KFE 2024.848 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2024)

Denne sag vedrører en klage fra en nabo over Horsens Kommunes tilladelse til et stort vandløbsprojekt. Den meddelte tilladelse skulle sikre en genopretning af naturen i et område ved Vestbirk, der udgjorde ca. 9 km af Gudenåen. Projektet skulle føre vandløbet tilbage til sit oprindelige forløb i den udstrækning, det var muligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i forbindelse med sagsbehandlingen afvist en anmodning fra kommunen om at ophæve klagens opsættende virkning, og havde forelagt kommunen nogle spørgsmål som led i oplysning af sagen.

Klageren havde anført, at der forelå flere mangler ved den af kommunen trufne afgørelse, herunder at der ikke var blevet foretaget en VVM-screening af det samlede projekt i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 21. Klageren anførte endvidere, at projektet indebar en risiko for tørlægning af en del af en sø, og at tørlægningen indebar en risiko for udledning af tungmetaller til vandløbet fra søens sediment i strid med de miljøkvalitetskrav, der er fastlagt ved vandkvalitetskravdirektivet som gennemført med miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen. Tilførslen ville indebære, at der i overfladevandet ville indtræde en overskride af de fastlagte kvalitetskrav til tungmetallerne, jf. bekendtgørelsens bilag 2, tabel 3. Projektet indebar ifølge klageren dermed en risiko for forringelse af overfladevandets kvalitet i strid med indsatsbekendtgørelsens § 8, jf. vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a. Det blev også anført, at der hverken var taget tilstrækkelig højde for udvaskning af okker, øget udledning af CO2 fra de tørlagte områder eller til de konsekvenser, som klimaændringerne indebærer i relation til oversvømmelsesrisici. Det blev endvidere anført, at tilladelsen til at fjerne vandføringen gennem Vestbirk Vandkraftværk var i strid med kommuneplanens retningslinjer, og at de hermed følgende ændringer af vandspejlet i de tilknyttede søer ville have negative konsekvenser for beskyttet natur.

Med henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11, stk. 1, begrænsede nævnet sin efterprøvelse til at vedrøre spørgsmålene: 1) om der forelå en risiko for en forringelse af overfladevandet, 2) om kommunens vurdering af konsekvenserne i forhold til vandføringsevne og vandspejlsforhold var korrekt, 3) om kommunens håndtering af de kulturhistoriske interesser, der var knyttet til nedlæggelsen af det gamle vandkraftværk, var korrekt, og 4) om den af kommunen meddelte dispensation til tilstandsændring af beskyttet eng var korrekt.

Indledningsvis fastslog nævnet, at det var enigt med kommunen i, at den del af det ændrede projektet, der vedrørte stryget ved Vestbirk Vandkraftværk, ikke begrundede en VVM-pligt, og at fristen for at påklage den oprindelige screeningsafgørelse, der var truffet i januar 2022, var udløbet. For så vidt angik klagen over den manglende belysning og vurdering af alternativer, projektets CO2-påvirkning ved sænkning af vandstanden, og det af klageren anførte om projektets konsekvenser i forhold til oversvømmelsesrisici, fandt nævnet, at det var spørgsmål, der var relateret til kommunens screeningsafgørelse, som ikke kunne realitetsbehandles på grund af fristoverskridelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler dels som en klage over den afgørelse, der er truffet efter vandløbslovens § 37 om restaurering af Gudenåen, dels som en klage over den dispensation, der er truffet efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, fra beskyttelsen af § 3-område. Der tages af nævnet stilling til de to afgørelser hver for sig.

Nævnet afviste klagen over dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 3 til ændring af Gudenå og omkringliggende moser med henvisning til, at afgørelsen ikke vedrørte arealer ved klagerens ejendom, hvorfor klager ikke havde en sådan individuel og væsentlig interesse i den trufne afgørelse, og derfor ikke var klageberettiget. Med hensyn til klagen over den afgørelse, som kommunen havde truffet med hjemmel i vandløbslovens § 37 om restaurering af vandløbet, fastslog nævnet, at kommunen ved det indsatsprogram, der ved bekendtgørelsen var fastlagt for den 3. vandplanlægningsperiode (2021-2027), var pålagt at fjerne spærringen. Der var tale om fjernelse af en spærring ved en vandmølle, der var blevet etableret i 1922-24 som led i etablering af et vandkraftværk til forsyning efter 1. Verdenskrig. Vandkraftværket bidrog på afgørelsestidspunktet fortsat til energiforsyningen i området. Nævnet tiltrådte endvidere kommunens vurdering af, at der ikke var en risiko for okkerudledning, idet de vandløbsnære arealer var svært gennemtrængelige. Med hensyn til den af klageren anførte risiko for udledning af miljøfarlige stoffer fra sedimentet fastslog nævnet, at kommunen havde imødegået den risiko ved de ændringer, der var foretaget af projektet. Nævnet afviste også, at projektet ville være i strid med kommuneplanens retningslinjer om beskyttelse af kulturarv. Det blev bl.a. som led i den vurdering fremhævet, at kommunen havde foretaget en høring af Slots- og Kulturstyrelsen, som ikke havde protesteret imod projektet. Nævnet stadfæstede den af kommunen trufne afgørelse.

Fodnoter