Alle titler

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.

Gennem de seneste 10-15 år har den internationale strafferet udviklet sig voldsomt bl.a. gennem den retspraksis der er udgået fra en række internationale domstole og tribunaler. Centralt blandt disse står Den Internationale Straffedomstol, der snart kan fejre 10 års jubilæum som aktiv domstol. De nationale straffesystemer er imidlertid forblevet de primære fora, når det gælder retsforfølgning af internationale forbrydelser, herunder kerneforbrydelserne folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De nationale domstoles forrang fremgår således direkte af Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der kun træder til, hvis de nationale systemer er uvillige eller ude af stand til at påtage sig opgaven. Danmark har en meget klar og skarp international pro l, når det gælder styrkelsen af den internationale retsorden, herunder behovet for at retsforfølge personer, der har begået internationale forbrydelser. I forbindelse med den danske tilslutning til Straffedomstolen i 2001, blev det gjort klart, at både regeringen og Folketinget anså det for afgørende, at Danmark er i stand til at straffe i samme omfang som denne, således at man ikke risikerer at måtte overføre personer til Domstolen. Den omfattende udvikling, der er sket på dette område, sammenholdt med f.eks. det voksende danske internationale militære engagement og den generelt øgede globalisering, rejser spørgsmålet, om dansk lovgivning er fulgt med tiden og giver et tilstrækkeligt og optimalt grundlag for retsforfølgning? Mens der for et par år siden blev gennemført en revision af reglerne for dansk straffemyndighed, har der ikke været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om der eksisterer de påkrævede og tilstrækkelige materielle straffebestemmelser til i Danmark at retsforfølge personer, der mistænkes for at have begået internationale forbrydelser. Dette på trods af, at der ved ere lejligheder og fra forskellig side har været rejst tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet.