Alle titler

Viser 1 - 10 af 20,019 resultater for

  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2023.1212 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. juni 2023)

Naturnationalpark – screeningafgørelse – Natura 2000-område – væsentlighedsvurdering – plan i miljøvurderingslovens forstand

Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen den 1. august 2022 tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø. Naturnationalparken ville bl.a. omfatte etablering af hegn omkring naturnationalparken, biodiversitetsfremmende tiltag, genretning af naturlig hydrologi, udsætning af store planteædende pattedyr og etablering af friluftsfaciliteter, herunder stier. Området skulle etableres i et Natura 2000-område, og Naturstyrelsen havde udarbejdet en væsentlighedsvurdering på 224 sider i forhold til naturnationalparkens påvirkning af Natura 2000-området, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen havde i forbindelse med tilladelsen truffet afgørelse om, at naturnationalparken ikke ville have en væsentlig påvirkning på miljøet, hvorfor etableringen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Miljøstyrelsens afgørelse om miljøvurdering blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af foreningen Fri Natur og nogle naboer, som bl.a. gjorde gældende, at screeningsafgørelsen og væsentlighedsvurderingen havde et sådant omfang, at projektet krævede § 25-tilladelse, og at projektet tillige havde karakter af en plan, som skulle miljøvurderes. Et flertal i nævnet (5-2) fandt, at Miljøstyrelsen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at naturtyper og arter i Natura 2000-området ikke blev påvirket væsentligt. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at væsentlighedsvurderingen indeholdt en gennemgang af de forskellige arter i Natura 2000-området, og hvordan disse arter blev påvirket af såvel delementerne i projektet som projektet som helhed. Flertallet bemærkede, at der ikke var særlige krav til omfanget af hverken en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 eller en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, men at det er indholdet, som er afgørende for om, der er pligt til at udarbejde henholdsvis en miljøkonsekvensrapport og habitatkonsekvensvurdering. Et flertal i nævnet (6-1) fandt ligeledes, at hensyn såsom øvrig natur, visuel påvirkning, kulturarv, rekreative interesser, trafik, okker og klima ikke udløste krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Derudover fandt nævnet, at projektet ikke havde karakter af en plan. Nævnet fandt, at der var tale om et konkret projekt, omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10 g, og således omfattet af miljøvurderingslovens § 21. Projektet var dermed ikke omfattet af miljøvurderingslovens § 8.

Ingen adgang

Psykiatriske forhåndstilkendegivelser

Matthias Smed Larsen

Anvendelsen af forhåndstilkendegivelser i psykiatrien har eksisteret i formaliseret form siden 1998, og blev i 2015 indskrevet i psykiatriloven. I artiklen undersøges de retlige rammer for brugen af forhåndstilkendegivelser – navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang forhåndstilkendegivelser er bindende for de ansvarlige sundhedspersoner i situationer, hvor tvang bringes i anvendelse. Det konkluderes, at forhåndstilkendegivelser i visse særlige tilfælde er bindende.

Ingen adgang

Årgang 49 (2024): Nummer 6 (Nov 2024)

Ingen adgang

Indledende kommentarer – Hæfte 6 - 2023

Ingen adgang

KFE 2023.1318 (Planklagenævnets afgørelse af 21. september 2023 - sagsnr. 23/06181)

Lokalplanlægning på støjbelastede arealer – virksomhedsstøj – omdannelse fra erhvervsområde til boligområde – begreberne eksisterende byområder og blandede byfunktioner

