Kendelser om Fast Ejendom

Ingen adgang

Kendelser om fast ejendom henvender sig til dig, der arbejder med fast ejendom og miljøret.

Tidsskriftet indeholder kommenterede principielle og relevante afgørelser, kendelser og domme afsagt ved voldgiftsretten, Miljø- og Miljøklagenævnet, Planklagenævnet, EU-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske retter, primært de to landsretter og Højesteret.

Hvert hæfte har sit eget tema opdelt efter, hvilken myndighed der afsiger kendelserne, afgørelserne og dommene.

Udvælgelsen af kendelserne og kommentarerne er udført af nogle af Danmarks førende eksperter inden for fagområderne, hvilket sikrer en høj kvalitet og giver dig tryghed i dit arbejde.

Tidsskriftet udkommet 6 gange årligt ud fra en fast cyklus, hvor afgørelserne, der er afsagt i det forudgående år, udkommer året efter. Dvs. er dommen afsagt i 2018, er den udkommet og kommenteret i 2019.

Kendelser fra 1975-1989 findes som referater, og fra 1990 og frem ligger de i fuld tekst.

Tidsskriftet udkommer 6 gange årligt.

Adgang til fuld tekst

Strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 – dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 – »kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra« – lovliggørelse – genoptagelse – af egen drift – væsentlig fejl ved sagens behandling – grundsætningen om saglig forvaltning – magtfordrejningsgrundsætningen – inddragelse af relevante, saglige hensyn – myndighedspassivitet

Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 en havbrugsvirksomhed lovliggørende dispensation til bl.a. fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at havbrugsaktiviteterne var pågået i 35 år, at havbrugsvirksomheden var i god tro, og at havbrugsringene var placeret i tilknytning til en havn, let tilbagetrukket fra kysten og på en ikke uberørt kyststrækning. Dispensationen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en miljøorganisation. Ved afgørelse af 3. august 2020 ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag for så vidt angår havbrugsringene, idet nævnet bl.a. afviste, at praktiske og driftsmæssige vanskeligheder ved at opbevare havbrugsringene uden for strandbeskyttelseslinjen var et hensyn, der kunne varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen. Havbrugsvirksomheden indbragte den 2. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde i sin stævning bl.a. gældende, at nævnet havde undladt at inddrage alle relevante, saglige hensyn i sin vurdering, jf. bl.a. MAD 1998.1519 NKN. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter – af egen drift – at genoptage klagesagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved sagens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke havde inddraget samtlige relevante saglige hensyn i sin vurdering, idet nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene indenfor strandbeskyttelseslinjen kunne være funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet påbegyndte herefter fornyet sagsbehandling og gennemførte i den forbindelse supplerende partshøring af havbrugsvirksomheden. Ved sin fornyede afgørelse af 15. juni 2021 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse om lovliggørende dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte enstemmigt, at Kystdirektoratets håndhævelsesadgang ikke var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet. Nævnet delte sig herefter i spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (4 medlemmer) fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, at den kystnære placering af havbrugsringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning, og at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet. Mindretallet (3 medlemmer) fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene dækkede et meget stort og kystnært areal, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje var meget restriktiv, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 41 – oprensningspåbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69 – tidspunkt for forurening, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – »på forhånd kan udelukkes« – forældelse

På grundlag af en indledende forureningsundersøgelse gennemført af Region Hovedstaden meddelte Rødovre Kommune den 15. december 2017 en maskin- og metalvarevirksomhed påbud om undersøgelse af forurening med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter af chlorerede opløsningsmidler under en bygning, der i perioden 1962-2009 var blevet anvendt af virksomheden i forbindelse med affedtning, hærdning og bemaling af metalvarer. Kommunen anførte i påbuddet, at det var kommunens vurdering, at forureningen efter al sandsynlighed hidrørte fra virksomhedens aktiviteter (sprøjtemaling og affedning af metalgenstande), og at der var grund til at antage, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler var fortsat indtil 1996, hvor virksomheden fjernede et trianlæg fra bygningen. Kommunen vurderede endvidere, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der ville være grundlag for at meddele et oprensningspåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Virksomheden påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) kilden til forureningen, (ii) tidspunktet for forureningen og (iii) proportionalitetsprincippet. I forhold til kilden til forureningen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den konstaterede forurening med chlorerede opløsningsmidler (TCE og PCE) samt nedbrydningsprodukter heraf under bygningen med overvejende sandsynlighed stammede fra virksomhedens driftsaktiviteter, idet nævnet lagde vægt på vurderingerne i Region Hovedstadens indledende forureningsundersøgelse. I forhold til tidspunktet for forureningen anførte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i relation til påbud efter jordforureningslovens § 40 ikke stilles krav om, at den væsentligste del af forureningen skal være sket efter den 1. januar 1992, men blot at udledningen med overvejende sandsynlighed kan være fortsat efter den 1. januar 1992. Nævnet fandt herefter, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, jf. hertil jordforureningslovens § 40, stk. 2. I forhold til proportionalitetsprincippet fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ikke ville være uproportionalt at påbyde virksomheden at foretage yderligere undersøgelser efter jordforureningslovens § 40, og lagde navnlig vægt på, at den konstaterede forurening ikke var endeligt afgrænset. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der kunne meddeles et efterfølgende påbud om oprensning af forureningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 69, idet den påbudte forureningsundersøgelse ville kunne tilvejebringe dokumentation for, at forureningen skyldtes virksomhedens ansvarspådragende, herunder uforsvarlige, adfærd. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte afslutningsvist, at de almindelige forældelsesregler – som virksomheden havde gjort gældende i sin klage – ikke fandt anvendelse i relation til tilsynsmyndighedernes adgang til at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, idet der ikke var tale om en fordring i forældelsesreglernes forstand. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på dette grundlag kommunens påbud.

