KFE 2021.962 (Planklagenævnets afgørelse af 1. oktober 2021 (sag 21/10714))

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Planlovens § 14 – § 14-forbud – bygningsændringer – passivitet – rimelig undersøgelses- og overvejelsestid – genoptagelse – af egen drift

Roskilde Kommune nedlagde den 23. november 2018 et forbud efter planlovens § 14 mod en række bygningsændringer samt om- og tilbygninger for de såkaldte »Hørhusene« på en ejendom. Ejeren påklagede den 21. december 2018 forbuddet til Planklagenævnet. Ejendommen var på dette tidspunkt ikke omfattet af en lokalplan, men kommunen vedtog efterfølgende – den 3. oktober 2019 – en lokalplan, der også omfattede den pågældende ejendom. Planklagenævnet traf den 27. februar 2020 afgørelse om afvisning, idet klagen efter nævnets opfattelse var uaktuel. Planklagenævnet begrundede sin afvisningsafgørelse med, at om- og tilbygninger af bebyggelsen efter offentliggørelsen af lokalplanen ikke kunne ske uden byrådets tilladelse, uanset § 14-forbuddet, hvorfor en efterprøvelse af forbuddet ikke ville ændre retstilstanden for ejeren. Ejeren anmodede herefter Planklagenævnet om genoptagelse af afgørelsen, hvilket nævnet afviste den 26. juni 2020. Planklagenævnet ændrede efterfølgende sin praksis om afvisning af klager over § 14-forbud med henvisning til, at der var vedtaget et lokalplanforslag eller en (ny) lokalplan, hvorfor nævnet på denne baggrund – af egen drift – valgte at genoptage klagesagen med henblik på realitetsbehandling. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, hvorvidt kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbud efter planlovens § 14 som følge af passivitet. Planklagenævnet udtalte, at der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et § 14-forbud. I forhold til den konkrete sag fandt Planklagenævnet, at sagsbehandlingstiden havde oversteget, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Planklagenævnet lagde vægt på, at der fra modtagelsen af ansøgningen til nedlæggelsen af forbuddet gik næsten 1 år, ligesom kommunen ikke havde forkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommunens § 14-forbud.