KFE 2021.969 (Planklagenævnets afgørelse af 27. oktober 2021 (sagsnr. 21.02810 m.fl.))

Lokalplan for kolonihaver – regulering af områdets anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 – regulering af bebyggelsens omfang, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 7 – regulering af anvendelse af de enkelte bygninger, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 8 – forbud mod helårsbeboelse – opholdsforbud i bestemte tidsrum af døgnet – bestemmelser om indretning af bygninger – saglige hensyn

Ballerup Kommune vedtog den 25. januar 2021 lokalplan nr. 182, som omfattede flere kolonihaveforeninger i landzone. Lokalplanen havde til formål at sikre, at kolonihaverne fastholdtes som områder til fritids- og rekreationsformål, samt at kolonihaveområderne ikke anvendtes til helårsbeboelse, herunder særligt i vinterhalvåret. Lokalplanen fastsatte forbud mod ophold i kolonihaverne i nærmere angivne tidsrum i vinterhalvåret og indeholdt en række krav til bygningernes omfang, anvendelse og indretning. Lokalplanen blev påklaget af Kolonihaveforbundet, en ejer af en kolonihave og en gruppe af haveforeninger, der navnlig gjorde gældende, at der ikke var hjemmel i planloven til at stille krav om ophold inden for bestemte tidspunkter og om bygningers indretning. I forhold til lokalplanens bestemmelser om opholdsforbud bemærkede Planklagenævnet indledningsvist, at det ikke er usagligt, hvis kommunen med lokalplanen (også) ønsker at håndhæve de hensyn, der ligger bag kolonihavelovens forbud mod helårsbeboelse. Nævnet anførte i den forbindelse, at disse hensyn i vidt omfang er sammenfaldende med de planlægningsmæssige hensyn, som en kommune lovligt kan varetage efter planloven, og at det desuden er sagligt at lægge vægt på, om det er lettere at håndhæve klare lokalplanbestemmelser end kolonihaveloven. Planklagenævnet fandt herefter, at en kommune lovligt kan vedtage en lokalplan med bestemmelser om, at et kolonihaveområde ikke må anvendes til helårsbeboelse eller beboelse om vinteren, idet sådanne bestemmelser må anses for regulering af områdets anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Planklagenævnet fandt imidlertid ikke, at der kunne fastsættes bestemmelser om ophold i bestemte tidsrum af døgnet, da dette efter nævnets opfattelse gik ud over, hvad der var forudsat i kolonihaveloven, ligesom det gik ud over, hvad der kunne fastlægges bestemmelser om som en del af reguleringen af anvendelsen af området, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Nævnet bemærkede herefter, at omfanget af overnatning er af væsentlig betydning ved vurderingen af, om anvendelsen af en bygning har karakter af »beboelse«, og at det således ville være muligt at fastsætte bestemmelser med forbud mod overnatning eller mod natophold. Det var imidlertid ikke planlægningsmæssigt begrundet at begrænse tidsrummet for ophold til bestemte klokkeslæt, hvorfor lokalplanens bestemmelse herom var ugyldig. I forhold til lokalplanens bestemmelser om indretning af bygninger fandt Planklagenævnet, at der ikke kan optages bestemmelser om forbud mod hems, da dette vedrører bygningens indretning og dermed ikke i sig selv har betydning for en planretlig vurdering af en bygnings etageantal eller omfang. Planklagenævnet fandt desuden at der ikke kan optages bestemmelser om, hvorvidt et drivhus/orangeri må være opvarmet eller isoleret, eller om, at en bygningstype ikke må indeholde toilet, køkken eller andre installationer. Nævnet bemærkede dog, at indretninger, der normalt hører til indenfor i et hovedhus, kan indgå i en vurdering af, om en bygning anvendes som et udhus eller en bygning til beboelse. Henset til lokalplanens opbygning, de ugyldige bestemmelsers centrale karakter for lokalplanen samt kommunens mulige ønske om en anden planlægningsmæssig løsning, fandt Planklagenævnet det herefter mest hensigtsmæssigt at ophæve lokalplanen i sin helhed.