anvendelsesområde af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, så SMV-pligten i stedet bliver afhængig af en screening. De efterafgrødebekendtgørelser, der vedtages, måtte endvidere efter klagerens vurdering retligt vurderes på baggrund af en række politiske aftaler. Da de politiske aftaler ikke havde status som ’retsakter’, var det efterafgrødebekendtgørelsen (og senere udgaver af bekendtgørelsen), der udgjorde den relevante retsakt, jf. miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og § 8, stk. 1, nr. 1. Bekendtgørelserne skulle endvidere primært betragtes som en del af det nationale nitrathandlingsprogram, der gennemførte forpligtelserne under nitratdirektivet. Da EU-Domstolen havde fastslået, at sådanne handlingsprogrammer var omfattet af den obligatoriske SMV-pligt, førte denne relation til nitratdirektivet ligeledes til, at der var en SMV-pligt. Denne udlægning af bekendtgørelsens funktion som en del af det nationale nitrathandlingsprogram støttede klagerne på, at bekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i gødskningsloven, og at der var tale om meget klare lovbemærkninger, der oplyste om betydningen af efterafgrøderne som en del af de virkemidler, der blev anvendt under nitrathandlingsprogrammet. Den danske implementering af nitratdirektivet var – efter klagernes vurdering – i øvrigt for vidtgående og dermed i strid med proportionalitetsprincippet. Klagerne understregede endvidere, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke indgik i den SMV, der blev foretaget i forbindelse med vedtagelsen af vandplanlægningen for 2. periode (2015-2021), hvorfor der heller ikke i den sammenhæng havde været foretaget en SMV, der omfattede bekendtgørelsen. Klagerne henviste som begrundelse for en ugyldighedsvirkning af den manglende gennemførelse af en SMV ifm. vedtagelsen af bekendtgørelsen til EU-Domstolens praksis, loyalitetsprincippet og EU-rettens forrang. Klageren anførte også, at der manglede en begrundelse for valget af det lovgrundlag, der indgik i den trufne screeningsafgørelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, hvilket efter den almindelige forvaltningsret måtte betragtes som en ugyldighedsgrund.

Styrelsen fastholdt over for de rejste klager sin fortolkning af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, og anførte bl.a. under nævnsbehandlingen, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke kan betragtes som en del af det nationale nitrathandlingsprogram, hvorfor EU-Domstolens stillingtagen i den af klagerne påberåbte dom ikke kunne betragtes som relevant. Styrelsen støttede sin afvisning af dommens relevans på, at der med bekendtgørelsen var tale om reguleringen af den målrettet regulering, der efter lovbemærkningerne til gødskningsloven var én af de foranstaltninger, der skulle sikre en opfyldelse af de nationale miljømål, der opstilles for kystvande under vandplanlægningsloven til gennemførelsen af vandrammedirektivet. Den målrettede regulering var ifølge styrelsen – i modsætning til bestemmelserne om plantedække – ikke en del af det danske nitrathandlingsprogram. Styrelsen bemærkede endvidere, at der var tale om en fælles forståelse med EU-Kommissionen mht., at den målrettet regulering udgjorde en del af implementeringen af vandrammedirektivet. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet måtte beslutte at ophæve bekendtgørelsen som ugyldig, og styrelsen som konsekvens heraf ikke kunne håndhæve efterafgrødekravene, ville det få negative konsekvenser for Danmarks muligheder for at opfylde forpligtelserne, der fremgik af vandrammedirektivet mht. sikring af en »god tilstand« i kystvande. En ophævelse af bekendtgørelsen som ugyldig ville derfor være mere skadelig for miljøet end den omstændighed, at der ikke var foretaget en SMV.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en delafgørelse den 2. marts 2021, hvori nævnet afviste en af klagernes anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Afgørelsen var baseret på en modsætningsslutning fra miljøvurderingslovens § 53.