Lokalplan – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer – virksomhedsstøj – trafikstøj – støjpåvirkning – støjafskærmning – byomdannelsesområde – transformationsområde – blandede byfunktioner

Vallensbæk Kommune vedtog den 9. oktober 2019 en lokalplan for et område, hvorved lokalplansområdet blev udlagt som byomdannelsesområde med henblik på opførelse af boliger. Lokalplansområdet var et industriområde, som lå ca. 15 m ved siden af Køge Bugt Motorvejen, hvorfor lokalplansområdet var belastet af trafikstøj. I området fandtes også flere erhvervsvirksomheder, hvoraf flere dog var under afvikling. Lokalplanen blev af en gruppe borgere uden for lokalplansområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, hvorvidt lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a. Planklagenævnet anførte indledningsvist (med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj i byomdannelsesområder), at reglen om byomdannelsesområder i planlovens § 15 a, stk. 2, ikke fandt anvendelse i den konkrete situation, idet bestemmelsen – efter dens ordlyd – alene omfatter områder, der er fastlagt som byomdannelsesområder, jf. planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 5, dvs. områder, der er belastet af støj fra miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter. Ved gener fra trafikstøj gælder planlovens almindelige regler. Planklagenævnet vurderede herefter, hvorvidt planlovens § 15 a, stk. 3, om transformationsområder kunne finde anvendelse i sagen, idet kommunen havde henvist hertil i sine bemærkninger til klagen. Lokalplansområdet var imidlertid ikke optaget i kommuneplanen som et transformationsområde, hvorfor § 15 a, stk. 3, allerede af den grund ikke var relevant. Slutteligt vurderede Planklagenævnet, om der var tale om et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket havde sammenhæng med muligheden for at stille krav om isolering mod støj af ny boligbebyggelse efter planloven § 15, stk. 2, nr. 26. Bestemmelsen forudsætter dog, at der er tale om enten et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket Planklagenævnet afkræftede. Lokalplansområdet var dermed hverken omfattet af planlovens § 15 a, stk. 2 eller 3. Planklagenævnet ophævede derfor lokalplanen.

Lovlig eksisterende anvendelse – udvidelse af virksomhed – udvidelse af drift – ajourføring – slagteri – forøgede gener – umiddelbart tilladt

Vordingborg Kommune meddelte den 12. juni 2020 en dispensation fra den gældende lokalplan vedrørende parkeringsforhold og til etablering af vejadgang til et slagteri. Kommunen havde derudover truffet afgørelse om, at en udvidelse af slagteriet var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. På ejendommen havde der været drevet slagteri siden 1989. Det fulgte af lokalplanen, at området kun måtte anvendes til erhvervsformål, at der kun måtte opføres eller indrettes bebyggelse til eller udføres erhverv i form af bl.a. lettere industrivirksomhed, og at virksomhed i området ikke eller kun i ubetydelig grad måtte medføre gener i form af støj, luftforurening eller lugt. Udvidelsen af slagteriet ville medføre forøgede støjgener fra ejendommen, da antallet af dyretransporter gennemsnitligt steg fra 9 til 11 om ugen, ligesom antallet af udlevering af varer fra slagteriet med lastvogne blev øget fra 4 til 6 om ugen. Herudover havde kommunen meddelt byggetilladelse til etablering af frokostrum, bad og omklædning, kølerum til container, kølerum, vaskerum og kvægboks. Lugtgenerne fra affald og huder blev dog samtidig reduceret, ligesom aflæsningstiden var blevet halveret. Lokalplanen blev af en nabo påklaget Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om udvidelsen af slagteriet var i overensstemmelse med lokalplanen og dermed var umiddelbart tilladt efter planloven, (ii) om kommunen havde haft hjemmel til at give dispensation fra lokalplanen, og (iii) om kommunen havde overholdt planlovens regler om naboorientering og almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring. I forhold til udvidelsens overensstemmelse med lokalplanen fandt Planklagenævnet, at ændringerne skulle vurderes samlet set i forhold til forøgelsen af generne ved ændringerne. Det var herefter Planklagenævnets opfattelse, at ændringerne samlet set ikke medførte sådanne yderligere gener fra slagteriet, at der var sket en planlægningsmæssigt relevant ændring set i forhold til lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at karakteren af aktiviteten på ejendommen i form af slagteri forblev uændret, ligesom der også var gennemført tiltag, der reducerede generne. Udvidelsen var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Da Planklagenævnet ligeledes ikke kunne give medhold i klagepunkterne om hjemmel og naboorientering, opretholdt Planklagenævnet kommunens afgørelser.

