Denne sag vedrører en klage, der er indgivet af Danmarks Naturfredningsforening over en af Miljøstyrelsen i november 2020 med hjemmel i havmiljølovens § 26 meddelt 5-årig tilladelse til Kystdirektoratet til at foretage en klapning på en eksisterende klapplads, der var lokaliseret inden for et Natura 2000-område. Det blev af klageren anført, at det hierarki, der er etableret i klapbekendtgørelsen mellem nyttiggørelse af sedimentet frem for klapning, ikke var blevet respekteret. Det blev endvidere anført i klagen, at der ikke var foretaget de forudsatte analyser af sedimentet, hverken for organisk indhold eller for miljøfarlige stoffer, uanset, at såvel optagningsstedet som klappladsen var beliggende i et Natura 2000-område. Det blev endvidere anført, at der var konstateret indhold af BDE og kviksølv i fisk i det område, hvor sedimentet skulle optages, mens vandets kemiske tilstand ved klappladsen var ukendt. Klageren anførte, at Miljøstyrelsen ikke havde tilvejebragt et grundlag for at antage, at klapningen ikke ville have indflydelse på vandets kvalitet i klapområdet. Klageren anførte endvidere, at udnyttelsen af klappladsen aldrig havde været genstand for en strategisk miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens §§ 12-13.
Miljø- og Fødevareklagenævnet, der var sammensat med sagkyndige medlemmer efter lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 5, begrænsede sin efterprøvelse til at vedrøre klagen over den påvirkning, som det tilladte ville have på Natura 2000-området, men vejledte samtidig Miljøstyrelsen om den vurdering, der skulle foretages af klapningens påvirkning af vandets kvalitet.
Nævnet understreger indledningsvis de forpligtelser, der følger af havmiljølovens §§ 26-27 og klapbekendtgørelsens §§ 5, 7 og 10 om tilvejebringelse af oplysninger, om den vurdering, der skal foretages af det foreliggende materiale, som skal danne grundlag for Miljøstyrelsens meddelelse af en tilladelse, og om de vilkår, der skal indføjes i Miljøstyrelsens tilladelse. Herefter redegøres der for de krav, der med baggrund i EU-Domstolens praksis skal stilles til Miljøstyrelsens gennemførelse af den væsentlighedsvurdering, hhv. den habitatvurdering, der efter habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 7 – som gennemfører habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 – skal være tale om ifm. styrelsens vurdering af den modtagne ansøgning om tilladelse til klapning. Nævnet henviser til den konkrete sårbarhed, der er tale om i forhold til de arter, der udgør udpegningsgrundlaget for det relevante Natura 2000-område. Det konstaterer, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om eller en nærmere vurdering af klapmetode, meteorologiske forhold og øvrige strømforhold i og omkring klappladsen på trods af, at de nævnte faktorer alle vil have stor betydning for spredning af klapmateriale, og dermed betydning for den mulige påvirkning af naturtyperne på udpegningsgrundlaget. Den meddelte tilladelse ophæves derfor, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Miljøstyrelsen med konkrete anvisninger på, hvordan den fornyede vurdering skal foretages samt behovet for at vurdere behovet for indføjelse af vilkår om afværgeforanstaltninger. Nævnet fremhæver endvidere, at styrelsen ikke har tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation for, at det ikke vil være muligt at nyttiggøre oprensningsmaterialet i overensstemmelse med det hierarki, der er fastlagt i klapbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og stk. 2. Der mangler således i det foreliggende materiale oplysninger om, at der er foretaget en tilstrækkelig vurdering, herunder en vurdering af, om de forventede omkostninger, der vil være forbundet med nyttiggørelse, vil være uforholdsmæssigt store. Ved den fornyede behandling skal de kriterier, der er fastlagt for en vurdering i overensstemmelse med klapbekendtgørelsens § 3, indgå i styrelsens beslutningsgrundlag. Med hensyn til klapningens påvirkning af vandets tilstand, herunder respekten for forbuddet imod at forringe vandets kvalitet, der er fastslået i indsatsbekendtgørelsens § 8, er den af Miljøstyrelsen foretagne analyse af det optagne havbundsmateriale også utilstrækkelig. Ved den fornyede vurdering af det ansøgte skal styrelsen sikre, at klapningen ikke vil være i strid med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, herunder i relation til de kvalitetskrav, der er opstillet i miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsens kvalitetskrav til bromerede diphenylethere (BDE), kviksølv, cadmium og bly.