Efter anmodning fra en privat bygherre vedtog Faaborg-Midtfyn Kommune den 17. august 2022 en lokalplan og et kommuneplantillæg, der bl.a. havde til formål at omdanne et eksisterende erhvervsområde med fabrikshaller til et boligområde og sikre den nye boligbebyggelse mod støj fra omkringliggende virksomheder. Kommuneplantillægget udlagde lokalplanområdet som et nyt rammeområde Års.C.5 og havde til formål at sikre omdannelse af erhvervsområdet til et nyt område med blandede byfunktioner med åben/lav og tæt/lav boligbebyggelse, offentlige formål samt erhverv uden væsentlige miljøpåvirkninger. Planklagenævnet ophævede ved afgørelse af 16. december 2022 (sag 22/11049) lokalplanen, idet nævnet fandt, at lokalplanen var i strid med planlovens § 15 a, stk. 1. Ejeren af lokalplanområdet anmodede efterfølgende Planklagenævnet om genoptagelse og anførte i den forbindelse, at det var en fejl, at nævnet ikke havde inddraget kommuneplanramme Års.C.5 i sin afgørelse. Nævnet genoptog sagen, idet det fandtes at udgøre en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at det ikke fremgik udtrykkeligt af nævnets oprindelige afgørelse, at der var taget stilling til, at lokalplanområdet i kommuneplantillægget var udlagt til blandede byfunktioner. I sin fornyede afgørelse af 21. september 2023 bemærkede nævnet indledningsvist, at lokalplanen udlagde et støjbelastet areal til støjfølsom anvendelse, hvorfor forholdet var omfattet af planlovens § 15 a, stk. 1, ligesom nævnet lagde til grund, at kommunen havde anvendt reglerne i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, om områder for blandede byfunktioner. Nævnet skulle herefter tage stilling til, om der i sagen var tale om et eksisterende byområde udlagt til blandede byfunktioner. Nævnet fandt, at der var tale om et eksisterende byområde, og lagde bl.a. vægt på den tidligere anvendelse som trådfabrik og den eksisterende bebyggelse i form af fabrikshaller. Nævnet fandt derimod ikke, at der var tale om et område for blandede byfunktioner, blot fordi der inden for rammeområde Års.C.5 fandtes erhverv i form af et autoværksted og en entreprenør- og vognmandsvirksomhed. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 2, at hensigten med bestemmelsen er, at der skal være mulighed for at planlægge for en blanding af mange forskellige byfunktioner, der gør byen levende og sammensat, og hvor det er muligt at indpasse forskellige moderne byerhverv, som ikke er miljøbelastende. Efter nævnets opfattelse udgjorde de to eksisterende virksomheder i rammeområdet ikke virksomheder, der kunne betegnes som erhverv, som ikke var miljøbelastende. Nævnet fandt, at et område med blandet bolig og erhverv ikke i hvert tilfælde ville udgøre et område for blandede byfunktioner, jf. planlovens § 11 b, stk. 1. nr. 2. Ifølge nævnet havde det således ikke været hensigten med indførelsen af muligheden for at udlægge områder til blandede byfunktioner, at eksisterende støjende erhverv ville kunne inddrages for at give et område karakter af et område for blandede byfunktioner og dermed være omfattet af planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. Nævnet fandt herefter, at der i den konkrete var tale om en omgåelse af begrænsningen i anvendelsen af de lempede grænseværdier, og at lokalplanen ikke var i overensstemmelse med planlovens § 15 a, stk. 1. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet lokalplanen.

Ingen adgang

KFE 2023.1328 (Planklagenævnets afgørelse af 16. februar 2023 - sagsnr. 22/08944)

Lokalplanlægning på støjbelastede arealer – vejtrafikstøj – eksisterende byområde – fortolkning af planlovens § 15 a, stk. 1

