Alle titler

Viser 1 - 10 af 9,534 resultater for

  • Type: Artikel x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Arkiv + Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Tilbagevenden til Syrien

Flygtningenævnets forsigtighedsprincip i Syrien-sager i lyset af M.D. and others v. Russia

Stinne Østergaard Poulsen

I september 2021 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i en sag vedrørende udsendelse af en gruppe syriske asylansøgere til Syrien, M.D. and others v. Russia. Dommen blev endelig i december 2021. Domstolen fandt, at en udsendelse til Syrien ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 og 3, retten til liv og forbuddet mod tortur.

Denne artikel undersøger dommens præmisser sammenholdt med det danske Flygtningenævns fortolkning af dommen og den deraf afledte, danske asylpraksis. Først vises, hvorfor – ganske på linje med Flygtningenævnets fortolkning – dommen ikke kan sidestilles med den principielle afgørelse i Sufi & Elmi v. UK og dermed ikke kan danne grundlag for at meddele enhver syrisk flygtning beskyttelse mod generaliseret vold. Dernæst undersøges, hvorvidt dommen alligevel – og dette i uoverensstemmelse med Flygtningenævnets fortolkning og praksis – slår fast, at alle tilbagevendende syriske flygtninge på nuværende tidspunkt er i alvorlig risiko for individualiseret forfølgelse, da den syriske regering opfatter dem som værende i opposition til styret.

Fodnoter

2

. M.D. and others v. Russia, no. 71321/17. Judgment, 14 September 2021.

3

. Sufi & Elmi v. The United Kingdom, no. 8319/07. Judgment, 28 July 2011.

Ingen adgang

Bypass, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med bilag 2, punkt 10, litra k – prioritering af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b stk. 3 – dokumentationskrav ift. miljøpåvirkning, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b, stk. 1, nr. 1 og 2 – væsentlig retlig mangel ifm. sagsoplysning – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – ophævelse af tilladelsen – hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over Kystdirektoratets tilladelse af 12. november 2020 til bypass af op til ca. 24.000 m3 rent sediment, hvor sagsbehandlingen var overdraget til direktoratet fra Miljøstyrelsen, der havde vurderet, at materialet var egnet til kystnærplacering. I forbindelse med en af Kystdirektoratet foretagne høring oplyser Miljøstyrelsen, at det ikke fremgår af ansøgningsmaterialet, om ansøgeren har forholdt sig til den umiddelbare nærhed til Natura 2000-området, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om eventuelle påvirkninger på beskyttede naturtyper og arter, herunder bilag IV-arter og fugle. Kystdirektoratet fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke forelå væsentlige naturhensyn eller hensyn i øvrigt, som talte imod det ansøgte bypassprojekt, og meddelte tilladelsen. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, hvorefter at der kunne bypasses ca. 10.000 m3 det første år, herefter skulle den årlige mængde begrænses til ca. 1.500 m3, arbejdet skulle udføres i perioden oktober til marts, og tilladelsens gyldighed ophørte den 12. november 2030. Afgørelsen blev påklaget af Odsherred Kommune, der ifm. den af Kystdirektoratet foretagne høring havde anført, at man ønskede materialet nyttiggjort umiddelbart nord for færgehavnen (ca. 1,5 km fra færgehavnen) til sandfordring. I klagen anførte kommunen, at der ikke var foretaget en tilfredsstillende habitatvurdering, og at der skulle have været foretaget screening efter VVM-reglerne, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med lovens bilag 2.

Nævnet afgrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt der skulle have været foretaget en VVM-screening, hvor prøvelsen efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, jf. § 21, er begrænset til retlige spørgsmål. Efterprøvelsen af bypassafgørelsen blev endvidere foretaget med henvisning til kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, jf. § 16 b. Nævnet ophævede den af Kystdirektoratet trufne afgørelse, idet det fastslog, at der skulle have været foretaget en screening med hjemmel i miljøvurderingslovens § 16 b, jf. bilag 2, punkt 10, litra k, der vedrører kystanlæg, der har betydning for erosion af kysten. I den sammenhæng inddrager nævnet, at det fremgår af det formål, der ligger bag prioriteringen af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, at fjernelse af sediment fra kysten til nyttiggørelse som udgangspunkt skal undgås, da fjernelsen vil gøre kysten mere sårbar over for erosion, ligesom nævnet inddrager de dokumentationskrav, der er fastslået i kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1 og 2, ift. valget mellem bypass og nyttiggørelse. Et krav om gennemførelse af en VVM-screening med henvisning til miljøvurderingslovens § 16 er derfor velbegrundet. Da Kystdirektoratet ikke forud for meddelelsen af bypass-tilladelse har foretaget en sådan screening, lider den meddelte bypasstilladelse af en retlig mangel, og sagen hjemviste derfor til fornyet behandling i Kystdirektoratet.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/14462.

