Denne sag blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af ejeren af et eksisterende helårshus, der klagede over et af Kystdirektoratet meddelt afslag på en dispensation til en bygningsmæssig ændring på 2 m2. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at det ansøgte projekt skulle behandles som en tilstandsændring, som er dispensationskrævende efter naturbeskyttelseslovens § 15, idet projektet forudsatte ændringer i både bygnings- og tagkonstruktion, hvormed det bygningsmæssige udtryk ville blive ændret og bygningsarealet ville blive udvidet. Nævnet var også enig med direktoratet i, at der kun kunne meddeles en dispensation efter lovens § 65 b, stk. 1, hvis der forelå et særligt tilfælde, og at praksis var restriktiv. Nævnet henviste imidlertid til, at den lovændring, der blev foretaget af naturbeskyttelsesloven med udvidelsen af kystbeskyttelseszonen fra 100 meter til 300 meter, var ledsaget af bemærkninger, hvoraf det fremgik, at helårshuse, der ved ikrafttrædelsen var beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, skulle behandles efter en lempeligere praksis, hvis den samlede bebyggelse ikke herved overstiger 250 m2. Klagerens helårshus var imidlertid større, hvorfor den aktuelle ansøgning skulle behandles efter den restriktive praksis. Et enig nævnt fandt ud fra en samlet vurdering, at de bygningsmæssige ændringer var så beskedne, og at ændringerne var tilpasset den eksisterende bygning, samt at der ikke var forudsat øgede aktiviteter, der ville belaste kystlandskaber. Der var derfor grundlag for at meddele en dispensation med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65 b. Det meddelte afslag blev derfor ophævet. Sagen blev hjemvist til Kystdirektoratet til fornyet behandling med en vejledning om, at direktoratet skulle inddrage habitatdirektivets og habitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter og væsentlighedsvurdering/habitatvurdering ved den fornyede behandling af det ansøgte.
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 24/04963.