KFE 2022.580 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2022)

Jordforurening – adressatklage – nedgravede olietanke – olietankbekendtgørelsen – benzinforurening i grundvandet – MTBE koncentration i strid med grundvandskvalitetskriterier – undersøgelsespåbud meddelt ima. jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39 – påbudsadressat, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2 – flere forurenere, jf. jordforureningslovens § 43 – »ubetydelig andel af forureningen«, jf. jordforureningslovens § 43, stk. 2 – forureningens alder – »rådighed den 10. februar 1999 eller senere«, jf. jordforureningslovens § 44 – tålepåbud jf. § 44, stk. 2 – tilladelse til bygge- og anlægsarbejde, jf. jordforureningslovens § 8, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – legalitetsprincippet – ikke opsættende virkning, jf. jordforureningslovens § 56 – stadfæstelse med ændringer af undersøgelsespåbuddet

Denne sag vedrører en adressatklage over et undersøgelsespåbud, der blev meddelt klageren af en kommune. Adressaten havde siden 1999 været den ansvarlige driftsherre for en tankstation, der var beliggende på ejendommen. Ejendommen var lokaliseret i et område med drikkevandsinteresser. Tankstationen havde eksisteret i perioden 1957 til 2016, hvor ejendommen og ansvaret for driften af tankstationen var blevet overdraget mellem fire forskellige driftsherrer i perioden 1957-1967, perioden 1967-1989, perioden 1989-1999 og perioden 1999-2016. I 2015 ophørte lejemålet. Forureningen på ejendommen var tidligere blevet undersøgt flere gange, herunder i 2015, hvor der var konstateret overskridelser af jordkvalitetskriterierne for kulbrinter og benzen. Ejendommen var blevet kortlagt på vidensniveau 1. Klageren nedlagde tankstationen i 2016, hvor der blev foretaget opgravning af tanke og andre installationer, ligesom der blev gennemført en frivillig oprensning i perioden 2016-17, efter at der var modtaget en tilladelse hertil i medfør af jordforureningslovens § 8, stk. 2. Kommunen vurderede i 2017 – på baggrund af en tilsynsrapport, der var modtaget fra klageren – at der var efterladt en restforurening, der ikke var præcist afgrænset horisontalt og vertikalt. Det var kommunens vurdering, at forureningen kunne hidrøre fra klagerens driftsperiode, og at den manglende afgrænsning var i strid med den meddelte tilladelse. Klageren blev derfor anmodet om at fremsende en revideret rapport med yderligere vurderinger og dokumentation for forureningen. På den baggrund blev der gennemført en supplerende frivillig forureningsundersøgelse, der blev afrapporteret til kommunen den 27. november 2017. Det fremgik bl.a. af den afleverede rapport, at der på grund af træer og buskads var problemer med at afgrænse forureningen i vestlig/nordvestlig retning, at der var påvist forureninger i den nordøstlige del af ejendommen i skel til nabo, samt at en yderlige afgrænsning af forureningen ville kræve supplerende boringer i offentligt areal mod både øst, syd og vest/nordvest samt i privat have mod nord. Kommunen meddelte på den baggrund i juli 2018 et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, hvor det samtidig blev besluttet med henvisning til lovens § 56, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Derimod meddelte kommunen hverken et tålepåbud i medfør af lovens § 44, stk. 2, til vejmyndigheden eller til naboerne, idet kommunen oplyste, at der var givet tilsagn fra de relevante grundejere om, at de ikke agtede at modsætte sig gennemførelsen af forureningsundersøgelsen.

Klageren gjorde over for Miljø- og Fødevareklagenævnet gældende, at forureningen var forårsaget længe før den 1. januar 2000 eller den 1. januar 2001, hvorfor der ikke kunne meddeles et undersøgelsespåbud i medfør af lovens § 40, samt at det meddelte påbud ikke var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Det blev under sagsbehandlingen over for sekretariatet for Miljø- og Fødevareklagenævnet oplyst, at adressaten havde overdraget ejendommen til et andet selskab. Nævnet besluttede, at det ikke ville tage særskilt stilling til kommunens beslutning om at tillægge klagen opsættende virkning. Det fastslog, at det fulgte af lovens § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2, at kommunen har hjemmel til at påbyde adressaten at fremkomme med oplysninger, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en forurening, uanset hvornår forureninger er sket, medmindre den mulige forurening er ophørt før den 1. januar 1992. Det var nævnets vurdering, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller var fastsat efter den 1. januar 1992. Den høje koncentration af BTEX’er på næsten hele det forurenede område indikerede ifølge nævnet, at der var tale om en nyere forurening, der i det væsentligste var sket efter 2001 – dvs. i en periode, hvor det var adressaten for påbuddet, der havde været den ansvarlige driftsherre. Der var derfor ikke konkret grundlag for at inddrage flere af de tidligere operatører som påbudsadressater med støtte i lovens §§ 43-44. Nævnet vurderede endvidere, at yderligere forureningsundersøgelser ville kunne give en bedre afdækning af indholdet af BTEX og MTBE i forureningsfanen, og at en sådan undersøgelse derved kunne bidrage til, at kommunen med større sikkerhed kunne datere forureningen med henblik på meddelelse af et eventuelt efterfølgende oprensningspåbud med hjemmel i lovens § 41. Det meddelte undersøgelsespåbud var formuleret i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Derimod indgik der et vilkår i påbuddet om orientering af nærmere angivne naboer, der ikke havde hjemmel i loven. Nævnet ophævede derfor det ulovhjemlede vilkår og indføjede et vilkår, der vedrørte identificering eller indsnævring af kilden til forureningen.

Fodnoter