Kendelser om Fast Ejendom

Påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 – forbedringer til eksisterende udledning – fravær af retvisende sammenligningsgrundlag – det forvaltningsretlige krav til klarhed og bestemthed – olieudskilleranlæg – bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet § 6

Næstved Kommune meddelte den 7. november 2019 påbud med krav om forbedringer til en eksisterende udledning fra en vaskeplads til landbrugsmaskiner, jf. miljøbeskyttelseslovens § 30. Vaskevandet fra pladsen blev udledt til en åben dam med videre udløb til Natura 2000-vandløbet Suså. Påbuddet blev meddelt på baggrund af et tilsynsbesøg på ejendommen den 9. juli 2019, hvor det blev konstateret, at det eksisterende afløb fra vaskepladsen var tilsluttet en mere end 30 år gammel konstruktion bestående af et simpelt og sammenbygget sandfang med olieudskiller. Tilsynet vurderede derfor, at anlægget skulle opgraderes til nuværende standarder, både i form af reparationer og ved forbedringer af eksisterende anlæg og ved etablering af ny olieudskiller. Påbuddet indeholdt vilkår om, (i) at vaskepladsen kun måtte anvendes til vask af landbrugets og skovens materiel, dog ikke sprøjte- og gødningsudstyr, (ii) at der ikke måtte foretages motorvask eller anvendes affedtningsmidler, og (iii) at der kun måtte anvendes vaskemidler, der dokumenteret havde ingen eller ringe påvirkning af olieudskillerens funktion og ringe påvirkning af det ydre miljø. Påbuddet blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening, som anførte, at der burde indføjes yderligere forbud/vilkår vedrørende brug af sæbemidler og koldaffedtningsmidler. Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt der var fastsat tilstrækkelige vilkår til udledningen af forurenende stoffer. Nævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde fastsat vilkår i påbuddet, som sikrede, at kravene i § 6 i bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet var opfyldt. Nævnet lagde ved vurderingen særligt vægt på, at det ikke fremgik af påbuddet, hvilke stoffer og hvilke koncentrationer eller mængder heraf, der kunne forventes udledt fra vaskepladsen, ligesom kommunen ikke havde forholdt sig til mængden af vaskevand i forbindelse med bestemmelsen af de afledte stofmængder. Nævnet fandt på denne baggrund, at kommunens påbud led af en væsentlig retlig mangel, hvorfor nævnet ophævede påbuddet og hjemviste sagen til fornyet behandling. Om den fornyede sagsbehandling udtalte nævnet, at kommunen skulle vurdere, om der var grundlag for at fastsætte udlederkrav til forurenende stoffer og vilkår om egenkontrol, samt forholde sig til anvendelsen af højtryksrenser og vaskemidler samt disses betydning for mængden af udledte stoffer. Kommunen skulle desuden undersøge, om der kunne findes et retvisende sammenligningsgrundlag baseret på udledninger fra andre vaskepladser til landbrugsmaskiner, eller om det ville være nødvendigt at foretage målinger i afløbet fra vaskepladsen. Nævnet bemærkede desuden, at det af kommunen stillede vilkår om, at der kun måtte anvendes vaskemidler, der var dokumenteret at have ingen eller ringe påvirkning af olieudskillerens funktion og ringe påvirkning af det ydre miljø, ikke levede op til det forvaltningsretlige krav om klarhed og bestemthed, da vilkåret var uklart i forhold til efterkommelse og håndhævelse. Nævnet anførte i den forbindelse, at vilkåret ikke angav specifikt godkendte vaskemidler eller eksempler herpå, ligesom det ikke anviste en fremgangsmåde for vurdering af, om vaskemidlerne kunne medføre en påvirkning af olieudskillerens funktion eller det ydre miljø.

Område med drikkevandsinteresser – restproduktbekendtgørelsen – nyttiggørelse af ikke-farligt affald – anlæg omfattet af krav om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33

Næstved Kommune meddelte den 18. december 2019 miljøgodkendelse til anvendelse af forbrændingsslagger som bundsikring under et befæstet køreareal til brug for husdyrbruget på ejendommen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33. Afgørelsen blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om miljøbeskyttelseslovens § 33 – henset til reguleringen i restproduktbekendtgørelsen – indeholdt hjemmel til godkendelse af udlægning af slagger under et befæstet køreareal, og (ii) om der var risiko for forurening af grundvandet. I forhold til hjemmelsgrundlaget var nævnet enig med kommunen i, at det ansøgte projekt ikke var omfattet af de bygge- og anlægsarbejder, der fremgik af restproduktbekendtgørelsen. Nævnet fandt herefter, at projektet var godkendelsespligtigt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33, idet det ansøgte projekt var omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2 (listepunkt K 206 om anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald). Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på, (1) at der var tale om anlæggelse af et permanent køreareal, hvor slaggen indgik som bundsikring, og der dermed var tale om et anlæg i godkendelsesbekendtgørelsens forstand, (2) at der var tale om anvendelse af slagger, der alternativt skulle bortskaffes som affald, og (3) at anlægget alternativt skulle etableres ved tilkørsel af andet materiale, og at der dermed er tale om nyttiggørelse. I forhold til risiko for forurening af grundvand foretog nævnet en vurdering af, dels om der kunne ske forurening ved nedsivning af overfladevand, dels om der kunne ske forurening ved opstigende grundvand. Nævnet fandt på baggrund af en samlet vurdering, at der var tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke på grund af nedsivende overfladevand kunne ske udvaskning af tungmetaller, som var uforenelig med omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Nævnet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der var fastsat vilkår i miljøgodkendelsen om, at slaggen skulle overdækkes med minimum 10 cm asfalt, som var tæt og egnet til tung transport, ligesom der var fastsat vilkår om asfaltbelægningens stand og vedligeholdelse heraf. Det var derfor i tilstrækkeligt omfang sikret ved vilkår, at det konkrete anlæg vil udgøre en tæt konstruktion overfor nedsivende overfladevand. Nævnet fandt tilsvarende, at der i tilstrækkeligt omfang var sikkerhed for, at omgivelserne ikke på grund opstigende grundvand i form af horisontal eller vertikal indtrængen af overflade- eller grundvand til slaggen ville påføres forurening, som ville være uforenelig med hensyn til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Nævnet fandt herved, at det med miljøgodkendelsen fastsatte krav om, at slaggen skal udlægges minimum 1 meter over højeste, naturlige grundvandsspejl, kunne overholdes. Miljø- og Fødevareklagenævnet gav derfor ikke medhold i klagen over kommunens miljøgodkendelse.

