KFE 2022.675 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022)

Jordforurening – Cheminova-grunden – regionernes klageberettigelse, jf. jordforureningslovens § 82, stk. 2 og miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, jf. § 91, stk. 1 – individuel væsentlig interesse – klage vedr. hjemmelsvurdering ift. påbud meddelt i 1981/1983 – styrelsens ophævelse af jordvilkår – revurdering af IE-virksomhed – afvisning af realitetsbehandling på grund af manglende klageberettigelse

Denne sag vedrører klageberettigelsen for Region Midtjylland som affaldsdepotmyndighed i en sag, hvor regionen klagede over, at Miljøstyrelsen havde truffet afgørelse efter miljøbeskyttelsesloven om, at fire jordvilkår skulle ophæves som ulovhjemlede, og at der ikke skulle meddeles påbud i medfør af jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Regionen var i forbindelse med styrelsens sagsbehandling blevet betragtet som høringsberettiget. Afgørelsen, der vedrørte ophævelsen af vilkår, der havde været foreskrevet i miljøgodkendelsens om oppumpning og rensning af forurenet grundvand (for herved at forhindre spredning af forurening fra grunden til den omkringliggende miljø på Rønland), blev truffet af styrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens §§ 41, 69 og 72 . ligesom styrelsen traf beslutning om ikke at meddele påbud i medfør af jordforureningslovens §§ 40-41. Miljøstyrelsens lagde som grundlag for den trufne afgørelse vægt på, at der var tale om påbud om afværgepumpning, der var meddelt i 1981 henholdsvis i 1983 af Ringkjøbing Amtskommune med hjemmel i 1973-miljøbeskyttelseslovens § 42, der i 2006 var blevet indføjet som vilkår i godkendelsen. Det var Miljøstyrelsens vurdering, som bl.a. blev støttet på Højesterets hjemmelsbetragtninger i straffesagen U 2006.1531H, at der ikke havde været lovhjemmel i 1981/1983 til at meddele påbuddene, og at den omstændighed, at påbuddene siden 2006 havde været indføjet i miljøgodkendelsen som fire jordvilkår, ikke ændrede på hjemmelssituationen. Det blev derimod ikke vurderet af styrelsen, om der i 2021 på afgørelsestidspunktet var hjemmel til at formulere vilkårene som led i revurderingen af de vilkår, IE-anlægget skulle respektere som led i operatørens grundlæggende forpligtelser.

Regionen påberåbte sig i klagen, at der fortsat var behov for afværgepumpning efter den af Miljøstyrelsen trufne afgørelse, og at der med afgørelsen ikke ville være andre end regionen, der som depotmyndighed havde mulighed for at sikre, at jordforureningen ikke spredtes til det omgivende miljø. Hvis virksomhedens frivillige fortsættelse af pumpningen ophørte, var det derfor regionen, der måtte træde til. Regionen kunne imidlertid ikke finansiere en sådan opgave, da depotmidlerne ikke måtte anvendes til afværgeprojektet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste regionens klageberettigelse. Nævnet begrundede det med, at det forstod situationen sådan, at regionen primært klagede over Miljøstyrelsens afgørelse om at ophæve nogle vilkår, der indgik i miljøgodkendelsen. Dermed bortså nævnet fra regionens klagen over, at styrelsen havde truffet beslutning efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 om ikke at meddele et påbud. Nævnets afgrænsning af klagens genstand indebar, at regionens klageberettigelse ikke blev støttet på jordforureningslovens § 82, stk. 2. Nævnet afviste regionens klageberettigelse med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2. Nævnet mente ikke, at regionen var berørt af afgørelsen på en måde, der kunne betragtes som særlig. Nævnet lagde ved vurderingen af regionens retsstilling vægt på, at klagen var begrundet i regionens lovbestemte opgaver med at prioritere den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats efter jordforureningslovens kapitel 3, og at klagen således var begrundet i hensyn, der efter nævnets opfattelse ikke adskilte sig væsentligt fra de generelle myndighedsinteresser. Nævnet afviste på det grundlag at realitetsbehandle den påklagede afgørelse.

Fodnoter