KFE 2024.621 (VLD af 27. september 2024 Sag BS-58922/2023-VLR (15. afdeling))
i Kendelser om Fast EjendomVejadgang – Lokalplanlægning
Sagen angik gyldigheden af en afgørelse fra Planklagenævnet, hvor nævnet stadfæstede en kommunes afgørelse om nedlæggelse af en overkørsel fra en borgers ejendom til vej C, herunder om nedlæggelsen af vejadgangen var i strid med § 5 i lokalplanen, der fastsatte: »Der udlægges areal til fordelingsvejen A-B med en beliggenhed principielt som vist på bilag 5. Vejen udlægges i en bredde af 13 m.« Lokalplanen omfattede ejendomme, der var placeret ud til henholdsvis vej C og vej B. Det var ubestridt, at den omhandlede bestemmelse i lokalplanen regulerede vejadgang til lokalområdet i sin helhed. Planklagenævnet anførte, at bestemmelsen om vejudlæg indeholdt et krav om, at alle ejendomme beliggende inden for lokalplanområdet skulle have vejadgang fra enten vej C eller vej B. Borgeren anførte, at ejendomme i lokalområdet skulle have adgang både ad indkørsler fra vej C og vej B. Landsretten fandt, at bestemmelsen efter en naturlig sproglig fortolkning, skulle forstås således, at der enten skulle være vejadgang fra vej C eller fra vej B, og at der ikke var holdepunkter i lokalplanen for at fortolke bestemmelsen anderledes. Som følge heraf fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets afgørelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom.