KFE 2024.325 (ØLD af 12. januar 2024 i Sag BS-16246/2022-OLR (19. afdeling))
i Kendelser om Fast EjendomVejret – Fortolkning af servitut – Frihedshævd
Sagen angik fortolkning af en servitut om vejret til to vejstykker og benyttelse af en sti, samt om ejerne af stien havde vundet frihedshævd i relation til færdsel på stien. Der var tinglyst en servitut hvor det fremgik, at en matrikel og samtlige parceller, der måtte udstykkes herfra, havde færdselsret til to vejstykker og en sti. Sagen var anlagt af ejerne af to matrikler, som var udstykket fra den matrikel, der var tillagt vejadgang i servitutten med påstand om, at stiejerne skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af de udstykkede matrikler havde ret til færdsel på stiarealet. Byretten fandt, at servitutten måtte forstås i overensstemmelse med sagsøgernes påstand. Spørgsmålet var, om retten var bortfaldet ved frihedshævd, hvilket byretten fandt ikke var tilfældet. Byretten lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at stiejerne aktivt havde rådet på en måde, så servitutretten ikke kunne udøves. Stiejerne ankede dommen til landsretten med påstand om, at ejerne af de udstykkede matrikler samt de til enhver tid værende ejere heraf tilpligtes at anerkende, at stieejerne havde vundet frihedshævd. Landsretten fandt som byretten, at færdselsretten ikke var bortfaldet ved frihedshævd. Landsretten fandt endvidere, at færdselsretten til stiarealet ikke kunne anses for bortfaldet som følge af begrænset eller manglende udnyttelse af stiarealet.