Kolding Kommune vedtog den 21. juni 2022 en lokalplan og en kommuneplan, der udlagde lokalplanområdets anvendelse til blandede byfunktioner, herunder serviceerhverv og lignende inden for virksomhedsklasse 1-2 og etageboliger med tilhørende fællesfaciliteter. Plangrundlaget blev af en nabo påklaget til Planklagenævnet, der ved afgørelse af 16. februar 2023 opretholdt plangrundlaget. Nævnet bemærkede indledningsvist, at dele af området var påvirket af trafikstøj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj, og at lokalplanen således udlagde et støjbelastet areal til støjfølsom anvendelse, hvorfor forholdet var omfattet af planlægningsforbuddet i planlovens § 15 a. Nævnet fandt herefter på baggrund af lokalplanens bestemmelser, at kommunen havde anvendt reglerne i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, om områder for blandede byfunktioner, hvorefter støjkrav kan opfyldes ved støjisolering af bygningerne. Nævnet bemærkede herefter, at der skulle tages stilling til, om der i den konkrete sag var tale om et eksisterende byområde udlagt til blandede byfunktioner. Nævnet fandt, at planområdet udgjorde et eksisterende byområde, og lagde vægt på, at der tidligere havde været et forbrændingsanlæg og et enfamiliehus, at der nord for planområdet lå en lystbådehavn med tilhørende bådoplag og parkeringsarealer, og at der syd for planområdet lå eksisterende boligområder. Nævnet fandt, at det forhold, at området havde været ubenyttet i en årrække ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat. Nævnet fandt dernæst, at planområdet var udlagt til blandede byfunktioner med kommuneplantillægget, og at området tillige konkret var lokalplanlagt til blandede byfunktioner. Kommunen havde derfor mulighed for at fastsætte bestemmelser, som forudsatte anvendelse af de lempede støjgrænser samt isolering af nyt boligbyggeri efter planlovens § 15, sk. 2, nr. 26, hvorfor bestemmelsen i planlovens § 15 a, stk. 1 således var opfyldt. Til klagerens klagepunkt om, at kommunens støjmålinger ikke tog højde for en adgangsvej og en brandvej, som der var planlagt for i plangrundlaget, bemærkede nævnet, at planlovens § 15 a, stk. 1 ikke fastsætter krav om, at lokalplanen skal sikre mod støjgener, som stammer fra den anvendelse, som der planlægges for. Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over plangrundlaget.

Ingen adgang

KFE 2023.1336 (Planklagenævnets afgørelse af 28. april 2023 - sagsnr. 23/00358, 23/00359 og 23/00394)

Lokalplanlægning på støjbelastede arealer – vejtrafikstøj – minimumskrav til miljøvurdering.

Vallensbæk Kommune vedtog den 23. november 2022 en lokalplan og et kommuneplantillæg med dertilhørende miljørapport, der udlagde et eksisterende industriområde med forskellige erhvervsvirksomheder, hvoraf flere var under afvikling, til en ny bydel med blandede byfunktioner med både erhverv og boliger. Plangrundlaget blev af to grupper af beboere i området påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljøvurdering var opfyldt i forhold til trafikforhold og trafikstøj, og (ii) om lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a, stk. 1, og § 15 b, stk. 1. I forhold til miljøvurderingen konstaterede nævnet, at miljørapportens afsnit om trafik ikke inddrog oplysninger om tre boligområder, som kommunen havde vedtaget lokalplaner for i 2019, og som grænsede op til motorvejen, eftersom afsnittet var var baseret på oplysninger fra trafiktællinger foretaget i perioden 2012 til 2017. Nævnet fandt på den baggrund, at de trafikale konsekvenser af projektet ikke var beskrevet og vurderet i tilstrækkeligt omfang til at opfylde kravene i miljøvurderingsloven. Nævnet fandt derimod, at kommunen i miljørapporten i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for trafikstøjforhold. I forhold til planlovens § 15 a bemærkede nævnet, at lokalplanen udlagde lokalplanområdet til blandede byfunktioner, herunder helårsboliger i etagebebyggelse, og at den udlagde et støjbelastet areal til støjfølsom anvendelse, hvorfor forholdet var omfattet af planlovens § 15 a. Nævnet lagde på baggrund af lokalplanens bestemmelser herefter til grund, at kommunen havde anvendt reglerne i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. Nævnet skulle herefter tage stilling til, om der i sagen var tale om et eksisterende byområde udlagt til blandede byfunktioner. Nævnet fandt, at der var tale om et eksisterende byområde, og lagde bl.a. vægt på, at området inden planvedtagelsen udgjorde et eksisterende industriområde med forskellig erhvervsbebyggelse, og at der vest, øst og syd for planområdet lå eksisterende bolig- og erhvervsbebyggelse, og at planområdet inden vedtagelsen lå i byzone. Nævnet fandt dernæst, at planområdet i den konkrete sag var udlagt til blandede byfunktioner ifølge plangrundlaget. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde mulighed for at fastsætte bestemmelser, som forudsatte, at de lempede støjgrænser anvendtes, samt at der skulle ske isolering af nyt boligbyggeri, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. Bestemmelsen i planlovens § 15 a, stk. 1, var således opfyldt. I forhold til planlovens § 15 b bemærkede nævnet, at luftforurening fra vejtrafik ikke er en forureningstype omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, eller planloven i øvrigt, hvorfor nævnet ikke kunne behandle dette klagepunkt. Med henvisning til, at miljørapporten led af væsentlig retlig mangel, ophævede nævnet lokalplanen og kommuneplantillægget.

