KFE 2024.791 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. oktober 2024)

Denne sag vedrører en klage over en tilladelse, som Miljøstyrelsen i 2024 havde meddelt en kommune til i 2 år at foretage klapning af havnesediment fra en sejlrende med klapning af sedimentet inden for et Natura 2000-område. Det fremgår af nævnets sagsfremstilling, at Kystdirektoratet i oktober 2022 havde meddelt en tilladelse støttet på kystbeskyttelseslovens § 16 a til at omlægge og udvide en sejlrende, og at der som led i den sagsbehandling var foretaget en miljøkonsekvensvurdering (VVM). Miljøstyrelsen havde i forbindelse med den meddelte klaptilladelse, der var genstand for klagen, taget udgangspunkt i, at der herved var foretaget den nødvendige vurdering efter miljøvurderingslovens regler. Klagen blev forelagt nævnet af en forening – det fremgår ikke af sagen, hvilken forening det er. Klageren anførte, at der var tale om et projekt, der skulle betragtes som bortskaffelse af affald, som skulle underkastes en miljøkonsekvensvurdering efter miljøvurderingslovens § 21, jf. lovens bilag 2, punkt 11, litra b, samt at klapningen ville være i strid med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, jf. vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a, nr. i, idet miljømålene for det pågældende vandområde ikke var opfyldt, og at der derfor efter bekendtgørelsens § 8, stk. 3, ikke kunne træffes en afgørelse, der ville medføre en forringelse af tilstanden i det vandområde, hvor klapningen skulle foretages. Klageren havde endvidere anført, at klapningen ville medføre tildækning af fødegrundlaget for edderfuglene og de gråstrubede lappedykkere, der begge indgik i udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, hvor klapningen skulle foretages. Det blev endvidere af klageren påpeget, at klapningen ville have negative konsekvenser for bilag IV-arten marsvin. Endelig anførte klageren, at Miljøstyrelsen ikke havde foretaget den vurdering af alternative muligheder for nyttiggørelse, der var foreskrevet i klapbekendtgørelsens § 3. Det oplyses i sagsfremstillingen, at det materiale, der tillades klappet, hovedsageligt består af moræneler, og at det skal klappes på en klapplads, der allerede benyttes af fem andre havneprojekter. Miljøstyrelsen har forud for meddelelsen af tilladelse til klapningen vurderet, at klapningen ikke ville være i strid med forpligtelsen i indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, til ikke at forringe vandets tilstand, og at klapningen heller ikke ville forhindre opfyldelsen af de i miljømålsbekendtgørelsen opstillede miljømål for recipienten i klapområdet. Det var endvidere styrelsens vurdering, at de arter, der indgik som udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, hvori klapningen skulle foretages, ikke ville blive påvirket væsentligt, bl.a. fordi klapningen efter de i tilladelsen indføjede vilkår kun kunne foretages i begrænset omfang i vinterhalvåret. Hvad angik bilag IV-arten marsvin var det styrelsens vurdering, at der allerede var så meget baggrundsstøj i området, at dyrene, der var vant til støj, kun i begrænset omfang ville blive påvirket. Miljøstyrelsen påpegede imidlertid samtidig, at bestanden af marsvin siden 2016 havde været præget af en væsentlig nedgang, som den vurderede, var begrundet i bifangst af marsvin i fiskegarn. Den kumulative effekt af de øvrige klapaktiviteter fandt styrelsen ville være begrænset. Styrelsen understregede, at det fulgte af klapbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 10, at det var ansøgeren, der skulle foretage undersøgelsen af og redegøre for nyttiggørelsesmulighederne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede samtlige de af klageren fremførte klagepunkter. Med henvisning til bl.a. affaldsrammedirektivets bindende definition og afgrænsning af affaldsbegrebet, som det er foretaget i direktivets artikel 2, stk. 3, fastslår nævnet, at spørgsmålet om forpligtelsen til at foretage en miljøkonsekvensvurdering af den tilladte klapning ikke skulle besvares med udgangspunkt i de regler, der var gældende for håndtering af affald. I lyset af den af Kystdirektoratet foretagne miljøkonsekvensvurdering i forbindelse med den meddelte tilladelse til omlægning og udvidelse af sejlrenden skulle Miljøstyrelsen ikke have foretaget en selvstændig miljøkonsekvensvurdering. Nævnet fandt endvidere, at den samlede kemiske tilstand i det relevante vandområde var »ikke-god«, idet miljøkvalitetskravene for bly og cadmium i biota var overskrevet. De analyser, der var foretaget af klapmaterialet, viste, at indholdet af miljøfarlige stoffer som et vægtet gennemsnit for det enkelte stof lå markant under det nedre aktionsniveau, der var fastlagt i klapvejledningen. Det var på det grundlag nævnets vurdering, at indholdet af miljøfarlige stoffer tillige lå under de miljøkvalitetskrav for stofferne, som var fastlagt i miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at klapningen ikke vil medføre en forringelse af den kemiske tilstand i vandområdet, og dermed ikke vil være til hinder for opfyldelsen af målet om god kemisk tilstand i vandområdet. Nævnet konstaterede endvidere, at der i relation til de kumulative effekter af andre klapprojekter efter indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 5, kun skulle inddrages de aktuelle projekter og ikke fremtidige projekter. På det grundlag fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte den af Miljøstyrelsen trufne afgørelse om, at den tilladte klapning ikke ville være til hinder for opfyldelsen af målet om god kemisk tilstand i vandområdet. De af klageren påtalte mangler i relation til gennemførelse af en væsentlighedsvurdering af klapningen efter habitatbekendtgørelsens regler afvistes ligeledes, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte styrelsens vurdering af påvirkningen af marsvin (bilag IV-art). Nævnet bemærkede i øvrigt, at der i forvejen var forstyrrelser i området i form af en færgerute, der krydsede ind over projektområdet. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at underkende Miljøstyrelsens afvisning af nyttiggørelsesmuligheder for det relevante materiale, idet nævnet fastslog, at styrelsen havde en vis skønsmargen, og at det i forhold til ansøgeren rimeligvis kun kunne forlanges, at aktuelle og realistiske nyttiggørelsesmuligheder var undersøgt nærmere i forbindelse med den konkrete ansøgning om tilladelse til klapning.

Fodnoter