MiFID II indfører nye og vidtgående dokumentationskrav vedrørende værdipapirhandlernes overholdelse af best execution-forpligtelsen. De nye dokumentationskrav forventes – i et endnu ukendt omfang – at blive et konkurrenceparameter mellem værdipapirhandlere såvel som mellem markedspladser. Artiklen redegør for de grundlæggende ændringer i best execution regimet som følger af MiFID II, med særlig vægt på de nye dokumentationsregler. Artiklen peger på, at en overgangsperiode må forventes, før de nye best execution regler kommer til at opfylde deres tiltænkte formål. Fortsatte uklarheder i reglerne fører til, at værdipapirhandlerne er tvunget til at implementere det nye best execution regelsæt ud fra et princip om »best effort« – i denne sammenhæng forstået som en aktiv stillingtagen til reglernes fortolkning efterfulgt af en grundig dokumentation af de valg, som er truffet i implementeringsfasen. Samlet set afspejler de nye best execution regler en udpræget adfærdsregulerende reguleringstendens fra EU, som i sidste ende har investorbeskyttelsesmål for øje. Grundet MiFID reglernes tætte sammenhæng og omfattende begrebsapparat er det for læselighedens skyld forsøgt at holde dele af begrebsafklaringen og sammenhængen til relaterede regler til artiklens noteapparat.