Alle titler

Viser 31 - 40 af 63 resultater for :

  • Straffeproces x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Kapitel 1. Indledning

(Side 13 – 26)

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Kapitel 5. Krigsforbrydelser

(Side 121 – 174)

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Kapitel 6. Tortur mv.

(Side 175 – 186)

Andreas Laursen

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Ingen adgang

Kapitel 7. Anklagemyndigheden

(Side 148 – 160)

Hans Gammeltoft-Hansen

Dette bind omfatter nogle almene afsnit – herunder en forholdsvis udførlig fremstilling af strafferetsplejens grundtræk – samt en gennemgang af de regler og principper, der vedrører domstolene, anklagemyndigheden og den forurettede. Endvidere er der indføjet to kapitler om henholdsvis bevisførelsen og bevisbedømmelsen. Retspraksis er fortrinsvis gengivet med henblik på at illustrere retstilstanden; en udtømmende gennemgang af praksis må søges i Kommenteret Retsplejelov. Da Kommentaren, der udkommer med jævne mellemrum, indeholder et meget tæt og fyldigt noteapparat, har jeg ikke fundet det påkrævet at tynge denne fremstilling med et egentligt noteapparat. I stedet anvendes indskud i petitafsnittene samt – ved afslutningen af hvert kapitel – en oversigt over den danske litteratur, der er fremkommet om emnet i de seneste årtier, d.v.s. siden Stephan Hurwitz' sidste udgave af »Den Danske Strafferetspleje«.

Ingen adgang

Kapitel 4. Bevisbedømmelsen

(Side 85 – 112)

Hans Gammeltoft-Hansen

Dette bind omfatter nogle almene afsnit – herunder en forholdsvis udførlig fremstilling af strafferetsplejens grundtræk – samt en gennemgang af de regler og principper, der vedrører domstolene, anklagemyndigheden og den forurettede. Endvidere er der indføjet to kapitler om henholdsvis bevisførelsen og bevisbedømmelsen. Retspraksis er fortrinsvis gengivet med henblik på at illustrere retstilstanden; en udtømmende gennemgang af praksis må søges i Kommenteret Retsplejelov. Da Kommentaren, der udkommer med jævne mellemrum, indeholder et meget tæt og fyldigt noteapparat, har jeg ikke fundet det påkrævet at tynge denne fremstilling med et egentligt noteapparat. I stedet anvendes indskud i petitafsnittene samt – ved afslutningen af hvert kapitel – en oversigt over den danske litteratur, der er fremkommet om emnet i de seneste årtier, d.v.s. siden Stephan Hurwitz' sidste udgave af »Den Danske Strafferetspleje«.

Ingen adgang

Kapitel 3. Bevisførelsen

(Side 64 – 84)

Hans Gammeltoft-Hansen

Dette bind omfatter nogle almene afsnit – herunder en forholdsvis udførlig fremstilling af strafferetsplejens grundtræk – samt en gennemgang af de regler og principper, der vedrører domstolene, anklagemyndigheden og den forurettede. Endvidere er der indføjet to kapitler om henholdsvis bevisførelsen og bevisbedømmelsen. Retspraksis er fortrinsvis gengivet med henblik på at illustrere retstilstanden; en udtømmende gennemgang af praksis må søges i Kommenteret Retsplejelov. Da Kommentaren, der udkommer med jævne mellemrum, indeholder et meget tæt og fyldigt noteapparat, har jeg ikke fundet det påkrævet at tynge denne fremstilling med et egentligt noteapparat. I stedet anvendes indskud i petitafsnittene samt – ved afslutningen af hvert kapitel – en oversigt over den danske litteratur, der er fremkommet om emnet i de seneste årtier, d.v.s. siden Stephan Hurwitz' sidste udgave af »Den Danske Strafferetspleje«.