Vindmøller ved Bogø Inddæmning – § 25-tilladelse til opstilling af vindmøller – opsættende virkning – Natura 2000 – konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 – forsigtighedsprincippet – kollisionsrisiko for fugle

Lolland Kommune meddelte den 21. juni 2021 § 25-tilladelse til et projekt om etablering af en vindmøllepark ved Bogø Inddæmning, som bestod af otte vindmøller med en totalhøjde på mellem 125 og 149,9 m. Det nærmeste Natura 2000-område var beliggende nord for vindmølleparken og omfattede et habitatområde beliggende ca. 450 meter nord for de planlagte vindmøller og et fuglebeskyttelsesområde beliggende ca. 80 meter nord for vindmøllerne. Af den gældende Natura 2000-plan for området fremgik det, at området især var udpeget på grund af det rige fugleliv i fjorden, og planens målsætninger fastlagde bl.a., at tilstanden og det samlede areal af levesteder for sangsvane, grågås og bramgås som trækfugle i området skulle sikres eller øges. Tilladelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af to lokale foreninger og Dansk Ornitologisk Forening, som bl.a. gjorde gældende, at konsekvensvurderingen var utilstrækkelig, herunder at forsigtighedsprincippet ikke var iagttaget ved beregningen af kollisionsrisiko for fugle. Klagerne anmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Nævnet foretog en særskilt behandling af spørgsmålet om opsættende virkning. Nævnet fandt, at der i den aktuelle sag var forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning, jf. miljøvurderingslovens § 53. Nævnet bemærkede, at tilladelsen var givet på baggrund af en miljøkonsekvensrapport, hvor det af kommunen var vurderet, at projektet ikke ville medføre skade på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. For så vidt angik bramgås var dette baseret på en antagelse om, at en bestand kunne bære kollisioner i størrelsesordenen 1-2% årligt, og at et kollisionstal på 2 % kunne opnås ved en reduktion i antallet af møller fra 10 til 8, ændring af rotorstørrelsen og indførelse af afværgeforanstaltninger. Nævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om projektets påvirkning af bramgås indebar en nærliggende risiko for skade på Natura 2000-områdets integritet i sig selv. Nævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på oplysningerne om, at den forudsatte påvirkning på 2 % af den målsatte bestand af bramgås udgjorde en fuldstændig udnyttelse af den i miljøkonsekvensrapporten angivne tålegrænse på 1-2 %. Endvidere konstaterede nævnet, at kommunen ikke i nærmere omfang havde foretaget en konkret begrundet vurdering af projektets påvirkning af fuglene på udpegningsgrundlaget i forhold til tab af fourageringsområder, barriereeffekt, forstyrrelse og fortrængning inden og uden for Natura 2000-området, herunder især i forhold til de fuglearter, der flere gange dagligt færdes gennem projektområdet. Nævnet kunne således ikke på det foreliggende foreløbige grundlag, hvor sagen ikke var færdigbehandlet, ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl fastslå, at projektet ikke havde skadelige virkninger for Natura 2000-områdets integritet. På denne baggrund, og under hensyn til forsigtighedsprincippet, tillagde nævnet klagerne opsættende virkning.

Screeningsafgørelse – miljøvurderingslovens § 21 – råstofindvinding – kumulative effekter – projektets miljømæssige påvirkning isoleret set – sagligt screeningskriterium

Region Nordjylland traf den 20. november 2019 screeningsafgørelse om, at et projekt omhandlende råstofindvinding af moler indenfor et råstofgraveområde på Nordmors i en 20-årig periode ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 21. I sin screeningafgørelse lagde regionen bl.a. vægt på, at projektet ikke ville medføre væsentlige kumulative effekter på miljøet, da de ansøgte råstofindvindingsaktiviteter ville blive modsvaret af en reduktion i råstofindvindingen fra et nærliggende område, dvs. råstofindvindingen i området samlet set ville være uændret. Screeningsafgørelsen blev af en omboende påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til at angå de miljømæssige påvirkninger i forhold til trafik. Regionen havde i et høringssvar under klagesagen uddybet, at den trafikale belastning ville forblive den samme, eftersom den samlede indvinding af moler på Nordmors forventedes at være uændret. Nævnet fastslog i sin afgørelse, at selvom projektets miljømæssige påvirkning inden for et geografisk område forventes at blive modsvaret af en tilsvarende reduktion af påvirkningen fra andre eksisterende projekter i samme område, fritager det ikke myndigheden fra i forbindelse med screeningsafgørelsen også at vurdere projektets forventede påvirkning isoleret set. Nævnet fandt, at regionen havde inddraget projektets betydning for den samlede indvinding af moler på Nordmors i kumulation med andre projekter, men derimod ikke havde inddraget størrelsesorden og den rumlige udstrækning af projektets miljømæssige påvirkning isoleret set. Nævnet lagde herefter til grund, at regionen ikke havde foretaget nogen vurdering af den trafikmæssige påvirkning fra selve projektet, herunder på lokalt niveau. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel ved regionens screeningsafgørelse, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling. Om den fornyede sagsbehandling anførte nævnet, at hensynet til, at projektets efterbehandling ville understøtte formidlingen af geologien ved etablering af geologiske profiler, ikke udgjorde et sagligt screeningskriterium efter miljøvurderingsloven.

