Automatisk fredskovpligt, jf. skovlovens § 3, stk. 1, nr. 3 – kommunalt erhvervet areal bevokset med træer –afslag på kommunal ansøgning om ophævelse af fredskovpligt, jf. skovlovens § 6, stk. 3, sammenholdt med stk. 1 – adressatklage – fortolkning af skovlovens § 6, stk. 2 – »det oprindelig planlagte formål« – kommuneplanens formål på tidspunktet for fredskovspligtens indtræden – stadfæstelse af afslag ved flertalsafgørelse – afgørelsen blev truffet af det læge nævn, jf. skovlovens § 60, stk. 1, sammenholdt med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9 (dissens)
Sagen vedrører et areal, der i en periode fra 1982 havde været lokalplanlagt til erhvervsformål, medens dent i en efterfølgende periode havde været lokalplanlagt til blandet bolig og erhverv. Kommunen havde erhvervet arealet i 2016 og havde udlagt det til institution og boldbane. Kommunen ønskede i overensstemmelse med den senest vedtagne lokalplan og kommuneplantillæg at etablere en institution for personer med autisme på arealet. Miljøstyrelsen havde i april 2020 i forbindelse med en besigtigelse konstateret, at der var indtrådt fredskovpligt på arealet i medfør af skovlovens § 3, stk. 1, nr. 3. Kommunen ønskede fredskovpligten ophævet, men i juli 2020 afslog styrelsen den kommunale ansøgning, jf. skovlovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1. Styrelsen tillagde lovbemærkningerne til lovens § 6, stk. 2, afgørende betydning og fremhævede, at kommuneplanlægningen for arealet var blevet ændret, efter at fredskovpligten indtrådte ved kommunens erhvervelse af arealet, og at lokalplanlægningen var vedtaget for at gøre det muligt at etablere institutionen. Kommunen indbragte det meddelte afslag for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet, der var sammensat som det læge nævn i medfør af skovlovens § 60, stk. 1, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9, delte sig i et flertal og et mindretal. Nævnets flertal fulgte Miljøstyrelsen argumentation og stadfæstede afslaget, medens nævnets mindretal fandt, at betingelserne i lovens § 6, stk. 2, for ophævelse af fredsskovspligten uden pligt til etablering af erstatningsskov var opfyldt.