KFE 2022.619 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. april 2022)
i Kendelser om Fast EjendomFredskovpligt – retlig lovliggørende dispensation, jf. skovlovens § 11, stk. 1, sammenholdt med § 38 – adressatklage over vilkår, jf. skovlovens § 39 – dispensation til badebro med en kombineret bålhytte ikke nødvendig – almindelige skovgæster – vilkår om bålhyttens tilgængelighed i sommerperioden – vilkår vedrørende anvendelse af bålhytten som sauna – bynær skov – stadfæstelse af lovliggørende dispensation
Denne sag vedrører en adressatklage fra den forening, der havde opnået en lovliggørende dispensation til fortsat at have en sauna i en bålhytte, der var beliggende i fredskov. Klagen vedrørte tre af de ni vilkår, der var indføjet i dispensationen. Miljøstyrelsen havde i den trufne afgørelse lagt vægt på, at badebroen og bålhytten kunne etableres uden en dispensation, og at anlægget som udgangspunkt var til brug for den almindelige skovgæst, hvorfor bålhytten skulle kunne fungere som bålhytte størstedelen af året. Saunaen forudsatte en dispensation, da den ikke var en forudsætning for, at skovgæsterne kunne bade i søen eller på anden måde benytte skoven. Klageren, der repræsenterede vinterbadere, ønskede bl.a. den sæsonopdeling, som fremgik af et af de påklagede vilkår, fjernet samt den hidtidige praksis opretholdt, hvor de aktuelt ca. 500 tilknyttede vinterbadere kan benytte saunaen om vinteren. Et vilkår om, at den almindelige skovgæst skal kunne kræve saunaen fjernet, fandt klageren uklart og uheldigt. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede de påklagede vilkår, herunder med den begrundelse, at anvendelsen af sauna skulle vurderes som begrundet i bekvemmelighedshensyn, der ikke har en vis almennyttig karakter, og som derfor ikke opfylder et overordnet samfundsmæssigt formål i skovlovens forstand, der vejer tungere end hensynet til at bevare fredskov. Nævnet tillagde det også betydning, at det kun var klagerens medlemmer, der kunne benytte saunaen.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/09173.