2

. I henhold til § 7, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapbekendtgørelsen) er det Miljøstyrelsen, som vurderer materialets forureningsgrad. Hvis sedimentet vurderes at være tilstrækkeligt uforurenet til, at bypass eller nyttiggørelse kan tillades, oversender Miljøstyrelsen sagen til Kystdirektoratet.

3

. Dvs., der er ikke i forbindelse med ansøgningen taget stilling til, om der skulle udarbejdes en habitatvurdering på grund af det nærliggende Natura 2000-område, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

4

. Dvs., der er ikke taget stilling til, hvorvidt det ansøgte kan være i strid med habitatdirektivets artikel 12.

5

. Bilag 2, punkt 10 k angiver, at følgende projekter er omfattet af pligten til at foretage en screening: »Kystanlæg til modvirkning af erosion og maritime vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjen, som f.eks. skråningsbeskyttelser, strandbreder og diger, dæmninger, moler, bølgebrydere og andre konstruktioner til beskyttelse mod havet fra vedligeholdelse og genopførelse af sådanne anlæg«. De kriterier, som skal inddrages i vurderingen af VVM-pligten, fremgår af miljøvurderingslovens bilag 6.

6

. Kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, fastslår, at et sediment ikke kan nyttiggørelse, sådan som den af kommunen ønskede, hvis det er miljømæssigt forsvarligt at bypass det. I bemærkningerne til lovens § 16 b, stk. 3, præciseres det netop, at behovet for bypass pga. udfordringer med erosion nedstrøms for havnen, kan føre til afslag på ansøgning om anvendelse af sedimentet til andre nyttiggørelsesformål.

Ingen adgang

Klapning, jf. havmiljølovens § 26 – vurderingsgrundlaget, jf. klapbekendtgørelsen § 7, stk. 2 – prioritering af nyttiggørelse – fravigelse fra klapbekendtgørelsens § 3 – relevant høring af Kystdirektoratet, jf. klapbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2 – miljøfarlige stoffer – aktionsniveauer, jf. klapvejledningen – forpligtelsen ift. de opstillede miljømål, jf. miljømålsbekendtgørelsen – vandets »økologisk tilstand« – vandets »kemiske tilstand« – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – stadfæstelse med ændring af vilkår – gyldighedsperiode – formandsafgørelse

Sagen vedrører Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 15.000 m3 oprensningsmateriale fra en sejlrende ind til Hellerup Havn, hvor klapningen skal foregå på et tidligere sandsugehul lokaliseret 1,5 sømil nørdøst for Vedbæk Havn. Der redegøres i sagsfremstillingen for, at erfaringerne med nyttiggørelse af sedimentet fra det pågældende oprensningsområde ikke er positive. Det fremgår endvidere, at optagelsesområdet ligger i vandområde 6 »Nordlige Øresund«, der iht. miljømålsbekendtgørelsen er forudsat at have en »god økologisk tilstand« og en »god kemisk tilstand« ved udløbet af 2. vandplanlægningsperiode den 22. december 2021. Det fremgår endvidere af sagsfremstillingen, at den samlede økologiske tilstand af vandet i vandområde 6 ifm. basisanalysen er vurderet som »ringe«, hvilket skyldes en dårlig økologisk tilstand for ålegræs, ligesom den kemiske tilstand i vandområdet er »ikke god«, hvilket er begrundet i et højt niveau af BDE og kviksølv. Det fremgår endvidere, at tilstanden for bundfauna i vandområdet er angivet som »ukendt«. Det er Miljøstyrelsen vurdering, at optaget af sedimentet ikke vil medføre en forringelse af vandområdets økologiske tilstand, eller at det vil ændre vandområdets mulighed for at opfylde målet om god økologisk tilstand den 22. december 2021. Det fremgår også af sagsfremstillingen, at det vandområde 11 »Øresund«, hvor klappladsen er lokaliseret, har en »god« kemiske tilstand – en vurdering, der er baseret på den kemiske tilstand for muslinger. Det er Miljøstyrelsens vurdering, »at hverken oprensning i vandområde 6 eller klapning i vandområde 11 vil bidrage væsentligt til en ændring af trusselsbilledet for den kemiske tilstand i Øresund«. Med den trufne afgørelse lægger Miljøstyrelsen til grund, at materialet består af rent sand med et indhold af organisk materiale og miljøfarlige stoffer svarende til niveauet i det omgivende sediment i havnen, hvorfor krav om udtagning af prøver, der vil indebære ekstra omkostninger for ansøgeren (havnen), ikke vurderes at være nødvendige.

