KFE 2021.954 (Planklagenævnets afgørelse af 28. september 2021 (sagsnr. 20-03065))

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Landzonetilladelse, jf. planlovens § 35 – store helårsboliger i landzone – opførelse af nye helårshuse som erstatning for ældre helårshuse, som nedrives – til- og ombygning af helårshuse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10 – landskabelige hensyn

Silkeborg Kommune meddelte den 3. februar 2020 landzonetilladelse (i) til opførelse af en helårsbolig på i alt ca. 600 m2 samt en nedgravet kælder på ca. 150 m2, der skulle erstatte et stuehus opført i 1885 på 146 m2, og (ii) til opførelse af en stald mv. på i alt ca. 510 m2, der skulle erstatte to sammenbyggede lader opført i 1900 på i alt 389 m2. Ejendommen var beliggende i et område, der i Silkeborg Kommunes kommuneplan 2020 var udpeget som særligt landskabsinteresseområde, visuelt uforstyrret landskab og særligt geologisk interesseområde. To naboer påklagede landzonetilladelsen til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om officialprincippet var overholdt, (ii) om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. planlovens § 35, stk. 4 og 5, og (iii) om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet, jf. planlovens § 35, stk. 1. I forhold til officialprincippet fandt Planklagenævnet, at det ikke var en tilsidesættelse af officialprincippet, at der ikke forelå oplysninger i sagen om, hvem der skulle bo på ejendommen. I forhold til naboorientering fandt Planklagenævnet endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, hvilke oplysninger naboorienteringen skulle indeholde, og lagde herved bl.a. vægt på, at den gennemførte naboorientering havde indeholdt en beskrivelse og skitser af de ansøgte bygninger. Planklagenævnet tog herefter særskilt stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til hhv. helårsboligen og stalden mv. I forhold til helårsboligen indledte Planklagenævnet med at gengive sin praksis om opførelse af nye helårshuse som erstatning for ældre helårshuse, som nedrives. Planklagenævnet konstaterede, at den ansøgte helårsbolig havde et bruttoetageareal på minimum 600 m2 (i form af bolig, indbygget overdækning og carport), og afstod fra at tage stilling til, om den nedgravede kælder skulle indregnes i bruttoetagearealet, da det i den konkrete sag var uden betydning for vurderingen. Planklagenævnet anførte herefter, at der som altovervejende hovedregel bør gives tilladelse til opførelse af ny bolig på op til 500 m2 til erstatning for en eksisterende bolig, og henviste til betragtninger efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 10. Et flertal (10 medlemmer) fandt herefter, at helårsboliger i det åbne land, som overstiger 500 m2, bør undgås ud fra et generelt landskabeligt hensyn, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, f.eks. hvis der i forvejen er en større bolig på ejendommen, eller hvis bygningssættet i øvrigt begrunder en større bolig. Efter en konkret vurdering på grundlag af bl.a. kommuneplan 2020 fandt flertallet, at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse til den ansøgte helårsbolig. Et mindretal (1 medlem) fandt, at kommunens landzonetilladelse burde stadfæstes. I forhold til stalden mv. indledte Planklagenævnet ligeledes med at gengive sine retningslinjer for genopførelse af driftsbygninger mv. som erstatning for ældre bygninger, som nedrives. Et flertal (10 medlemmer) fandt herefter, at der kunne meddeles landzonetilladelse til stalden mv., og lagde bl.a. vægt på, at stalden mv. blev opført på omtrent samme placering som de eksisterende bygninger på ejendommen, og at stalden mv. skulle anvendes til hestehold, der hører naturligt hjemme i landzonen. Et mindretal (1 medlem) fandt ikke, at der kunne meddeles landzonetilladelse til stalden mv.