Vindmøller ved Bogø Inddæmning – § 25-tilladelse til opstilling af vindmøller – Natura 2000 – konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 – forsigtighedsprincippet – kollisionsrisiko for fugle – ophævet/manglende plangrundlag

Lolland Kommune meddelte den 21. juni 2021 § 25-tilladelse til et projekt om etablering af en vindmøllepark ved Bogø Inddæmning, som bestod af otte vindmøller med en totalhøjde på mellem 125 og 149,9 m. Det nærmeste Natura 2000-område var beliggende nord for vindmølleparken, som omfattede et habitatområde, som var beliggende ca. 450 meter nord for de planlagte vindmøller, og et fuglebeskyttelsesområde, som var beliggende ca. 80 meter nord for vindmøllerne. Af den gældende Natura 2000-plan for området fremgik det, at området især var udpeget på grund af det rige fugleliv i fjorden, og planens målsætninger fastlagde bl.a., at tilstanden og det samlede areal af levesteder for sangsvane, grågås og bramgås som trækfugle i området skulle sikres eller øges. Kommunen havde på grundlag af den udarbejdede miljøkonsekvensrapport fundet det godtgjort, at vindmøllerne ikke ville medføre væsentlige negative indvirkninger på Natura 2000-området, som vil kunne skade udpegningsgrundlaget, eller på bilag IV-arter. Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af to lokale foreninger og Dansk Ornitologisk Forening, som bl.a. gjorde gældende, at konsekvensvurderingen var utilstrækkelig, herunder at forsigtighedsprincippet ikke var iagttaget ved beregningen af kollisionsrisiko for fugle. Ved delafgørelse af 24. februar 2022 tillagde nævnet klagerne opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) plangrundlaget og (ii) projektets påvirkning af Natura 2000-området (fugle). I forhold til plangrundlaget konstaterede nævnet, at Planklagenævnet ved afgørelse af 22. april 2022 havde ophævet kommunens lokalplan nr. 360-131, som muliggjorde realiseringen af projektet. Nævnet fandt i medfør af miljøvurderingsbekendtgørelsens § 11, at der herefter ikke forelå det nødvendige plangrundlag for § 25-tilladelsen af 21. juni 2021 til etablering af vindmølleparken. Afgørelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel. I forhold til projektets påvirkning af Natura 2000-området redegjorde nævnet indledningsvist for indholdet af habitatdirektivets art. 6, stk. 3 og EU-Domstolens fortolkning heraf, herunder at forsigtighedsprincippet finder anvendelse. Nævnet fandt herefter, at kommunen ikke havde haft det fornødne grundlag for ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl at fastslå, at de planlagte vindmøller ikke havde skadelige virkninger for integriteten af Natura 2000-området. Nævnet lagde vægt på, at den foretagne konsekvensvurdering byggede på, at kollisioner i størrelsesordenen 1-2 % ikke ville påvirke arterne på bestandsniveau. Nævnet fandt dog ikke, at kommunen i tilstrækkeligt grad havde redegjort for, at der som generelt kriterium for en acceptabel påvirkning af en given fuglebestand uanset art kunne anvendes en øvre grænse på 2 %, og kommunens henvisninger til bl.a. til tyske kilder ændrede ikke herpå. Afgørelsen led derfor også af denne grund af en væsentlig retlig mangel. På denne baggrund ophævede nævnet § 25-tilladelsen til vindmøllerne og hjemviste sagen til fornyet behandling. Om den fornyede sagsbehandling anførte nævnet bl.a., at nævnet alene havde taget stilling til konsekvensvurderingen efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og at projektet – hvis kommunen ved en ny behandling af sagen måtte finde, at projektet ikke uden rimelig tvivl kan udelukkes at skade Natura 2000-områdets integritet – kun ville kunne tillades efter undtagelsesbestemmelsen i habitatdirektivets artikel 6, stk. 4. Dette ville efter bestemmelsen navnlig forudsætte, at der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning.

Vindmøller – VVM-tilladelse – projektændring – offentlig høring – konkret uvæsentlig – støj – støjberegninger – nye oplysninger – nova – bilag IV-arter – ændring af vilkår