Planlovens § 14 – § 14-forbud – nedrivning – passivitet – rimelig undersøgelses- og overvejelsestid

Københavns Kommune nedlagde den 13. november 2020 et forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning og ombygning af en bebyggelse. Historikken i sagen var, at der siden april 2018 havde været en løbende dialog mellem ejeren og kommunen vedrørende projektet. Den 3. september 2018 havde ejeren indsendt et omfattende skitseforslag til kommunen. Den 24. december 2019 havde ejeren ansøgt om byggetilladelse til opførelse af ny etageboligbebyggelse, herunder om nedrivning af den eksisterende bebyggelse. Kommunen havde den 19. august 2020 gjort ejeren opmærksom på, at spørgsmålet om meddelelse af nedrivningstilladelse til de eksisterende bygninger ville blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget. Den 11. september 2020 havde kommunen sendt et varsel om forbud efter planlovens § 14 til ejeren, og den 13. november 2020 nedlagde kommunen § 14-forbuddet. Forbuddet blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren, der gjorde gældende, at kommunen havde fortabt retten til at nedlægge § 14-forbuddet som følge af passivitet. Planklagenævnet udtalte, at der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et § 14-forbud. I forhold til den konkrete sag fandt Planklagenævnet, at sagsbehandlingstiden havde oversteget, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Planklagenævnet lagde vægt på, at der var gået næsten 9 måneder fra modtagelsen af ansøgningen til varslingen af forbuddet, og at kommunen ikke havde afkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år. Herudover lagde nævnet vægt på, at kommunen først 8 måneder efter modtagelsen af ansøgningen gjorde ejeren opmærksom på, at spørgsmålet om nedrivning af den eksisterende bebyggelse skulle forelægges Teknik- og Miljøudvalget. Det havde endvidere betydning for Planklagenævnets vurdering, hvordan kommunen allerede i april 2018 havde fået kendskab til den påtænkte nedrivning af den eksisterende bebyggelse via et ret omfattende skitseprojekt og dialog med ejeren herom, og at kommunen i tiden mellem ansøgningen og varslingen af forbuddet uden forbehold havde godkendt sammenlægningen af de tre matrikler, som er en forudsætning for det samlede projekt. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommunens § 14-forbud.

Lovlig eksisterende anvendelse – udvidelse af byggeri – rimelig fortsat udnyttelse – kolonihave – kolonihaveformål – helårsbolig

Københavns Kommune meddelte den 7. januar 2020 afslag på dispensation fra en lokalplan til bibeholdelse af en tilbygning med anvendelse til beboelse samt ombygning af en veranda. Kommunen begrundende sit afslag med, at eksisterende kolonihavebebyggelser skulle ændre status til helårsbolig, såfremt der bygges til eller ændres på de eksisterende bebyggelsesforhold. Kommunen meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Det fulgte af lokalplanen for ejendommen, at området var fastlagt til helårsboliger, og at der på hver parcel kun måtte opføres én beboelsesbygning med én bolig. Denne lokalplan var blevet vedtaget i 2014. I sagen var det imidlertid ubestridt, at ejendommen forud for lokalplanens vedtagelsen blev anvendt til kolonihaveformål. Denne anvendelse var fortsat efter lokalplanens vedtagelse og havde således karakter af eksisterende lovlig anvendelse. Afslaget blev af ejeren af kolonihavehuset påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, om de bygningsmæssige ændringer kunne rummes inden for den lovligt eksisterende anvendelse. Planklagenævnet fandt, at når anvendelsen af en ejendom havde karakter af eksisterende lovlig anvendelse, ville det i et begrænset omfang være muligt at foretage bygningsmæssige ændringer, herunder mindre udvidelser af eksisterende bebyggelse. Dette forudsatte dog, at der var tale om bebyggelse, der kunne karakteriseres som en rimelig fortsat udnyttelse af den eksisterende lovlige anvendelse. Herudover fastslog Planklagenævnet, at den nye bebyggelse desuden skulle være i overensstemmelse med de bebyggelsesregulerende bestemmelser i det (nye) gældende plangrundlag. Planklagenævnet tog dog med sin afgørelse ikke stilling til dette spørgsmål. I forhold til den konkrete tilbygning og veranda fandt Planklagenævnet, at det havde karakter af en rimelig fortsat udnyttelse til kolonihaveformål. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at bebyggelsen (på henholdsvis 14,5 m2 og 14 m2) var af en begrænset størrelse. Planklagenævnet ophævede derfor afslaget samt påbuddet om fysisk lovliggørelse, idet kommunen ikke med henvisning til anvendelsesbestemmelsen i lokalplanens kunne give afslag på dispensation til den ansøgte tilbygning og veranda.

Lokalplan – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer – virksomhedsstøj – trafikstøj – støjpåvirkning – støjafskærmning

