Kendelser om Fast Ejendom

Ingen adgang

Kendelser om fast ejendom henvender sig til dig, der arbejder med fast ejendom og miljøret.

Tidsskriftet indeholder kommenterede principielle og relevante afgørelser, kendelser og domme afsagt ved voldgiftsretten, Miljø- og Miljøklagenævnet, Planklagenævnet, EU-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske retter, primært de to landsretter og Højesteret.

Hvert hæfte har sit eget tema opdelt efter, hvilken myndighed der afsiger kendelserne, afgørelserne og dommene.

Udvælgelsen af kendelserne og kommentarerne er udført af nogle af Danmarks førende eksperter inden for fagområderne, hvilket sikrer en høj kvalitet og giver dig tryghed i dit arbejde.

Tidsskriftet udkommet 6 gange årligt ud fra en fast cyklus, hvor afgørelserne, der er afsagt i det forudgående år, udkommer året efter. Dvs. er dommen afsagt i 2018, er den udkommet og kommenteret i 2019.

Kendelser fra 1975-1989 findes som referater, og fra 1990 og frem ligger de i fuld tekst.

Tidsskriftet udkommer 6 gange årligt.

Adgang til fuld tekst

Vandrammedirektivet – vandkvalitet – midlertidig påvirkning – præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2000/60/EF – ramme for Den Europæiske Unions

Denne sag vedrører adgangen under vandrammedirektivets art. 4 for nationale myndigheder til at se bort fra midlertidige kortsigtede virkninger uden langsigtede konsekvenser for vandkvaliteten i forbindelse med vurdering af projekter. Domstolen fastlagde, at selv hvor virkningen er af midlertidig karakter, kan projektet ikke tillades med henvisning til formålet i art. 4(1)(a)(i) om at forebygge forringelse af vandmiljøet. Et sådant projekt kan kun tillades efter den relativt snævre undtagelse i art. 4(7). Dommen har derfor omfattende relevans for de projekter, der godkendes, selvom de kun har en midlertidig påvirkning af et vandmiljøområde.

Habitatdirektivet, bilag IV-arter – offentlig høring, VVM-tilladelse – Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2011/92/EU – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 92/43/EØF – bevarelse af naturtyper – forholdet mellem den vurderings- og tilladelsesprocedure, der er omhandlet i artikel 2 i direktiv 2011/92/EU, og en national procedure for undtagelse fra foranstaltningerne til beskyttelse af arter, der er fastsat i direktiv 92/43/EØF – begrebet »tilladelse« – kompleks beslutningsprocedure – forpligtelse til at foretage en vurdering – materiel rækkevidde – det stadium af proceduren, hvor offentlighedens deltagelse i beslutningsproceduren skal være sikret

Denne sag vedrører omfanget af den offentlige høring under VVM-direktivet i forbindelse med at der gives tilladelse til at fravige beskyttelsen af bilag-IV arter i habitatsdirektivet. En belgisk miljøorganisation, Namur-Est Environnement, anlagde sag ved de nationale domstole med påstand om at en tilladelse til at fravige beskyttelsen tildelt et mineselskab var ulovlig med henvisning til at der ikke var foretaget en offentlig høring efter VVM-direktivet forinden dispensationen blev tildelt. Sagens centrale spørgsmål blev derved, hvorvidt det er muligt for en myndighed at foretage en senere og samlet miljøvurdering samt offentlig høring i forbindelse med at der gives en samlet tilladelse til projektet som krævet af VVM-direktivet efter at der er givet dispensation efter habitatsdirektivet af en anden myndighed. Domstolen lagde vægt på at miljøvurderingen skal være fuldstændig og træffes inden der gives endelig tilladelse, hvilket medfører at, hvor ansvaret, som i denne sag, for at give dispensation efter habitatsdirektivet tilfalder en anden myndighed end den der giver endelig tilsagn, skal dispensation gives inden miljøvurderingen foretages. Domstolen fastslog endvidere, at VVM-direktivet ikke stiller et selvstændigt krav om, at den offentlige høring skal foretages særskilt, når det gives dispensation, i det omfang den offentlige høring er effektivt sikret inden den endelige VVM-tilladelse gives.