I realitetsafgørelsen, der blev truffet den 10. november 2021, fastslog nævnet indledningsvis, at klagerne faldt inden for dets kompetence efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, jf. § 10, hvorfor der blev foretaget en realitetsafgørelse af retlige spørgsmål. Det fastslås herefter, at den begrundelse, som Landbrugsstyrelsen havde givet for den trufne screeningsafgørelse, levede op til de krav, der fulgte af forvaltningslovens § 24, stk. 1, hvorfor der ikke var grundlag for at imødekomme klagerne ift. til det anførte om en mangelfuld begrundelse. Nævnet afviste endvidere, at det var relevant at vurdere, om de eftergrødebekendtgørelseskrav, der blev stillet til jordbrugerne, var proportionale. Nævnet kunne heller ikke tilslutte sig klagernes betragtninger om, at miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, jf. SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra a, var den relevante bestemmelse ved vurdering af SMV-spørgsmålet. Nævnte henviste ifm. vurderingen af, om der konkret var tale om »planer og programmer«, til en EU-Domstolen afgørelse, hvori domstolen opstillede de betingelser, som retsakter skal kunne opfylde, for at de kan betragtes som omfattet af SMV-pligten i SMV-direktivets artikel 3. Det var nævnets vurdering, at der ikke var noget grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved den danske oversættelse af SMV-direktivet, hvori der anvendes begrebet »anlægstilladelser«, og det tillægges vægt ved fortolkningen af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med bilag 1 og 2, at den reform af husdyrbrugloven, der blev gennemført i 2017, indebar en relevant adskillelse af miljøgodkendelsesordningen, hvor ordningen vedrørte den individuelle stillingtagen til husdyrbrug, fra den generelle regulering af betingelserne for udbringelse af gødning på marker. Udbringelsen af gødning var herefter reguleret ved bekendtgørelsesregler. Nævnet fremhævede, at den nævnte 2017-reform forudsatte, at VVM-direktivet kun var en del af reglerne for etablering og udvidelse af husdyrbrug og ikke var relevante i forhold til udbringelsen af gødning. Det var derfor nævnets opfattelse, at styrelsen havde forstået reglerne korrekt, når den havde fastslået, at efterafgrødebekendtgørelsen var omfattet af lovens § 8, stk. 1, nr. 3. Nævnet henviste i sin fortolkning til, at bekendtgørelsens § 2, der vedrørte den konkrete identificering af de arealer, hvorpå der skulle etableres målrettede efterafgrøder, ikke tillagde det betydning, om der var tale om husdyrbrug eller anden anvendelse af de marker, der var omfattet af de kvælstofreducerende forpligtelser. Det blev endvidere fremhævet, at der ikke som en del af en miljøgodkendelse kunne indføjes vilkår om etablering af efterafgrøder efter husdyrbruglovens § 36, stk. 6. Udelukkelsen af sådanne godkendelsesvilkår var efter ordlyden af bestemmelsen uafhængig af, at det fremgik af efterafgrødebekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 3, at arealer med efterafgrøder ikke samtidig måtte anvendes til opfyldelse af virksomhedens harmonikrav for husdyrgødning. Det var efter nævnets vurdering heller ikke relevant, at en manglende opfyldelse af eftergrødekravet blev sanktioneret med en reduktion af virksomhedens kvælstofkvote efter bekendtgørelsens § 11. Nævnet fremhævede, at er ikke i efterafgrødebekendtgørelse indholdsmæssigt var indføjet krav, der knyttede sig til husdyravl som sådan, som det var tilfældet i den EU-Domstolsafgørelse i Terre Wallonne-dommen, som klagerne henviste til. Nævnet konkluderede derfor, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landbrugsstyrelsens anvendelse af § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2, som det retligt relevante hjemmelsgrundlag. Nævnet fandt heller ikke, at der var noget grundlag for at tilsidesætte den påklagede screeningafgørelse. Det fastslås i den sammenhæng af nævnet, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke kan betragtes som en del af det danske nitrathandlingsprogram. Nævnet inddrog endvidere de danske domstoles stillingtagen til, om eventuelle mangler ift. en SMV-vurdering skulle kunne tillægges en generel ugyldighedsvirkning ift. de relevante bekendtgørelser, der ikke har været underkastet en SMV. Nævnet redegjorde i den sammenhæng for den Vestre Landsrets dom, der i 2021 vedrørte spørgsmålet om husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen gyldighed, samt til Højesterets dommen fra 2019, der blev afsagt i en straffesag om overtrædelse af gødskningsbekendtgørelsen, hvor tiltalte ikke kunne påberåbe sig en evt. ugyldighedsvirkning af bekendtgørelsen begrundet i manglende SMV-vurdering. Den af Landbrugsstyrelsen trufne afgørelse blev derfor stadfæstet af nævnet. Nævnet var sammensat med den juridiske formand, dommere og lægmænd, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/10329, 20/10318.

2

. Den relevante bekendtgørelse var nr. 1175 af 23. juli 2020 om krav om etablering af målrettede efterafgrøder i planperioden 2020/2021.

3

. Sådanne miljøgodkendelser meddeles med hjemmel i husdyrbrugloven (på afgørelsestidspunktet var det lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019 om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.).

4

. Kysten er opdelt i »kystvandoplande«, der indgår som en del af det, der under vandrammedirektivet henhører til kategorien ’overfladevand’. Reglerne er i Danmark gennemført ved lov nr. 126 af 26. januar 2017 om vandplanlægning (vandplanlægningsloven). Afgrænsningen af kystvandoplande er derimod foretaget med hjemmel i husdyrbrugloven.

5

. ID15-områderne indgår i kystvandoplande, der er afgrænset ved bekendtgørelse nr. 216 af 28. februar 2018 om afgrænsning af kystvandoplande.

6

. Lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag.

7

. Danmark har flere gange ansøgt Kommissionen om, at kvægbrug, der producerer mere end 300 kg kvælstof pr. planperiode, må udbringe 230 kg pr. ha harmoniareal. Undtagelsen, der vedrører den nationale overholdelse af nitratdirektivet, blev senest godkendt af Kommissionen ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020 af 17. juli 2020 om indrømmelse af en undtagelse på anmodning fra Danmark. Afgørelsen indebærer, at der efter ansøgning kan opnås tilladelse til at dække en større del af kvælstofbehovet med husdyrgødning end det, der ellers accepteres under nitratdirektivets regler.

