KFE 2024.214 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 5.7.2024 i sag nr. C-16430.)
i Kendelser om Fast EjendomEntreprise – forsinkelse – byggepladsomkostninger
Entreprise – forsinkelse – forcering
Entreprise – tidsfristforlængelse – manglende samarbejde
Entreprenør berettiget til tidsfristforlængelse svarende til forsinkelsen, og til forceringsbetaling og betaling for forlænget byggeplads.
En entreprenør havde for et forsyningsselskab påtaget sig at udføre et kloakeringsarbejde. Aftalegrundlagets tidsplan angav færdiggørelse den 18. november 2022, men entreprenøren krævede flere gange tidsfristforlængelse. Arbejdet blev færdigt den 24. februar 2023 og afleveret den 10. marts 2023 uden afleveringsforretning. Af den samlede forsinkelse på 69 arbejdsdage havde bygherren accepteret tidsfristforlængelse med 25 arbejdsdage, men afviste resten. Efter arbejdets afslutning anlagde entreprenøren voldgiftssag med krav om betaling af ca. 9,3 mio. kr. som tilbageholdt restentreprisesum og krav om betaling for ekstraarbejder, forcering og forlænget byggepladsdrift. Bygherren påstod frifindelse og fremsatte modkrav på ca. 831.000 kr., idet bygherren gjorde gældende, at forsinkelsen ud over 25 arbejdsdage var ansvarspådragende og dagbodsudløsende, og at der var mangler.
Voldgiftsretten bemærkede, at uanset aftalevilkår om forudgående skriftlig aftale er en entreprenør ikke afskåret fra at kræve betaling for ekstraarbejde, selv om en skriftlig aftale ikke foreligger, hvis der på anden måde kan føres bevis for, at bygherren har godkendt arbejdet, eller at kravet efter bevisførelsen i øvrigt må anses for berettiget. Entreprenørens krav fandtes i væsentlig grad berettiget, fordi der var afgivet bestilling eller ekstraarbejdet havde været nødvendigt.
Det kunne lægges til rund, at entreprenøren løbende havde fremsendt arbejdsplaner med varsling om tidsfristforlængelse. Bygherren havde blot konsekvent afvist arbejdsplanerne og helt undladt at tage stilling til eller indgå i en dialog om entreprenørens krav om tidsfristforlængelse. Entreprenøren fandtes på denne baggrund og i øvrigt efter bevisførelsen at have krav på tidsfristforlængelse og betaling for forcering og forlænget byggepladsdrift og blev frifundet for kravet om dagbod.
Entreprenøren blev frifundet for mangelskravene.
Fodnoter
. Hørlyck: Entreprise, 9. udg. s. 300-02, Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 357 f. og Skovsgaard s. 203 f. og s. 228 f.
. Hørlyck s. 435-37 og Torsten Iversen s. 455. Kendelsen er bemærkelsesværdig derved, at voldgiftsretten ikke tog stilling til de enkelte omstændigheder, som entreprenøren havde påberåbt sig, men begrundede tidsfristforlængelsen med manglende samarbejde og dialog.