Jammerbugt Kommune meddelte den 4. oktober 2018 VVM-tilladelse til opstilling af 11 vindmøller ved Nørre Økse Sø og traf den 10. september 2019 screeningsafgørelse om, at ændret placering af en transformerstation ikke skulle miljøvurderes. VVM-tilladelsen blev meddelt på grundlag af en udarbejdet VVM-redegørelse, der vurderede de miljømæssige påvirkninger ved et oprindeligt projekt med opstilling af 15 vindmøller og under forudsætning om nedlægning af otte ejendomme, men i forbindelse med den endelige vedtagelse af plangrundlaget blev projektet ændret, hvorved fire vindmøller blev udtaget, og fire af de otte ejendomme blev opretholdt. VVM-tilladelsen og screeningsafgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af to grupper af naboer. Klagerne gjorde angående VVM-tilladelsen navnlig gældende, at VVM-redegørelsen for projektet var mangelfuld på flere punkter, og gjorde angående screeningsafgørelsen navnlig gældende, at den ændrede placering af transformerstationen udløste krav om udarbejdelse af en ny VVM-redegørelse. Under klagesagens behandling ved nævnet indleverede bygherre og kommunen supplerende oplysninger om naturforhold ved Nørre Økse Sø, om flagermus i området og om støjpåvirkninger for naboejendomme, ligesom nævnet foretog høring af kommunen om støjpåvirkninger og om flagermus. I sin afgørelse af 27. april 2022 tog nævnet stilling til de af klagerne rejste indsigelser, idet nævnet navnlig behandlede indsigelserne om (i) manglende høring i forbindelse med projektændringen, (ii) støjpåvirkninger og (iii) påvirkning af bilag IV-arter (flagermus). I forhold til projektændringen fandt nævnet, at projektet allerede forud for VVM-tilladelsens meddelelse måtte anses for ændret i forhold til det oprindelige projekt som beskrevet i VVM-redegørelsen. Nævnet bemærkede herefter, at VVM-reglerne principielt ikke udelukkede, at det anmeldte projekt undervejs i VVM-processen ændredes i forhold til det oprindelige projekt, men at virkningerne af det ændrede projekt dog i al væsentlighed fortsat skulle kunne identificeres, beskrives og vurderes på baggrund af den oprindelige VVM-redegørelse. I modsat fald ville ændringernes konsekvenser for vurderingen af det endelige projekt skulle belyses ved udarbejdelsen af en supplerende VVM-redegørelse, der sendes i offentlig høring. Nævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at projektændringen ikke kunne anses for så væsentlig, at der skulle have været udarbejdet en supplerende VVM-redegørelse. Selvom kommunen rettelig burde have foretaget partshøring af de ejere, hvis ejendomme blev opretholdt ved projektændringen, og at kommunen ikke på tidspunktet for VVM-tilladelsens meddelelse havde det fornødne grundlag for at vurdere, om støjgrænserne var overholdt for de ved projektændringen opretholdte ejendomme, fandt nævnet efter en samlet vurdering, at disse retlige mangler var konkret uvæsentlige. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at ejendomsejerne som klagere i klagesagen havde haft mulighed for at fremføre sine bemærkninger, og at kommunen under sagens behandling for nævnet havde fremsendt yderligere beregninger som dokumentation for, at støjgrænserne for ejendommene var overholdt. I forhold til støjpåvirkninger anførte nævnet, at de supplerende støjberegninger, som var blevet udarbejdet og indleveret under klagesagens behandling, kunne inddrages i nævnets prøvelse. De supplerende støjberegninger angik støjpåvirkninger ved de opretholdte ejendomme og støjbidrag fra eksisterende vindmøller, og på grundlag af disse beregninger fandt nævnet, at støjpåvirkningerne var tilstrækkeligt beskrevet, og at støjgrænserne var overholdt. I forhold til påvirkning af bilag IV-arter (flagermus) beskrev nævnet de rammer, som habitatdirektivets artikel 12 fastsætter for beskyttelsen af bilag IV-arter, herunder med udgangspunkt EU-Domstolens praksis og i vejledninger fra Miljøstyrelsen og EU-Kommissionen. Nævnet fandt, at kommunen ved VVM-tilladelsens vilkår om afværgeforanstaltninger ikke i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for flagermus, og ændrede herefter – med udgangspunkt i forvaltningsplanen for flagermus – to vilkår i VVM-tilladelsen for med den fornødne sikkerhed at begrænse de skadelige virkninger fra projektet. Herefter – og da klagernes øvrige indsigelser ikke kunne tages til følge – stadfæstede nævnet VVM-tilladelsen med ændringer i de to vilkår.

§ 25-tilladelse – screeningsafgørelse – retlig lovliggørelse – betingelser for retlig lovliggørelse – biogasanlæg – miljøvurderingspligt – efterfølgende vurdering

