KFE 2021.931 (Planklagenævnets afgørelse af 22. juni 2021 (sag 20/04209 m.fl.))

Lovlig eksisterende anvendelse – udvidelse af byggeri – rimelig fortsat udnyttelse – kolonihave – kolonihaveformål – helårsbolig

Københavns Kommune meddelte den 7. januar 2020 afslag på dispensation fra en lokalplan til bibeholdelse af en tilbygning med anvendelse til beboelse samt ombygning af en veranda. Kommunen begrundende sit afslag med, at eksisterende kolonihavebebyggelser skulle ændre status til helårsbolig, såfremt der bygges til eller ændres på de eksisterende bebyggelsesforhold. Kommunen meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Det fulgte af lokalplanen for ejendommen, at området var fastlagt til helårsboliger, og at der på hver parcel kun måtte opføres én beboelsesbygning med én bolig. Denne lokalplan var blevet vedtaget i 2014. I sagen var det imidlertid ubestridt, at ejendommen forud for lokalplanens vedtagelsen blev anvendt til kolonihaveformål. Denne anvendelse var fortsat efter lokalplanens vedtagelse og havde således karakter af eksisterende lovlig anvendelse. Afslaget blev af ejeren af kolonihavehuset påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, om de bygningsmæssige ændringer kunne rummes inden for den lovligt eksisterende anvendelse. Planklagenævnet fandt, at når anvendelsen af en ejendom havde karakter af eksisterende lovlig anvendelse, ville det i et begrænset omfang være muligt at foretage bygningsmæssige ændringer, herunder mindre udvidelser af eksisterende bebyggelse. Dette forudsatte dog, at der var tale om bebyggelse, der kunne karakteriseres som en rimelig fortsat udnyttelse af den eksisterende lovlige anvendelse. Herudover fastslog Planklagenævnet, at den nye bebyggelse desuden skulle være i overensstemmelse med de bebyggelsesregulerende bestemmelser i det (nye) gældende plangrundlag. Planklagenævnet tog dog med sin afgørelse ikke stilling til dette spørgsmål. I forhold til den konkrete tilbygning og veranda fandt Planklagenævnet, at det havde karakter af en rimelig fortsat udnyttelse til kolonihaveformål. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at bebyggelsen (på henholdsvis 14,5 m² og 14 m²) var af en begrænset størrelse. Planklagenævnet ophævede derfor afslaget samt påbuddet om fysisk lovliggørelse, idet kommunen ikke med henvisning til anvendelsesbestemmelsen i lokalplanens kunne give afslag på dispensation til den ansøgte tilbygning og veranda.