KFE 2024.551 (ØLD af 17. maj 2024 i Sag BS-3352/2021-OLR (12. afdeling))
i Kendelser om Fast EjendomSkelforretning – Omkostninger til skelforretning – Tabsbegrænsningspligt
En kommune konstaterede, at en nabo til en kommunevej var begyndt at pløje/harve i rabatarealer til vejen. Naboen gjorde gældende, at rabatarealerne var en del af markerne, og kommunen iværksatte herefter en skelforretning med henblik på at fastslå kommunevejens rette skel. Kommunen iværksatte samtidig retablering af de ødelagte vejrabatter. På baggrund af bevisførelsen, herunder skelerklæringens indhold og landinspektørens forklaring i sagen, lagde landsretten til grund, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, der ved skelforretningen var udøvet af landinspektøren. Landsretten frifandt kommunen for naboens påstand om, at kommunen skulle anerkende, at naboen var ejer af rabatarealerne. Om fordelingen af omkostningerne til skelforretningen fandt landsretten, at omkostningerne passende kunne fordeles sådan, at kommunen skulle afholde 1/3 af udgifterne, mens naboen skulle afholde 2/3 af udgifterne. Landsretten lagde vægt på, at det var i begge parters interesse at få konstateret ejendomsgrænsens rette beliggenhed, men de samlede omkostninger til skelforretningen var i væsentligt omfang forøget som følge af naboens ageren. Om reetableringen af rabatterne udtalte landsretten, at det var ubestridt, at naboen forud for skelforretningen havde pløjet helt tæt på asfaltkanten på kommunevejen. Da det ved skelforretningen blev fastslået, at pløjningen var sket på kommunens ejendom, fandt landsretten, at naboen var erstatningsansvarlig for de skader, der var sket på rabatterne som følge af pløjningen. Naboen fremsatte indsigelser mod størrelsen af erstatningskravet, men landsretten fandt ikke, at naboen havde godtgjort, at kommunen burde have udført reetableringen billigere.