Silkeborg Kommune vedtog den 3. juni 2019 en lokalplan for et område, hvorved etableringen af etageboliger i første række mod to veje (A1 og A2) og et eksisterende erhvervsområde samt etableringen af tæt-lav boligbebyggelse bag etagebyggeriet blev muliggjort. Lokalplansområdet var opdelt i delområderne I, II og III. Delområde I og II var udlagt til etageboliger og tæt-lav boligbebyggelse, mens delområde III var udlagt til grønt område. Inden for delområde I og II blev der også udlagt en række fri- og opholdsarealer. Lokalplanen blev påklaget til Planklagenævnet af en virksomhed, der var nabo til lokalplansområdet, og som bl.a. gjorde gældende, at lokalplanen ikke var i overensstemmelse med planlovens § 15 a. I forhold til (dele af) delområde I fremgik det, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for virksomhedsstøj var overskredet, hvorfor lokalplanen udlagde et støjbelastet areal til støjfølsom anvendelse. Efter lokalplanen var det dog en betingelse for ibrugtagning af den nye bebyggelse, at de vejledende støjgrænser kunne overholdes på facaderne af disse boliger, ligesom der skulle etableres støjafskærmning i form af etageboliger mod vejene A1 og A2. Mod vejen A1 foran den påtænkte etagebebyggelse var der ligeledes et støjbelastet areal, der ikke måtte anvendes til ophold, og som var indtegnet i lokalplanens kortbilag som et friareal (støjbelastet). Planklagenævnet fandt, at idet lokalplanen ikke udlagde dette areal til støjfølsom anvendelse, var kommunen ikke forpligtet til at fastsætte bestemmelser i lokalplanen, der sikrede overholdelsen af de vejledende grænseværdier for støj på disse arealer. Planklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der for dette areal ikke måtte opstilles legeredskaber mv., som der måtte for delområde III. I forhold til delområde III fremgik det, at delområdet var udlagt til grønt område, og at delområdet ikke måtte bebygges, idet der alene kunne opstilles legeredskaber, bænke og lignende, der understøttede anvendelsen til leg og ophold. Derudover fremgik det som en kommentar til en af lokalplanens bestemmelser, at delområde III var et eksisterende rekreativt område, hvis anvendelse skulle fortsætte efter lokalplanens vedtagelse, ligesom delområdet i lokalplanens kortbilag var indtegnet med anvendelsen »fri- og opholdsareal«. Planklagenævnet lagde til grund, at delområde III var belastet af støj over de vejledende grænseværdier og dermed udgjorde et støjbelastet område i henhold til planlovens § 15 a. Planklagenævnet fandt herefter, at lokalplanen ikke indeholdt bestemmelser, som sikrede, at de vejledende grænseværdier for støj var overholdt i lokalplanens delområde III, hvorfor nævnet ikke fandt, at lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a, stk. 1 for delområde III. Planklagenævnet ophævede lokalplanen delvist og alene for så vidt angik delområde III.

Opsættende virkning af klage – kommuneplantillæg – lokalplan – miljørapport – habitatreglerne – påvirkning af bilag IV-arter i lokalplaner og miljøvurderinger – nedlæggelse af yngle og rasteområde

Københavns Kommune vedtog den 4. februar 2021 kommuneplantillæg nr. 4 og lokalplan nr. 599 med tilhørende miljørapport for opførelse af en ny bydel, Vejlands Kvarter, på 219.000 m2 bebyggelse på Amager Fælled. Lokalplanområdet var et grønt område. Plangrundlaget med tilhørende miljørapport blev påklaget til Planklagenævnet af to grønne organisationer, der bl.a. gjorde gældende, at plangrundlaget var i strid med habitatreglerne, herunder reglerne om særlig beskyttelse af bilag IV-arter, særligt i forhold til stor vandsalamander. Klagerne havde samtidig begæret klagerne tillagt opsættende virkning. Planklagenævnet imødekom begæringen om opsættende virkning af klagerne. Planklagenævnet lagde herved vægt på, (i) at der ved en realisering af bebyggelsen i lokalplanområdets nordøstlige hjørne netop ville ske en fjernelse af en del af det krat, der fungerede som rasteområde for stor vandsalamander, (ii) at det følger af habitatdirektivet og planhabitatbekendtgørelsen, at en plan ikke kan vedtages, hvis gennemførelsen heraf kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a, (iii) at det ud fra en foreløbig vurdering på det foreliggende grundlag efter nævnets opfattelse ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne afvises, at reglerne om beskyttelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter ikke var overtrådt i den konkrete sag, (iv) at der på den baggrund var en vis sandsynlighed for, at en realisering af planerne vil kunne medføre, at den økologiske funktionalitet af rasteområder for stor vandsalamander vil lide uoprettelig skade, og (v) at det ville være vanskeligt at gennemføre en fysisk lovliggørelse, såfremt klagerne senere måtte få medhold. Samme dag traf Miljø- og Fødevareklagenævnet en tilsvarende afgørelse i klagesagen vedrørende VVM-tilladelsen til samme projekt. 

Fodnoter

1

. Planklagenævnet traf afgørelse vedrørende realiteten i nævnets afgørelse af 14. december 2021 (s. KFE 2021.946) Ved den afgørelse blev der ikke givet hel eller delvis medhold i klagerne.

2

. I tilfælde, hvor der sker en nedlæggelse af et rasteområde, må der således forudsættes nærmere oplysninger om beliggenhed, størrelse, kvalitet og funktion af de rasteområder, som nedlægges, set i forhold til omkringliggende raste- og yngleområder. Endvidere må der forudsættes en nærmere begrundelse for, hvordan de konkret fastsatte afværgeforanstaltninger effektivt kan sikre, at den økologiske funktionalitet opretholdes på mindst samme niveau som hidtil. Sådanne oplysninger og begrundelser fremgik ikke umiddelbart af hverken lokalplanredegørelsen eller miljørapporten.

3

. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. juli 2021 (KFE 2021. [REMOVED REF FIELD]942).