8

. Bekendtgørelsens § 5 angiver den måde, hvorpå marker med målrettede efterafgrøder skal henregnes til ID15-områder, medens § 6 fastslår, at de arealer, der anvendes til målrettede efterafgrøder, ikke samtidig kan anvendes til at opfylde efterafgrødekrav, der stilles efter anden lovgivning, ligesom de samme arealer ikke kan anvendes til at udlægge miljøfokusområder eller til at opfylde harmonikravet, der gælder ift. udbringelse af husdyrgødning og anden organisk gødning.

9

. Bekendtgørelse nr. 1551 af 2. juli 2021 om anvendelse af gødning, blev ændret ved bekendtgørelse nr. 1664 af 11. august 2021. Bekendtgørelsen finder kun anvendelse på ejendomme med dyrehold, hvilket adskiller den fra efterafgrødebekendtgørelsen.

10

. Der henvises her til de politiske aftaler der blev indgået i 2015 om »Fødevare- og Landbrugspakken«, om »Naturpakken« i maj 2016 og de to aftaler om »Målrettet regulering«, der blev indgået i januar 2018, hhv. i april 2019 som led i understøttelse af vækst inden for de miljømæssige forpligtelser, som er opstillet af EU.

11

. Klagerne henviser bl.a. til de forenede sager C-105/09 og C-110/09 Terre Wallonne, der vedrørte spørgsmålet om SMV-pligten for et kvælstofforvaltningsprogram, der udarbejdes efter nitratdirektivets artikel 5, stk. 1. EU-Domstolen fastslog, at programmet henhørte under SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra a.

12

. Den relevante efterafgrødebekendtgørelse (og senere udgaver af bekendtgørelsen) har hjemmel i en lang række lovbestemmelser, der indgår i lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag (gødskningsloven), som ændret ved lov nr. 1569 af 27. december 2019 om frivillig ordning om kvælstofreducerende virkemidler og kriterier for anvendelse af brødhvedenormen.

13

. Begrundelsespligten og retsvirkningerne af manglende begrundelse er bl.a. behandlet i Niels Fenger »Forvaltningsloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2013, side 591ff.

14

. Efterafgrødebekendtgørelsen er omfattet af de foranstaltninger, der opregnes i indsatsprogrambekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter), som de foranstaltninger, der skal anvendes til at forbedre kvaliteten af overflade- og grundvand med henblik på at sikre en opfyldelse af de miljømål, der er opstillet i bekendtgørelse nr. 448 af 11. april 2019 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster (miljømålsbekendtgørelsen). Der henvises også i Miljøministeriets »Forslag til vandområdeplaner 2021-2027«, december 2021, side 7f. til efterafgrødeordningerne.

15

. Det pligtige krav til etablering af efterafgrøde fremgår af bekendtgørelse nr. 66 af 28. januar 2020 om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021 (plantedækkebekendtgørelsen).

16

. Denne opfattelse kan støttes på Kommissionens accept af, at der kan udbetales EU-støtte under Landdistriktsfonden til frivillige efterafgrøder fra 1. januar 2020, jf. herom de afgørelser vedrørende støtteordningen, der er medtaget i dette hæfte om sådanstøtte.

17

. Se i øvrigt Ellen Margrethe Basse »Vandrammedirektivet som gennemført ved vandplanlægningsloven – herunder om høringsudkastet til planlægningen for 2021-2027« i Tidsskrift for Miljø«, 2022, side 99ff, hvori det bl.a. oplyses, at det fremgår af det faktaark for kystvande, der ledsager udkastet til den 3. vandplanlægningsperiode (2021-2027), at kun 5 ud af 109 kystvande har »god økologisk status«, medens kun 14 ud af 123 kystvande har »god kemisk tilstand«. Det er primært kvælstofbelastningen, der angives som årsag til den dårlige vandkvalitet. Materialet er tilgængeligt på https://mim.dk/natur/vand/vores-vandmiljoe/hoering-af-vandomraadeplaner/ (besøgt den 18. marts 2022).

18

. Afgørelsen vedrørende afvisningen af den opsættende virkning blev truffet den 2. marts 2021, sagsnr. 20/10318, som en formandsafgørelse med henvisning til miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, og § 53 modsætningsvis. Nævnet fastslog, at Landbrugsstyrelsens afgørelse om, at der ikke var en miljøvurderingspligt, var truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10. Det blev fastslået, at miljøvurderingslovens § 53, jf. § 49, stk. 1, om opsættende virkning vedrører alle lovens regler om miljøvurdering af konkrete projekter (dvs. VVM-afgørelser), hvorimod bestemmelsen ikke vedrører spørgsmål som det forelagte om SMV-pligt. Nævnet lagde vægt på, at § 53 og forarbejderne til bestemmelsen angiver, at der er tale om en udtømmende angivelse af de tilfælde, hvor en klage over en afgørelse kan tillægges opsættende virkning.

