KFE 2022.559 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. februar 2022)
i Kendelser om Fast EjendomJordforurening – regionens klageberettigelse som depotmyndighed, jf. jordforureningslovens § 82, stk. 2 – kommunal beslutning om ikke-påbud, jf. jordforureningslovens § 40, jf. § 41 – erhvervsejendom – tidligere vognmandsvirksomhed – påbud inden for »rimelig tid«, jf. § 40 – indrettelseshensyn – ophævelse af beslutning om ikke at meddele påbud – hjemvisning til fornyet behandling i kommunen, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 77, stk. 1
Denne sag vedrører en klage, der blev indbragt af Region Sjælland over en beslutning, som Holbæk Kommune den 25. juni 2019 havde truffet om ikke at meddele påbud til ejeren af en forurenet erhvervsgrund, hvor der tidligere havde været en vognmandsvirksomhed. På ejendommen, der var kortlagt på vidensniveau 2, var der af myndighederne konstateret en ikke afgrænset forurening under olietanken og aflæsningspladsen med op til 3.500 liter fyringsolie. Det var kommunens vurdering, at der var indtrådt myndighedspassivitet, idet der ikke i en periode på 4 år (fra 2013-2017) var reageret over for den ansvarlige virksomhed. Kommunen havde derfor ikke opfyldt kravet om at reagere inden for »rimelig tid«, som det er forudsat i lovforarbejderne til jordforureningslovens § 40. Regionen, der ikke var tilfreds med, at kommunen ikke meddelte et undersøgelsespåbud, påklagede kommunens beslutning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sin klage anførte regionen, at der ikke forelå myndighedspassivitet, idet virksomheden i 2018 i forbindelse med en tilsynsrapport var blevet gjort opmærksom på, at der var tale om en uafsluttet forureningssag. Regionen gjorde endvidere gældende, at det var overvejende sandsynligt, at størstedelen af forureningen var sket efter 1. januar 2001, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 1. Nævnet fastslog, at det ikke alene var den forløbne tid i forhold til, hvornår myndigheden har fået kendskab til den konstaterede forurening, der var relevant. Ressourcemæssige betragtninger og myndighedens mulighed for at vurdere forureningens karakter, behovet for foranstaltninger, afdækning af, hvem der var forureneren/-ne, var ligeledes relevante. Det var på det grundlag nævnets konklusion, at der ikke konkret var tale om myndighedspassivitet. Kommunens afgørelse om ikke at meddele et påbud blev derfor ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 9/05840.
. Jf. om retsfortabende passivitet Peter Pagh »Jordforureningsloven med kommentarer – og kommenteret miljøskadelov«, Thomson Reuters, 2. udgave, 2011, side 499ff.
. Se nedenfor Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022, sagsnr. 21/13445, hvor regionens klageberettigelse afvises med henvisning til, at nævnet besluttede alene at behandle klagen efter miljøbeskyttelseslovens regler på trods af, at den påklagede afgørelse også var meddelt som en beslutning om ikke at meddele et påbud i medfør af jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Klagen blev afvist med henvisning til, at regionen ikke havde en individuel væsentlig interesse i, at Miljøstyrelsen ophævede tidligere meddelte vilkår/påbud med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.