4

. Afgørelsen og de øvrige retlige aspekter, som kommunens og bygherrens manglende respekt for den opsættende virkning aktualiserede, er behandlet i Ellen Margrethe Basse og Peter Pagh »Beskyttelsen af bilag IV-arter på Amager Fælles ved de indbragte klagers opsættende virkning«, i Tidsskrift for Miljø 2021, side 343 ff.

Lokalplan – Planlovens § 15 b – lugtpåvirkning – luftforurening – lugt – støv – autoværkstedsbekendtgørelsen – autolakeringsværksted – grænseværdier – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer

Herning Kommune vedtog den 28. august 2018 en lokalplan for et område, hvorved etableringen af et mindre boligområde blev muliggjort. Lokalplanområdet var ubebygget på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse, da den tidligere bebyggelse var blevet revet ned. Planområdet var beliggende ca. 40 meter fra et eksisterende autolakeringsværksted. Lokalplanen blev påklaget til Planklagenævnet af autolakeringsværkstedet, der overordnet gjorde gældende, at lokalplanen indebar en væsentlig indskrænkning i autolakeringsværkstedets fremadrettede driftsmuligheder. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, om lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a om planlægning for støjfølsom anvendelse på støjbelastede arealer samt planlovens § 15 b om udlægning af arealer til boliger mv., som er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening. I forhold til planlovens § 15 b fastslog Planklagenævnet indledningsvist, at lokalplanområdet udgjorde et areal, der potentielt ville kunne være belastet af lugt, støv eller anden luftforurening omfattet af bestemmelsen, idet der ved bygninger af en vis højde ville være problemer i forhold til lugtgener. Herefter foretog Planklagenævnet en vurdering af, om lokalplanen i tilstrækkelig grad sikrede den fremtidige anvendelse mod forureningen, og tog afsæt i autoværkstedsbekendtgørelsens regler om luftforurening og beregning af afkasthøjder for sin vurdering heraf. Planklagenævnet fandt, at den i lokalplanen fastsatte maksimale bebyggelseshøjde, sammenholdt med den i lokalplanen tilladte terrænregulering i forhold til det eksisterende terræn, var i overensstemmelse med autoværkstedsbekendtgørelsens krav om afkasthøjder set i forhold til emissioner. Planklagenævnt fandt enstemmigt, at lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og maksimal terrænregulering på tilstrækkelig vis sikrede den fremtidige anvendelse mod luftforurening, jf. planlovens § 15 b. I forhold til planlovens § 15 a foretog Planklagenævnet sin vurdering på baggrund af lokalplanens redegørelsesdel, hvori man havde foretaget en række støjberegninger. I støjberegningen var det bl.a. lagt til grund, at autolakeringsværkstedets støjniveau ikke måtte overstige 60 dB i dagtimerne. Herudover forudsatte beregningerne, at der ikke var aktivitet om aftenen og om natten, hvilket er i overensstemmelse med autoværkstedsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, om driftstider for støjende aktiviteter fra autolakeringsværksteder. På baggrund af støjberegningen og kommunens forudsætninger lagde Planklagenævnt til grund, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ville være overholdt i lokalplanområdet, og at lokalplanområdet derfor ikke ville udgøre et støjbelastet areal som nævnt i planlovens § 15 a, stk. 1. Planklagenævnet gav derfor ikke medhold i klagen over lokalplanen.

Landzonetilladelse, jf. planlovens § 35 – store helårsboliger i landzone – opførelse af nye helårshuse som erstatning for ældre helårshuse, som nedrives – til- og ombygning af helårshuse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10 – landskabelige hensyn

Silkeborg Kommune meddelte den 3. februar 2020 landzonetilladelse (i) til opførelse af en helårsbolig på i alt ca. 600 m2 samt en nedgravet kælder på ca. 150 m2, der skulle erstatte et stuehus opført i 1885 på 146 m2, og (ii) til opførelse af en stald mv. på i alt ca. 510 m2, der skulle erstatte to sammenbyggede lader opført i 1900 på i alt 389 m2. Ejendommen var beliggende i et område, der i Silkeborg Kommunes kommuneplan 2020 var udpeget som særligt landskabsinteresseområde, visuelt uforstyrret landskab og særligt geologisk interesseområde. To naboer påklagede landzonetilladelsen til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om officialprincippet var overholdt, (ii) om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. planlovens § 35, stk. 4 og 5, og (iii) om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet, jf. planlovens § 35, stk. 1. I forhold til officialprincippet fandt Planklagenævnet, at det ikke var en tilsidesættelse af officialprincippet, at der ikke forelå oplysninger i sagen om, hvem der skulle bo på ejendommen. I forhold til naboorientering fandt Planklagenævnet endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, hvilke oplysninger naboorienteringen skulle indeholde, og lagde herved bl.a. vægt på, at den gennemførte naboorientering havde indeholdt en beskrivelse og skitser af de ansøgte bygninger. Planklagenævnet tog herefter særskilt stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til hhv. helårsboligen og stalden mv. I forhold til helårsboligen indledte Planklagenævnet med at gengive sin praksis om opførelse af nye helårshuse som erstatning for ældre helårshuse, som nedrives. Planklagenævnet konstaterede, at den ansøgte helårsbolig havde et bruttoetageareal på minimum 600 m2 (i form af bolig, indbygget overdækning og carport), og afstod fra at tage stilling til, om den nedgravede kælder skulle indregnes i bruttoetagearealet, da det i den konkrete sag var uden betydning for vurderingen. Planklagenævnet anførte herefter, at der som altovervejende hovedregel bør gives tilladelse til opførelse af ny bolig på op til 500 m2 til erstatning for en eksisterende bolig, og henviste til betragtninger efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 10. Et flertal (10 medlemmer) fandt herefter, at helårsboliger i det åbne land, som overstiger 500 m2, bør undgås ud fra et generelt landskabeligt hensyn, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, f.eks. hvis der i forvejen er en større bolig på ejendommen, eller hvis bygningssættet i øvrigt begrunder en større bolig. Efter en konkret vurdering på grundlag af bl.a. kommuneplan 2020 fandt flertallet, at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse til den ansøgte helårsbolig. Et mindretal (1 medlem) fandt, at kommunens landzonetilladelse burde stadfæstes. I forhold til stalden mv. indledte Planklagenævnet ligeledes med at gengive sine retningslinjer for genopførelse af driftsbygninger mv. som erstatning for ældre bygninger, som nedrives. Et flertal (10 medlemmer) fandt herefter, at der kunne meddeles landzonetilladelse til stalden mv., og lagde bl.a. vægt på, at stalden mv. blev opført på omtrent samme placering som de eksisterende bygninger på ejendommen, og at stalden mv. skulle anvendes til hestehold, der hører naturligt hjemme i landzonen. Et mindretal (1 medlem) fandt ikke, at der kunne meddeles landzonetilladelse til stalden mv.