19

. Herved undlader nævnet at forholde sig til det, der fremgår af lovforarbejderne til den nævnte 2017-reform. I det notat, som blev udarbejdet af Helle Tegner Anker og Kammeradvokaten den 24. september 2010, »Referenceanalyse af de EU-retlige rammer for arealregulering af husdyrbrug«, Kammeradvokatens j.nr. 40-2467 SFS/JKA/UHS, der blev udarbejdet som led i Husdyrudvalgets arbejde, angives de grænser, som EU-Domstolen har opstillet ift. anvendelsen af afskæringskriterier og tærskelværdier som led i gennemførelsen af VVM-direktivet. Det fastslås bl.a., at antallet af bedrifter og deres geografiske placering i et område har relevans for adgangen til at anvende afskæringskriterier og tærskelværdier, bl.a. fordi VVM-direktivet henviser til nitratdirektivet.

20

. Denne del af nævnets argumentation med udgangspunkt i 2017-reformen, hvor det afvises, at efterafgrødekravene har relevans ift. nitratdirektivets gennemførelse, er ikke overbevisende. Det fremgår således af Miljø- og Fødevareministeriets »Juridiske vurdering af en ændring af gødskningsnormerne«, der blev fremsendt til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, MOF Alm. Del Bilag 348, 2016, at iværksættelsen af efterafgrødeordningen er en central afløser for de tidligere gødskningsnormer. Miljø- og Fødevareministeriet, Miljøstyrelsen fastslår endvidere i notat af 14. december 2016 (j.nr. MST-1249-00131) med titlen »Plandokument vedr. forslag til ændring af nitrathandlingsprogrammet bestående af dele af ny husdyrregulering og målrettet efterafgrødeordning«, at efterafgrødeordningen har en centrale betydning for opfyldelsen af nitratdirektivet. Det samme kan man læse i Miljøstyrelses »Miljørapport over forslag til ændringer i nitrathandlingsprogrammet bestående af dele af ny husdyrregulering (generelt efterafgrødekrav og ændret harmonikrav) og målrettet efterafgrødeordning«, fra december 2016, hvori ordningen betegnes som en videreudvikling af de kompenserende foranstaltninger, som tidligere indgik i miljøvurderingen af beslutningen om udfasning af de reducerede kvælstofnormer. Se også Miljøstyrelsens »Oversigt over den danske regulering af næringsstoffer i landbruget og det danske nitrathandlingsprogram, jf. Rådets direktiv af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening af nitrater, der stammer fra landbruget (91/676/EØF)«, juni 2017, side 16, hvor efterafgrødeordningen fremhæves som en del af de virkemidler, der indgår i nitrathandlingsprogrammet.

21

. Det må i den sammenhæng fremhæves, at domstolene generelt er utilbøjelige til generelt at underkende bekendtgørelser som ugyldige. Det er senest fastslået af Højesteret ved dom af 30. marts 2022 (BS-26847/202) i sagen vedrørende logningsbekendtgørelsens gyldighed. Højesteret fastslog, at de danske domstole vil kunne tilsidesætte bekendtgørelsen i konkrete sager, derimod var der »ikke efter dansk ret grundlag for at fastslå, at logningsbekendtgørelsen – eller visse af dens bestemmelser er ugyldige/uanvendelige generelt i forhold til alle og uanset de konkrete omstændigheder.«

