KFE 2024.626 (VLD af 30. september 2024 Sag BS-22713/2023-VLR (13. afdeling))
i Kendelser om Fast EjendomHævd – Vejret
Sagen drejede sig om, hvorvidt en borger, B, havde opnået en vejret ved hævd til at køre med store landbrugsmaskiner på en vej beliggende på en anden borgers C’s, ejendom. C’s ejendom var en landbrugsejendom med stuehus, driftsbygninger og tilhørende landbrugsarealer. C anmodede forud for retssagen kommunen om at nedlægge vejstykket som privat fællesvej, idet trafikken – ifølge C – blev ført tæt på stuehuset og driftsbygningerne og derved udgjorde en fare for påkørsel. Kommunen godkendte nedlæggelsen af vejstykket, dog blev adgang for gående og cykler opretholdt. Vejdirektoratet stadfæstede kommunens afgørelse. B gjorde under retssagen mod C gældende, at han havde opnået en vejret ved hævd. Landsretten fandt, at B ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var tilfældet. Det kunne ikke efter forklaringerne lægges til grund, at netop B ved kørsel med køretøjer havde rådet over vejen med en sådan intensitet, at han derved havde erhvervet hævd til færdsel på vejen. Landsretten udtalte, at det forhold, at vejen ifølge skønserklæringen havde været anvendt kontinuerligt i lang tid, ikke kunne føre til en anden vurdering. Landsretten stadfæstede byrettens dom.