Planlovens § 14 – § 14-forbud – bygningsændringer – passivitet – rimelig undersøgelses- og overvejelsestid – genoptagelse – af egen drift

Roskilde Kommune nedlagde den 23. november 2018 et forbud efter planlovens § 14 mod en række bygningsændringer samt om- og tilbygninger for de såkaldte »Hørhusene« på en ejendom. Ejeren påklagede den 21. december 2018 forbuddet til Planklagenævnet. Ejendommen var på dette tidspunkt ikke omfattet af en lokalplan, men kommunen vedtog efterfølgende – den 3. oktober 2019 – en lokalplan, der også omfattede den pågældende ejendom. Planklagenævnet traf den 27. februar 2020 afgørelse om afvisning, idet klagen efter nævnets opfattelse var uaktuel. Planklagenævnet begrundede sin afvisningsafgørelse med, at om- og tilbygninger af bebyggelsen efter offentliggørelsen af lokalplanen ikke kunne ske uden byrådets tilladelse, uanset § 14-forbuddet, hvorfor en efterprøvelse af forbuddet ikke ville ændre retstilstanden for ejeren. Ejeren anmodede herefter Planklagenævnet om genoptagelse af afgørelsen, hvilket nævnet afviste den 26. juni 2020. Planklagenævnet ændrede efterfølgende sin praksis om afvisning af klager over § 14-forbud med henvisning til, at der var vedtaget et lokalplanforslag eller en (ny) lokalplan, hvorfor nævnet på denne baggrund – af egen drift – valgte at genoptage klagesagen med henblik på realitetsbehandling. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, hvorvidt kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbud efter planlovens § 14 som følge af passivitet. Planklagenævnet udtalte, at der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et § 14-forbud. I forhold til den konkrete sag fandt Planklagenævnet, at sagsbehandlingstiden havde oversteget, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Planklagenævnet lagde vægt på, at der fra modtagelsen af ansøgningen til nedlæggelsen af forbuddet gik næsten 1 år, ligesom kommunen ikke havde forkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommunens § 14-forbud.

Genopførelse – hændelig undergang – umiddelbart tilladt – lovlig eksisterende anvendelse – sommerhus – helårsbeboelse

Bornholms Regionskommune traf den 20. december 2019 afgørelse om anvendelsen af en ejendom til sommerhusbebyggelse (fritidsbolig). Kommunens afgørelse, der var benævnt som et påbud, pålagde ejeren at søge om en lovliggørende nedrivningstilladelse til en allerede udført nedrivning af den tidligere bebyggelse, idet kommunen ikke havde meddelt byggetilladelse eller dispensation hertil. Af kommunens afgørelse fremgik også, at der skulle søges om byggetilladelse til det ansøgte byggeri, ligesom byggeriet skulle overholde lokalplanens anvendelsesbestemmelse, der fastsatte, at området skulle anvendes til centerformål, privat og offentlig service samt helårsboligformål. Lokalplanen var blevet vedtaget i 2008, og det tidligere sommerhus var således opført inden lokalplanens vedtagelse. Sagen var opstået, idet klageren – i forbindelse med den ansøgte renovering af sommerhuset – fandt skimmelsvamp i alle sommerhusets bygningsdele, hvorfor det eksisterende sommerhus på ca. 60 m2 blev revet ned til soklen i 2018/2019. Herefter ansøgte klageren om byggetilladelse til den allerede udførte nedrivning samt genopførelse af sommerhuset. Afgørelsen blev af ejeren af sommerhuset påklaget til Planklagenævnet, der opfattede kommunens påbud som en afgørelse om, at anvendelsen til sommerhusbeboelse (fritidsbolig) ikke var umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Nævnet foretog derfor en prøvelse heraf med afsæt i, at det var ubestridt, at anvendelsen af den tidligere bebyggelse til sommerhusbeboelse (fritidsbolig) var lovlig, idet sommerhuset var opført før lokalplanens vedtagelse. Planklagenævnet vurderede, at opførelsen af det tilsvarende sommerhus på soklen havde karakter af genopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse. Det var herefter Planklagenævnets opfattelse, at genopførelse af en eksisterende bebyggelse efter brand eller anden hændelig undergang kunne ske i et omfang, der svarede til den hidtidige lovlige anvendelse. Planklagenævnet anførte herefter, at idet nedrivningen skete som følge af udbredt skimmelsvamp i alle bygningsdele, og at det ikke ville være muligt at bevare disse konstruktioner, kunne nedrivningen konkret sidestilles med en hændelig undergang. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var tale om en åbenlyst misligholdt bygning, og at skimmelsvampen efter det oplyste var skjult i bygningsdelene og først blev opdaget i forbindelse med en renovering og udvidelse af sommerhuset. Nævnet lagde endvidere vægt på, hvordan klageren havde dokumenteret, at skimmelsvampen var så udbredt, at det ikke var muligt at bevare disse konstruktioner. På den baggrund fandt Planklagenævnt enstemmigt, at retten til at anvende ejendommen til sommerhusbeboelse (fritidsbolig) ikke var bortfaldet, hvorfor kommunen ikke kunne meddele afslag på tilladelse til opførelse af et tilsvarende sommerhus med henvisning til lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Kommunens afgørelse blev derfor ophævet.