Ingen adgang

Tilbagekaldelse af tilsagn om landbrugsstøtte – tilskud til målrettede efterafgrøder – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – reduktion af tilskudsberettiget areal til 0 ha – lov om Landdistriktsfonden – it-fejl i »Tast selv-systemet« – fejl i fællesskemaet – definition af »mark«, jf. bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer – markblok inden for ID 15-område – elektroniske tilsagnsskemaer – frist for rettelser, jf. bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer – tidspunktet for arealopgørelse, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4, og § 31, stk. 2 – tilbagekaldelse af tilsagn, jf. forordningen vedr. gennemførelsesbestemmelser fsva. det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem – stedbestemmelse ved ID 15-områder, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5 – skærpet forpligtelse for ansøgere ift. erhvervsmæssige støtteordninger – legalitetsprincippet – proportionalitetsprincippet – indberetning af slettet ændring ikke rettidigt genindtastet – stadfæstelse af afgørelse – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage over en afgørelse, der blev truffet den 12. juni 2021 af Landbrugsstyrelsen i medfør af lov om Landdistriktsfonden, hvorefter et tidligere elektronisk meddelt tilsagn om landbrugsstøtte for planperioden 2020/2021 blev ophævet, og det tilskudsberettigede areal blev nedsat til 0 ha. Klageren anførte, at den trufne afgørelse ikke havde hjemmel i lovgivningen, og at der var tale om en sanktion, der ikke stod i et rimeligt forhold til sagsforløbet, jf. proportionalitetsprincippet. Det fremgik af sagen, at klageren to gange i maj 2020 (dvs. inden tidsfristen for fastlåsning af oplysningerne i fællesskemaet) inden for den tidsramme, som var fastlagt ved tilskudsbekendtgørelsens § 13, havde indsendt rettelser ift. det oprindeligt oplyste for planperioden 2020/2021, hvor der var foretaget ændringer ift. de arealer inden for de relevante ID 15-områder, som blev angivet som dem, der skulle beplantes med efterafgrøder. De foretagne ændringer blev slettet af det digitale sagsbehandlingssystem (Tast-selv-systemet), idet der i juli 2020 var opstået tekniske problemer. Det støtteberettigede areal, der fremgik af fællesskemaet den 19. maj 2020, var herefter 0 ha. Problemerne med selve it-systemets funktion var blevet rettet i juli 2020. Landbrugsstyrelsen havde i den forbindelse kontaktet både klagerens konsulent og klageren selv den 21. juli 2020 med en e-mail og havde gjort dem opmærksomme på fejlen – herunder med en medfremsendt vejledning om, hvordan de ved en ny indtastning kunne få de slettede oplysninger ind i fællesskemaet. Der blev ifølge klageren ikke i den forbindelse af Landbrugsstyrelsen angivet en tidsfrist for genindtastningen af de oplysninger, som var blevet slettet ifm. it-fejlen. Først den 27. april 2021 havde klageren indtastet ændringerne i fællesskema 2020. Rettelsen blev imidlertid ikke accepteret af styrelsen, idet den fastslog, at fristen for indsendelse af rettelserne var den 10. september 2020. Styrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne i fællesskemaet, som skemaet fremstod den 10. september 2020, vedrørte et støtteberettede areal, der var angivet til 0 ha, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4, og § 31, stk. 2. Landbrugsstyrelsen oplyste under nævnsbehandlingen, at klageren ville have fået udbetalt det oprindeligt beregnede tilskud og ville have undgået kvotetræk, hvis de relevante oplysninger vedrørende arealerne havde været indtastet i fællesskamaet inden den 10. september 2020. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den påklagede afgørelse. Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på definitionen af »mark«, som definitionen fremgår af bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer. Det fremhæves, at en »mark« – som det relevante retsfaktum – skal forstås som et sammenhængende jordstykke, som i fællesskemaet anmeldes med et »marknummer« og en »afgrødekode«, hvorfor de oplysninger, der fremgik af fællesskemaet den 10. september 2020, var de afgørende ift. støtteberettigelse. I forhold til muligheden for at tilbagekalde et meddelt støttetilsagn henviste nævnet til den relevante EU-forordning, der fastslår, at et tilsagn kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Nævnet fandt endvidere, at Landbrugsstyrelsens oplysninger over for klageren om, at de af it-systemet slettede oplysninger »hurtigst muligt« skulle genoprettes af klageren selv, samt den klare tidsfrist for placeringen af marker i ansøgningsskemaet, der fremgik af tilskudsbekendtgørelsen, udgjorde tilstrækkeligt præcise oplysninger. Derfor kunne den meget sene genopretning, der var foretaget af klageren ni måneder efter modtagelsen af styrelsens e-mail, ikke accepteres som rettidig. Nævnet oplyste i den sammenhæng, at der var tale om en erhvervsrettet støtteordning, hvorfor ansøgerne havde en skærpet forpligtelse til at sætte sig ind i ordningens regler og vilkår. Nævnet afviste endvidere, at proportionalitetsprincippet var relevant, idet retsvirkningerne, som var fastslået af Landbrugsstyrelsen, var en direkte konsekvens af, at klageren ikke ved den i lovgivningen fastlagte tidsfrist havde fået indsendt en ansøgning, der levede op til det, der var foreskrevet i de relevante regler.

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr. 21/08348.

2

. Den relevante bekendtgørelse var nr. 101 af 31. januar 2020 om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v. (tilskudsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen blev for den efterfølgende planperiode afløst af bekendtgørelse nr. 107 af 28. januar 2021.

3

. Fristen for indsendelse af rettelser fremgår af bekendtgørelse nr. 401 af 6. april 2020 om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer, hvilket Landbrugsstyrelsen oplyser over for adressaten.

Ingen adgang

Landbrugsstøtte – lov om Landdistriktsfonden – gødskningslovens § 4 og §§ 38-39 – ikke kompenseret alternative virkemiddel, jf. gødskningslovens § 17, jf. tilskudsbekendtgørelsens §§ 13 og 10 – målrettede efterafgrøder – kvælstofregulering for planperioden 2020/2021 – indsats som led i opfyldelsen af nitratdirektivet og vandrammedirektivet – digitalisering – stedbestemmelse ved ID 15-områder – stedfaste arealer for opnåelse af støtte, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5 – tidsfrist ift. ændringer, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13 – nedsættelse af endeligt tilsagn begrundet i tastefejl – sanktion i form af 20%-nedsættelse – sanktionsniveau fastlagt i tilskudsbekendtgørelsen – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – begrundelsespligt, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24 – mangelfuld oplysning af faktum – væsentlig sagsbehandlingsfejl – fejlagtig retsanvendelse – ophævelse af den påklagede afgørelse – hjemvisning til fornyet behandling – formandsafgørelse

