Regeringens initiativer i foråret 2020 ift. klimaudfordringen er blandt de emner, der – på trods af corona-krisen – har en central plads i den offentlige debat og på politikernes dagsorden. Debatten er præget af, at den politiske aftale om en ny klimalov, der blev indgået den 6. december 2019, og det opfølgende lovforslag, som klima-, energi- og forsyningsministeren fremsatte den 26. februar 2020 i Folketinget – der efter planen vedtages den 18. juni 2020 – indebærer noget ganske nyt ift. den gældende klimalov fra 2014. Det fremhæves bl.a. i bemærkningerne til lovforslaget, at der for første gang er tale om en lov, der fastlægger følgende juridisk bindende klimamål: Udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 70 % i 2030, og senest i 2050 skal der være tale om klimaneutralitet. Der ses i denne artikel på, hvad der menes med, at klimamålsætningerne er juridisk bindende. Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, der begrundede, at den gældende klimalovs klimamålsætninger alene er angivet i lovbemærkningerne, hhv. det fremsatte lovforslag, hvor målsætningerne på trods af vejledningen fremgår af § 1, inddrages i vurderingen. Da det er handlepligten, der betragtes som et afgørende nybrud, der begrunder, at klimamålsætningerne kan karakteriseres som juridisk bindende, ses der nærmere på, hvad der konkret er indholdet i handlepligten. Der redegøres for de virkemidler, der har betydning for ministerens handlepligt, ligesom der ses nærmere på de ansvarskonstruktioner, der konkret er relevante. Det af regeringen den 20. maj 2020 udsendte udkast til ’Første del af en klimahandlingsplan’, der aktuel primo juni 2020 forhandles mellem forligspartierne, inddrages i fremstillingen. Den rolle, som det uafhængige Klimaråd er tillagt ved den gældende klimalov, hhv. ved lovforslaget, og den rolle rådet konkret kan spille, indgår også i artiklens beskrivelse af den gennemslagskraft, der er tillagt klimamålsætningerne. Borgernes eventuelle mulighed for at få domstolenes hjælp til at sikre, at de opstillede klimamålsætninger kan betragtes som juridisk bindende, indgår afslutningsvis i artiklen. Dette emne er relevant, da domstolene verden over i dag har en central rolle ifm. borgernes kamp for høje klimaambitioner. Spørgsmålet belyses med nogle eksempler, hvor det er retstraditionerne, grundlovenes konkrete indhold og domstoles kompetencer, der er i fokus. Retstraditionernes betydning illustreres med en hollandsk dom, der blev afsagt i december 2019, hvor domstolen fastslog, at de internationalt vedtagne klimaforpligtelser kan påberåbes af borgere og miljøorganisationer, idet en opfyldelse af forpligtelserne er af betydning for borgernes ret til livet og for statens respekt for deres privatliv og familieliv. Denne dom forklares med den betydning, som den monistiske retstradition – der ikke anvendes i Danmark – har i den hollandske retssag. At de danske domstole ikke kan forventes at spille en rolle ift. klimamålsætningernes konkrete betydning, illustreres også med en sammenligning med den norske grundlov, der – i modsætning til det, der gælder i Danmark – indeholder bestemmelser om borgernes ret til at få domstolenes bidrag til beskyttelsen af miljø, natur og klima. I artiklen konkluderes det, at den juridiske binding af de opstillede klimamål er afhængig af, om Folketinget vil gøre et ministeransvar gældende i en rigsretssag. Den domstolsprøvelse, som de norske og hollandske borgere og miljøorganisationer har opnået, kan danske borgere og miljøorganisationer ikke forventes at opnå ved de danske domstole. Det betyder ikke, at det er irrelevant, at den politiske aftale kodificeres i den nye klimalov. Borgerne – og især deres interesseorganisationer – forudsættes at blive inddraget i vurderingen af konkrete initiativers tilstrækkelighed ift. realiseringen af de opstillede klimamål. Hvis lovforslaget inden vedtagelsen også kommer til at omfatte aftalens krav om anvendelse af sektorstrategier, indikatorer og etablering af et borgerting, vil deltagermulighederne blive endnu bedre.