Strategisk miljøvurdering – landskabsbeskyttelse – lokale myndigheder

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en general men lokalt afgrænset retsakt skal underkastes miljøvurdering efter SMV-direktivet. En lokal tysk myndighed vedtog i 2013 en landskabsbeskyttelsesbekendtgørelse, som fastlagde et generelt forbud mod en række aktiviteter i et område og samtidig begrænsede det samlede område dækket af bekendtgørelsen fra ca. 4600 ha til ca. 4000 ha. Miljøorganisationen Bund Naturschutz in Bayern anfægtede bekendtgørelses lovlighed ved den tyske forbundsdomstol, som forelagde sagens centrale spørgsmål vedrørende fortolkning af SMV-direktivets art. 3 for Domstolen. Med henvisning til, at landskabsbeskyttelsesbekendtgørelsen reelt ikke havde til formål at fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omhandlet i bilag I og II af VVVM-direktivet, fandt Domstolen, at bekendtgørelsen ikke var omfattet af pligten til at foretage en miljøvurdering.

Søgsmålskompetence – NOx-emissioner – lokale myndigheder

Sagen vedrørte søgsmålskompetencen for en række lokale myndigheder i Paris, Bruxelles og Madrid, som anfægtede lovligheden af Kommissionens reviderede forordning (EU) 2016/427 af 10. marts 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 vedrørende emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer. Forordningen tilvejebragte reviderede grænseværdier for NOx-emissioner ved såkaldte Real Driving Emission (RDE) tests i lyset af Volkswagen-skandalen, hvor det kom frem, at Volkswagen havde udstyret dieselbiler med en software, der gav misvisende emissionsmålinger. De lokale myndigheder anfægtede forordningen og de reviderede grænseværdier med henvisning til, at Kommissionen ikke kunne vedtage de anvendte grænseværdier, idet de væsentligt ændrede eksisterende værdier (Euro 6-normerne) og derved begrænsede myndighedernes adgang til at iværksætte lokale foranstaltninger, der begrænser udledningen af emissioner. I første instans fik myndighederne medhold, men dommen blev anket til EU-Domstolen af Tyskland og Ungarn med påstand om at de lokale myndigheder ikke havde søgsmålskompetence. Det relevante spørgsmål blev derved, om de lokale myndigheder skulle anses for at være umiddelbart berørt af forordningen. I overensstemmelse med dens sædvanlige strenge praksis fandt EU-Domstolen, at de lokale myndigheder ikke var direkte berørt af forordningen, idet denne havde til hensigt at regulere godkendelse og markedsføring af køretøjer og ikke den efterfølgende kørsel. Da de lokale myndigheder ikke havde kompetence til at foretage typegodkendelse af køretøjer, hvilket henligger under nationale myndigheder, blev dommen ophævet og sagen afvist.

Emissionskvoter – handel med kvoter for drivhusgasemissioner – insolvens – Præjudiciel forelæggelse – system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – direktiv 2003/87/EF – artikel 3e – inddragelse af luftfartsaktiviteter – direktiv 2008/101/EF – gratistildeling og gratis udstedelse af kvoter til luftfartøjsoperatører – en sådan operatørs indstilling af sin virksomhed på grund af insolvens – den kompetente nationale myndigheds afgørelse om afslag på at udstede kvoter til kurator i det konkursramte selskab

