Hvem skal betale for at sikre imod oversvømmelse af havvand i kystlandet?
i Tidsskrift for MiljøNår kommunerne skal i gang med kommunale fælles kystbeskyttelsesprojekter, så er bidragsfastsættelsen en af de mest afgørende dele af processen. Spørgsmålet om, hvem der skal betale, og hvor meget, er typisk det, der fylder mest hos de berørte borgere, og den mest hyppige årsag til klager over myndighedens afgørelse. I denne artikel redegøres der for den retlige ramme for bidragsfastsættelsen, som grundlæggende skal ske efter nytteprincippet med respekt for principperne om saglighed, faglighed og lighedsgrundsætningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet har løbende bidraget til forståelsen af rækkevidden af kystbeskyttelseslovens § 9 a, og artiklen her inddrager erfaringerne fra en række kystbeskyttelsessager med henblik på at præcisere, hvordan bidragspligten og ‑fordelingen bør fastsættes, så den er i overensstemmelse med gældende ret. I artiklen vil væsentlige begreber, fastlagt i § 9 a, som »ejere af fast ejendom«, »den der opnår en beskyttelse« og »den som opnår en anden fordel«, blive præciseret på baggrund af dels det, som var forudsat ved lovens vedtagelse, dels Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis. Bidragsfastsættelsen bør afspejle nytteprincippet, og erfaringer fra en række sager illustrerer og er med til at præcisere, hvad dette grundlæggende princip indebærer, herunder sættes der fokus på kravet om kriteriernes saglighed og faglighed og hvordan myndigheden bør forholde sig konkret til den faktiske beskyttelse, der opnås, og ikke standardisere ud fra generelle principper. Endelig er der i artiklen inddraget erfaringer omkring specifikke hensyn i bidragsfastsættelsen. Det handler bl.a. om, hvorvidt det er lovligt at inddrage hensyn til en evt. erstatning for ekspropriation i bidragsfastsættelsen, og om myndighederne kan lade administrationshensyn indgå som et kriterie for at vedtage en relativt simpel eller en standardiseret fordeling.