Alle titler

Regeringens initiativer i foråret 2020 ift. klimaudfordringen er blandt de emner, der – på trods af corona-krisen – har en central plads i den offentlige debat og på politikernes dagsorden. Debatten er præget af, at den politiske aftale om en ny klimalov, der blev indgået den 6. december 2019, og det opfølgende lovforslag, som klima-, energi- og forsyningsministeren fremsatte den 26. februar 2020 i Folketinget – der efter planen vedtages den 18. juni 2020 – indebærer noget ganske nyt ift. den gældende klimalov fra 2014. Det fremhæves bl.a. i bemærkningerne til lovforslaget, at der for første gang er tale om en lov, der fastlægger følgende juridisk bindende klimamål: Udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 70 % i 2030, og senest i 2050 skal der være tale om klimaneutralitet. Der ses i denne artikel på, hvad der menes med, at klimamålsætningerne er juridisk bindende. Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, der begrundede, at den gældende klimalovs klimamålsætninger alene er angivet i lovbemærkningerne, hhv. det fremsatte lovforslag, hvor målsætningerne på trods af vejledningen fremgår af § 1, inddrages i vurderingen. Da det er handlepligten, der betragtes som et afgørende nybrud, der begrunder, at klimamålsætningerne kan karakteriseres som juridisk bindende, ses der nærmere på, hvad der konkret er indholdet i handlepligten. Der redegøres for de virkemidler, der har betydning for ministerens handlepligt, ligesom der ses nærmere på de ansvarskonstruktioner, der konkret er relevante. Det af regeringen den 20. maj 2020 udsendte udkast til ’Første del af en klimahandlingsplan’, der aktuel primo juni 2020 forhandles mellem forligspartierne, inddrages i fremstillingen. Den rolle, som det uafhængige Klimaråd er tillagt ved den gældende klimalov, hhv. ved lovforslaget, og den rolle rådet konkret kan spille, indgår også i artiklens beskrivelse af den gennemslagskraft, der er tillagt klimamålsætningerne. Borgernes eventuelle mulighed for at få domstolenes hjælp til at sikre, at de opstillede klimamålsætninger kan betragtes som juridisk bindende, indgår afslutningsvis i artiklen. Dette emne er relevant, da domstolene verden over i dag har en central rolle ifm. borgernes kamp for høje klimaambitioner. Spørgsmålet belyses med nogle eksempler, hvor det er retstraditionerne, grundlovenes konkrete indhold og domstoles kompetencer, der er i fokus. Retstraditionernes betydning illustreres med en hollandsk dom, der blev afsagt i december 2019, hvor domstolen fastslog, at de internationalt vedtagne klimaforpligtelser kan påberåbes af borgere og miljøorganisationer, idet en opfyldelse af forpligtelserne er af betydning for borgernes ret til livet og for statens respekt for deres privatliv og familieliv. Denne dom forklares med den betydning, som den monistiske retstradition – der ikke anvendes i Danmark – har i den hollandske retssag. At de danske domstole ikke kan forventes at spille en rolle ift. klimamålsætningernes konkrete betydning, illustreres også med en sammenligning med den norske grundlov, der – i modsætning til det, der gælder i Danmark – indeholder bestemmelser om borgernes ret til at få domstolenes bidrag til beskyttelsen af miljø, natur og klima. I artiklen konkluderes det, at den juridiske binding af de opstillede klimamål er afhængig af, om Folketinget vil gøre et ministeransvar gældende i en rigsretssag. Den domstolsprøvelse, som de norske og hollandske borgere og miljøorganisationer har opnået, kan danske borgere og miljøorganisationer ikke forventes at opnå ved de danske domstole. Det betyder ikke, at det er irrelevant, at den politiske aftale kodificeres i den nye klimalov. Borgerne – og især deres interesseorganisationer – forudsættes at blive inddraget i vurderingen af konkrete initiativers tilstrækkelighed ift. realiseringen af de opstillede klimamål. Hvis lovforslaget inden vedtagelsen også kommer til at omfatte aftalens krav om anvendelse af sektorstrategier, indikatorer og etablering af et borgerting, vil deltagermulighederne blive endnu bedre.