Denne sag vedrører en kurators berettigede forventning til at disponere over gratis tildelte emissionskvoter på vegne af et afviklet flyselskab under kvotedirektivet (2003/87). Air Berlin indstillede sin luftfartsvirksomhed i oktober 2017 og efter afsluttet skiftebehandling i 2018 fik kurator rådighed over ikke-udnyttede emissionskvoter. Ved afgørelse truffet i 2018 af den tyske kvotemyndighed blev kvoterne reduceret som følge af selskabets insolvens. Denne afgørelse blev anfægtet af kuratoren ved de tyske domstole, som henviste en række præjudicielle spørgsmål til Domstolen vedrørende fortolkning af kvotedirektivets artikler 3e og 3f og om, hvorvidt antallet af luftfartskvoter, der tildeles en luftfartøjsoperatør, skal nedsættes forholdsmæssigt, såfremt den pågældende operatør indstiller sine luftfartsaktiviteter i den omhandlede handelsperiode. Domstolen bemærkede, at direktivet forudsætter, at et luftfartsselskab udfører luftfartsaktiviteter, og at dette er en materiel betingelse for tildelingen af kvoter. Den logiske konklusion er derfor, at når en operatør indstiller sine aktiviteter i løbet af en handelsperiode og derved mister sin egenskab af luftfartøjsoperatør, kan en kuratoren ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af en berettiget forventning.

Habitatdirektivet – bilag IV-arter – yngleområder

I forbindelse med en national straffesag blev Domstolen forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d, og betydningen af ‘yngleområder’. I den konkrete sag bestod aktiviteterne bl.a. i, at der skete fjernelse af plantedækket fra omgivelserne omkring indgangen til den europæiske hamsters huler, anlæggelse af en tilkørselsvej til en byggeplads og etablering af et parkeringsområde i umiddelbar nærhed af indgangene til hulerne. Domstolen fandt, at begrebet ‘yngleområde’ også omfatter omgivelserne omkring dette område, når disse omgivelser er nødvendige for, at bilag IV-beskyttede dyrearter kan yngle med succes. Domstolen fastslog endvidere, at artikel 12-beskyttelsen ikke kun gælder for den periode, hvori dyrearten konkret og faktisk benytter områderne, eller den periode, hvori den er drægtig, og hvori den eventuelt udviser yngelpleje, men så længe det er nødvendigt for at gøre det muligt for denne dyreart at yngle med succes. Kriterierne relaterer i stedet til yngleområdets økologiske funktionalitet for den pågældende art.

Præjudiciel forelæggelse – luftforurening – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – direktiv 2003/87/EF – anlæg til forbrænding af brændsel – bilag I – samlet nominel indfyret termisk effekt – bestemmelser om beregning – sammenlægningsreglen

Denne sag vedrører fortolkning af kvotedirektivets bilag I, hvorunder forbrændingsanlæg med en samlet nominel termisk effekt på 20MW er omfattet af direktivet. I forbindelse med en straffesag i Ungarn blev Domstolen forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende den nærmere beregning af, hvornår et anlæg er omfattet. I den konkrete sag opererede et anlæg med en potential termisk effekt, der var over 20MW, men i praksis havde driftslederen iværksat tiltag, der betød at en af anlæggets tre kedler altid var slukket, hvilket resulterede i en maksimal nominal termiske effekt på 17,953MW. Domstolen fastslog indledningsvist, at den maksimale nominelle termiske effekt skal lægges sammen for alle de tekniske enheder, som det pågældende anlæg består af, selv når disse anlæg ikke er i drift på fuld kapacitet. Dog kan kapacitetsbegrænsning eller standsning af et anlæg under visse betingelser tages i betragtning. Dette gælder dog kun, hvor når denne produktionskapacitet for det første rent faktisk er blevet begrænset på en permanent måde, og når begrænsnings permanente karakter for det andet faktisk kan efterprøves af de nationale myndigheder. 

Miljøoplysninger – interne meddelelser – tidsfrist – Præjudiciel forelæggelse – miljø – Århuskonventionen – direktiv 2003/4/EF – offentlig adgang til miljøoplysninger – infrastrukturbyggeprojektet »Stuttgart 21« – afslag på en anmodning om adgang til miljøoplysninger – artikel 4, stk. 1 – begrundelser for afslag – begrebet »interne meddelelser« – rækkevidde – tidsmæssig begrænsning af beskyttelsen af sådanne meddelelser