Denne nævnsafgørelse vedrører Landbrugsstyrelsens nedsættelse af et tilsagn om støtte, der var ansøgt efter reglerne i lov om Landdistriktsfonden, som udmøntet med bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende tiltag. Adressaten for den trufne afgørelse, der havde marker lokaliseret inden for et areal, der var inden for et ID 15-område, havde valgt af deltage i ordningen med ikke kompenseret alternative virkemiddel, som var etableret med hjemmel i gødskningslovens § 17, jf. bekendtgørelsens § 10 sammenholdt med § 1, stk. 3. Der var oprindeligt den 14. maj 2020 meddelt klageren et elektronisk tilsagn om tilskud til den målrettede kvælstofregulering. Landbrugsstyrelsen ændrede efterfølgende ifm. en manuel sagsbehandling det tidligere tilsagn med henvisning til en indtastningsfejl, der var begået af klageren. Styrelsen tillagde det i den sammenhæng betydning, at den i forbindelse med et tilsynsbesøg, der blev foretaget den 18. september 2020 på klagerens bedrift, havde konstateret, at efterafgrøden på én af de relevante marker var sået efter den frist (den 20. august 2020), der i lovgivningen var angivet som den seneste for støtteberettig etablering, samt at der på en anden af de relevante marker var tale om oplagring af maskiner på dele af den mark, der var forudsat tilplantet. Denne mark var derfor heller ikke tilsået med efterafgrøder på kontroltidspunktet. Landbrugsstyrelsen vurderede, at efterafgrøderne hverken kunne godkendes til målrettede efterafgrøder, pligtige/husdyr-efterafgrøder eller MFO-efterafgrøder. Der var begået tastefejl i forbindelse med klagerens indtastning »Tast-Selv-systemet«, der efter styrelsens opfattelse ikke efterfølgende kunne rettes. Styrelsen foretog derfor tilskudsnedsættelsen, der var på 20 %, med henvisning til de gældende regler for opnåelse af tilskud til kvælstofreducerende virkemidler. Over for nævnet fastholdt styrelsen, at det ikke var muligt at give støtte, da tilsagnsarealerne efter reglerne var at betragte som »stedfaste« fra den 11. september 2020, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, hvorfor der ikke kunne anvises alternative arealer, sådan som klageren ønskede accepteret af styrelsen ifm. kontrolbesøget den 18. september 2020. Sanktionens størrelse på 20 % fulgte af de på afgørelsestidspunktet gældende reglerne. Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnsloven begrænsede nævnet sin efterprøvelse til at vedrøre styrelsens overholdelse af forvaltningslovens §§ 22 og 24 om begrundelsespligten, der blev fremhævet at være en central retsgaranti for adressater til forvaltningsmyndighedernes afgørelser. Nævnet foretog endvidere en fortolkning af bekendtgørelse nr. 66 af 28. januar 2020 om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021, hvoraf det bl.a. fremgik, at der var nogle afgrødetyper, der kunne anvendes som alternativ til efterafgrøder på et grundlag, hvor der var tale om en senere tidsfrist, som Landbrugsstyrelsen ikke havde inddraget i den påklagede afgørelse, hvorfor der var tale om en fejlagtig retsanvendelse. Nævnet ophævede den trufne afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i styrelsen. Nævnet bemærkede i den sammenhæng, at styrelsen ved en ny afgørelse i sagen burde anføre de faktiske forhold, som var tillagt betydning for styrelsens vurdering af, om markerne levede op til kravene for opnåelse af støtte eller ej.

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr. 21/05888.

2

. Den relevante bekendtgørelse var nr. 101 af 31. januar 2020 om tilskud til kvælstofreducerende tiltag m.v.

3

. Lov nr. 388 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag.

4

. Efterafgrøderne skulle være sået senest den 1. august 2020, medens vinterhvede, vinterbyg, vinterrug og triticale kunne anvendes som alternativ til efterafgrøder, hvis arealerne var sået senest den 7. september i planperioden 2020/2021, under forudsætning af, at arealet med vinterhvede, vinterbyg, vinterrug eller triticale udgjorde et sammenhængende areal på mindst 0,01 hektar.

