KFE 2024.803 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. november 2024)

Denne sag blev indbragt af Danmarks Naturfredningsforening og dens lokalafdeling for Miljø-og Fødevareklagenævnet med påstand om, at Stevns Kommune i strid med det formål, der ligger bag naturbeskyttelseslovens § 26, den 29. september 2021 havde accepteret en retlig lovliggørelse af nedlæggelsen af en asfalteret vej. Vejen var via en fredet stikvej forbundet med Stevns Klint Trampesti, der var fredet bl.a. for at sikre og bevare områdets geologiske værdier af enestående, universel betydning. Fredningen skulle endvidere sikre offentligheden god tilgængelighed til den geologiske verdensarv samt til den særlige kulturarv og natur via et sammenhængende, kystnært stiforløb. Kommunen, der oprindeligt var blevet gjort opmærksom på, at der var foretaget en nedlæggelse af vejen uden en forudgående anmeldelse over for kommunen, havde med en afgørelse, der blev truffet i februar 2021, fastslået, at nedlæggelsen var foretaget i strid med naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1 og 2. Efterfølgende havde kommunen med hjemmel i lovens § 26 a, stk. 3, accepteret nedlæggelsen med henvisning til, at adressaten etablerede en alternativ stigforbindelse, og at det af gamle kort fremgik, at der tidligere havde været en sti det pågældende sted. Nedlæggelsen blev hermed retlig lovliggjort. Kommunen var i den forbindelse af den opfattelse, at der ikke var tale om en forvaltningsakt, der kunne påklages til nævnet, da kommunen efter naturbeskyttelseslovens § 26 a kun skulle træffe afgørelse, hvis der blev truffet en afgørelse om, at grundejeren ikke måtte nedlægge vejen. Der skulle efter § 26 a ikke træffes en afgørelse i en situation, hvor kommunen accepterer nedlæggelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet var ikke enigt med kommunen i den fortolkning af § 26 a og fastslog, at det var dets praksis at karakterisere en sådan accept som en konstitutiv afgørelse (en forvaltningsakt), som kunne efterprøves. De af Danmarks Naturfredningsforening anførte klagepunkter gav imidlertid ikke nævnet anledning til at underkende den trufne afgørelse om retlig lovliggørelse eller til at tilføje vilkår. Da kommunen ikke havde truffet en afgørelse om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, afviste nævnet at forholde sig til det af klageren anførte om en tilsidesættelse af strandbeskyttelseslinjen. Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Fodnoter