Varde Kommune traf 19. december 2019 screeningsafgørelse om, at en ændring af udformningen af et biogasanlæg ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 21. Projektet medførte en ændring af udformningen af et biogasanlæg, der tidligere var meddelt VVM-tilladelse til etableringen af, og indebar navnlig, at tre tilladte reaktortanke blev erstattet af to store reaktortanke, en efterlagringstank og en lagertank. Det bebyggede areal blev ved ændringen forøget med 900 m² til i alt ca. 12.000 m², idet den maksimale byggehøjde for tankene dog blevet reduceret fra 21 m til 16 m over terræn. Herudover indebar ændringen også driftsmæssige ændringer derved, (i) at biomassen skulle opbevares længere tid i reaktortanke, (ii) at fast biomasse ikke skulle neddeles og pumpes til reaktortank, men opblandes og snegles ind, og (iii) at fortrængningsluft skulle renses i kulfilter frem for i luftrensningssystem. Anlæggets kapacitet på 80.000 ton biomasse årligt blev der således ikke ændret ved. Kommunen havde i sin screeningsafgørelse vurderet, at den visuelle forskel mellem det allerede tilladte og det ændrede anlæg ikke var tilstrækkelig til at udløse miljøvurderingspligt, ligesom ændringen ikke ville øge udslippet af lugt, luft, støj, støv eller andet væsentligt, hvorfor biogasanlægget ikke ville medføre øgede gener for naboer eller omgivelser. Screeningsafgørelsen blev af en gruppe omboende påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) en vurdering af den miljømæssige påvirkning fra anlægget og kommunens screeningsafgørelse, og (ii) betydningen af, at screeningsafgørelsen først blev meddelt ca. 11 måneder efter, at der var meddelt byggetilladelse til ændringen af biogasanlægget. I forhold til screeningsafgørelsen fandt nævnet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering og lagde herved vægt på, at kommunen havde forholdt sig til forøgelsen af lagerkapaciteten samt bygningernes udformning og størrelse. Herudover lagde nævnet vægt på, at kommunen havde vurderet, at ændringerne ikke vil medføre et øget udslip af luft eller lugt eller øget trafik, dvs. ændringen ville ikke medføre øgede gener. I forhold til sammenhængen mellem screeningsafgørelsen og byggetilladelsen lagde nævnet til grund, at den gennemførte screeningsafgørelse udgjorde en efterfølgende retlig lovliggørelse, idet miljøvurderingslovens § 16 fastslår, at et projekt omfattet af bilag 2 ikke må påbegyndes, før myndigheden, jf. lovens § 17, skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. lovens § 21. Nævnet fandt dog, at betingelserne for retlig lovliggørelse var opfyldt i sagen. Nævnet refererede til EU-Domstolens dom i de forende sager C-196/16 og C-197-16, Comune di Corridonia, og udtalte, at det under visse betingelser er muligt at lovliggøre et projekt ved en efterfølgende vurdering, selvom forpligtelsen til forudgående vurdering er tilsidesat, når der ikke er tale om omgåelse eller undladelse af anvendelse af EU-reglerne, og når lovliggørelse alene sker undtagelsesvist. Hvis et anlæg allerede er opført og taget i brug – som i denne sag – er der ligeledes krav om, at den efterfølgende vurdering ikke skal begrænses til anlæggets fremtidige påvirkninger af miljøet, men også skal omfatte faktiske virkninger siden anlæggets ibrugtagning. Nævnet lagde herefter vægt på, at kommunen havde inddraget den faktiske visuelle påvirkning fra det opførte biogasanlæg i screeningsafgørelsen, ligesom der ikke var andre oplysninger i sagen om faktiske miljømæssige påvirkninger, som ikke på tilstrækkelig vis var blevet inddraget i screeningsafgørelsen. Nævnet vurderede heller ikke, at kommunens (efterfølgende) screeningsafgørelse var udtryk for omgåelse. Samlet set opretholdt nævnet dermed kommunens afgørelse som gyldig.

Screeningsafgørelse – miljøvurderingslovens § 21 – tilsagn fra anden myndighed – screeningskriterier – usagligt screeningskriterium – vurdering inden for rammerne af en retlig prøvelse

Aalborg Kommune traf den 26. juni 2020 screeningsafgørelse om, at etablering af et minivådområde med pumpe ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 21. I screeningsafgørelsen lagde kommunen bl.a. særlig vægt på, at Landbrugsstyrelsen havde givet tilsagn til etableringen af minivådområdet, og vurderede, at projektet af den grund var miljømæssigt forsvarligt, og at frigivelsen af drivhusgasser dermed var af underordnet betydning i forhold til minivådområdets kvælstofreducerende effekt. Screeningsafgørelsen blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til at angå, om screeningskriterierne i miljøvurderingsloven var blevet anvendt korrekt. Efter en gennemgang af miljøvurderingslovens regler om henholdsvis miljøvurdering og -screening, fandt nævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde vurderet projektets miljømæssige påvirkning ud fra screeningskriterierne i miljøvurderingsloven. Nævnet lagde herved vægt på, at Landbrugsstyrelsens tilsagn til projektet ikke udgjorde et sagligt screeningskriterium i henhold til miljøvurderingsloven. Nævnet bemærkede hertil, at det forhold, at et projekt kan eller har opnået eventuelle andre tilladelser, godkendelser eller tilsagn, ikke kan erstatte den konkrete vurdering af et projekts miljømæssige påvirkning ud fra screeningskriterierne i miljøvurderingsloven. Nævnet lagde desuden vægt på kommunens beskrivelse i screeningsafgørelsen af, at det var svært at vurdere, hvor stor frigivelsen af drivhusgasserne vil være ved projektet, men at det var af underordnet betydning i forhold til den reduktion af kvælstof, som projektet ville medføre. Hertil anførte nævnet, at det ikke fritager for i forbindelse med screeningsafgørelsen at vurdere den miljømæssige påvirkning på ét parameter, at der vil være en reduktion af den miljømæssige påvirkning af et andet parameter. Da nævnet ikke inden for rammerne af en retlig prøvelse kunne vurdere, om de af kommunen saglige screeningskriterier kunne begrunde afgørelsen i sig selv, fandt nævnet det rigtigst at ophæve screeningsafgørelsen og hjemvise sagen til fornyet behandling.

Vilkår om maksimalt støjbidrag – påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 – tilstødende delområde lokalplanlagt til boliger – klassificering af områder ifølge støjvejledningen – områdetype 8: »Det åbne land (inkl. landsbyer og landbrugsarealer)« – områdetype 3: »Områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, centerområder (bykerne)«

