Denne sag vedrører en klage fra et kommunalt vandforsyningsselskab, der klagede over en indvindingstilladelse, der var meddelt et landbrug til indvinding af grundvand til markvanding. Vandselskabet anførte bl.a., at den tilladte grundvandsindvinding indebar en risiko for forringelse af grundvandets tilstand – herunder med brunt vand – i et område, som var forudsat anvendt til almen vandforsyning. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der er sammensat med læge medlemmer, foretager indledningsvis en generel fortolkning af reglerne. Det fastslår, at vandforsyningsloven har til formål at sikre, at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de hensyn, der er nævnt i vandforsyningslovens § 2. Det fremgår af bestemmelsen, at loven skal anvendes til at sikre en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne samt at sikre en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning. Loven har endvidere til formål at sikre, at drikkevandet er sundt og rent, med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed mod de skadelige virkninger af enhver forurening af drikkevandet, samt at sikre en forbedret adgang til drikkevand. I forbindelse med vurderingen af den meddelte indvindingstilladelse henviser nævnet til, at lovens § 22, stk. 3, skal sammenholdes med de krav, der fremgår bekendtgørelsen om vandindvinding og vandforsyning. Det følger i den forbindelse af bekendtgørelsen, at der dels skal foretages en vurdering af indvindingens påvirkning af omgivelserne, dels skal tages stilling til de konsekvenser, en tilladelse vil have på det omgivende vandmiljø. Det understreges, at nævnet som fast praksis betragtede vandforsyningsplanens retningslinjer som et overordnet beslutningsgrundlag, og at retningslinjerne kun kan fraviges, hvis der konkret er væsentlige hensyn, der kan begrunde det. Nævnet henviser endvidere til, at der er tale om en retlig binding ved udpegningsbekendtgørelsens angivelse af områdeinddeling, idet bekendtgørelsen fastlægger en afgrænsning af konkrete grundvandsområder, som udpeges ud fra deres egnethed til at indgå i vandforsyningen og deres sårbarhed imod indvindingsaktiviteter. Nævnet henviser endvidere til, at det fremgår af vandforsyningslovens § 13, stk. 2 og stk. 3, at indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af de pågældende vandressourcer, og at indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes indsats til opnåelse af denne beskyttelse. Nævnet henviser endelig til det almindeligt gældende princip om, at drikkevand skal baseres på grundvand, der ikke har gennemgået en videregående vandbehandling. Det blev afgørende for nævnets stillingtagen til den indbragte klage, at kommuneplanens og vandforsyningsplanens retningslinjer angav, at den almene vandforsynings skulle prioriteres højest i de områder, hvor der ikke var tilstrækkelige grundvandsressourcer til at dække alle behov. Efter retningslinjerne kunne der kun i »særlige tilfælde« undtagelsesvis gives tilladelse til indvinding til andre formål. Ved nævnets stillingtagen til den betydning, som retningslinjerne skulle tillægges ved vurdering af den forelagte klage, fastslog nævnets flertal, at der ikke var tale om et særligt tilfælde. Flertallet lagde vægt på, at den ønskede boring var lokaliseret i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), og at den ønskede indvinding ville øge risikoen for, at der tiltrækkes brunt vand fra området. Hvis det skete, ville det kunne udvikle sig til et blivende problem, der var vanskeligt at behandle, og som ville kræve avanceret rensning af drikkevandet. Et mindretal (bestående af to læge medlemmer) mente derimod, at der forelå en særlig situation, der kunne begrunde stadfæstelse af indvindingstilladelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 24/04963.
. Kystdirektoratets tilladelse blev truffet i medfør af kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 4.
Miljøvurderingslovens bilag 2 opregner blandt de projekter, der skal underkastes en screening i bilag 2, punkt 11, litra b: »Anlæg til bortskaffelse af affald (projekter, som ikke er om-fattet af bilag 1).«
Af vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a, i), fremgår det, at medlemsstaterne skal forhindre forringelser af overfladevandets tilstand og iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevandområder.
Miljøstyrelsens henvisning til eksisterende baggrundsstøj er baseret på en gammeldags tankegang, der kendes fra miljøbeskyttelsesloven, som er direkte i strid med den forpligtelse, der efter habitatdirektivets artikel 6 og EU-Domstolens praksis er til at foretage en vurdering af de kumulative påvirkninger.