KFE 2021.984 (Planklagenævnets afgørelse af 9. december 2021 (sagsnr. 20-09399))

Planer for mindre områder på lokalt plan – mindre ændringer i planer – miljøscreening af planer – undtagelsesbestemmelsen i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 – miljøvurderingslovens procedurekrav i forbindelse med screeningsafgørelse

Frederikshavn Kommune traf den 3. juli 2020 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg, der udlagde fem større områder i kommunen på i alt 220 ha til placering af solcelleanlæg (screeningsafgørelse). På baggrund af bemærkninger i offentlighedsfasen blev der ved den endelige vedtagelse af kommuneplantillægget udtaget to områder, ligesom der blev foretaget en indskrænkning af rammeområdet. Det endelige kommuneplantillæg omfattede herved tre større områder på i alt ca. 153 ha. Screeningsafgørelsen blev af en gruppe beboere i området påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om proceduren var foregået i overensstemmelse med miljøvurderingslovens krav om borgerinddragelse, og (ii) om der skulle være foretaget en miljøvurdering af planen. I forhold til miljøvurderingslovens krav om borgerinddragelse fandt Planklagenævnet, at kommunen havde overholdt miljøvurderingslovens procedurekrav i forbindelse med screeningsafgørelsen, idet der ikke efter miljøvurderingsloven er pligt til at foretage høring af offentligheden, forinden der træffes afgørelse om, at et planforslag ikke skal miljøvurderes. Nævnet konstaterede, at screeningsafgørelsen sammen med planforslaget havde været offentliggjort på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger. Planforslaget havde desuden været i offentlig høring i 8 uger i overensstemmelse med planlovens og miljøvurderingslovens regler herom, og kommunen havde inden udarbejdelsen af kommuneplantillægget gennemført en foroffentlighedsfase i overensstemmelse med planlovens § 23 c. Nævnet kunne på den baggrund ikke give medhold i klagepunktet om, at kommunen skulle have inddraget borgerne tidligere i processen. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være foretaget en miljøvurdering af planen, fandt Planklagenævnet, at solcelleanlæg til fremstilling af elektricitet udgør et anlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3, litra a, jf. § 8, stk. 1, nr. 1 (obligatorisk miljøvurdering), hvorfor der som udgangspunktet var krav om miljøvurdering. Planklagenævnet anførte herefter, at en plan, der alene fastlægger anvendelsen af et »mindre område på lokalt plan« eller alene indeholder »mindre ændringer i sådanne planer«, kun skal miljøvurderes, hvis planen må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 8, stk. 2, nr. 1 (miljøscreening). Planklagenævnet gengav sin tidligere forståelse af udtrykket »mindre område på lokalt plan«, hvorefter en plan ansås for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, såfremt planen omfattede et område mindre end kommunens samlede areal. Nævnet var imidlertid blevet opmærksom på, at det med udgangspunkt i de forskellige sproglige versioner af EU-Domstolens afgørelse i sag C-444/15 (Associazione Italia Nostra Onlus) måtte lægges til grund, at der med udtrykket »mindre område på lokalt plan« mentes, at planen er udarbejdet af en lokal myndighed, og at planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til hele det område, som hører under den lokale myndigheds stedlige kompetence. Planklagenævnet lagde herefter til grund, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til kommunens areal, og at det hermed ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om et geografisk område, som blot er mindre end kommunens samlede areal. Planklagenævnet fandt ikke, at planforslaget i den konkrete sag var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, idet nævnet herved lagde vægt på, at forslaget til kommuneplantillæg omfattede 5 områder med en samlet størrelse på 220 ha, hvilket ikke kunne anses som et mindre område, samt at kommuneplantillægget udlagde hidtil ubebyggede landbrugsarealer til opførelse af solcelleanlæg, hvorfor der heller ikke var tale om en mindre ændring af den eksisterende planlægning. Det samme gjaldt for et samlet planområde på 153 ha. Der skulle derfor have været gennemført obligatorisk miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, hvilket medførte, at miljøscreeningsafgørelsen var ugyldig. Planklagenævnet ophævede derfor kommunens miljøscreeningsafgørelse og konstaterede, at kommuneplantillægget som følge af den manglende miljøvurdering led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldigt.