KFE 2024.758 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. februar 2024)
i Kendelser om Fast EjendomDenne sag vedrører en klage fra en grundejer, der blev berørt direkte ift. konsekvenserne af af den afgørelse, der var truffet den 6. april 2022 af Frederikshavn Kommune i medfør af vandløbslovens regler. Den påklagede afgørelse var truffet med hjemmel i vandløbslovens § 37, stk. 1. Formålet med afgørelsen var at forbedre vandkvaliteten i vandløbet med henblik på at kunne bidrage til opfyldelsen af Danmarks forpligtelser efter vandrammedirektivet til senest den 22. december 2027 at have en god tilstand i overfladevandet. Afgørelsen indebar bl.a. en ændring af de fysiske forhold i og omkring vandløbet, der skulle bidraget til genopretning af vandløbs naturlige løb og fjernelse af de fysiske spærringer, som reducerede vandgennemstrømningen. Klageren, der fandt, at kommunens afgørelse var truffet i strid med vandløbslovens § 37, stk. 3, ønskede at forhindre fjernelsen af den spærring, som var etableret i den gamle vandmølle, som klageren ejede, og hvori han havde sin bolig i. Klageren påberåbte sig bl.a., at der var tale om fjernelse af spærring, der ville ødelægge den gamle vandmølle, der udgjorde en industrihistorisk unik bygning, der var optaget på kulturarv.dk med en bevaringsværdi 3. Klageren henviste til støtte for, at det var sagligt og påbudt ved vandløbslovens § 37, stk. 3, at restaureringsforanstaltninger, der er hjemlet i § 37, stk. 1, ikke at restaureringsforanstaltninger ikke kan gennemføres, hvis sådanne foranstaltninger ville indebære en tilsidesættelses af væsentlige kulturhistoriske interesser.
Det fremgår af sagsfremstillingen, at den af kommunen trufne afgørelse om at fjerne spærring, var en konsekvens af, at staten med indsatsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og angivelsen i bekendtgørelsens bilag 1 havde påbud kommunen at gennemføre foranstaltningen som led i Danmarks opfyldelse af vandrammedirektivet. Det fremgår endvidere, at gennemførelsen af projektet ville indebære en sænkning af vandstanden med op til 2, 5 m, og at denne ændring bl.a. ville nødvendiggøre yderligere undersøgelser af møllebygningens fundering, supplerende boringer m.v.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede den indbragte klage med den sammensætning, der er fastlagt i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet ved lovens § 3, stk. 1, nr. 10. Nævnet henviste til indsatsbekendtgørelsen, der pålægger kommunen at gennemføre de i bekendtgørelsens bilag fastlagte konkrete supplerende forpligtelser. Nævnet fortolkede vandløbslovens § 37, stk. 3 i lyset af lovbemærkningerne og de udfyldende bestemmelser i reguleringsbekendtgørelsen, og det konstaterede, at kommunen havde overholdt den i bekendtgørelsens § 19 fastlagte rækkefølge ift. godkendelse af projektet ift. dispensationerne fra naturbeskyttelseslovens regler, idet dispensationerne var meddelt i oktober 2021, godt et halvt år før der blev truffet afgørelsen efter vandløbslovens § 37.
Miljø- og Fødevareklagenævnets medlemmer var ikke enige i forhold til vurderingen af alle de elementer, der indgik i kommens afgørelse. Nævnets 7 medlemmer var enige om, at der ikke, som påstået af klageren, var behov for at foretage en ny undersøgelse af forholdende. Nævnets flertal (bestående af formanden, de to dommere og et lægmedlem) stadfæstede den påklagede afgørelse for så vidt angik fravigelsen af beskyttelsen af kulturarv i vandløbslovens § 37, stk. 3. Flertallet henviste til de udtalelser, der var fremkommet fra Nordjyllands Kunstmuseum om beskyttelsesbehovet, samt de muligheder, som kommunen havde for at håndtere de udfordringer, der var ift. sætningsskader mv. på møllen. Nævnets mindretal (bestående af tre læge medlemmer) dissentierede, idet de mente, at det af flertallet tiltrådte projekt med fjernelse af stemmeværket i møllen ville medføre en tilsidesættelse af væsentlige kulturhistoriske interesser i strid med vandløbslovens § 37, stk. 3. Mindretallet bemærkede, at projektet i stedet for at fjerne stemmeværket burde gennemføres ved etablering af et omløbsstryg, idet et sådant projekt ville tilgodese både de kulturhistoriske interesser, der var knyttet til opstemningen af vand ved møllen, samt sikre den nødvendige faunapassage.
Fodnoter
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/05332.
Naturbeskyttelsesloven (lov nr. 9 af 3. januar 1992), der var et led i den generelle modernisering af miljølovgivningen, som blev vedtaget, da Lone Dybkjær var miljøminister, sammenfattede og forenklede den tidligere naturfredningslov, sandflugtsloven og lov om naturforvaltning. Det indebar kun småjusteringer, jf. herom Veit Koester »Naturbeskyttelsesloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2009, side 40 f. Fredningsbestemmelserne og de øvrige beskyttelseskrav, der indgår i loven, er af ældre dato. Vådområdebeskyttelsen kom ind i lovgivningen i 1970’erne, jf. herom Veit Koester side 85 f. Den generelle beskyttelse af naturtyper er også et resultat af det, der blev vedtaget i 1972, i 1978 og 1984, jf. herom Helle Tegner Anker »Naturbeskyttelseslovgivning« i E.M. Basse »Miljøretten 2. Arealanvendelse, natur- og kulturbeskyttelse«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, side 338 f.
Det fremgår ikke af sagsfremstillingen, hvordan et hedelandskab – som det ejerens ejendom var beliggende i – var beskyttet før 1992. Beskyttelsen af heder blev vedtaget i 1983, hvor størrelsesgrænsen var 5 ha. I 1992 blev størrelsesgrænsen nedsat til 2.500m2, og hederne blev omfattet af den generelle mosaikregel i § 3, stk. 2, in fine, jf. herom Veit Koester op.cit, side 104. Der var ikke med indføjelsen af § 3 tilsigtet en realitetsændring i den administrative praksis, men bestemmelsen indeholder en ikke ubetydelig udvidelse af de beskyttede naturtyper, jf. herom Helle Tegner Anker op.cit. side 364.
Bekendtgørelse nr. 605 af 3. juni 2023 om beskyttede naturtyper.
Lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024 om planlægning fastslår, at et areal, der ikke i en lokalplan eller en ældre plantype, der svarer til lokalplanerne (herunder en byplanvedtægt) er udpeget til byzone eller sommerhusområde, skal betragtes som landzone. I § 34, stk. 2, nr. 3 fastslås det, at der til byzoner henhører »områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål«. Den byplanvedtægt, der er relevant i den konkrete sag, indeholder ikke en sådan stillingtagen til zonestatus, hvorfor området skal betragtes som landzone.
Med en formandsafgørelse afslog nævnet den 11. oktober 2024, sagsnr. 24/07522, at genoptage behandlingen af sagen. Der henvises i afgørelsen til, at et enigt nævn i den trufne afgørelse har fastslået, at naturbeskyttelsesloven ikke generelt viger for bestemmelser i en fredning, og det tilføjes: »Efter nævnets opfattelse må det henset til, at beskyttelsen er indført som en forbudsbestemmelse, skulle fremgå af loven eller dens forarbejder, såfremt beskyttelsen generelt skal vige for særlige rettigheder fastlagt ved f.eks. en fredning.« I forhold til berettigede forventninger, bebyggelsesmulighed og forældelsessynspunkter i den konkrete sag bemærker, Miljø- og Fødevareklagenævnet, at flertallet ikke har foretaget en subjektiv vurdering af klagers personlige forventninger. Nævnet bemærker, at vurderingen er foretaget ud fra, om det vil kunne forventes, at bebyggelse i henhold til fredningen ikke vil kunne påvirkes af senere lovgivning.
Yderligere bemærker Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vurderingen af præcedens er foretaget ud fra, hvilken virkning en dispensation vil kunne medføre i andre lignende sager, ikke blot generelt, men også i forhold til andre ejendomme omfattet af den omhandlede fredning. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker desuden, at nævnet ikke har kompetence til at behandle eventuelle erstatningsspørgsmål, og ikke kan yde rådgivning til klager. Videre er det som udgangspunkt ikke muligt at få foretræde for nævnet i forbindelse med behandlingen af en klagesag, og at nævnet ikke har fundet grundlag for at fravige dette ved behandlingen af anmodningen om genoptagelse.