Tidsskrift for Miljø

De retlige rammer for anvendelse af blandingszoner i Danmark er fastlagt på EU-niveau i vandrammedirektivet og vandkvalitetskravdirektivet. Vi redegør i artiklen for, hvordan de to direktiver indgår i et integreret samspil med fælles planlægning og andre virkemidler samt grundlæggende forpligtelser i forhold til realisering af konkrete miljømål. Artiklen behandler også de danske regler, der er udstedt med hjemmel i vandplanlægningsloven og miljøbeskyttelsesloven. Da den danske lovgivning skal fortolkes og anvendes EU-konformt, redegør vi i artiklen for EU’s regler om reduktion og udfasning af koncentrationen af prioriterede og visse andre miljøfarlige stoffer i overfladevand, ligesom vi redegør for de opstillede resultatforpligtelser. Til belysning af de forpligtelser, der er fastlagt for de nationale myndigheder til beskyttelse af overfladevandet, inddrager vi EU-Domstolens fortolkning af det »forringelsesbegreb«, der indgår i vandrammedirektivets artikel 4. Fortolkningen, der er bindende for de danske myndigheder, når de vurderer, om det er muligt for dem at indføje bestemmelser om blandingszoner i konkrete miljøgodkendelser og spildevandstilladelser, er på det seneste fremhævet i en afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 23. februar 2023. Sagen vedrørende en VVM-tilladelse til udledning af et miljøfarligt forurenende stof (konkret kobber) fra et vejprojekt til et målsat vandløb. Nævnet fastslår, at de gældende minimumskvalitetskrav til overfladevand er bindende for miljømyndighederne. I de situationer, hvor miljøkvalitetskrav for et miljøfarligt forurenende stof allerede er overskredet i det overfladevand, der skal modtage spildevandet fra det ansøgte projekt, skal myndighederne kunne dokumentere, at projektet ikke vil indebære en stigning i koncentrationen af det pågældende stof. Kan det ikke dokumenteres, skal det ansøgte ændres eller afslås. Nævnet, der ikke direkte tager stilling til anvendelsen af blandingszoner, bidrager dog med inddragelsen af EU-Domstolens praksis som bestemmende for den EU-konforme fortolkning, der skal foretages af de danske regler, til en væsentlig afklaring af de begrænsninger, som myndighederne skal respektere ved anvendelse af blandingszoner. Vi ser sidst i artiklen på nogle konkrete spørgsmål, der opstår ved stillingtagen til anvendelsen af blandingszoner. I besvarelsen af de stillede spørgsmål inddrages de svar, der kan udledes af Kommissionens tekniske retningslinjer/guidelines, samt de svar, der kan udledes af Miljø- og Fødevareklagenævnets konkrete kritik af Miljøstyrelsens vejledninger. Vi konstaterer som afslutning på vores artikel, at der i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, er etableret en meget begrænset mulighed for at fravige den resultatforpligtelse, der er fastlagt i direktivet, og fremhæver, at de danske regler skal anvendes EU-konformt. Afsnittet afsluttes med en konstatering af, at det efter vores forståelse af vandrammedirektivet og vandkvalitetskravdirektivet ikke er muligt at dispensere fra kravet om, at der skal være tale om overfladevand, hvor kvaliteten kan karakteriseres som »god« også inden for de udlagte blandingszoner, senest den 22. december 2027.

I en ny sag fra Arbejdsretten var spørgsmålet, om virksomheden havde misbrugt ledelsesretten ved at have skabt et dårligt, usundt og krænkende arbejdsmiljø. Det var flere tidligere medarbejdere enige om. Men de havde ikke stået hurtigt nok frem, da de krænkende handlinger var sket, og nu var det for sent.

Når kommunerne skal i gang med kommunale fælles kystbeskyttelsesprojekter, så er bidragsfastsættelsen en af de mest afgørende dele af processen. Spørgsmålet om, hvem der skal betale, og hvor meget, er typisk det, der fylder mest hos de berørte borgere, og den mest hyppige årsag til klager over myndighedens afgørelse. I denne artikel redegøres der for den retlige ramme for bidragsfastsættelsen, som grundlæggende skal ske efter nytteprincippet med respekt for principperne om saglighed, faglighed og lighedsgrundsætningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet har løbende bidraget til forståelsen af rækkevidden af kystbeskyttelseslovens § 9 a, og artiklen her inddrager erfaringerne fra en række kystbeskyttelsessager med henblik på at præcisere, hvordan bidragspligten og ‑fordelingen bør fastsættes, så den er i overensstemmelse med gældende ret. I artiklen vil væsentlige begreber, fastlagt i § 9 a, som »ejere af fast ejendom«, »den der opnår en beskyttelse« og »den som opnår en anden fordel«, blive præciseret på baggrund af dels det, som var forudsat ved lovens vedtagelse, dels Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis. Bidragsfastsættelsen bør afspejle nytteprincippet, og erfaringer fra en række sager illustrerer og er med til at præcisere, hvad dette grundlæggende princip indebærer, herunder sættes der fokus på kravet om kriteriernes saglighed og faglighed og hvordan myndigheden bør forholde sig konkret til den faktiske beskyttelse, der opnås, og ikke standardisere ud fra generelle principper. Endelig er der i artiklen inddraget erfaringer omkring specifikke hensyn i bidragsfastsættelsen. Det handler bl.a. om, hvorvidt det er lovligt at inddrage hensyn til en evt. erstatning for ekspropriation i bidragsfastsættelsen, og om myndighederne kan lade administrationshensyn indgå som et kriterie for at vedtage en relativt simpel eller en standardiseret fordeling.

Arbejdstilsynet har offentliggjort en ny vejledning om uklare krav og modstridende krav i arbejdet. Vejledningen skal hjælpe arbejdspladserne med at understøtte et godt psykisk arbejdsmiljø og bl.a. forebygge stress.

En medarbejder blev bortvist og beskyldt for at have slået en patient ihjel. Beskyldningen om at have slået et andet menneske ihjel førte til en psykisk arbejdsskade. Retten slog fast, at medarbejderen ikke var skyld i patientens dødsfald. Bortvisningen og beskyldningen var derfor en fejl, som virksomheden var ansvarlig for.