KFE 2021.946 (Planklagenævnets afgørelse af 27. september 2021 (sag 20/00974))

Lokalplan – Planlovens § 15 b – lugtpåvirkning – luftforurening – lugt – støv – autoværkstedsbekendtgørelsen – autolakeringsværksted – grænseværdier – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer

Herning Kommune vedtog den 28. august 2018 en lokalplan for et område, hvorved etableringen af et mindre boligområde blev muliggjort. Lokalplanområdet var ubebygget på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse, da den tidligere bebyggelse var blevet revet ned. Planområdet var beliggende ca. 40 meter fra et eksisterende autolakeringsværksted. Lokalplanen blev påklaget til Planklagenævnet af autolakeringsværkstedet, der overordnet gjorde gældende, at lokalplanen indebar en væsentlig indskrænkning i autolakeringsværkstedets fremadrettede driftsmuligheder. Planklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, om lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a om planlægning for støjfølsom anvendelse på støjbelastede arealer samt planlovens § 15 b om udlægning af arealer til boliger mv., som er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening. I forhold til planlovens § 15 b fastslog Planklagenævnet indledningsvist, at lokalplanområdet udgjorde et areal, der potentielt ville kunne være belastet af lugt, støv eller anden luftforurening omfattet af bestemmelsen, idet der ved bygninger af en vis højde ville være problemer i forhold til lugtgener. Herefter foretog Planklagenævnet en vurdering af, om lokalplanen i tilstrækkelig grad sikrede den fremtidige anvendelse mod forureningen, og tog afsæt i autoværkstedsbekendtgørelsens regler om luftforurening og beregning af afkasthøjder for sin vurdering heraf. Planklagenævnet fandt, at den i lokalplanen fastsatte maksimale bebyggelseshøjde, sammenholdt med den i lokalplanen tilladte terrænregulering i forhold til det eksisterende terræn, var i overensstemmelse med autoværkstedsbekendtgørelsens krav om afkasthøjder set i forhold til emissioner. Planklagenævnt fandt enstemmigt, at lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og maksimal terrænregulering på tilstrækkelig vis sikrede den fremtidige anvendelse mod luftforurening, jf. planlovens § 15 b. I forhold til planlovens § 15 a foretog Planklagenævnet sin vurdering på baggrund af lokalplanens redegørelsesdel, hvori man havde foretaget en række støjberegninger. I støjberegningen var det bl.a. lagt til grund, at autolakeringsværkstedets støjniveau ikke måtte overstige 60 dB i dagtimerne. Herudover forudsatte beregningerne, at der ikke var aktivitet om aftenen og om natten, hvilket er i overensstemmelse med autoværkstedsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, om driftstider for støjende aktiviteter fra autolakeringsværksteder. På baggrund af støjberegningen og kommunens forudsætninger lagde Planklagenævnt til grund, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ville være overholdt i lokalplanområdet, og at lokalplanområdet derfor ikke ville udgøre et støjbelastet areal som nævnt i planlovens § 15 a, stk. 1. Planklagenævnet gav derfor ikke medhold i klagen over lokalplanen.