KFE 2024.580 (VLD af 3. juni 2024 Sag BS-34108/2023-VLR (4. afdeling))

Vejret – Vejrettighedslovens § 1 – Fortolkning af servitut

Sagen angik, om B havde vejret til et vejstykke over A’s og C’s ejendomme. B havde i 1972 erhvervet en skovejendom, der som vejadgang benyttede en vej beliggende over en naboejendom, som A ejede. I 1920 var der tinglyst en servitut på A’s ejendom, som udlagde en 4 m bred adgangsvej, og i 1921 var der tinglyst en yderligere servitut om kørsel med lyng, tørv og træ. Omkring 1988 blev der opført en tilbygning på A’s ejendom, og B indgik aftale med den tidligere ejer om, at vejen kunne svinge igennem den nye gårdsplads og tilbage til det gamle vejforløb. I 2019 købte C en del af A’s ejendom, hvilket var den del, hvor adgangsvejen til B’s skovparcel kørte gennem gårdspladsen. I 2020 havde A opgravet overkørslen og gravet en grøft, som medførte, at B ikke kunne benytte sin færdselsret til skovparcellen. B anlagde sag mod A og C med påstand om, at de sagsøgte skulle anerkende B’s og fremtidige ejere af B’s ejendoms færdselsret over A’s og C’s ejendomme til skovparcellen via en nærmere angivet linje på et matrikelkort, samt at A skulle genetablere vejen og overkørslen. Byretten fandt, at den i 1921 tinglyste servitut gav ejere af B’s skovparcel ret til kørsel på en 4 m bred vej på A’s og C’s ejendomme, og at færdselsretten ikke kun gjaldt for den daværende ejer. A og C ankede til landsretten, som lagde til grund, at den daværende ejer af A’s og C’s ejendomme i 1920 gav samtykke til, at der over ejendommene blev udlagt en 4 m bred adgangsvej, som var indtegnet på matrikelkort fra 1920 og 1974, ligesom vejen tillige fremgik af luftfotos fra 1995, 2002 og 2004. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at vejen siden etableringen i 1920 kontinuerligt havde været anvendt i forbindelse med skovdriften, indtil den blev forhindret af A, og at vejen var den eneste og væsentligste adgang til offentlig vej fra og til skovparcellen. Herefter, og da A og C ikke havde ført bevis for, at B ikke havde vejret, jf. vejrettighedslovens § 1, stk. 2, stadfæstede landsretten byrettens dom.