KFE 2024.749 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. februar 2024)

Denne sag vedrører en klage over en af Frederikshavn Kommune den 28. oktober 2021 meddelt dispensation til kommunen selv, hvor der blev dispenseret fra beskyttelsen af vandløbet som beskyttet natur, der var meddelt med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, samt en dispensation fra åbeskyttelseslinjen, der var truffet med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, jf. § 16. Klageren, der ejede arealer, der grænsede op til vandløbet, anførte, at de meddelte dispensationer indebar et betydeligt indgreb i eksisterende natur og i de kulturhistoriske interesser, der var knyttet til en gammel vandmølle, som klageren ejede. Dispensationerne ville efter klagerens vurdering have fatale kulturhistoriske, arkitektoniske og landskabsmæssige konsekvenser. Han mente derfor, at han som minimum måtte være klageberettiget i enhver henseende efter naturbeskyttelseslovens § 86. Det blev i den sammenhæng af klageren også anført, at det ansøgte projekt som minimum forudsatte en VVM-screening, jf. miljøvurderingslovens § 21.

Miljø- og Fødevareklagenævnet oplyser indledningsvis i sin afgørelse, at der er tale om en misforståelse hos kommunen, når den anfører, at dispensationen, der er meddelt fra naturbeskyttelseslovens § 3, skal fortolkes alene som vedrørende selve vandløbet. Det er nævnets opfattelse, at der er tale om et samlet projekt, hvorfor den efterprøvelse, der foretages af nævnet, er baseret på, at der er tale om en dispensation, der er meddelt med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3, der vedrører en tilstandsændring af såvel vandløbet som de nærliggende beskyttede naturtyper på land. Nævnet fastslår, at den afgørelse, som kommunen har truffet, lider af en væsentlig retlig mangel, idet dispensationerne blev meddelt, uden at der var foretaget den efter miljøvurderingslovens § 16 obligatoriske VVM-screening. Nævnet finder dog ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder, at manglen er uvæsentlig, da kommunen den 6. april 2022 – dvs. før nævnets konkret skulle træffe afgørelse i klagesagen – har truffet afgørelse om, at projektet, der indebærer en regulering af vandløbet, ikke er VVM-pligtigt, og at den afgørelse er blevet stadfæstet af klagenævnet selv den 14. februar 2024. Nævnet stadfæster på det grundlag den af kommunen med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3, meddelte dispensation med den begrundelse, at projektet vil medføre en væsentlig naturforbedring i vandløbet. Nævnet fremhæver dog samtidig, at kommunens vurdering af vandstandssænkningens betydning for de beskyttede naturarealer langs vandløbet er forbundet med en vis usikkerhed. Hvad angår den dispensation, der er blevet meddelt med hjemmel i § 66, stk. 2, jf. § 16 fra åbeskyttelseslinjen, konstaterer nævnet, at klageren efter naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 2, kun er klageberettiget i forhold til den del af åbeskyttelseslinjen, der vedrørte klagerens egen ejendom. Nævnet tager derfor kun stilling til den del af den meddelte dispensation fra åbeskyttelseslinjen, der vedrører klagerens ejendom. Nævnet finder endvidere, at den rydning af beplantning og etablering af midlertidig kørevej, der skal foregå på klagerens ejendom, ikke forudsætter en dispensation fra åbeskyttelseslinjen, hvorfor den del af dispensationen ikke er nødvendig. Det begrundes med, at fjernelse af en eksisterende beplantning ikke er omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, og at midlertidigt udlæg af kørepladser på eksisterende terræn efter nævnets opfattelse ikke kan anses som bebyggelse eller lignende i bestemmelsens forstand. Klageren fik derfor ikke medhold i den indbragte klage.

Fodnoter