KFE 2024.844 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2024)

Denne sag vedrører en klage over én af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) truffet afgørelse om nedsættelse af støtten til klagerens frivillige anvendelse af kvælstofreducerende virkemidler. Nedsættelsen – der var udtryk for en fastholdelse af en tidligere afgørelse, som Landbrugsstyrelsen havde fået underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet – begrundede SGAV med, at klageren havde ansøgt om støtte til frivillig etablering af efterafgrøder efter gødskningsbekendtgørelsen for planperioden 2020/2021 § 1, stk. 1, som ikke var blevet realiseret, idet klageren i stedet havde foretaget en tidlig såning af vinterhvede som en alternativ afgrøde. En støtte til alternative virkemidler skulle have været ansøgt efter gødskningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. Den konstaterede fravigelse i forhold til det tilsagn, som klager havde modtaget fra Landbrugsstyrelsen i 2020, udløste samtidig ved den af SGAV trufne afgørelse en reduktion i klagers kvælstofkvote for planperioden 2020/2021.

Klageren havde over for styrelsen henvist til, at der var tale om en indtastningsfejl. Relevansen af den begåede fejl blev afvist af styrelsen med henvisning til EU-Domstolens stillingtagen til et præjudicielt spørgsmål om, hvordan en fejl begået af erhvervsdrivende skal vurderes efter Kommissionens gennemførelsesforordning (Demmer-sagen). SGAV fastslog, at der ikke var tale om en indlysende fejl, og at klageren derfor som erhvervsdrivende selv var forpligtet til at have det fornødne kendskab til de regler og procedurer, der skulle følges i en støttesag som den foreliggende.

Miljø- og Fødevareklagenævnet var enigt med SGAV i, at klageren ikke havde opfyldt de i gødskningsbekendtgørelsen for planperioden 2020/2021 opstillede krav til etablering af efterafgrøder, hvorefter det var en forpligtelse for ansøger at etablere målrettede efterafgrøder efter normale driftsmæssige principper med henblik på en effektiv kvælstofoptagelse i efteråret, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 2. Nævnet var også enigt med styrelsen i, at klageren ikke kunne opfylde forpligtelserne til at etablere efterafgrøder ved at anvende alternative virkemidler, da den indgivne ansøgning var indgivet efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Nævnet var derfor enigt med styrelsen i, at den havde hjemmel til at fastsætte en administrativ sanktion. Sanktionen skulle imidlertid udmåles i overensstemmelse med kriterierne, der var fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning, der supplerer Europa-Parlamentets og Rådets horisontale forordning om den fælles landbrugspolitik. I den sammenhæng konstaterede nævnet, at det var uomtvistet, at klageren havde tilsået ID-15-mark nr. 3-0 med vinterhvede inden den 7. september 2020, og dermed rettidigt havde foretaget tidlig såning på marken, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Efter forordningen skulle styrelsen ved stillingtagen til udmålingen af den konkrete sanktion tillægge det betydning, hvor alvorlig overtrædelsens var, hvor alvoren skulle bestemmes ud fra en vurdering af overtrædelsens konsekvenser ift. støtteordningens formål, jf. forordningens artikel 35, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at forpligtelserne i bekendtgørelsens § 18, stk. 2, og § 19 havde samme formål, nemlig at reducere kvælstofudledningen ved kystvandoplande gennem foranstaltninger, der begrænsede udvaskningen af kvælstof, jf. gødskningslovens § 1. Af samme grund var det nævnets vurdering, at en korrekt opfyldelse af den ene af de to forpligtelser, der var tale om i forbindelse med indgåelse af aftale om efterafgrøder, i afgørende grad bidrog til formålet med støtteordningen. Klagerens etablering af et alternativt virkemiddel skulle derfor efter gennemførelsesforordningens artikel 35, stk. 2, indgå i vurderingen af overtrædelsens alvor i forhold til forpligtelsens formål, når styrelsen fastsatte sanktionen efter bekendtgørelsens § 26. Det var derfor også nævnets opfattelse, at styrelsen ved at meddele fuldstændigt afslag på klagers ansøgning om tilskud, uden at inddrage virkningen af det etablerede alternativ, ikke havde anvendt reglerne korrekt. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering af sanktionens størrelse.

Fodnoter