Ingen adgang

KFE 2023.1350 (Planklagenævnets afgørelse af 14. april 2023 - sagsnr. 22/15347)

Klage over lokalplanvedtagelse – støjgener – usikkerhed om placering af støjvold – planlovens § 24, stk. 7, og § 27, stk. 1

Norddjurs Kommune vedtog den 23. august 2022 en lokalplan, der udlagde lokalplanområdet til boligbebyggelse og støjafskærmning (støjvold) langs Mellemstrupvej. Kommunen havde i forbindelse med det forudgående lokalplanforslag vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en miljøvurdering for planen. Lokalplanen blev af ejeren af en institution i nærheden af planområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om kommunen i forbindelse med planvedtagelsen havde overholdt planlovens § 24, stk. 7, og § 27, stk. 1, (ii) om der lå saglige og planlægningsmæssige hensyn bag planvedtagelsen, og (iii) om lokalplanen var ugyldig på grund af eventuelle øgede støjgener fra planlagt vejføring til lokalplanområdet. I forhold til planvedtagelsesprocessen fandt nævnet, at høringsfristen i planlovens § 24, stk. 7, var overholdt, ligesom lokalplanen blev endeligt vedtaget mere end 4 uger efter offentlighedsperiodens udløb, hvorved planlovens § 27, stk. 1, 1. pkt., tillige var overholdt. Nævnet bemærkede, at kommunen havde inddraget klagerens indsigelser under høringsprocessen i behandlingen af lokalplanforslaget, og lagde bl.a. vægt på, at klagerens indsigelse var gengivet i kommunens notat om forvaltningens bemærkninger til indsigelser, og at alle indsigelser mod lokalplanforslaget desuden fremgik i deres fulde ordlyd som bilag til dagsordenen til kommunalbestyrelsesmødet, hvor planen blev endeligt vedtaget. I forhold til hensynene bag planvedtagelsen fandt nævnet på baggrund af lokalplanens formålsbestemmelse, at der ikke var grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn i forbindelse med vedtagelsen af planen. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunens ønske om at udlægge planområdet til boligområde var et sagligt hensyn. I forhold til støjgener fra den planlagte vejføring bemærkede nævnet, at planloven generelt ikke fastsætter krav til lokalplanlægningen i forhold til, hvilken støjbelastning omgivelserne må udsættes for fra den anvendelse eller de anlæg, der planlægges for. Planloven fastsætter således ikke generelt krav om, at det ved lokalplanlægning skal sikres, at omgivelserne ikke udsættes for en støjbelastning over et vist niveau. Nævnet afviste desuden at behandle klagepunkter over en støjvold samt støj- og luftforureningsgener. I forhold til støjvolden bemærkede nævnet, at det forhold, at en eller flere bestemmelser i en lokalplan var upræcise eller muligvis stred mod andre bestemmelser i lokalplanen, herunder hvor en støjvold skulle placeres, ikke generelt påvirkede lokalplanens eller bestemmelsernes gyldighed, men kunne have betydning i forhold til, om bestemmelserne efterfølgende vil kunne håndhæves af kommunen. I forhold til støj- og luftforureningsgener bemærkede nævnet, at klagepunktet ikke vedrørte lokalplanen, men nærmere var en klage i forhold til miljøscreeningen over lokalplanforslaget, hvorfor Planklagenævnet ikke kunne behandle klagepunktet.

