KFE 2024.778 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. juni 2024)
i Kendelser om Fast EjendomDenne sag vedrører en klage fra en adressat over en afgørelse, der er truffet af en kommune med hjemmel i museumslovens § 29 a om beskyttelse af et dige. Kommunen havde meddelt afslag på en ansøgning om retlig lovliggørelse af en af klageren foretaget nedlæggelse af et dige. Afslaget var begrunde med, at diget havde historisk betydning til belysning af tidligere ejerlags inddeling af grundejernes marker. Klageren påberåbte sig bl.a. beskyttelsen af berettigede forventninger, der blev støttet på et udkast til en dispensation, som kommunen i 2016 havde udarbejdet, ligesom klageren anførte, at den trufne afgørelse om afslag på retlig lovliggørelse var i strid med proportionalitetsprincippet. Klageren anmodede i den forbindelse om, at der kunne etableres erstatningsbiotoper som led i en retlig lovliggørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste, at der var tale om berettigede forventninger, idet kommunens afslag var begrundet i en indsigelse, der var modtaget fra Slots- og Kulturstyrelsen i forbindelse med kommunens udkast til dispensation. Med henvisning til, at museumslovens § 29 a, stk. 1, er en forbudsbestemmelse, og til den restriktive praksis, der er tale om ved stillingtagen til dispensation efter lovens § 29 j, stk. 2, der kun kan meddeles i »særlige tilfælde«, blev den påklagede afgørelse stadfæstet. Nævnet oplyste, at et erstatningsdige almindeligvis ikke kan erstatte den kulturhistoriske værdi, der knytter sig til den autentiske placering og udformning af et oprindeligt dige.
Fodnoter
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/05332.