Ingen adgang

Landbrugsstøtte – lov om Landdistriktsfonden – ophævelse af støtteberettigelse – ændringsmuligheder under Kommissionens gennemførelsesforordning artikel 3 – målrettede efterafgrøder – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – digitalisering – stedfaste arealer ved skæringsdato, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13 – ændring kun mulig ift. slettelse af areal – klagerens henvisning til GLM – modstridende oplysninger i fællesskema – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – officialprincippet – ophævelse af afgørelse – hjemvisning – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en ændring i fællesskemaet, der er foretaget af ansøgeren den 14. september 2020, hvilket er efter udløbet af den tidsfrist for ændringer, der var angivet som den 10. september 2020, var udløbet. Landbrugsstyrelsen havde på det grundlag vurderet, at klageren havde overtrådt tilsagnsforpligtelserne på den relevante mark, hvortil der var meddelt tilsagn i foråret 2020, hvorfor ændringen indebar, at støtteberettigelsen var bortfaldet. Det kunne ikke lægges til grund, at der havde været etableret efterafgrøder i overensstemmelse med bestemmelserne. Styrelsen havde begrundet afgørelsen med, at tilsagnet var stedfast efter den 10. september 2020, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4. I den forbindelse havde styrelsen henvist til, at klageren havde overtrådt bekendtgørelsens § 18, stk. 2-4 og 6. Klageren anførte bl.a., at det var umuligt under det gældende støttesystem at opfylde de krav, der gælder i forhold til god landbrugsmæssig og miljømæssig stand af landbrugsjord (GLM). Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin efterprøvelse til at vedrøre Landbrugsstyrelsens overholdelse af officialprincippet. Nævnet tillagde det vægt, at klageren i den forbindelse havde henvist til en fejlkode, samt at styrelsen manuelt (til skade for klageren) havde trukket den omhandlende mark ud af fællesskemaet. Nævnet konstaterede, at klageren ved indsendelse af fællesskema den 14. september 2020 havde haft mulighed for at trække arealer ud af skemaet, men derimod ikke havde mulighed for at tilføje andre arealer i stedet. Ud fra formuleringen af klagerens bemærkning, vurderede nævnet, at styrelsen måtte have kunnet indset, at klageren forsøgte at bytte marker, fremfor at udnytte adgangen i artikel 3, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning til at trække arealer ud af ansøgningen. Dermed fandt nævnet, at styrelsen på baggrund af de modstridende forhold i overensstemmelse med officialprincippet burde have undersøgt nærmere, om klageren ønskede at foretage den pågældende ændring i fællesskemaet. Med henvisning til de gældende regler fandt nævnet, at styrelsen burde have kontaktet klageren i forbindelse med, at denne indsendt oplysninger til fællesskemaet efter udløbet af fristen for at indføje nye, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13. En sådan kontakt foretaget af styrelsen skulle have været foretaget med henblik på at oplyse konsekvenserne af ændringen for klageren på tilstrækkelig vis. Nævnet kunne på den baggrund ikke udelukke, at styrelsens afgørelse havde fået et andet udfald, såfremt den havde afklaret de modstridende oplysninger i fællesskema med klageren. Dermed fandt nævnet, at tilsidesættelsen af officialprincippet var en konkret væsentlig sagsbehandlingsfejl, samt at der ikke forelå momenter af undskyldende karakter, der talte for opretholdelse af afgørelsen. Ansøgningen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/05469.

2

. Den relevante bekendtgørelse var nr. 101 af 31. januar 2020 om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v. (tilskudsbekendtgørelsen). Den blev for den efterfølgende planperiode afløst af bekendtgørelse nr. 107 af 28. januar 2021.

3

. Artikel 3 vedrører tilbagetrækning af støtteansøgninger, ansøgninger om støtte, betalingsanmodninger og andre erklæringer i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse.

Ingen adgang

Gæsteprincippet – ledningsejeren bekoster som gæst ledningsarbejder nødvendiggjort af arealejerens ændrede benyttelse af arealet – U 2009.2978 og U 2015.2854, grundsætning om saglig forvaltning

Sagen angik gyldigheden af to ledningsdeklarationer tinglyst i 2011, hvorved det såkaldte gæsteprincip blev fraveget. Banedanmark havde i sag anlagt mod Køge Afløb A/S, Køge Vand A/S og Køge Kommune nedlagt påstand om, at servitutterne var ugyldige og ikke kunne gøres gældende over for Banedanmark. De to forsyningsselskaber blev udskilt fra Køge Kommune i 2007, hvorefter forsyningsselskaberne var ejere af forsyningsnet og spildevandsledninger, mens kommunen forblev ejer af grundarealerne, og det blev aftalt, at forsyningsnettet blev overtaget i den stand, det forefandtes, herunder pligter og rettigheder, der følger af gæsteprincippet og deklarationer. Det fremgik af deklarationerne fra 2011, at arealerne var ejet af Køge Kommune, at påtaleretten tilkom henholdsvis Køge Afløb og Køge Vand, og at ledningerne ikke var omfattet af gæsteprincippet. Landsretten bemærkede, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en kommune skal overholde grundsætningen om saglig forvaltning, og at bevisbyrden for, at kommunen ikke har overholdt denne grundsætning, herunder har begået magtfordrejning eller varetaget ulovlige hensyn, som udgangspunkt påhviler Banedanmark. Køge Afløb, Køge Vand og Køge Kommune havde bevisbyrden for, at det allerede ved overdragelsen af forsyningsledningerne i 2007 var aftalt, at gæsteprincippet skulle fraviges, og at indgåelsen af servitutaftalerne i 2011 blot var en formalisering af denne aftale. Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at denne bevisbyrde ikke var løftet. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at både Køge Afløb, Køge Vand og Køge Kommune på tidspunktet for de tinglyste deklarationer i 2011 var klar over, at de pågældende ledninger var direkte berørt af den nye jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted, og at fravigelsen af gæsteprincippet derfor ville medføre, at Banedanmark og dermed staten kom til at betale for ledningsomlægningerne, og at dette alene var baggrunden for, at Køge Afløb og Køge Vand fik tinglyst deklarationerne i september 2011. Landsretten tiltrådte bl.a. på denne baggrund, at Køge Kommune ikke havde overholdt grundsætningen om saglig forvaltning.

Fodnoter

1

. Fra tidligere praksis kan henvises til U 1990.106 Ø om en ugyldig lokalplan til realisering af Lalandia i Rødby.