Sagen om Skovgårdsvej i Vejen Kommune har været omtalt af både myndigheder, involverede advokater og i medierne som en sag om »retlig lovliggørelse« af en allerede etableret vej, efter at den oprindelige ekspropriationsbeslutning til anlæg af vejen efter elektrificeringsloven blev fundet ugyldig i U 2018.3711 H. Denne artikel tager afsæt i det retlige efterspil til Højesterets dom, dvs. Vejen Kommunes »retlige lovliggørelse« af vejanlægget ved gennemførelse af fornyet ekspropriation til vejanlægget efter vejloven. Det påpeges, at det beror på en forkert retlig kvalifikation af forholdet at behandle det som »almindelig« retlig lovliggørelse af et ulovligt forhold, og at sagen i stedet må anskues som et spørgsmål om myndigheders uhjemlede råden over fremmed grund. Myndighedernes uhjemlede råden kan opstå som følge af, at et ekspropriationsanlæg realiseres, hvorefter ekspropriationsbeslutningen findes ugyldig, men kan også opstå på anden vis. Hovedspørgsmålet i disse tilfælde bliver, hvordan denne råden »gøres retmæssig«, hvilket belyses gennem en undersøgelse af, i hvilket omfang (fornyet) ekspropriation kan anvendes, og hvornår konflikten i stedet må løses efter privatretlige regler. Der argumenteres for, at den såkaldte frembringelseslæres principper om påbygning af fremmed grund i visse tilfælde bør hentes frem fra glemslen, da den kan bidrage med en hensigtsmæssig løsning gennem en afvejning af hensyn til myndigheden, samfundsinteresser og den enkelte grundejer. Afslutningsvis gøres overvejelser om grundejerens materielle beskyttelse og erstatningsmuligheder i tilfælde af myndigheders uretmæssige råden.

I den første del af denne artikel, der blev bragt i det tidligere nummer af tidsskriftet, var der fokus på EU’s optræden på medlemsstaternes vegne som part til Klimakonventionen samt på de retsakter, der er blevet vedtaget i EU som led i opfyldelsen af Parisaftalen. Der var særlig fokus på forvaltningsmekanismeforordningen, idet forordningen pålægger medlemsstaterne at udarbejde en integreret energi- og klimaplan (’NECP 2021-2030’) inden udgangen af 2019. Planen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan Danmark vil og kan bidrage til den fælles opfyldelse af Parisaftalen. Der er i artiklen redegjort for, at Kommissionen den 18. juni 2019 sendte den danske regering nogle henstillinger og anbefalinger, som skulle bidrage til at udbedre de svagheder, der var i det udkast til ’NECP 2021-2030’, som VLAK-regeringen indsendte i december 2018. Efter forordningen skal der i planen, der indsendes i december 2019, redegøres for, hvordan der konkret er taget hensyn til de modtagne henstillinger.

Denne anden del af artiklen indeholder en vurdering af, hvordan den af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ultimo december 2019 indsendte ’NECP 2021-2030’ forholder sig til de henstillinger og anbefalinger, som Kommissionen fremsendte til Danmark. I afsnit 1 oplyses der kort om den indsendte ’NECP 2020-2130’. I afsnit 2 konstateres det, at den inddragelse af interessenter og offentlighed, som er forudsat i forvaltningsmekanismeforordningen, kun i meget begrænset udstrækning var en del af ministeriets beslutningsproces. I afsnit 3 gengives nogle af de oplysninger, der er ’NECP 2021-2030’ som Danmarks svar på Kommissionens efterlysning af mere præcise oplysninger om andelen af vedvarende energi (VE-andelen), som den kan forventes at være i 2030. Det konstateres, at der primært er tale om henvisninger til de statusberegninger, der fremgår af »Energy Outlook 2019« og en henvisning til de i 2018 politisk aftalte initiativer. Der er i kapitel 4 fokus på Kommissionens efterlysning af præciseringer ift., hvordan Danmark vil sikre, at man opnår den 39 % reduktion af drivhusgasudledningen fra de ikke-kvoteomfattede sektorer, som skal være opnået i 2030. Der er ift. omtalen af transportsektoren et vis overlap mellem de to afsnit. I afsnit 5 behandles Kommissionens henstilling om et højere ambitionsniveau ift. energieffektivitet og energibesparelser, og der redegøres for, at der ikke aktuelt er udsigt til et højere ambitionsniveau. Artiklen afsluttes i afsnit 6 med oplysninger om anbefalinger, som regeringen har modtaget fra Klimarådet og de 12 klimapartnerskaber i marts 2020.