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/05332.
Naturbeskyttelsesloven (lov nr. 9 af 3. januar 1992), der var et led i den generelle modernisering af miljølovgivningen, som blev vedtaget, da Lone Dybkjær var miljøminister, sammenfattede og forenklede den tidligere naturfredningslov, sandflugtsloven og lov om naturforvaltning. Det indebar kun småjusteringer, jf. herom Veit Koester »Naturbeskyttelsesloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2009, side 40 f. Fredningsbestemmelserne og de øvrige beskyttelseskrav, der indgår i loven, er af ældre dato. Vådområdebeskyttelsen kom ind i lovgivningen i 1970’erne, jf. herom Veit Koester side 85 f. Den generelle beskyttelse af naturtyper er også et resultat af det, der blev vedtaget i 1972, i 1978 og 1984, jf. herom Helle Tegner Anker »Naturbeskyttelseslovgivning« i E.M. Basse »Miljøretten 2. Arealanvendelse, natur- og kulturbeskyttelse«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, side 338 f.
Det fremgår ikke af sagsfremstillingen, hvordan et hedelandskab – som det ejerens ejendom var beliggende i – var beskyttet før 1992. Beskyttelsen af heder blev vedtaget i 1983, hvor størrelsesgrænsen var 5 ha. I 1992 blev størrelsesgrænsen nedsat til 2.500m2, og hederne blev omfattet af den generelle mosaikregel i § 3, stk. 2, in fine, jf. herom Veit Koester op.cit, side 104. Der var ikke med indføjelsen af § 3 tilsigtet en realitetsændring i den administrative praksis, men bestemmelsen indeholder en ikke ubetydelig udvidelse af de beskyttede naturtyper, jf. herom Helle Tegner Anker op.cit. side 364.
Bekendtgørelse nr. 605 af 3. juni 2023 om beskyttede naturtyper.
Lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024 om planlægning fastslår, at et areal, der ikke i en lokalplan eller en ældre plantype, der svarer til lokalplanerne (herunder en byplanvedtægt) er udpeget til byzone eller sommerhusområde, skal betragtes som landzone. I § 34, stk. 2, nr. 3 fastslås det, at der til byzoner henhører »områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål«. Den byplanvedtægt, der er relevant i den konkrete sag, indeholder ikke en sådan stillingtagen til zonestatus, hvorfor området skal betragtes som landzone.
Med en formandsafgørelse afslog nævnet den 11. oktober 2024, sagsnr. 24/07522, at genoptage behandlingen af sagen. Der henvises i afgørelsen til, at et enigt nævn i den trufne afgørelse har fastslået, at naturbeskyttelsesloven ikke generelt viger for bestemmelser i en fredning, og det tilføjes: »Efter nævnets opfattelse må det henset til, at beskyttelsen er indført som en forbudsbestemmelse, skulle fremgå af loven eller dens forarbejder, såfremt beskyttelsen generelt skal vige for særlige rettigheder fastlagt ved f.eks. en fredning.« I forhold til berettigede forventninger, bebyggelsesmulighed og forældelsessynspunkter i den konkrete sag bemærker, Miljø- og Fødevareklagenævnet, at flertallet ikke har foretaget en subjektiv vurdering af klagers personlige forventninger. Nævnet bemærker, at vurderingen er foretaget ud fra, om det vil kunne forventes, at bebyggelse i henhold til fredningen ikke vil kunne påvirkes af senere lovgivning.
Yderligere bemærker Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vurderingen af præcedens er foretaget ud fra, hvilken virkning en dispensation vil kunne medføre i andre lignende sager, ikke blot generelt, men også i forhold til andre ejendomme omfattet af den omhandlede fredning. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker desuden, at nævnet ikke har kompetence til at behandle eventuelle erstatningsspørgsmål, og ikke kan yde rådgivning til klager. Videre er det som udgangspunkt ikke muligt at få foretræde for nævnet i forbindelse med behandlingen af en klagesag, og at nævnet ikke har fundet grundlag for at fravige dette ved behandlingen af anmodningen om genoptagelse.
Nævnets note: https://www2.blst.dk/nfr/05593.02.pdf