KFE 2021.978 (Planklagenævnets afgørelse af 2. december 2021 (sagsnr. 20-00789))

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Planer for mindre områder på lokalt plan – mindre ændringer i planer – miljøscreening af planer – undtagelsesbestemmelsen i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 – overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan

Kerteminde Kommune traf den 14. juni 2019 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, der muliggjorde etablering af 67 ha solceller på et ubebygget markareal på i alt 87 ha (screeningsafgørelse). Kommunen vedtog planerne endeligt den 31. oktober 2019. Screeningsafgørelsen blev til Planklagenævnet påklaget af to naboer og en tredje nabo klagede over kommunens endelige vedtagelse af lokalplanen. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om der skulle være foretaget en miljøvurdering af planerne, og (ii) om lokalplanen er i strid med kommuneplanen, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være foretaget en miljøvurdering af planen, fandt Planklagenævnet, at solcelleanlæg til fremstilling af elektricitet udgør et anlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3, litra a, jf. § 8, stk. 1, nr. 1 (obligatorisk miljøvurdering), hvorfor der som udgangspunktet var krav om miljøvurdering. Planklagenævnet anførte herefter, at en plan, der alene fastlægger anvendelsen af et »mindre område på lokalt plan« eller alene indeholder »mindre ændringer i sådanne planer«, kun skal miljøvurderes, hvis planen må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 8, stk. 2, nr. 1 (miljøscreening). Planklagenævnet gengav sin tidligere forståelse af udtrykket »mindre område på lokalt plan«, hvorefter en plan ansås for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, såfremt planen omfattede et område mindre end kommunens samlede areal. Nævnet var imidlertid blevet opmærksom på, at det med udgangspunkt i de forskellige sproglige versioner af EU-Domstolens afgørelse i sag C-444/15 (Associazione Italia Nostra Onlus) måtte lægges til grund, at der med udtrykket »mindre område på lokalt plan« mentes, at planen er udarbejdet af en lokal myndighed, og at planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til hele det område, som hører under den lokale myndigheds stedlige kompetence. Planklagenævnet lagde herefter til grund, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til kommunens areal, og at det hermed ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om et geografisk område, som blot er mindre end kommunens samlede areal. Planklagenævnet fandt ikke, at planforslaget i den konkrete sag var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, idet nævnet herved lagde vægt på, at forslaget til kommuneplantillæg omfattede 5 områder med en samlet størrelse på 87 ha, hvilket ikke kunne anses som et mindre område, samt at kommuneplantillægget muliggjorde opførelse af et 67 ha stort solcelleanlæg på et hidtil ubebygget landbrugsareal i landzone, hvorfor der heller ikke var tale om en mindre ændring af den eksisterende planlægning. Der skulle derfor have været gennemført obligatorisk miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, hvilket medførte, at miljøscreeningsafgørelsen var ugyldig. Planklagenævnet ophævede derfor kommunens miljøscreeningsafgørelse. Planklagenævnet fandt endvidere, at lokalplanen er i strid med kommuneplanens retningslinje for bebyggelse og anlæg i sårbare landskabsområdet, idet solcelleanlægget ikke udgjorde et anlæg af ganske ubetydeligt omfang. navnlig henset til dets størrelse og omfang i forhold til det udpegede sårbare landskab samt at anlægget fastgøres til jorden. Nævnet lagde desuden vægt på, at retningslinjen vedrørende bebyggelse og anlæg i sårbare landsskabsområder vedrørte konkret udpegede områder og havde et konkret indhold med den fornødne klarhed, hvorimod kommunen ikke i kommuneplanen eller kommuneplantillægget havde fastsat konkrete retningslinjer for solcelleanlægget som et teknisk anlæg. Nævnet fandt derfor, at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinjer og at lokalplanen derfor var ugyldig. Planklagenævnet ophævede derfor miljøscreeningsafgørelsen og lokalplanen, og konstaterede, at kommuneplantillægget som følge af den manglende miljøvurdering led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldigt.