KFE 2024.490 (HD af 3. maj 2024 i Sag BS-499/2023-HJR (1. afdeling))
i Kendelser om Fast EjendomRetlig interesse – Indsatsbekendtgørelsen – Miljøbeskyttelsesloven
Appellanterne, der bestod af en forening som mandatar for 17 landmænd, ønskede i hovedsagen for landsretten at nedlægge en række principale og subsidiære påstande om, at bestemmelserne i indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b var retsstridige. Sagen angik for Højesteret, om appellanterne havde retlig interesse i at få prøvet påstandene. Højesteret afviste sagen for en række af appellanterne med henvisning til bl.a. det forhold, at det ikke kunne lægges til grund, at de ejede ejendomme eller arealer, der var omfattet af en indsatsplan eller omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 21 b. Vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, udtalte Højesteret, at de øvrige appellanters principale påstand skulle afvises som følge af dens generelle udformning, hvorefter Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen ville være retsstridig i forhold til alle og enhver. Med hensyn til de subsidiære påstande henviste Højesteret til, at der ikke over for nogen af appellanterne var truffet en afgørelse om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger. Appellanterne havde heller ikke den fornødne retlige interesse i disse påstande. Højesteret udtalte desuden, at de øvrige appellanters påstande om miljøbeskyttelseslovens § 21 b skulle afvises som følge af deres generelle udformning, hvorefter Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen ville være retsstridig i forhold til alle og enhver.