Ingen adgang

KFE 2023.1355 (Planklagenævnets afgørelse af 17. august 2023 - sagsnr. 23/03144)

Forbud efter planlovens § 14 – Myndighedspassivitet – Kommunens undersøgelses- og overvejelsestid – Hensynet til borgeren ved lang sagsbehandlingstid

Klager kontaktede den 6. oktober 2021 Silkeborg Kommune med en forespørgsel om muligheden for at nedrive en bygning på sin ejendom og opføre ny bebyggelse på ejendommen. Der var i perioden herefter dialog mellem kommunen og klagers rådgiver i forhold til tilretning af projektet. Klagers rådgiver indsendte den 8. maj 2022 en formel ansøgning om tilladelse til nedrivning, og rådgiveren henvendte sig den 28. september 2022 til kommunen for at få oplyst status på sagen. Efter en offentlig høringsperiode og politisk udvalgsbehandling besluttede byrådet den 19. december 2022 at nedlægge forbud mod nedrivning af bygningen efter planlovens § 14. Kommunen sendte herefter den 9. januar 2023 et varsel om forbud efter planlovens § 14 til klageren. Forbuddet blev endeligt meddelt den 24. januar 2023. § 14-forbuddet blev påklaget til Planklagenævnet. Nævnet bemærkede, at der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et § 14-forbud, men denne tidsfrist skal ses i lyset af, at der er tale om en for borgeren vidtgående indskrænkning, hvor en anvendelse, som i øvrigt er lovlig efter planloven, forhindres. Forbuddets gyldighedsperiode skal derfor fastsættes under hensyn til den tid, der allerede er medgået til sagens behandling, og at dette i hvert fald må gælde, hvis den lange sagsbehandlingstid skyldes kommunens egne forhold. Efter en konkret vurdering af sagen fandt nævnet, uanset at gyldighedsperioden var reduceret til ca. 9 måneder, at sagsbehandlingstiden oversteg, hvad der må betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid, da der var gået ca. 8 måneder fra modtagelsen af ansøgningen til varslingen af forbuddet. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen senest den 6. oktober 2021 fik kendskab til den påtænkte nedrivning. Planklagenævnet fandt på den baggrund, at forbuddet led af en væsentlig mangel og ophævede afgørelsen.

Ingen adgang

KFE 2023.1358 (Planklagenævnets afgørelse af 17. august 2023 - sagsnr. 23/04714)

Forbud efter planlovens § 14 – Fastsættelsen af forbuddets gyldighedsperiode – Kommunens undersøgelses- og overvejelsestid – Hensynet til borgeren ved lang sagsbehandlingstid

Klager indsendte den 29. marts 2022 en ansøgning om byggetilladelse til Vejle Kommune om opførelse af bebyggelse nærmere skel mod vej end 2,5 m på en ejendom. I maj 2022 oplyste kommunen klageren om, at der ikke kunne forventes tilladelse til det ansøgte, men at forholdet ville blive undersøgt nærmere. Spørgsmålet blev drøftet ad flere omgange i Teknisk Udvalg, og den 29. september 2022 sendte kommunen varsling om et § 14-forbud til klageren. Beslutningen om at nedlægge forbuddet blev truffet den 22. november 2022 og blev herefter meddelt til klageren den 1. december 2022. Det fremgik af § 14-forbuddet, at afgørelsen skulle gælde indtil den 1. december 2023. § 14-forbuddet blev påklaget til Planklagenævnet. Nævnet fandt indledningsvist, at kommunen havde haft hjemmel til at give et forbud efter planlovens § 14 mod opførelse af tilbygningen nærmere vejskel end 2,5 m, idet kommunen havde hjemmel til at optage sådanne bestemmelser i en lokalplan i medfør af planlovens § 15, stk. 2, nr. 6. Planklagenævnet skulle herefter vurdere, om de øvrige betingelser i planlovens § 14 var opfyldt. Nævnet bemærkede, at der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af forbud. Denne tidsfrist skal dog ses i lyset af, at der er tale om en for borgeren vidtgående indskrænkning, hvor en anvendelse, som i øvrigt er lovlig efter planloven, forhindres. Forbuddets gyldighedsperiode skal derfor fastsættes under hensyn til den tid, der allerede er medgået til sagens behandling, og dette må i hvert fald gælde, hvis den lange sagsbehandlingstid skyldes kommunens egne forhold. I visse tilfælde vil der end ikke kunne nedlægges forbud, hvis kommunen bruger meget lang tid på undersøgelsen. Nævnet fandt, at gyldighedsperioden på 1 år var for lang, og lagde i den forbindelse vægt på, at sagsbehandlingstiden var 8 måneder. Planklagenævnet fandt på den baggrund, at forbuddet led af en væsentlig mangel, og ophævede afgørelsen.