KFE 2024.743 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. februar 2024)
i Kendelser om Fast EjendomDenne sag vedrører en adressatklage over et afslag, der er blevet meddelt af Frederikshavn Kommune på en ansøgt dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3, til opførelse af sommerhus på et hedeareal. Klageren anførte bl.a., at kommunen i 2019 havde givet en forhåndstilkendegivelse om, at der på grund af den aftale, der var indgået mellem fredningsnævnet og ejeren af den ejendom (klagerens forældre), der blev omfattet af fredningen, hvorefter der blev indføjet et vilkår i den relevante fredningsbestemmelse om adgang for ejeren af ejendommen til at etablere yderligere et sommerhus på grunden, som skabte en beskyttelse af klagerens forventninger til at modtage den ansøgte dispensation. Klageren henviste endvidere til lighedsprincippet, idet der var givet tilladelse til at etablere andre sommerhuse i området, efter at naturbeskyttelsesloven i 1992 afløste naturfredningsloven. Over for nævnet oplyste kommunen, at den byplanvedtægt fra 1953, som klagerens ejendom var omfattet af, var vedtaget, før by- og landzoneloven i 1969 begrundede en opdeling af Danmark i byzoner, landzoner og sommerhusområder, og at klagerens ejendom i den forbindelse var blevet en del af landzonen, som skulle beskyttes imod ny bebyggelse, der ikke var nødvendig for landbrugserhvervet. Det, der fulgte af byplanvedtægten, var endvidere efter kommunens opfattelse blevet »overtaget« af de ændringer ift. national landskabsfredning, der var sket med indføjelsen i 1992 af naturbeskyttelseslovens § 3, der erstattede den tidligere fredningsbestemmelse i naturfredningslovens § 43. Kommunen, der fandt, at landskabsfredningen havde overtaget reguleringen af bebyggelsesmulighederne, afviste endvidere, at der var grundlag for at påberåbe sig lighedsprincippet, idet de ejendomme, klageren sammenlignede med, ikke var beliggende i landzone.
Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede efterprøvelse til at vedrøre fortolkningen af naturtypebekendtgørelsens § 1 og vurderingen af de muligheder, der var for at meddele en dispensation til det ansøgte. Nævnet konstaterede, at klagerens ejendom, der var beliggende i landzone, ikke var omfattet af den undtagelse af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, der var etableret ved naturtypebekendtgørelsens § 1, at ejendommen havde været beliggende i landzone siden by- og landzoneloven trådte i kraft, at byplanvedtægten ikke regulerede bymæssig bebyggelse i overensstemmelse med planlovens § 34, stk. 2, nr. 3, og at byplanvedtægten ikke skulle fortolkes udvidende. Opførelsen af et sommerhus skulle derfor betragtes som en tilstandsændring, der forudsatte en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3, hvor praksis generelt er restriktiv. Et enigt nævn fastslog indledningsvis, at naturbeskyttelseslovens § 3, ikke generelt viger for bestemmelser i en fredning. Hvad angik den betydning, som den 50 år gamle fredningsbestemmelse, der tillagde ejeren af den omhandlede ejendom en adgang til at etablere i alt to sommerhuse på grunden, fastslog nævnets flertal, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, at den ansøgte dispensation kunne imødekommes. Det blev ved nævnets vurdering af den konkrete ansøgning om dispensation tillagt vægt, at der med en dispensation ville blive tale om et væsentligt indgreb i uberørt hedenatur, og at det ansøgte alene vedrørte varetagelsen af privatøkonomiske interesser. Nævnets mindretal (bestående af to læge medlemmer) fandt, at klageren havde en sådan berettiget forventning om byggeret efter fredningens ordlyd, at det ansøgte skulle imødekommes. Mindretallet lagde i den forbindelse vægt på, at der i forbindelse med fredningen var givet afkald på erstatning til gengæld for den indføjede byggeret. Det påklagede afslag stadfæstedes.
Fodnoter
Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/05332.