Roskilde Kommune meddelte den 18. november 2021 en industrilakeringsvirksomhed påbud om, at virksomheden skulle overholde de vejledende støjgrænser for områdetype 3 (»Områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, centerområder (bykerne)«) i Miljøstyrelsens støjvejledning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, og § 72, stk. 1. Virksomheden var beliggende i en landzonelandsby, som ifølge plangrundlaget var udlagt til blandet bolig og erhverv. Det var kommunens vurdering, at virksomheden var beliggende i områdetype 8 i Miljøstyrelsens støjvejledning, men da der ikke var fastsat generelle vejledende grænseværdier for støjbelastning for denne områdetype, havde kommunen ud fra en konkret vurdering fastsat støjgrænserne i påbuddet med udgangspunkt i de vejledende støjgrænser for områdetype 3. Påbuddet blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af flere omboende (en samlet klage), som navnlig gjorde gældende, at der var væsentlige støjgener fra virksomheden. Nævnet begrænsede sin prøvelse til kommunens klassificering af området som områdetype 3. Nævnet anførte, at det følger af støjvejledningen og nævnspraksis, at det som udgangspunkt er den planlagte anvendelse af et område, der er bestemmende for klassificeringen. Områdetypen skal dog fastsættes på baggrund af en konkret vurdering, hvor et område ikke er planlagt, eller hvor den faktiske anvendelse begrunder en mere støjfølsom klassificering af området. Nævnet konstaterede, at det område, hvor virksomheden var beliggende, grænsede op til et område, som var udlagt til boligområde. Nævnet fandt herefter, at påbuddet led af en væsentlig retlig mangel, idet kommunen i sin vurdering af områdetype ikke havde inddraget, at det tilstødende område ifølge plangrundlaget var udlagt til boligområde. Nævnet ophævede derfor påbuddet og hjemviste sagen til fornyet behandling. Om den fornyede behandling anførte nævnet, at kommunen skulle fastsætte grænseværdier for støjbelastningen for områderne ud fra en konkret vurdering, hvor den planlagte og faktiske anvendelse af områderne skulle inddrages.

§ 25-tilladelse – screeningsafgørelse – etapevis udbygning – genbrugsplads – »salami-metoden« – opdeling af projekt

Kolding Kommune traf den 14. september 2021 screeningsafgørelse om, at etablering og drift af en genbrugsplads (dvs. til affaldssortering samt opbevaring af affald og containere) ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og en § 25-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 21. Der var tale om en etapevis udbygning, idet området samlet set var opdelt i 6 etaper på ca. 50.500 m², hvor bygherre først ønskede at etablere og sætte driften i gang for etape 1-3 på ca. 30.000 m². Bygherre havde oplyst, at man på sigt (formentlig inden for to til seks år) ville etablere etape 4-6, men at der ikke var konkrete planer herfor endnu. Der var ligeledes blev meddelt miljøgodkendelse til etableringen af etape 1-3. Screeningsafgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en nærliggende virksomhed, som navnlig gjorde gældende, at projektet var blevet opdelt i strid med miljøvurderingsloven. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og klagen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at etablering og drift af plads til affaldssortering og opbevaring af affald og containere ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Der var dermed ikke krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Nævnet lagde i sin vurdering vægt på, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig indvirkning på miljøet kan forventes. I forhold til spørgsmålet om opdeling af projektet i etaper fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at der var foretaget ulovlig opdeling af projektet i forbindelse med vedtagelsen af screeningsafgørelsen. I den forbindelse lagde nævnet vægt på, at det var det ansøgte projekt, der skulle danne grundlag for screeningen, at bygherres ansøgning alene vedrørte etablering og drift af etape 1-3, at kommunen ved vurderingen af påvirkningen fra det ansøgte projekt havde inddraget hensynet til en kommende og lignende aktivitet på det areal, der dækkede etape 4-6, og at der efter det af kommunen oplyste skulle foretages endnu en screening, når projektet vedrørende etape 4-6 var tilstrækkeligt konkretiseret. Nævnet stadfæstede herefter kommunens screeningsafgørelse.

Aktindsigt – miljøoplysningslovens organisatoriske anvendelsesområde, jf. miljøbeskyttelseslovens § 1 – miljøoplysninger, jf. miljøoplysningslovens § 3 – bestyrelsesreferater – interne dokumenter – interesseafvejning

Biofos A/S meddelte den 25. marts 2022 afslag på aktindsigt i to bilag til et fælles bestyrelsesmøde i Biofos-koncernen, som vedrørte en investeringsplan med informationer om påtænkte anlægsarbejder. Biofos-koncernen var via en række holdingselskaber ultimativt ejet af 15 kommuner i hovedstadsområdet. Biofos A/S begrundede sit afslag med, at bilagene var interne dokumenter omfattet af undtagelsesbestemmelsen i 2013-offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, og afviste tillige, at der kunne meddeles aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, jf. 2013-offentlighedslovens § 14. Afslaget blev den 5. april 2022 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som tog stilling til miljøoplysningslovens anvendelsesområde og til, om bilagene kunne anses for at være interne dokumenter. Nævnet bemærkede, at Biofos-koncernen bestod af et holdingselskab med ejerskab over tre datterselskaber, herunder Biofos A/S, som ifølge koncernens hjemmeside var et service- og administrationsselskab, hvor alle medarbejderne i Biofos-koncernen er ansat, og som havde aftaler med de andre datterselskaber om bl.a. ledelse, drift, økonomi og administration. Nævnet fandt på den baggrund, at selskabet var omfattet af miljøoplysningslovens § 1, stk. 2, idet selskabet varetog funktioner på vegne af selskaber, som beskæftigede sig med kommunal vandforsyning og håndtering af spildevand, og idet selskabet i kraft af ejerskabet var underlagt offentlig kontrol. Nævnet fandt desuden, at der var tale om miljøoplysninger, da bilagene indeholdt oplysninger om påtænkte anlægsarbejder, hvis udførelse måtte forventes at kunne påvirke det omkringliggende miljø, samt oplysninger om investeringsplaner, der bl.a. kunne få betydning for udformningen af og udledninger fra koncernens anlæg, jf. miljøoplysningslovens § 3, nr. 3 og 5, jf. nr. 1 og 2. Nævnet fastslog herefter, at bilagene ikke udgjorde interne dokumenter, idet bilagene var blevet udvekslet mellem flere juridiske personer i koncernen. Nævnet bemærkede, at ved afgørelsen af, om forskellige enheder skal anses som en del af samme myndighed eller som selvstændige myndigheder, skal der tages udgangspunkt i en organisatorisk præget vurdering af forholdet mellem de forskellige myndigheder. Dette organisatoriske kriterium vil i visse tilfælde kunne suppleres af et funktionelt kriterium, hvor der lægges vægt på, om varetagelsen af de forskellige enheders indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udvekslingen af dokumenter mellem disse må betragtes som intern. Nævnet lagde ved vurderingen i den aktuelle sag vægt på, at bilagene stammede fra to af datterselskaberne i Biofos-koncernen, men at bilagene sidenhen var indgået som bilag i et bestyrelsesmateriale, der var udsendt til bestyrelsen i hvert af koncernens fire selskaber, hvorved dokumenterne var blevet udvekslet med de pågældende selskaber, som hver især udgjorde selvstændige juridiske personer. Det forhold, at bestyrelsen i de fire selskaber var identisk, kunne ikke føre til andet resultat. Nævnet ophævede og hjemviste på denne baggrund Biofos A/S’ afgørelse.