Lokalplan for kolonihaver – regulering af områdets anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 – regulering af bebyggelsens omfang, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 7 – regulering af anvendelse af de enkelte bygninger, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 8 – forbud mod helårsbeboelse – opholdsforbud i bestemte tidsrum af døgnet – bestemmelser om indretning af bygninger – saglige hensyn

Ballerup Kommune vedtog den 25. januar 2021 lokalplan nr. 182, som omfattede flere kolonihaveforeninger i landzone. Lokalplanen havde til formål at sikre, at kolonihaverne fastholdtes som områder til fritids- og rekreationsformål, samt at kolonihaveområderne ikke anvendtes til helårsbeboelse, herunder særligt i vinterhalvåret. Lokalplanen fastsatte forbud mod ophold i kolonihaverne i nærmere angivne tidsrum i vinterhalvåret og indeholdt en række krav til bygningernes omfang, anvendelse og indretning. Lokalplanen blev påklaget af Kolonihaveforbundet, en ejer af en kolonihave og en gruppe af haveforeninger, der navnlig gjorde gældende, at der ikke var hjemmel i planloven til at stille krav om ophold inden for bestemte tidspunkter og om bygningers indretning. I forhold til lokalplanens bestemmelser om opholdsforbud bemærkede Planklagenævnet indledningsvist, at det ikke er usagligt, hvis kommunen med lokalplanen (også) ønsker at håndhæve de hensyn, der ligger bag kolonihavelovens forbud mod helårsbeboelse. Nævnet anførte i den forbindelse, at disse hensyn i vidt omfang er sammenfaldende med de planlægningsmæssige hensyn, som en kommune lovligt kan varetage efter planloven, og at det desuden er sagligt at lægge vægt på, om det er lettere at håndhæve klare lokalplanbestemmelser end kolonihaveloven. Planklagenævnet fandt herefter, at en kommune lovligt kan vedtage en lokalplan med bestemmelser om, at et kolonihaveområde ikke må anvendes til helårsbeboelse eller beboelse om vinteren, idet sådanne bestemmelser må anses for regulering af områdets anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Planklagenævnet fandt imidlertid ikke, at der kunne fastsættes bestemmelser om ophold i bestemte tidsrum af døgnet, da dette efter nævnets opfattelse gik ud over, hvad der var forudsat i kolonihaveloven, ligesom det gik ud over, hvad der kunne fastlægges bestemmelser om som en del af reguleringen af anvendelsen af området, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Nævnet bemærkede herefter, at omfanget af overnatning er af væsentlig betydning ved vurderingen af, om anvendelsen af en bygning har karakter af »beboelse«, og at det således ville være muligt at fastsætte bestemmelser med forbud mod overnatning eller mod natophold. Det var imidlertid ikke planlægningsmæssigt begrundet at begrænse tidsrummet for ophold til bestemte klokkeslæt, hvorfor lokalplanens bestemmelse herom var ugyldig. I forhold til lokalplanens bestemmelser om indretning af bygninger fandt Planklagenævnet, at der ikke kan optages bestemmelser om forbud mod hems, da dette vedrører bygningens indretning og dermed ikke i sig selv har betydning for en planretlig vurdering af en bygnings etageantal eller omfang. Planklagenævnet fandt desuden at der ikke kan optages bestemmelser om, hvorvidt et drivhus/orangeri må være opvarmet eller isoleret, eller om, at en bygningstype ikke må indeholde toilet, køkken eller andre installationer. Nævnet bemærkede dog, at indretninger, der normalt hører til indenfor i et hovedhus, kan indgå i en vurdering af, om en bygning anvendes som et udhus eller en bygning til beboelse. Henset til lokalplanens opbygning, de ugyldige bestemmelsers centrale karakter for lokalplanen samt kommunens mulige ønske om en anden planlægningsmæssig løsning, fandt Planklagenævnet det herefter mest hensigtsmæssigt at ophæve lokalplanen i sin helhed.