Naturbeskyttelsesloven (lov nr. 9 af 3. januar 1992), der var et led i den generelle modernisering af miljølovgivningen, som blev vedtaget, da Lone Dybkjær var miljøminister, sammenfattede og forenklede den tidligere naturfredningslov, sandflugtsloven og lov om naturforvaltning. Det indebar kun småjusteringer, jf. herom Veit Koester »Naturbeskyttelsesloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2009, side 40 f. Fredningsbestemmelserne og de øvrige beskyttelseskrav, der indgår i loven, er af ældre dato. Vådområdebeskyttelsen kom ind i lovgivningen i 1970’erne, jf. herom Veit Koester side 85 f. Den generelle beskyttelse af naturtyper er også et resultat af det, der blev vedtaget i 1972, i 1978 og 1984, jf. herom Helle Tegner Anker »Naturbeskyttelseslovgivning« i E.M. Basse »Miljøretten 2. Arealanvendelse, natur- og kulturbeskyttelse«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, side 338 f.
Det fremgår ikke af sagsfremstillingen, hvordan et hedelandskab – som det ejerens ejendom var beliggende i – var beskyttet før 1992. Beskyttelsen af heder blev vedtaget i 1983, hvor størrelsesgrænsen var 5 ha. I 1992 blev størrelsesgrænsen nedsat til 2.500m2, og hederne blev omfattet af den generelle mosaikregel i § 3, stk. 2, in fine, jf. herom Veit Koester op.cit, side 104. Der var ikke med indføjelsen af § 3 tilsigtet en realitetsændring i den administrative praksis, men bestemmelsen indeholder en ikke ubetydelig udvidelse af de beskyttede naturtyper, jf. herom Helle Tegner Anker op.cit. side 364.
Bekendtgørelse nr. 605 af 3. juni 2023 om beskyttede naturtyper.
Lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024 om planlægning fastslår, at et areal, der ikke i en lokalplan eller en ældre plantype, der svarer til lokalplanerne (herunder en byplanvedtægt) er udpeget til byzone eller sommerhusområde, skal betragtes som landzone. I § 34, stk. 2, nr. 3 fastslås det, at der til byzoner henhører »områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål«. Den byplanvedtægt, der er relevant i den konkrete sag, indeholder ikke en sådan stillingtagen til zonestatus, hvorfor området skal betragtes som landzone.
Med en formandsafgørelse afslog nævnet den 11. oktober 2024, sagsnr. 24/07522, at genoptage behandlingen af sagen. Der henvises i afgørelsen til, at et enigt nævn i den trufne afgørelse har fastslået, at naturbeskyttelsesloven ikke generelt viger for bestemmelser i en fredning, og det tilføjes: »Efter nævnets opfattelse må det henset til, at beskyttelsen er indført som en forbudsbestemmelse, skulle fremgå af loven eller dens forarbejder, såfremt beskyttelsen generelt skal vige for særlige rettigheder fastlagt ved f.eks. en fredning.« I forhold til berettigede forventninger, bebyggelsesmulighed og forældelsessynspunkter i den konkrete sag bemærker, Miljø- og Fødevareklagenævnet, at flertallet ikke har foretaget en subjektiv vurdering af klagers personlige forventninger. Nævnet bemærker, at vurderingen er foretaget ud fra, om det vil kunne forventes, at bebyggelse i henhold til fredningen ikke vil kunne påvirkes af senere lovgivning.
Yderligere bemærker Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vurderingen af præcedens er foretaget ud fra, hvilken virkning en dispensation vil kunne medføre i andre lignende sager, ikke blot generelt, men også i forhold til andre ejendomme omfattet af den omhandlede fredning. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker desuden, at nævnet ikke har kompetence til at behandle eventuelle erstatningsspørgsmål, og ikke kan yde rådgivning til klager. Videre er det som udgangspunkt ikke muligt at få foretræde for nævnet i forbindelse med behandlingen af en klagesag, og at nævnet ikke har fundet grundlag for at fravige dette ved behandlingen af anmodningen om genoptagelse.