I artiklen afdækkes det indledningsvis, hvordan den gældende vandforsyningslov blev designet for næsten 100 år siden, og hvilke faktorer der indtil i dag har været bestemmende for lovens reguleringstilgang. I afsnit 1 redegøres der kort for den første vandforsyningslov, der blev vedtaget i 1926, i 1969 og i 1978 som hhv. den 1., den 2. og den 3. version af loven – hvor den sidstnævnte fortsat er den gældende lov. Der redegøres for de mange ændringer, der er foretaget til sikring af en sammenhæng til de øvrige danske miljølove. Den ændring, der blev foretaget i 1998, fremhæves, fordi der med den ændring blev introduceret begrebet »indvindingsoplande« i dansk ret. De eksempler, der er på, at vandforsyningslovens regler har måttet ændres på grund af Kommissionens kritik af manglende EU-konformitet, indgår i fremstillingen. Da vi i artiklen har et særligt fokus på det samspil, der efter 2020-drikkevandsdirektivet og vandrammedirektivet er forudsat etableret ift. den generelle vandplanlægning, redegør vi i afsnit 2 for, hvordan vandforsyningslovens § 10 og § 11, der fastlægger reglerne for kortlægning og udpegning af drikkevandsressourcer i perioden 2003-2013 sammen med udpegningen af drikkevandsforekomster indgik i miljømålsloven, som på det tidspunkt gennemførte vandrammedirektivet. Som led i afdækningen af, hvordan drikkevandsdirektivreglerne indtil nu har påvirket vandforsyningsloven, retter vi i afsnit 3 fokus på 1998-drikkevandsdirektivet, herunder som det blev ændret i 2015. I fremstillingen inddrages Kammeradvokatens 2021-evaluering af lovgivningens EU-konformitet samt de ændringer af drikkevandsbekendtgørelsen, som evalueringen afstedkom. De skærpede nationale kvalitetskrav til og den styrkede kontrol af PFAS-forbindelserne indgår i omtalen af den aktuelt gældende version af bekendtgørelsen som en illustration af, at der kan vedtages skærpede nationale krav til drikkevandets kvalitet, uden at det er et problem ift. EU’s direktivkrav. I afsnit 4 er fokus rettet imod det nye 2020-drikkevandsdirektiv, der skal gennemføres i dansk ret i 2023. Det følges i afsnit 5 op af en omtale af det materiale, som Miljøministeriet præsenterede på et seminar i august 2022. Vi afslutter artiklen med i afsnit 6 at konstatere, at det samspil, der forudsættes sikret ift. den generelle vandplanlægning ved gennemførelsen af 2020-drikkevandsdirektivet, ikke fremgik af det materiale, som ministeriet præsenterede. Bl.a. forudsætter ministeriet, at det er muligt at anvende en anderledes terminologi end den, der er central i drikkevandsdirektivet og vandrammedirektivet. Det er en forudsætning, som ikke er i overensstemmelse med EU-Domstolens krav om EU-konform begrebsanvendelse, sikring af overholdelsen af direktivernes formål, herunder at drikkevandsdirektivet – som et datterdirektiv til vandrammedirektivet – skal forstås og gennemføres i overensstemmelse med det, der fremgår af vandrammedirektivet.