Planer for mindre områder på lokalt plan – mindre ændringer i planer – miljøscreening af planer – undtagelsesbestemmelsen i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 – overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan

Kerteminde Kommune traf den 14. juni 2019 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, der muliggjorde etablering af 67 ha solceller på et ubebygget markareal på i alt 87 ha (screeningsafgørelse). Kommunen vedtog planerne endeligt den 31. oktober 2019. Screeningsafgørelsen blev til Planklagenævnet påklaget af to naboer og en tredje nabo klagede over kommunens endelige vedtagelse af lokalplanen. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om der skulle være foretaget en miljøvurdering af planerne, og (ii) om lokalplanen er i strid med kommuneplanen, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være foretaget en miljøvurdering af planen, fandt Planklagenævnet, at solcelleanlæg til fremstilling af elektricitet udgør et anlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3, litra a, jf. § 8, stk. 1, nr. 1 (obligatorisk miljøvurdering), hvorfor der som udgangspunktet var krav om miljøvurdering. Planklagenævnet anførte herefter, at en plan, der alene fastlægger anvendelsen af et »mindre område på lokalt plan« eller alene indeholder »mindre ændringer i sådanne planer«, kun skal miljøvurderes, hvis planen må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 8, stk. 2, nr. 1 (miljøscreening). Planklagenævnet gengav sin tidligere forståelse af udtrykket »mindre område på lokalt plan«, hvorefter en plan ansås for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, såfremt planen omfattede et område mindre end kommunens samlede areal. Nævnet var imidlertid blevet opmærksom på, at det med udgangspunkt i de forskellige sproglige versioner af EU-Domstolens afgørelse i sag C-444/15 (Associazione Italia Nostra Onlus) måtte lægges til grund, at der med udtrykket »mindre område på lokalt plan« mentes, at planen er udarbejdet af en lokal myndighed, og at planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til hele det område, som hører under den lokale myndigheds stedlige kompetence. Planklagenævnet lagde herefter til grund, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til kommunens areal, og at det hermed ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om et geografisk område, som blot er mindre end kommunens samlede areal. Planklagenævnet fandt ikke, at planforslaget i den konkrete sag var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, idet nævnet herved lagde vægt på, at forslaget til kommuneplantillæg omfattede 5 områder med en samlet størrelse på 87 ha, hvilket ikke kunne anses som et mindre område, samt at kommuneplantillægget muliggjorde opførelse af et 67 ha stort solcelleanlæg på et hidtil ubebygget landbrugsareal i landzone, hvorfor der heller ikke var tale om en mindre ændring af den eksisterende planlægning. Der skulle derfor have været gennemført obligatorisk miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, hvilket medførte, at miljøscreeningsafgørelsen var ugyldig. Planklagenævnet ophævede derfor kommunens miljøscreeningsafgørelse. Planklagenævnet fandt endvidere, at lokalplanen er i strid med kommuneplanens retningslinje for bebyggelse og anlæg i sårbare landskabsområdet, idet solcelleanlægget ikke udgjorde et anlæg af ganske ubetydeligt omfang. navnlig henset til dets størrelse og omfang i forhold til det udpegede sårbare landskab samt at anlægget fastgøres til jorden. Nævnet lagde desuden vægt på, at retningslinjen vedrørende bebyggelse og anlæg i sårbare landsskabsområder vedrørte konkret udpegede områder og havde et konkret indhold med den fornødne klarhed, hvorimod kommunen ikke i kommuneplanen eller kommuneplantillægget havde fastsat konkrete retningslinjer for solcelleanlægget som et teknisk anlæg. Nævnet fandt derfor, at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinjer og at lokalplanen derfor var ugyldig. Planklagenævnet ophævede derfor miljøscreeningsafgørelsen og lokalplanen, og konstaterede, at kommuneplantillægget som følge af den manglende miljøvurdering led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldigt.

 

 

  • Ellen Margrethe Basse, professor ved Aarhus Universitet, dr.jur. redigerer og kommenterer Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser samt Planklagenævnets afgørelser.
  • Nana Amalie Harbo, cand. jur., erhvervs-ph.d., funktionsleder, Miljøstyrelsen, redigerer og kommenterer Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser, der træffes inden for husdyrbruglovens område.
  • Erik Hørlyck, advokat, dr.jur.h.c. DAHL Advokatfirma, redigerer og kommenterer voldgiftskendelser vedrørende Almindelige betingelser i bygge- og anlægsvirksomhed.
  • Ole Terkelsen, lektor, ph.d., Aarhus Universitet, redigerer og kommenterer taksationskendelser.
  • Tia Andersen, cand.jur., Nævnenes Hus, bidrager med udvælgelsen og kommenteringen af taksationskendelser i samarbejde med lektor Ole Terkelsen.
  • Britta Moll Bown, partner, advokat (H), Kammeradvokaten, redigerer og kommenterer danske domme inden for miljøret.
  • Ole Windahl Pedersen, Professor, ph.d., Aarhus Universitet, redigerer og kommenterer domme afsagt af EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
  • Kim Trenskow, Advokat (H), LLM, Kromann Reumert, redigerer og kommenterer alle afgørelser, der træffes af Planklagenævnet.
  • Luk
  • Udvid