Klageren anfører over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Miljøstyrelsen ikke har foretaget en tilstrækkelig vurdering af forureningsniveauet i havnesedimentet, der stammer fra et område med en kendt forurening af bromerede flammehæmmere (BDE) og kviksølv, sådan som det er forudsat ved klapbekendtgørelsens §§ 3 og 7. Nævnet afgrænser med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til spørgsmålene angående nyttiggørelse af det oprensede materiale, sedimentets forureningsgrad og klapningens betydning for opfyldelsen af de for vandområdet i vandområdeplanerne for 2. planperiode (2015-2021) opstillede miljømål samt tilladelsens gyldighedsperiode. Nævnet vurderer, at der ikke med klagen er fremkommet oplysninger om forhold, der kan føre til ændringer af førsteinstansens afgørelse. Nævnet lægger vægt på, at Kystdirektoratet, der efter kystbeskyttelseslovens § 16 b er den kompetente myndighed, ved stillingtagen til bypass og nyttiggørelse af sedimentet er blevet hørt i forbindelse med Miljøstyrelsens sagsbehandling, samt at Kystdirektoratet har vurderet, at prioriteringen af behandlingsformerne, der er fastlagt i klapbekendtgørelsens § 3, kan fraviges, idet materialet ikke er egent til bypass eller nyttiggørelse, og det er omkostningsfuldt at tage materialet op på land med henblik på afvanding og evt. transport. I forhold til sedimentets forureningsgrad og optagningen hhv. klapningens betydning for målopfyldelse, der er fastlagt for de relevante vandområder, henviser nævnet til, at den kemiske status i vandområde 11 er oplyst at være »god«, og at materialet stammer fra en sejlrende, som jævnligt oprenses. Oprensningsmaterialet vil primært stamme fra den naturlige sedimentvandring langs kysten, og det kan derfor karakteriseres som upåvirket havbundsmaterialer uden mistanke om en punktforurening. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav for indhold af kviksølv og bromerede flammehæmmere i sediment i havmiljølovens bilag 2. For kviksølv er der fastsat vejledende aktionsniveauer for klapmateriale, men nævnet er enigt med Miljøstyrelsen i, at det ikke kan anses for sandsynligt, at det niveau af kviksølv, der vil være tale om i materialet fra sejlrenden, vil afvige væsentligt fra niveauet i sedimentet i området med klappladsen. Nævnet stadfæster derfor Miljøstyrelsens tilladelse, idet den dog ændrer gyldighedsperioden med henvisning til, at den indbragte klage efter havmiljølovens § 53 har haft opsættende virkning. Tilladelsen forlænges derfor med det, der svarer til nævnets sagsbehandlingstid.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnet sagsnr. 19/00661.

2

. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er ikke baseret på en korrekt vurdering af, om der vil blive tale om en forringelse af vandområde 11, der tilføres sediment fra et vandområde 6, der både ift. den økologiske og den kemiske tilstand er på et helt anderledes niveau, idet den er dårligt/ringe, medens modtageområdet har en god tilstand. Nævnet fastslår herved, at der, uden at der er behov for at foretage en undersøgelse af sedimentet, kan foretages en vurdering af konsekvenserne af den tilladte klapning. Det er ikke i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, herunder den principielle dom C-461/13 Weser, der fastslår de strenge principper, der skal iagttages ifm. tilladelse til projekter, der kan have betydning for vandets kvalitet.