Klimatilpasningsanlæg – VVM-tilladelse – vandrammedirektivet – indsatsbekendtgørelsen – midlertidige forringelser i et vandområde – habitatdirektivet – bilag IV-arter – undtagelsesbestemmelser

Holstebro Kommune meddelte den 12. juli 2021 VVM-tilladelse til anlæg og drift af et klimatilpasningsanlæg bestående af tre fysisk adskilte anlæg: (1) en dæmning med sluseporte i Storådalen, (2) en ny dæmning foran en eksisterende dæmning ved Holstebro Vandkraftsø, og (3) et højvandsdige langs et boligområde i Holstebro midtby. Baggrunden for klimatilpasningsanlægget var, at Holstebro midtby var udpeget som risikoområde efter EU’s oversvømmelsesdirektiv, hvorfor Holstebro Kommune var forpligtet til at gennemføre projekter, der kunne håndtere oversvømmelser og minimere risiko for skade efter oversvømmelser. Klimatilpasningsanlægget havde således til formål at minimere risiciene forbundet med oversvømmelser fra Storå og Holstebro Vandkraftsø. VVM-tilladelsen blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) klimatilpasningsanlæggets påvirkning af målsatte overfladevandområder og (ii) klimatilpasningsanlæggets påvirkning af bilag IV-arter (birkemus). I forhold til klimatilpasningsanlæggets påvirkning af målsatte overfladevandområder redegjorde Miljø- og Fødevareklagenævnet for forholdet mellem VVM-reglerne og vandrammedirektivet, herunder at der ved en VVM-proces skal indgå de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere projektets indvirkning på vandmiljøet i henhold til vandrammedirektivet. Nævnet bemærkede, at VVM-redegørelsen ikke indeholdt en konkret vurdering af, om projektet ville medføre en forringelse af tilstanden for de enkelte målsatte vandløb eller hindre opfyldelse af fastlagte miljømål, men undersøgte desuagtet, om VVM-redegørelsen udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for en sådan vurdering, jf. indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 2-3. Nævnet anførte i den forbindelse, at der gjaldt et krav om en høj grad af sikkerhed ved meddelelsen af en VVM-tilladelse for belysning af, om et projekt kan medføre forringelse i forhold de enkelte relevante kvalitetsparametre for målsatte overfladevandområder. Efter en gennemgang af VVM-redegørelsen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Holstebro Kommune ikke i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at klimatilpasningsanlægget i den aktive driftsfase ikke ville medføre en forringelse af tilstanden for Storå og Holstebro Vandkraftsø som følge af spærring og sedimentation. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at VVM-redegørelsens vurdering af den miljømæssige påvirkning ikke var foretaget med udgangspunkt i de gældende miljømål og den aktuelle tilstand for de berørte overfladevandområder, idet påvirkningen samlet set blot blev vurderet som »lille« grundet dens sjældenhed og korte varighed. Der var således ikke ved vurderingen taget hensyn til, at selv midlertidige forringelser i et vandområde kun kan godkendes, hvis kriterierne i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7 er opfyldt, jf. EU-Domstolens dom i sag C-525/20, Association France Nature Environnement. I forhold til klimatilpasningsanlæggets påvirkning af bilag IV-arter (birkemus) redegjorde nævnet for reglerne om bilag IV-arter, herunder navnlig habitatdirektivets art. 12, stk. 1, litra d, om forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder. Efter en gennemgang af VVM-redegørelsen fandt nævnet, at kommunen ikke havde haft det fornødne grundlag for at fastslå, at projektet ikke ville ødelægge eller beskadige yngle- eller rasteområder for birkemus i Storådalen. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at birkemus forekom i Storådalens områder, at undersøgelsen for birkemus var blevet foretaget i 2014, og at VVM-redegørelsen selv anbefalede etablering af nye overvintringssteder for birkemus som afværgeforanstaltninger. På dette grundlag led VVM-tilladelsen af væsentlige retlige mangler, som begrundede tilladelsens ugyldighed og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Nævnet beskrev herefter de retningslinjer, som kommunen skulle iagttage ved den fornyede sagsbehandling, og redegjorde i den forbindelse bl.a. for de betingelser, som skulle være opfyldt, såfremt klimatilpasningsanlægget skulle tillades efter undtagelsesbestemmelserne i miljømålsbekendtgørelsens § 4, jf. vandrammedirektivets art. 4, stk. 7, og habitatbekendtgørelsens § 11.

