KFE 2022.576 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022)
i Kendelser om Fast EjendomJordforurening – adressatklage – påklage af undersøgelsepåbud meddelt imfa. miljøbeskyttelseslovens § 72 – retsvildfarelse vedrørende hjemmelsgrundlag – ’lex specialis’– jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39 skal anvendes frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 – ophævelse af påbud – hjemvisning
Denne sag vedrører en adressats klage over et undersøgelsespåbud, som kommunen havde meddelt med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 72. I adressatens klage blev det anført, at kommunen ikke kunne meddele påbuddet, idet der ikke var sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem oplag af kul på en betonplads på grunden og den konstaterede jordforurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at der gælder et lex specialis-princip, hvor jordforureningslovens § 40, jf. § 39, stk. 1 og 2 skal anvendes af kommunerne frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 i situationer, hvor betingelserne for at anvende de nævnte påbudsbestemmelser foreligger. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at påbud om undersøgelse af, hvorvidt der er sket forurening under eller rundt om betonpladsen, hvor kullet opbevares, skal meddeles med hjemmel i jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Den påklagede afgørelse blev derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Det oplyses af nævnet, at kommunen ved den fornyede behandling af sagen skal belyse sagen enten ved egne undersøgelser, evt. indledningsvis, eller ved at meddele et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til ejeren af virksomheden.
Fodnoter
. Nævnets sagsnr. 20/04813