Ingen adgang

Lokalplan – teltkonstruktion – bebyggelse – tilstrækkelig klar og præcist formuleret til at kunne håndhæves – planlovens § 18

Sagen angik Københavns Kommunes afslag på dispensation fra en lokalplan til en teltkonstruktion på taget af en bygning, der blev anvendt til hotel. Ifølge lokalplanens § 5, stk. 2, forudsatte opførelse af ny bebyggelse bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i én etage, at der blev vedtaget en ny lokalplan. Hovedspørgsmålet i sagen var, om teltkonstruktionen måtte anses for at være bebyggelse. Landsretten henviste til begrebet bebyggelse i byggelovens § 2, stk. 2, og dennes forarbejder og fandt på denne baggrund, at teltkonstruktionen var omfattet af begrebet bebyggelse. Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at teltkonstruktionen stred mod lokalplanen, der var tilstrækkelig klar og præcist formuleret til at kunne håndhæves, og at teltkonstruktionen dermed forudsætte vedtagelse af en ny lokalplan.

Fodnoter

1

. Begrebet bebyggelse er bredt og antages at omfatte både skure, husbåde (U 1975.415 H) og lysmaster (U 1999.148 5H), se øvrige eksempler i Byggeloven med kommentarer af Britta Moll Bown, 2018, side 43 ff.

Ingen adgang

Veje og stier i det åbne land – permanente, menneskeskabte færdselsbaner – færdsel til fods og på cykel – gene for den erhvervsmæssige udnyttelse – naturbeskyttelseslovens § 26 – tilsyn efter naturbeskyttelseslovens § 73

En lodsejer nedlagde påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af Syddjurs Kommunes påbud om at fjerne eller ændre en afspærring af grusvej, så færdsel til fods og på cykel blev mulig, var ugyldig. Lodsejeren gjorde gældende, at påbuddet efter naturbeskyttelsesloven var usagligt og begrundet i et forudgående forsøg på at udlægge grusvejen som privat fællesvej, hvilket var blevet underkendt af Vejdirektoratet. Retten i Randers og Vestre Landsret havde forudgående afsagt dom om, at Syddjurs Kommune havde handlet ansvarspådragende ved at administrere vejstykket som privat fællesvej og træffe beslutning om ekspropriation til ejerskab og i den forbindelse holde vejen åben for offentligheden. Lodsejeren gjorde subsidiært gældende, at afspærringen af arealet var lovlig, da færdslen var til gene for ejeren, jf. naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde gældende, at der var tale om en gennemgående sti i det åbne land, og det blev bestridt, at færdsel på stien var til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Retten i Randers tiltrådte, at der var tale om en gennemgående vej eller sti i det åbne land, og at lodsejeren ikke havde godtgjort, at offentlighedens færdsel til fods og på cykel udgjorde konkrete og objektivt konstaterbare gener for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev derfor frifundet. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Fodnoter

1

. Fra retspraksis om naturbeskyttelseslovens § 26 se: TfL 2020.32 Ø, MAD 2011.221 V, MAD 2011.269 V og MAD 2007.160 Ø.

Ingen adgang

Vejret erhvervet ved hævd ekstingveret – fortrængelse af utinglyst ret forudsætter, at erhververen er i god tro – ekstinktion skal gøres gældende inden to år efter tinglysning – tinglysningslovens § 1, stk. 2, § 5 og § 26, stk. 1

Ejerne af en sommerhusejendom havde i en periode fra 1930’erne til 2007 anvendt en markvej med bredde på 3,77 meter som tilkørsel til deres ejendom, hvorefter ejerne fik en anden adgangsvej, og markvejen blev derefter ikke brugt som tilkørsel til sommerhuset. Ejendommen, hvorpå markvejen lå, blev overdraget i 2017, hvor sælger oplyste, at der ikke sælger bekendt påhvilede ejendommen utinglyste rettigheder. Det var efter bevisførelsen usikkert, om der på tidspunktet for overdragelsen var et synligt hjulspor på grunden, hvor markvejen havde ligget. Landsretten fandt, at erhververne af ejendommen, hvor markvejen havde ligget, var i godt tro og havde ekstingveret den utinglyste vejret, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2, jf. § 5. Da ekstinktionsretten var gjort gældende i et brev af 15. november 2018 inden for fristen på to år i tinglysningslovens § 26, stk. 1, gav landsretten medhold i, at vejretten var ekstingveret.

Ingen adgang

Kystdirektoratets påbud om lovliggørelse i medfør af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 2 og 5, jf. § 15 – ikke rette sagsøgte – søgsmål afvist

Kystdirektoratet meddelte den 5. september 2018 afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af en nyplantet bøgehæk og to containere inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i afgørelse af 29. maj 2019 stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse, hvorefter Kystdirektoratet den 24. juni 2020 meddelte påbud om lovliggørelse. Ejeren nedlagde påstand om, at Kystdirektoratets varsling af påbud skulle ophæves, og Kystdirektoratet nedlagde heroverfor påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Byretten fandt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde foretaget en fuldstændig prøvelse af Kystdirektoratets afgørelse af 5. september 2018, og da Kystdirektoratet herefter ikke var rette sagsøgte, blev sagen afvist. Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten.

Fodnoter

1

. Der findes en omfattende praksis om rette sagsøgte i forvaltningssager. Det kan anbefales at læse Jørgen Mathiassen i U 2004B171, Rette sagsøgte på forvaltningens side. I de fleste domme sker der frifindelse af den ikke rette sagsøgte myndighed og ikke som her afvisning af sagen.