Denne dom vedrører omfanget af undtagelserne i miljøoplysningsdirektivets art. 4(1)(d) og 4(1)(e), der undtager henholdsvis materialer under udarbejdelse og interne meddelelser fra retten til aktindsigt. I forbindelse med afslag på aktindsigt vedrørende planer for træfældning i en park i Stuttgart forelagde den tyske forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager en række præjudicielle spørgsmål for domstolen. Spørgsmålene gik på hvorvidt ‘interne meddelelser’ i art. 4 omfatter alle meddelelser som ikke bevæger sig udenfor myndighedens sfære og hvilke tidsbegrænsninger der gælder for beskyttelsen af ‘interne meddelelser’. Domstolen fortolkede ‘interne meddelelser’ som værende oplysninger, der cirkulerer inden for en offentlig myndighed, og som på tidspunktet for datoen for anmodning om adgang ikke har bevæget sig uden for dennes interne sfære, fordi de ikke er blevet udbredt til en tredjemand eller er blevet stillet til rådighed for offentligheden. Domstolen fremhævede ligeledes at hvor en myndighed har modtaget miljøoplysninger fra en ekstern kilde, kan denne oplysning ligeledes være »intern«, hvis den ikke er blevet eller ikke burde være blevet stillet til rådighed for offentligheden, inden den blev modtaget af den nævnte myndighed, og hvis den ikke bevæger sig uden for denne myndigheds interne sfære, efter at den er blevet modtaget. I den sammenhæng følger det ikke overraskende at selvom en miljøoplysning på et givet tidspunkt vil kunne bevæge sig uden for en offentlig myndigheds interne sfære, navnlig når den skal offentliggøres i fremtiden, ikke medfører, at den øjeblikkeligt mister sin interne karakter. Hvad angik spørgsmålet vedrørende tidsbegrænsninger udtalte domstolen at når der gives afslag på aktindsigt med henvisning til at oplysningerne er interne, skal afslaget altid være støttet af en afvejning af de foreliggende interesser, hvilket inkluderer tidsforløbet siden udarbejdelsen af den interne meddelelse. Det følger deraf at selvom undtagelsen af interne meddelelser formelt set ikke et tidsbegrænset, finder undtagelse imidlertid kun anvendelse i den periode, hvor beskyttelsen af de krævede oplysninger er begrundet.

Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – artikel 12, stk. 1 – direktiv 2009/147/EF – beskyttelse af vilde fugle – artikel 5 – skovbrug – forbud med henblik på at sikre bevaring af beskyttede arter – projekt i form af slutfældning af skov – område med beskyttede arter«

Denne sag vedrører fortolkningen af fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5 og habitatdirektivets art. 12 i forbindelse med skovrydningsaktiviteter i Sverige. Domstolen fastslog, at beskyttelsen omfatter alle vilde fugle og ikke kun trækfugle og truede arter opregnet i fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I. Endvidere lagde Domstolen til grund at habitatdirektivets art. 12, stk. 1, ikke skal fortolkes således, at beskyttelse ophører for arter, der har opnået en gunstig bevaringsstatus. Det betyder, at aktiviteter, inklusive skovdrift, der forsætligt forstyrrer en art uden nødvendigvis at påvirke artens bevaringsstatus, er forbudt under art. 12, idet bestemmelsen skal fortolkes i lyset af forsigtighedsprincippet. Hvor forstyrrelsen omvendt ikke er forsætlig, bliver en beskyttet arts bevaringsstatus relevant, da Domstolen fastslog, at i den slags tilfælde gælder beskyttelsen i art. 12 kun, såfremt der er en risiko for, at berørte arters bevaringsstatus forringes.

Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2009/147/EF – beskyttelse af vilde fugle – artikel 5 og 8 – forbud mod anvendelse af alle metoder til fangst af fugle – artikel 9, stk. 1 – tilladelse til, ved fravigelse, at anvende en fangstmetode, der er anerkendt gennem traditionel brug – betingelser – ingen »anden tilfredsstillende løsning« – mangel på en »anden tilfredsstillende løsning« alene begrundet i bevarelsen af denne traditionelle metode – fangsternes selektivitet – national lovgivning, som tillader indfangning af fugle ved brug af limpinde – Fuglebeskyttelsesdirektivet – jagt – bifangster – selektiv

Denne dom vedrører fortolkning af fuglebeskyttelsesdirektivets forbud imod indfangning af vilde fugle ved brug af særlige fangstmetoder. To franske miljøorganisationer anfægtede ved den nationale domstol udstedelsen af en bekendtgørelse, udstedt på baggrund af direktivets art. 9, hvorefter nationale myndigheder kan fravige forbuddet, såfremt indfangningen er selektiv og foregår under strengt kontrollerede betingelser, jf. art. 9, stk. 1 litra b). Mere konkret drejede tillod bekendtgørelsen, at der kunne indganges op til 40,000 drosler og solsorte i fem ved brug af såkaldte limpinde i fem franske regioner. Det franske Conseil d’État forelagde to præjudicielle spørgsmål for Domstolen med fokus på, om den traditionelle karakter af en fangstmetode er tilstrækkelig til at godtgøre, at en anden tilfredsstillende løsning i denne bestemmelses forstand ikke kan anvendes i stedet for denne metode, samt hvorvidt undtagelser fra art. 9 er tilladelige i det omfang de kun giver anledning til begrænsede bifangster. Domstolen fandt, at den traditionelle karakter af en metode til fangst af fugle ikke udgør en selvstændig fravigelse, der medfører, at en anden tilfredsstillende løsning i denne bestemmelses forstand ikke kan anvendes i stedet for denne metode. Myndigheden er, når de anvender undtagelsesbestemmelsen i art. 9, nødsaget til at underbygget brugen af undtagelsen med en udførlig begrundelse, som er baseret på den bedste, relevante videnskabelige viden, og som angiver de grunde, som har fået den kompetente myndighed til at konkludere, at alle betingelser for, at en fravigelse kan tillades, er opfyldt. Med hensyn til bifangster konkluderede Domstolen, at national lovgivning, som fraviger beskyttelse i art. 8, med henvisning til at fangsten er »selektiv«, og tillader en fangstmetode, der medfører bifangster, strider imod direktivet, selvom bifangsterne er af ringe omfang og forekommer i en begrænset periode. Domstolen fastlagde endvidere, at ved vurderingen af, om en fangstmetode er »selektiv«, skal der lægges vægt på direktivets formålsbestemmelser, fremgangsmåden ved fangsten og dens konsekvenser, navnlig om den medfører dødelighed. Hvor en fangstmetode er dødelig, skal betingelsen om selektivitet tillægges en ganske streng betydning, hvorimod metoden, såfremt den er ikke-dødelig, kan være »selektiv« forudsat at de fugle, der ikke er mål for denne metode, fanges i små mængder, i et bestemt tidsrum og kan sættes fri uden betydelig skade.

 

 

  • Ellen Margrethe Basse, professor ved Aarhus Universitet, dr.jur. redigerer og kommenterer Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser samt Planklagenævnets afgørelser.
  • Erik Hørlyck, advokat, dr.jur.h.c. DAHL Advokatfirma, redigerer og kommenterer voldgiftskendelser vedrørende Almindelige betingelser i bygge- og anlægsvirksomhed.
  • Ole Terkelsen, lektor, ph.d., Aarhus Universitet, redigerer og kommenterer taksationskendelser.
  • Tia Andersen, cand.jur., Nævnenes Hus, bidrager med udvælgelsen og kommenteringen af taksationskendelser i samarbejde med lektor Ole Terkelsen.
  • Britta Moll Bown, partner, advokat (H), Kammeradvokaten, redigerer og kommenterer danske domme inden for miljøret.
  • Ole Windahl Pedersen, Professor, ph.d., Aarhus Universitet, redigerer og kommenterer domme afsagt af EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
  • Kim Trenskow, Advokat (H), LLM, Kromann Reumert, redigerer og kommenterer alle afgørelser, der træffes af Planklagenævnet.
  • Luk
  • Udvid