Aktindsigt – miljøoplysningslovens organisatoriske anvendelsesområde, jf. miljøbeskyttelseslovens § 1 – miljøoplysninger, jf. miljøoplysningslovens § 3 – bestyrelsesreferater – interne dokumenter – kommunalt forsyningsselskab

Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S meddelte den 13. juli 2022 delvist afslag på aktindsigt i bl.a. to bestyrelsesreferater med oplysninger om udvidelse af Tarm Renseanlæg. Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S begrundede sit afslag med, at referaterne fra bestyrelsesmøderne var interne dokumenter omfattet af undtagelsesbestemmelsen i 2013-offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1. Afslaget blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 13. juli 2022, som tog stilling til sin kompetence og til miljøoplysningslovens anvendelsesområde. Nævnet bemærkede, at Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S var 100 % ejet af Ringkøbing-Skjern Kommune, at selskabet ejede datterselskaber, som bl.a. varetog vand- og spildevandsforsyningsaktiviteter, og at selskabet havde til formål at koordinere forsyningsaktiviteterne i koncernen. Endvidere fremgik det, at selskabet var koncernens serviceselskab, og leverede tjenesteydelser til datterselskaberne. Nævnet fandt på den baggrund, at Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S var omfattet af miljøoplysningslovens § 1, stk. 2, idet selskabet varetog funktioner på vegne af selskaber, som bl.a. beskæftigede sig med kommunal vandforsyning og håndtering af spildevand, og idet selskabet i kraft af ejerskabet var underlagt offentlig kontrol. Nævnet vurderede herefter, at klager i den aktuelle sag havde anmodet om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. miljøoplysningslovens § 3, hvorfor anmodningen om aktindsigt skulle behandles efter miljøoplysningsloven. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de ønskede oplysninger i referaterne vedrørte beslutningsgrundlaget for udvidelse af et renseanlæg, som efter nævnets vurdering udgjorde en aktivitet, der påvirker eller kan påvirke de enkelte miljøelementer, herunder vand og jord, jf. miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, jf. nr. 1. Nævnet ophævede og hjemviste derfor allerede af denne grund Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S’ afgørelse, idet selskabet havde behandlet anmodningen ud fra et forkert retsgrundlag. Nævnet bemærkede, at Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S ved den fornyede behandling også burde tage stilling til, om der kunne meddeles aktindsigt i bilag vedlagt dagsordenen til et af bestyrelsesmøderne, og redegjorde i den forbindelse for, at bestemmelser om undtagelse af oplysninger fra aktindsigt ifølge miljøoplysningsloven skal anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde. Nævnet bemærkede desuden, at Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S tillige skulle overveje aktindsigt i videre omfang på baggrund af princippet om meroffentlighed.

Stejlepladsen – nova – mellemkommende fakta – væsentlighedsvurdering – bilag IV-arter – Natura 2000 – supplerende væsentlighedsvurdering – fuglebeskyttelsesdirektivet – afværgeforanstaltninger – forebyggende tiltag – byudviklingsprojekt

Københavns Kommune meddelte den 12. februar 2021 § 25-tilladelse til etablering og drift af byudvikling på Stejlepladsen – et ca. 5,2 hektar stort areal beliggende i Sydhavnen. Projektet bestod af etablering af en bydel med primært boliger og en daginstitution på i alt 72.000 etagemeter. § 25-tilladelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening og en anden forening, som bl.a. rejste indsigelser mod den gennemførte væsentlighedsvurdering i forhold til det nærliggende Natura 2000-område og projektets påvirkning af bilag IV-arter og øvrige fuglearter. Under klagesagens behandling for nævnet fik kommunen udarbejdet en supplerende væsentlighedsvurdering, der vurderede projektets påvirkning af seks nye fuglearter, som blev tilføjet til udpegningsgrundlaget ved en revision i 2019. Nævnet stadfæstede kommunens § 25-tilladelse. I forhold til væsentlighedsvurderingen udtalte nævnet indledningsvist, at den oprindelige væsentlighedsvurdering – modsat den supplerende – ikke omfattede de arter, som senere blev tilføjet til udpegningsgrundlaget. Nævnet fandt, at disse oplysninger kunne indgå i prøvelsen, da nævnet i almindelighed kan inddrage nye forhold (nova) i klagesagen, herunder mellemkommende fakta, idet nævnet lagde vægt på, dels at nævnet i sagen havde fuld prøvelseskompetence, og dels at de supplerende oplysninger alene underbyggede væsentlighedsvurderingens overordnede konklusion. Oplysningerne ændrede – efter nævnets opfattelse – endvidere ikke ved vurderingens karakter af at være en væsentlighedsvurdering frem for en egentlig habitatkonsekvensvurdering. Nævnet foretog herefter en prøvelse af en række forhold, bl.a. (i) om der var fastsat afværgeforanstaltninger i væsentlighedsvurderingen, (ii) eventuelle kumulative støjpåvirkninger, (iii) påvirkningen fra udledning af grundvand og overfladevand samt (iv) udledningen af kvælstof og betydningen af LAR-systemer. Samlet set fandt nævnet, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt. I forhold til bilag IV-arter (flagermus og markfirben) fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurderinger herom, da der for flagermus var foretaget tilstrækkelige undersøgelser til at fastslå, at det ikke ville medføre ødelæggelse eller beskadigelse af yngle- eller rasteområder, mens det for markfirben efter søgning i forskellige databaser kunne lægges til grund, at arten ikke var registreret i Københavnsområdet i mange år, ligesom der var blevet foretaget bestigelser under fund af enkeltindivider. I forhold til øvrige fugle udtalte nævnet, at bestemmelsen i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4, stk. 4, 2. pkt., om at undgå forurening og forringelse af levesteder for de særligt beskyttede fuglearter og trækfugle uden for de udpegede områder havde en vis selvstændig betydning, men nævnet fandt, at kommunen i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at miljøkonsekvensrapporten belyste sådanne forringelser.