KFE 2022.625 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. maj 2022)

Jordforurening – naboklager over ’ikke-påbud’ – jordforurening forårsaget af olietanke – undersøgelsespåbud ift. overjordiske olietanke, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 1, jf. stk. 3 – grundejerens ansvar efter princippet i jordforureningslovens § 49, stk. 3 – undersøgelses- og oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 1, og § 41, stk. 1 – stadfæstelse af ’ikke-påbud’

Denne sag vedrører en naboklage over, at en kommune ikke havde meddelt et undersøgelsespåbud og pålagt ejeren af den forurenede grund at fjerne olieforurening, der efter klagernes vurdering måtte hidrøre fra to overjordiske olietanke. Olieforureningen blev konstateret i 2013. Der var udført undersøgelser i 2014, og der var på det grundlag udarbejdet en skønserklæring i 2015. Den af kommunen i 2013 meddelte beslutning om ikke-påbud havde været forelagt Natur- og Miljøklagenævnet, der i januar 2016 ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen med basis i jordforureningslovens §§ 40, 41 og 48. Nævnet udtalte i forbindelse med hjemvisningen, at kommunen i forbindelse med den fornyede behandling skulle belyse forureningen gennem yderligere undersøgelser, og at undersøgelserne burde være fokuseret på, om der fandtes forurening tættere på terræn i området, hvor de overjordiske olietanke stod, og om der havde været ændringer i olieforbruget op til perioden, hvor forureningen blev konstateret. I foråret 2017 genoptog Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afløste Natur- og Miljøklagenævnet, sagen og hjemviste den på ny til behandling i kommunen. Nævnet fandt ved den lejlighed, at olieforureningen med overvejende sandsynlighed stammede fra den nedgravede olietank, men at forholdene omkring den konstaterede forurening fortsat ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne lægges til grund, at forureningen alene stammede fra den tank. Det var nævnets vurdering, at nye boringer ikke ville bidrage til at få afdækket kilder, hvorfor sagen i stedet skulle oplyses ved dokumentation for påfyldninger og olieforbrug. Kommunen skulle endvidere få afdækket, om den manglende sløjfning af den nedgravede olietank havde været medvirkende til forureningen, herunder om det kunne godtgøres, at den væsentligste del af forureningen havde fundet sted i perioden efter den 1. januar 2001.

Kommunen gentog imidlertid 12. juli 2018 den trufne beslutning om ikke at meddele et påbud med henvisning til betingelserne i lovens § 48, stk. 3, og naboerne forelagde igen sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne var utilfredse med, at kommunen havde vurderet, at der ikke kunne meddeles påbud efter jordforureningslovens § 48, stk. 1, jf. stk. 3, med den begrundelse, at anlægget, hvorfra forureningen stammede, ikke var i brug umiddelbart før forureningen blev konstatering. Kommunen vurderede, at olien hidrørte fra en nedgravet tank, der ikke har været i brug siden 1982.

Nævnet redegør indledningsvis for, at kommunen har levet op til de forpligtelser, den har til at sikre en forsvarlig oplysning af sagen, ligesom kommunen har vurderet de muligheder, som der måtte være for at meddele et påbud efter lovens § 48, stk. 3, jf. stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at der under nærmere angivne omstændigheder der efter loven kan meddeles et påbud over for ejere af olietanke med et rumindhold under 6.000 liter, hvor 50 % eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse. Det fremhæves af nævnet, at det efter bestemmelsen er forudsat, at olietanken har været brugt efter den 1. marts 2000, og at tanken har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen. Det tilføjes, at Højesteret i den dom, der er trykt i U 2010.2518H, har fastslået, at konstateringstidspunktet er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen, samt at Miljøstyrelsen i en vejledning fra 2009 oplyser, at »umiddelbart før« skal fortolkes som inden for 6 måneder. Anvendelsen af 6 måneder som den relevante tidsramme er begrundet i, at forsikringspligten gælder i de 6 måneder. Da kommunen havde konstateret olieforureningen i april 2013, og da den underjordiske tank var blev sløjfet i 2006, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at lovens § 48, stk. 3 ikke kunne finde anvendelse. Nævnet måtte endvidere efter en samlet vurdering tiltræde kommunens vurdering af, at der ikke var grundlag for at meddele et påbud med hjemmel i jordforureningslovens §§ 40 og 41, ligesom det måtte anses for udelukket at anvende miljøbeskyttelseslovens § 69, jf. § 19 som påbudsgrundlag. Nævnet tilføjede, at det ikke havde en konkret kompetence til at efterprøve klager over kommunens anvendelse af miljøbeskyttelseslovens § 69. Den trufne afgørelse stadfæstedes derfor.

Fodnoter